Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Kulturpolitisk alsidighed

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Klumme i Politiken:

Jeg vover den generalisering, at kulturelt interesserede og engagerede mennesker nok gerne er mere åbne over for samfundets og kulturens mangfoldighed end andre, og at kunstnerisk kreative mennesker naturligvis som regel selv er mere åbne over for det alsidige, eksperimenterende og udfordrende i kunsten end mindre kreative mennesker.

Måske er det heller ikke en helt misvisende generalisering, at der nok er flere kulturelt engagerede og kreativt udøvende vælgere, der har stemt på rød end på blå blok. Spørgsmålet er, om dette også afspejler sig i rød bloks kulturpolitik?

I udgangspunktet er det ikke megen plads, den optager i det nye regeringsgrundlag. Formuleringerne er primært begrænset til svævende tilkendegivelser om, at vi skal have »gode rammer« for området og »skabe gode rammebetingelser for kulturerhvervene i oplevelsesøkonomien«, hvilket jo lige akkurat siger – ingenting.

Bortset fra afsnittene om mediestøtte og sport er der godt og vel én luftig side, hvor vi kan læse, at flere borgere skal »i kontakt« med kulturelle institutioner, og hvor det eneste, der ligner specifikke markeringer, er, at der skal være »fokus« på kulturtilbud i yderområder, at der skal ske en »styrkelse af rytmisk musik«, og at man vil »fremme digitaliseringen af den danske kulturarv«.

Blandt de meget få yderligere konkreter, der er kommet frem, er, at den nye regering »som minimum« vil have fjernet det lille ord »kristen« fra den seneste public service-kontrakt, ifølge hvilken Danmarks Radio skal formidle »den kristne kulturarv«. Hvis dette sammenholdes med den kulturpolitiske hensigtserklæring i regeringsgrundlaget, må vi forstå, at selv om man sigter mod et internationalt kulturpolitisk udsyn, bliver der tale om at udskifte udgangspunktet fra den kristne del af kulturarven til den nationale. Det hedder nemlig i regeringsgrundlaget, at regeringen ønsker at »sikre, at kulturpolitikken stimulerer skabelsen af stor kunst og åndelig udvikling, skaber forbindelseslinjer mellem Danmark og omverdenen, og tilskynder til økonomisk vækst baseret på det danske samfunds værdier, vores sociale forståelse og kulturelle horisont.«

Spørgsmålet er imidlertid, om man for det første kan stimulere »stor kunst og åndelig udvikling« med det formål for øje at skabe økonomisk vækst, og om man for det andet kan og bør basere kulturpolitikken på det »danske samfunds værdier«?

Det første først: Hvor stor en del af den kunst, der i det historiske tilbageblik har vundet anerkendelse som »stor kunst«, er nogen sinde blevet skabt med »økonomisk vækst« som udgangspunkt og formål? Forfattere og filminstruktører vil utvivlsomt gerne se deres værker solgt og oversat til talrige sprog, ligesom billedkunstnere gerne vil udstilles internationalt og herigennem håber at inspirere mange mennesker – hvilket selvfølgelig i visse tilfælde kan være en god 'forretning' for flere end dem selv – men ligefrem tænkt som et fundament for »økonomisk vækst«?

Og hvori består mon det »danske samfunds værdier«, hvorpå kulturpolitikken skal baseres?

Skal man tænke på kulturpolitikken som et redskab til adfærdsregulering og som retningspil for samfundet – eller er det ikke netop den kunst og kultur, der er skabt på sine egne uransagelige præmisser, der i sidste ende er mest berigende for det, regeringsgrundlaget kalder »åndelig udvikling«?

Ét er de uundgåelige slagsmål om, hvad og hvem der skal støttes med hvor meget, og hvad og hvem der ikke skal, og her skilles vandene altid. Men det er en reel diskussion om prioriteringen af kulturområder og -institutioner, som kan holdes fri af krav om »danske værdier« og »økonomisk vækst«, så det kulturelle felt kan være et helle på sine egne kreative præmisser.

Regeringsgrundlaget tilbyder som nævnt så godt som ingen konkrete kulturpolitiske svar, men altså en række tomme og luftige 'rammer' fyldt ud med nogle ret snærende hensigter.

Denne tomhed kan imidlertid vendes til en gave for en ny kulturminister som De Radikales Uffe Elbæk, hvis han fortsat værdsætter den kreative uforudsigelighed og alsidighed, som mange forbinder med hans egen karriere, og hvis han udnytter samme kreativitet til at fortolke – for ikke at sige sprænge – de snærende hensigter i den friest tænkelige forstand.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 6.10.2011