Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Johannes Larsens vingesus

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Johannes Larsen: Sangsvanere letter

»Kan vi undvære vort Klimas herlige Lunefuldhed, dets barokke Skiften fra Søndenluft til Vestenstorm, fra Morgenens jagende Byger til en Sommernats lune Stilhed! (...) Klimaet i Danmark er det eneste, vi har tilbage af Landets oprindelige Natur. Det unddrager sig Kontrol og kan ikke reguleres. Og Gudskelov for det, ellers blev det sat paa Stald og kunstfodret ...«

Sådan skriver Achton Friis (1871-1939) i første bind af storværket De Danskes Øer (1926), der er illustreret af hans ven og rejseledsager, Johannes Larsen (1867-1961), hvis værker blandt meget andet også er et spejl af det danske vejrs foranderlighed.

Detaljer i denne danske foranderlighed kan nærstuderes i Kerteminde, hvor Johannes og Alhed Larsens gamle hjem på Møllebakken i dag er et smukt museum, der danner ramme om mange af ægteparrets værker, først og fremmes Johannes Larsens naturmotiver. Han er en af landets mest skattede landskabsmalere, og ikke mindst hans sans for fuglelivets kompositoriske kvaliteter pryder utallige motiver.

I afvekslende formationer flyder, glider og svømmer farverige fuglearter dynamisk og drømmende over lærrederne som poetiske nodeark til Johannes Larsens lydløse symfoni. Til tider behøver han kun antydningens fine kunst i løse og dog præcise strejf for at få små pletter til at træde frem som bevægelige bølgekrusninger eller en måges flugt over himlen; til andre tider udfolder han monumentale panoramaer over lavvandede kystlandskaber, hvor det krystalklare vand reflekteres med så indbydende nærvær, at man er lige ved at smide skoene for at løbe plaskende ud i vandkanten.

Kunstnerens knivskarpe øje for havfladens hypnotiske pulsslag og landskabets flyvende inspiration har sikkert gjort det nærliggende for ham at engagere sig i fredningssagen for den trængte arv, der også dengang blev stadig mere tyndslidt – naturen.

Det var i og for sig Johannes Larsen og Fritz Syberg, der »opdagede« Fyns Hoved, som afrunder halvøen Hindsholm i en bestandigt forandrende krumodde og et betagende bakkelandskab med vindblæste udsigter fra toppen af Baesbanke, der horisonten rundt opruller et smukt udsnit af karakteristiske danske kystkonturer.

Gennem billedkunstneres øjne blev Fyns Hoved et dragende sted på landkortet, og med tiden fulgte fredninger, så vi også i dag kan nyde et vidt og frit udsyn, frem for at være pakket ind i sommerhuse, elmaster eller testcentre for støjende vindmøllegiganter.

Mindre heldigt gik det i Johannes Larsens levetid for et andet af hans yndede naturområder, Filsø, der i begyndelsen af 1800-tallet var over 2.000 hektar stor og dermed landets næststørste sø, indtil vandstanden blev sænket og søen reduceret til 750 hektar i 1852. I 1940'erne blev den afvandet og kultiveret så drastisk, at kun to småsøer var tilbage, og det rige fugleliv forsvandt. »Staten betaler sgu Halvdelen af, hvad det koster at ødelægge saadan noget,« konstaterede kunstneren bittert.

I dag ville han imidlertid have kunnet glæde sig over, at Aage V. Jensens Fonde har opkøbt store arealer for i 2012 at genskabe Filsø til næsten halvdelen af sin oprindelige størrelse.

Indtil da kan vi i Kerteminde få et indtryk af lidt af den oplevelsesrigdom, der engang fandtes ved søen, f.eks. i kunstnerens skildring af lettende sangsvaner, der flyver mod beskueren som en flagrende vifte, der måske skal minde os om at give naturen mere plads.

Netop kunstens betydning for værnet af naturen er i centrum af den aktuelle udstilling på Johannes Larsen Museet i anledning af 50-året for kunstnerens død og 100 året for fødslen af Danmarks Naturfredningsforening. Og udstillingskataloget er ikke 'bare' et katalog, men en informativ bog, der belyser, hvordan en håndfuld digtere og billedkunstnere med blik for landskabets æstetik har gjort en skelsættende forskel for både at skildre og bevare Danmarks natur: Et stykke forelsket Danmark – kunst og naturfredning i 100 år. Bogen er faktisk et flot og vigtigt pionérarbejde, der er værd at anskaffe sig i Kerteminde, hvor man i tilgift bl.a. kan nyde en rig samling af Fritz Sybergs værker og for tiden se Janne Klerks smukke landskabsfotografier.

Johannes Larsen Museet er en opløftende og oplysende oplevelse fuld af en stor kunstners forelskelse i Danmarks natur – måtte den smitte.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 4.8.2011