Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Mor Danmarks mor var polak

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

...

Elisabeth Jerichau-Baumann: »Pottesælgerske ved Gizeh« (1876-78)

»Det blev vanskeligt for mig at bestemme mig, om jeg helst vilde forblive hjemme bag den tilfrosne Rude, omgiven af den bløde Sne, min Barndoms Legekammerat, eller om jeg hellere vilde drage bort med Trækfuglene, som saa ofte tilforn, mod det klare, lyse Syden! Det er en Rhodos-Kolos's Fornæmmelse at skulle fæste den ene Fod i Danmark og den anden i Italien; i Længden trættes man derved! Var jeg en Sømand, saa kunde jeg sige, at det gik over Skrævet, men fy, Sligt siger Fru Jerichau ikke.« (Elisabeth Jerichau-Baumann, 1881).

Den polskfødte billedkunstner Elisabeth Jerichau-Baumann (1819-1881), der blev gift med den danske billedhugger Jens Adolf Jerichau og i 1849 flyttede til Danmark, var og blev en fremmed fugl i det lille land, hvis selvbillede hun imidlertid har fået en betydningsfuld kunstnerisk andel i. En stærk kvinde, der skulle markere sig i en mandsdomineret verden, men både havde overskud til at føde ni børn (hvoraf syv overlevede), foretage flere større rejser og skabe en perlerække af værker, som vi stadig fascineres af halvandet århundred senere.

...

Elisabeth Jerichau-Baumann: »Ægypterinde med barn« (1879)

Kvindemuseet i Aarhus præsenterer en bred udstilling af hendes værker henover sommeren, og det tager ikke mange billeder at konstatere hendes tidløse format. Hendes sensuelle havfrue-motiv dukker bogstavelig talt op af eventyrdybet med en sanselig selvstændighed og imødekommenhed, der som så mange af hendes kvinde-fremstillinger synes at hvile i sig selv.

Mødre skildres med ømhed og ro på tværs af kulturer i »Moderglæde« (1858) og »Ægypterinde med barn« (1879), der nærmer sig udtrykket i mange Jomfru Maria-motiver, og hun kommer hele vejen rundt om kvinden i sine værker, der både fremhæver blide, stærke, sensuelle, moderlige og erotiske sider.

Helt enestående fik hun adgang til det lukkede haremsliv, hvor hun blandt andet blev vist rundt af Mustafa Fazil Pasas datter, Nazili Hanum. Med billedkunstnerens skarpe iagttagelse og sans for minutiøse visuelle detaljer berettede hun om denne tyrkiske skønhed: »Prinsesse Nazili Hanum var den Gang femten Aar gammel, men aldeles voxen. Hun var en mærkelig Blanding af orientalsk og evropæisk Indflydelse. Saaledes vare hendes Bevægelser afrundede, bløde, langsomme, elastiske og dog tillige snigende og kraftige som en Panthers. Hendes aflange, mandelformede, sortfrynsede øjne vare lyseblaa, languissante og vilde, med umaadelig store, sorte Pupiller, og dette samme Øje kunde lyne og brænde ...«

...

Elisabeth Jerichau-Baumann: Selvportræt (ca. 30 år)

Jerichau-Baumann var selv »en mærkelig blanding« uden for en snæver nationalramme, der rakte langt udover den danske samtid, som hun landede i, men aldrig lod sig stække af.

Under den nationalsindende og anti-tyske tidsånd var den tyskuddannede kunstner fra Polen imidlertid ikke lige velset med sin store selvbevidsthed og sit internationale udsyn, der i samtiden gav hende betydeligt større gennemslagskraft i udlandet. Skønt hun også malede motiver, som i den grad appellerede til den danske selvforståelse, var hun alt for udadvendt og ambitiøs til at lade sig indskrænke af tidens toneangivende konventioner. Den nationale selvtilstrækkelighed i kunstverdenen rubricerede hende blandt »europæerne« – og det var ikke nogen hædersplads.

...

Elisabeth Jerichau-Baumann: »Danmark« (1851)

Ikke desto mindre trådte denne farverige polske førstegenerationsindvandrer af tysk-jødisk afstamning ind på den kunstneriske scene i 1851 med værket »Danmark«, der vel er mest kendt som indbegrebet af »Moder Danmark« (et værk, som desværre glimrer ved sit fravær på Kvindemuseets ellers glimrende udstilling). Her står en ung og smuk blond kvinde, iklædt oldtidsdragt og bronzesmykker, solidt plantet i kornmarken med havet som baggrund. Det dunkle skydække spreder sig om hendes lyse ansigt, og der hviler en særegen styrke over denne rolige valkyrie, der har trukket sit sværd og udstråler en determineret, men uagressiv forsvarsvilje.

Kunsthistorikeren Niels Lauritz Høyen reagerede imidlertid køligt afvisende: »En saadan Komposition er alt andet end folkelig og redelig, som vor nationale Kunst burde være.«

Men Jerichau-Baumann overskyggede fædrelandssangene med et moderland, hvis motiv måske lige så vel kan ses som et stærkt udtryk for kvindens ligeværd. Og som et udtryk for danskhedens foranderlighed – og dens gæld til fremmede fugle.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 16.6.2011

...

Elisabeth Jerichau-Baumann: »En Havfrue« (1873). Ny Carlsberg Glyptoteket