Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Lady Gaga og individualismen

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

»Friheden og den fordomsfrie natur i 'Monster's Ball' og hos dem, der elsker 'Born This Way', breder sig vidt omkring og er begyndt at leve uden for musikstedernes mure (...) jeg vil gerne nævne muligheden for, at venlighed, mobilisering og popmusik kan skabe vide rammer for kærlighed og accept. Vi er alle forskellige, og det er faktisk det, der gør os alle ens. Vær dig selv, elsk den, du er, og vær stolt. You were born this way, baby.« (Lady Gaga i MetroXpress, maj 2011).

Street Fighting Man I Rolling Stones' »Street Fighting Man« brøler Mick Jagger oprørsk: »I'll shout and scream, I'll kill the king, I'll rail at all his servants,« og fortsætter i omkvædet: »But what can a poor boy do, exept to sing for a rock'n'roll band ...«

Sammenbidt alvor eller afvæbnende humor med et selverkendende glimt i øjet? Måske begge dele, måske noget helt tredje – og flertydighederne teksten igennem er med til at give sangen en særlig fascinationskraft.

Ikke desto mindre er det også ganske sigende, at der er næsten et halvt århundrede og en tidsånd eller to fra »Street Fighting Man« i 1968 til den aldrende og adlede milliardær Sir Michael Phillip Jagger i det 21. århundrede. What can a poor boy do?

Ligesom Jagger er rocken vel i det store hele for længst blevet en betydeligt mere integreret del af det mainstream-establishment, den engang stod i kontrast til.

Der har popmusikken vel til gengæld befundet sig ubesværet næsten hele tiden, om end der på tværs af musikalske genrer såvel som alle andre kunstneriske udtryksformer selvfølgelig altid er undtagelser.

Den nye pop-dronning, Stefani Joanne Angelina Germanotte – eller rettere hendes alter ego Lady Gaga – har gjort en vidtstrakt tolerance til centrum i sit kommercielle brand og for alvor implementeret ideen om, at også alt det skæve og utilpassede lader sig integrere i mainstream-industrien.

Uden begavelse er pop-ikonet ingenlunde, og en gennemtænkt rød tråd (uvenlige sjæle vil sige: en snedig forretningsmodel) løber tværs gennem hendes tekst-univers og generelle selviscenesættelse, der forener individualitet med excentricitet og blander religion, science fiction og seksualitet i en aparte pærevælling. Men usympatisk er den ikke.

»Social retfærdighed og musik er de to vigtigste ting i mit liv,« fortæller Lady Gaga, hvis pop-evangelium i øvrigt er et forsvar for menneskerettigheder og frihed til forskellighed, et oprør imod diskrimination og ensretning. Nok bliver det let til luftige etiketter, men denne »selvudnævnte fortaler for alle verdens grimme ællinger,« som Politikens anmelder Simon Lund træffende kalder hende, blander sine upoetiske klicheer med ikke uvæsentlige individualistiske pointer af den uegoistiske slags.

Men forskellen på at hylde forskelligheden og blive ét med den store masse af tilbedende fans synes hun ikke at reflektere over, når hun i et interview bedyrer: »Der er faktisk ikke rigtig nogen skillelinje længere mellem, hvor jeg begynder, og mine fans begynder. Vi er alle én ...«

Vi ser for os Lady Gaga springende omkring på scenen foran 50.000 fans, der hopper og hujer i kor og gentager hendes individualistiske trosbekendelse: »Vær dig selv ...«

Så er det, at man mindes den pragtfulde scene i Monty Pythons Life of Brian, hvor den misforståede og vrangvillige 'messias' forgæves forsøger at få sine efterfølgere til at gå hjem med dette helt elementære individualistiske budskab:

Brian: »Look, you've got it all wrong! You don't need to follow me, you don't need to follow anybody! You've got to think for yourselves! You're all individuals!«
Flokken: »Yes! We're all individuals!«
Brian: »You're all different!«
Flokken: »Yes, we are all different!«

Måske er der også én og anden i Lady Gagas flok, der ligesom i 'Life of Brian' dernæst drister sig til at bryde den kollektive trance og til forsamlingens erklæring om, at »vi er alle forskellige,« indvender: »Det er jeg ikke ...«

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 26.5.2011

Lady Gaga