Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Voldtægt på Kvindemuseet

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

I 2007 blev en 19-årig kvinde i Saudi-Arabien idømt et halvt års fængsel og 200 piskeslag, efter at syv mænd havde gruppevoldtaget hende fjorten gange. Hendes 'forbrydelse' bestod i, at hun angiveligt havde siddet i en bil sammen med en fremmed mand, og de saudiske myndigheder hævdede, at hun havde indrømmet en affære med den pågældende.

Det er vanskeligt at finde et mere modbydeligt kvindesyn end det, der kommer til udtryk i denne og desværre mange andre voldtægtsdomme, hvor autoritære islamistiske fundamentalister råder og regerer.

I den sammenligning kan voldtægtsofres forhold i Danmark synes overkommelige, men selv om gruen er så meget større andre steder, er problemets omfang og karakter dog stadig væk bagatelliseret herhjemme.

I den tid, det omtrent tager at besøge et godt museum, bliver en kvinde i Danmark udsat for et voldtægtsforsøg. Det sker i gennemsnit hver tredje time. Otte gange i døgnet. Året rundt.

Det fremgår af en undersøgelse, der er udarbejdet i 2010 af Justitsministeriet og professor i retssociologi, Flemming Balvig. Fra 2003 til 2008 blev 15.000 kvinder tvunget til eller forsøgt tvunget til samleje. Balvig udtalte: »Der er givetvis et mørketal yderligere, vi ikke har idé om. Så 15.000 kvinder i femårs-perioden er et minimums­tal.« (Berlingske, 2.2.2010).

Femtentusind. Minimum.

Om følgerne af voldtægt forklarede Anja Hareskov Jensen, der er ledende psykolog på Center for Voldtægtsofre i Århus: »Mange får posttraumatisk stressforstyrrelse, bliver deprimeret, angste, bliver tit mere isolerede og får svært ved at varetage arbejde og uddannelse. De får også flere smerter forskellige steder i kroppen.«

Kvindemuseet i Århus har forlænget udstillingen »Det er IKKE din skyld« frem til den 1. maj., og det er en udstilling, som især mænd bør se. Her er autentiske historier fra voldtægtsofre og et historisk overblik med enigmatiske 'ordkulisser' af kunstnerne Grete Aagaard, Tanja Nellemann Poulsen og Lise Skou. Med enkle virkemidler formår de at illustrere den dobbelthed, hvormed seksuelle overgreb usynliggøres i samfundet, men tårner sig op over ofrene, der udover den smertelige erfaring ofte står tilbage med en paradoksal og urimelig skamfølelse.

I århundreder har man skelnet mellem, om den voldtagne kvinde var »uberygtet« eller »berygtet som løsagtig«. Det var med andre ord ikke lige slemt, om man(d) voldtog en kvinde af den ene eller den anden 'karakter'.

Og at kvinden selv kan være 'ude om det', gennemsyrer stadig manges tankegang. En undersøgelse fra 2007 viste, at 48 procent af de norske mænd mente, at flirtende kvinder selv er helt eller delvist skyldige i voldtægt. Mon det er så meget anderledes i Danmark?

Så sent som i 1980'erne, da en taxachauffør havde afsonet 16 måneders fængsel for at have voldtaget en kvinde i hendes hjem, kørte Ekstra Bladet efterfølgende en smædekampagne mod kvinden, der blev stemplet som løsagtig.

»Militante kvinder ødelægger en masse,« tordnede hans forsvarsadvokat, og klienten blev efterfølgende frikendt i Den Særlige Klageret.

Få måneder senere begik taxachaufføren imidlertid dobbeltdrab på to små drenge og viste sig desuden at have begået endnu flere voldtægter. Ikke desto mindre afviste Den Særlige Klageret nu at prøve kvindens sag på ny.

Hun begik siden selvmord.

Desværre kan det stadig være nødvendigt at fastslå med syvtommersøm, at voldtægt ikke kan 'undskyldes'. Selvfølgelig findes der også falske anmeldelser, og forhåbentlig opklares de, inden en uskyldig dømmes, men det ændrer jo ikke ved, at voldtægt er voldtægt.

Voldtægt kan aldrig bortforklares med voldtægtsofrets 'flirt' og påståede 'løsagtighed' eller 'kontroversielle' seksuelle forhistorie.

Uanset om hun er 'udfordrende klædt', eller om hun ellers er til seksuel dominans eller underkastelse, er den himmelråbende forskel på frivillig seksuel leg og brutal voldtægt de to små ord »ja« og »nej«. Uanset om hun selv har inviteret en mand med i sin seng, men siger nej til andet og mere, er og bliver hun uskyldig i et seksuelt overgreb. Punktum.

Se Kvindemuseets udstilling. Den burde være permanent og gratis – måske endog obligatorisk.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 24.2.2011