Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Bobs Brasilien

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Hvem har ikke hørt en CD, set en film eller læst en bog, der var blevet rost til skyerne, for bagefter selv at sidde tilbage med et uforløst »nå«? Eller omvendt: Anmeldere har talt og skrevet en udstilling ned under gulvbrædderne, men man oplever alligevel at gå begejstret derfra.

Ikke blot fordi smag og behag nu engang er forskellig, men også fordi forventninger selvfølgelig farver indtrykket.

Måske var det derfor, at jeg fik en god oplevelse ud af Bob Dylans »The Brazil Series« på Statens Museum for Kunst. Roserne var jo til at overse i de toneangivende dagbladsanmeldelser. Hvis ikke det var Bob Dylan, der havde svunget penslen, ville malerierne aldrig være blevet udstillet, fremgik det flere steder.

Og måske har de ret, men med beherskede forventninger var der også plads til at blive overrasket og begejstret – og begejstret og overrasket blev jeg.

Selv om Dylan ganske vist ikke er nogen Picasso, der i øvrigt kan ses i de tilstødende lokalers fine udstilling »Fortællinger fra labyrinten«, er der ikke noget forkert i at udstille ham for den, han er. Malerierne supplerer hans musikalske fortælling. Vi får lærredernes løsrevne brudstykker af dramaer, der enten er under opsejling, kulminerer eller måske er forbi, og gåder, som rækker ud over værkerne og efterfølgende lever videre i eftertanken.

Eksempelvis »Bamboo Road« med den nøgne kvinde, der hugger sig vej gennem en bambuskov, bevæbnet med et klassisk sværd; eller »Skull and Bones«, der afbilder en nøgen kvinde henslængt på en sofa, mens hun drikker en øl og hviler venstre arm på et kranium – »to be or not to be« med lidt andre konnotationer.

I det symbolrige værk »Revelations«, er det atter en nøgen kvinde, der (tilsyneladende) læser i Bibelen (Johannes Åbenbaringen), hvis sider driver af blod, og vi ser hende bagfra, skrævende. Spekulér selv videre.

»Kvinder er magtfulde skikkelser, så jeg maler dem på den måde,« har Dylan udtalt, og den iagttagelse er præsent i overvældende grad, ikke mindst i kraft af den komplette mangel på blufærdighed og den udfordrende selvbevidsthed, som kvinderne udstråler i flere af disse malerier.

Det er dog de færreste motiver, hvorpå figurerne er så afklædte, f.eks. et af mine favoritter, det flertydigt dystre »Renunciation«, eller det drabelige »Poison« med en pudsig hilsen til et værk af C.W. Eckersberg. Andre motiver er mere dagligdagsprægede, men også ofte med afsæt i dramaer, der fremkalder deres egne små fortællinger i Dylans spraglede portræt af Brasilien.

Nej, selvfølgelig er han ingen Picasso. Han er Dylan. En musikalsk legende. Men det er vel heller ikke den ringeste bevæggrund for at udstille værkerne, at de netop er malet af ham?

Dylan har ikke bare fået en fiks idé eller skiftet spaden ud med penslen. Han har altid malet. Det er indiskutabelt en del af hans kunstneriske virke, uanset om det har større eller mindre appel til kritikeren. Han er allerede en af de betydeligste kunstnere i det 20. århundrede, en musikalsk poet, så hvorfor ikke også skabe rammerne for, at vi kan opleve den anden side af kunstneren, den visuelle Dylan, der skaber poesi på et lærred frem for et nodeark?

Og iscenesættelsen er fremragende. De farvemættede værker ligner brikker i en fin mosaik, når man slår dørene op.

Bevares, ikke alle er lige interessante, og måske fremstår nogle af personerne mere todimensionale og stive, end godt er – eller (hvis man skal være venligere) som statister, der ikke må tage al for megen opmærksomhed fra den fortælling, de indgår i.

Men de bedste værker røber stor farvesans, er kompositorisk fremragende og rummer fine øjebliksbilleder af antydede fortællinger, hvis samspil med titlerne ofte understreger deres enigmatiske karakter. Ikke nogen ringe kunstnerisk bedrift i mine øjne.

Bob Dylan: 'Renunciation'

Bob Dylan: »Renunciation«. Fra udstillingen »The Brazilian Series« (SMK).

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 20.1.2011