Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Kunstsyn eller snæversyn

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Det er formodentlig de flestes erfaring, at den individuelle karakter og kvalitet af kunstoplevelsen er den væsentligste, og at denne oplevelse ikke behøver passe ind i snævre forudgivne rammer for, om værket nu også er »rigtig« eller »god« kunst. Det, der tæller, er, om det er en givende oplevelse, der efterlader et øjeblikkeligt eller måske endog et blivende indtryk.

Dermed mener jeg ikke, at alt er sagt, og at det ene subjektive indtryk af et kunstværk er lige så 'godt' som det andet i en større sammenhæng, der rækker ud over selve oplevelsen. Det er på ingen måde meningsløst at diskutere, om kunst er bedre eller værre, og kunstnere og kunsthistorikere, som har brugt år på at udøve eller reflektere over kunst, har i sagens natur ofte en kvalificeret idé herom.

Og selv om værdien af den kunstneriske oplevelse er og bliver individuel, kan den velovervejede analyse af et værk jo i høj grad også påvirke og berige oplevelsen.

Derfor er det heller ikke helt overflødigt at diskutere, hvad (god) kunst er. I mine øjne er det blot langt mere frugtbart at drøfte specifikke værkers kvaliteter (eller mangel på samme) end at nedkalde kategoriske forbandelser eller udråbe kanoniske diktater om, hvad kunst og ikke-kunst er overordnet set. Det er mere informativt og interessant at beskrive individuelle oplevelser, analysere virkemidler og aktuelle eller historiske perspektiver ved specifikke værker end på forhånd at håndhæve en eksklusiv dogmatik om kunst som sådan.

Lad os tage et eksempel. For mig ligner en del af Per Arnoldis værker mest af alt Jørgen Clevins leg med farvet karton, saks og lineal. De er pænere end nøgne hospitalsvægge.

Det generer mig imidlertid ikke spor, at andre mener noget andet og ud fra en analyse af specifikke værker betragter Arnoldi som en betydningsfuld samtidskunstner. Jeg synes, at uenigheden er interessant, og jeg kunne aldrig drømme om at hævde, at Arnoldis værker ikke er kunst.

Det, der generer mig, er netop ikke mangfoldigheden i kunsten eller vurderingen af samme, men bestræbelserne på at indsnævre denne, når nogen anstiller firkantede fordringer til, hvad kunst bør være og ikke bør være.

Selv om de værker, jeg har set fra Arnoldis hånd, ikke siger mig noget videre personligt, ville jeg finde det yderst indskrænkende, hvis et eller andet kunstsyn på forhånd udelukkede, at de kunne kvalificeres som kunst, blot fordi de f.eks. ikke var 'provokerende' eller 'politiske'.

Imidlertid er det netop et lige så lukket kunstsyn, som Arnoldi selv knæsætter: »Kunstens etiske fordring består i at skabe den ypperste artikulation af vores kultur, i sit eget sprog, et æstetisk sprog, som er kunstens eget. Kunst skal være kunst, ikke for sin egen skyld, men for alles skyld.« (Information, 28.11.2010).

Det mest formildende, man kan sige om Arnoldis statement er, at det eneste forsøg på en substantiel bestemmelse af kunsten dybest set er fuldkommen indholdstom (»den dybeste artikulation af vores kultur«?).

Det mest problematiske ved dette statement er, at det, som denne retoriske sæbeboble leder frem til, er et fjollet postulat om, hvad kunst skal. Kunsten skal efterleve Arnoldis »etiske fordring« (sic), og har bare at være »for alles skyld«.

Men det er selvfølgelig lige så firkantet og snævert som den modsatte 'fordring' om, at god kunst kun er for »de få«.

Et kunstsyn, der bastant og dogmatisk fradømmer særlige udtryksformer enhver kunstnerisk værdi, fordi disse ikke efterlever et eller andet dogmatisk diktat - i Arnoldis tilfælde moralske (for)domme og en nytteværdi målt i masseeffekt - er ikke andet end et rigidt snæversyn.

Var det blevet luftet i et læserbrev, havde det måske været kuriøst, men som statement af en ny formand for Kunstrådet er det et forbløffende overfladisk og snævert dogme.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 9.12.2010


NOTE: Ovenfor får Per Arnoldi på puklen, men i en senere klumme bliver hatten alligevel taget af ... Læs selv hvorfor: Arnoldi tør, hvor andre tier. REL.