Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Så hold dog mund!

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Nur ich und ich und ich und Tinitus
Wenn die Musik endlich aufhört
Ganz von selbst
Silence is sexy
Silence is sexy
So sexy ...

Einstürzende Neubauten: »Silence Is Sexy« (2000)

Einstürzende Neubauten »Film skal ses i biografen,« var et mantra for Ole Michelsen, da han med entusiasme og indsigt satte kursen fra 1985 til 2002 for det nærmest legendariske filmmagasin på DR, 'Bogart'.

Og der er da også en ganske særlig magi ved en kunstform, hvor du bliver lukket ind i et mørkt rum for at koncentrere dig udelukkende om et kunstværk i en god halvanden times tid eller mere. Når reklamerne er overstået, toner lyset ud, lyden er over det hele, og filmoplevelsen opsluger og omringer dig uden distraktioner.

Eller gør den?

Ja, hvis ikke den bliver spoleret af støj og snak. Og her tænker jeg ikke på lidt knasende slikpapir og et barn eller to, der kanter sig forbi sæderne for at komme på toilettet midt i filmen. Det hører med. Jeg tænker naturligvis heller ikke på den latter eller de hvin, en god scene kan fremkalde, og som også hører med til biografoplevelsen.

Nej, jeg tænker på det allestedsnærværende segment af levende støjsendere, bl.a. i form af teenagepiger, som har mere travlt med at kommentere hinandens SMS'er end at følge med i filmen, og som højlydt sladrer om deres ildesete ex-veninders seneste diskoteksscoringer. Og på de selvindbildske unge fyre i deres dyre hængerøvsbukser, der lader hånt om en høflig henstilling og smider stængerne op på de foranstående ryglæn, mens de hepper som hyæner over et gys eller et par blottede bryster for at skjule deres barnesind under en påtaget gangstermaske.

Og tro ikke, at den slags er begrænset til enkelte filmgenrer eller aldersgrupper. Det er ikke kun Bruce Willis' bankekød og senpubertære feel-good-komedier, som skal trækkes med en dyne af biografsnak. Nej, der er alt for få film, hvor man kan vide sig sikker for se-og-hør-mig-segmentet i alle aldersgrupper.

Også blandt det mere modne biografpublikum er der adskillige 'small-talkere', der ikke skammer sig for at kommentere handlingsgangen, mens den udspiller sig, eller underholde hinanden med den evige gættekonkurrence om, hvilken film den og den skuespiller mon også har været med i.

Så hvad hjælper det, at biografen høfligt beder publikum om at slukke for mobiltelefonerne, inden filmen går i gang?

Desværre er det langtfra kun i biografen, at denne snakkesalige skare hellere vil fyre dumsmarte oneliners af end få det fulde kunstneriske udbytte af oplevelsen.

Jeg var for nylig til koncert med det legendariske tyske band Einstürzende Neubauten i Vega i København, og det var en ualmindelig ussel forestilling. Ikke bandet, bevares, der stadig væk er en melodisk, poetisk og sublim oplevelse – når altså Blixa Bargeld & Co. netop får lov til at trænge igennem publikums støjhelvede. Den usle forestilling stod publikumssegmentet af kulturignoranter for.

Og igen: Jeg tænker ikke på alle dem, der af indlysende grunde klapper og hujer for at udtrykke deres begejstring efter et nummer, og heller ikke på dem, der mellem numrene råber på deres yndlingsnumre og så videre. Det er live – det hører selvfølgelig med.

Men jeg tænker på alle de vedvarende støjsendere, der absolut skal knævre og smaske og bøvse og drøfte SMS-beskeder i ét væk og udstille deres bøvede og fordrukne trang til at høre sig selv pladre højlydt midt under numrene! Ikke én eller to ovre i et hjørne. Nej de utallige støjsendere, der breder sig adskillige steder inde i salen, der igen og igen og igen absolut skal kæfte op under musikken.

Så hold dog mund – og vis et minimum af respekt for kunstnerne og den oplevelse, de prøve at få ud på lærredet eller ud over scenen! Tak.

Lyt engang, hvordan det kan lyde, når der også er plads til stilhed inde midt i et nummer, men som kan spoleres af øredøvende publimumssnak ...

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 11.11.2010