Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Christian Lemmerz' Weltschmerz

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Christian Lemmerz: Virginia

Christian Lemmerz: Virginia (1998).

Hvilken billedhugger kan ikke tabe pusten og opgive hammer og mejsel efter nærkontakt af højeste grad med Michelangelos David-skulptur, 'Il Gigante'? Denne enigmatiske kæmpe, som rummer så megen styrke og dog så urovækkende strejf af tvivl på samme tid, og som har fascineret verden siden renæssancen. Eller hans 'Pietà', hvor Maria sidder med den livløse Jesus i sine arme, og skulpturens ynde trodser al marmorens tyngde.

Hvordan kan så ubevægelige figurer træde så udtryksfuldt frem af sten?

Måske mange kunstnere har mistet pusten, men mange har også fundet gejsten i det halve årtusind, der er forløbet, siden Michelangelo færdiggjorde 'Il Gigante'. Der er altid inspiration at hente for den gode kunstner og mere kunst at tilføje og udgrunde, også i skyggen af fortidens store – eller på deres skuldre.

Og også nye værker slår af og til ned som usynlige lyn og sætter sit uforglemmelige mærke på den, der oplever dem. Eller som i den berømte sonet af den tyske digter Rainer Maria Rilke, »Apollons arkaiske torso«, hvor skulpturen synes at gløde og bryde ud af alle sine former »som en stjerne«, der nærmest gør iagttageren til den iagttagede og gennemskuer beskueren – »her er der intet sted, som ikke ser dig«.

Som dreng blev billedhuggeren Christian Lemmerz trukket rundt i Firenze af sine forældre for at se på renæssancekunst – eller renæssancekunsten kiggede på ham: »Jeg kunne mærke, at de her kunstværker ville i tale med mig. De kiggede på mig – det var ikke omvendt. De gav mig den her fornemmelse af at være. At eksistere. Det er en meget stærk fornemmelse, og sådan har jeg det stadig med god kunst.« (Politiken, 11.10.2010).

Hvor heldigt det er, at Lemmerz oplevede renæssancekunsten (og omvendt), kan vi andre få et unikt indblik i på kunstmuseet Aros, hvor en lang række af kunstnerens værker kan ses i udstillingen »Genfærd«. Store armbevægelser, store ambitioner og stor kunstnerisk dygtighed gør det til en stor oplevelse.

Ikke mindst marmorskulpturerne imponerer. På én gang rige på klassiske konnotationer, og dog i helt uventede former og fulde af alarmerende associationer. Ud af den smukke Carrara-marmor har Lemmerz skabt urovækkende værker af grotesk grusomhed og fastfrossen forrådnelse i form af lemlæstede og bombesprængte kropsdele. Den skulpturelle marmor-elegance, vi forbinder med skønhedens klassiske finhed, bliver her til foruroligende monumenter over ondskab, f.eks. skulpturen, der foreviger fornedrelsen i fængslet Abu Ghraib, eller den smukke skaldede Madonna Grigia, der udtrykker en underspillet paradoksalitet med sit lille barn på armen og en kanyle i hånden.

Lemmerz bruger mange andre materialer, og der venter den uforberedte veritable chok, når Mother Teresa kvæler en baby, eller når kunstneren giver sit bud på en afdød paves underbevidsthed. Tabubrud er ganske vist efterhånden hverdag i kunsten, men Lemmerz' kunstneriske udtryksform gør det klart, at her ikke er tale om provokationer for provokationens skyld, men eksistentielle konfrontationer med død og forrådnelse såvel som en nådesløs afdækning af sminket politisk og kulturel selviscenesættelse.

Her er det ikke den lette og heroiserede propagandistiske pegen fingre af 'de andres' tabuer, der hyldes, så vi med distancens selvtilfredse overlegenhed kan se ned på og spotte 'de fremmede', men derimod en langt mere ubehagelig og blodigt nærgående udfordring af tabuer, narcissisme og hykleri inden for den dominerende politiske, teologiske og kulturelle horisont.

Et mørkt spejl af en tidsånd, men ikke så forgængeligt og tidsbundet som samme tidsånd, for bag det uhyggelige kunstneriske blik på Abu Ghraib eller pavens underbevidsthed rejser sig det tidløse spørgsmål om menneskets grusomhed og grusomhedens menneskelighed – og et universelt memento mori.

Kig selv forbi, hvis du tør – måske kigger værkerne tilbage.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 14.10.2010