Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Baglandets skatkammer

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Den vestjyske del af baglandet – som nogle uhøfligt kalder »udkantsdanmark« – er blevet politisk attraktiv, efter at mange af de tidligere så stensikre Venstremedlemmer har forladt deres parti i protest mod sygehusplacering, udmatning og bagatellisering.

Til trods for at ingen endnu levner det nye baglandsparti Fælleslisten mange chancer, vidner initiativet og vælgerflugten om en gabende sprække i Danmarks (og Venstres) bagland, som kan vise sig fatal for Lars Løkke Rasmussens fremtid som statsminister. Regeringen vil gerne købe de tabte vælgere tilbage med en overflødig motorvej, men det er naturligvis for længst blevet gennemskuet som bestikkelsespenge.

Der er imidlertid kulturrigdomme i dele af baglandet, som man kunne gøre meget mere for – til gavn for både beboerne, resten af befolkningen og miljøet.

Jeg har lige været nogle dage i Thy, der ligger på kanten af Jyllands skulder, og hvor enhver, der har øjnene med sig, bliver slået af beundring over, hvor rigt på vidtstrakte og underskønne naturområder ikke mindst dette hjørne af baglandet er. Et skatkammer uden lige.

Og jo, jeg skrev om skatkammerets »kulturrigdomme«, for naturen er jo en væsentlig del af vores kulturarv, der på godt og ondt vidner om, hvordan vi gennem historien har påvirket og hærget landets naturværdier – og i nogen grad genoprettet dem hist og her. Der er så godt som intet uberørt dansk natur tilbage, og den natur, vi har, er præget af århundreders og årtusinders kulturpåvirkninger.

Det behøver dog ikke gøre oplevelsesværdien mindre, at dansk natur er en slags dansk natur-kultur – og med den pointe in mente kan man vel nærmest karakterisere det store stykke 'udkantsdanmark' i Thy som Danmarks største kulturland.

I stedet for statsministerens symbolske turné i det vilde Vesten og regeringens signalpolitiske motorvej og anden nyttesløs kunstig åndedræt skulle man måske prioritere helt anderledes – for baglandets såvel som kulturens og naturens skyld?

Måske en kombination af tanker, som dels er blevet fremsat af lektor Jørgen Møller, der forsker i by- og landsbyplanlægning ved Ålborg Universitet, og dels af Danmarks Naturfredningsforening?

Christian Poll, der er klima- og miljøpolitisk medarbejder ved naturfredningsforeningen, foreslår på foreningens blog at konvertere skrantende landbrug til økologiske landbrug som led i en stor og gennemtænkt satsning: »... kombinerer man lokal produktion med lokal distribution og satser på bæredygtig kvalitet, og bygger man netværk af lokale producenter, som sælger deres nicheprodukter – for eksempel økologiske varer – på lokale markeder, så er vi godt på vej. Dette skal selvfølgelig kombineres med udvikling af enestående naturområder og 'øko-turisme'.«

Lektor Møller bemærker på sin side, at en del af de 3.000 danske landsbyer med 25-199 indbyggere lider af fysisk forfald, nedlagte landbrug og tomme boliger, og han foreslår, at man simpelthen river de mest forfaldne ned og til gengæld koncentrerer indsatsen om andre landsbyer, der dermed ville blive mere attraktive og bedre i stand til at understøtte skoler, institutioner og et lokalt forretningsliv.

Dette ville faktisk være mindre gennemgribende end dengang, man rev baggårde ned på Vesterbro i København, mener forskeren.

Under den klare forudsætning, at noget sådant kunne gennemføres uden tvang og over længere tid, kunne de overflødige motorvejsmilliarder utvivlsomt række langt, måske også som forskellige former for økonomisk incitament. En sammenhængende og konstruktiv vision for baglandets fremtid ville i alle tilfælde gavne hele landet, for er det ikke steder som Thys vildmarker og betagende kyststrækninger, at også københavnere, århusianere, odenseanere og esbjergensere osv. har godt af at kunne stresse af og vide, at også naturen og naturens liv har store og smukke danske områder at udfolde sig i?

Ved at fokusere mere på baglandets naturlige skatkammer ville en del af udviklingens ulemper kunne vendes til fordele. For baglandets skyld - men også for din og min skyld.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 16.9.2010