Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Den fortrængte havfrue

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Katja Bjørn: Hibernating Mermaid

Katja Bjørn: Hibernating Mermaid, 2010.

Havfruen har altid fascineret mig, dels som eventyrlig og mytologisk figur, dels som metafor i moderne litteratur og billedkunst. Ikke blot adskillige danske digtere, men også en række billedkunstnere fra Elisabeth Jerichau-Baumann og Edvard Eriksen til Bjørn Nørgaard har skildret hende, og »Den lille havfrue« af H.C. Andersen er nærmest blevet et helt sindbillede på Danmark – ikke mindst i skikkelse af Eriksens skulptur, der har været spændt hårdt for turistvognen siden 1950'erne.

Men på tværs af de mange kilder i folklore, litteratur og billedkunst rummer den danske havfrue også et elementært og opbyggeligt paradoks, som jeg har fremhævet i forskellige sammenhænge, bl.a. digterisk:

Jeg tænkte, at så dansk er der slet ikke andre,
der er her i landet;
men heller ikke én er til gengæld så fremmed
– som fruen fra vandet.

Danmarks krans (2010)

Katja Bjørns installation »Canned Mermaid – Preserved Dreams and Longings« og hendes video »Hibernating Mermaid« på Randers Kunstmuseum vidner om, at havfruen også til stadighed kan inspirere danske billedkunstnere.

Katja Bjørn: Canned Mermaid

Katja Bjørn: Canned Mermaid, 2010.

Her kaster vi et blik ned i tre olietønder, hvor en nøgen havfrue svømmer hvileløst rundt, mens hun lejlighedsvist appellerer tavst og sørgmodigt til beskueren.

At havets kvindelige fabelvæsen par excellence er spærret inde i olietønder giver os ikke blot en kunstners paradoksale glimt af, hvordan naturen underprioriteres til fordel for en stadig mere grådig ressourcejagt (BP's oliekatastrofe toner nærmest frem af sig selv for det indre øje), men også af en moderne indkapsling af de eventyrlige og drømmende sider af tilværelsen.

Snævert betragtet er det vel først og fremmest en kondenseret fremstilling af årtusinders forbudt og fortrængt kvindelig seksualitet, der falder i tankerne, men i bredere forstand er det muligvis også en mere almen kommentar til den moderne tilværelses udstykning af længsler og lidenskaber i kalenderfelternes og arbejdslivets firkantede og stadig mere trængte frirum.

I alle tilfælde afspejler denne »havfrue på dåse« både dunkle og dragende aspekter af sindet og et menneskeliv, hvor længsler er lagret og indelukket som en tæmmet og hæmmet natur.

Og med havfruens omtalte karakter af dansk national-ikon in mente præsenterer værket sig tillige som et udtryk for landets forarmede og indskrænkede rummelighed. I videoen ligner havfruen endog en strandvasker, et blegt kvindelegeme, der flyder livløst i vandoverfladen – men her rummer titlen til gengæld antydningen af et håb. Er hun død? Nej, det er jo en havfrue »i dvale«, så måske kan hun atter vækkes til live.

Det er ikke mindst den lethed, hvormed associationer uvilkårligt forgrener sig som fortællende ringe i vandet fra de enkle grundelementer i Katja Bjørns værk, der gør det til en så betagende og tankevækkende oplevelse på Randers Kunstmuseum. Og dét siger ikke så lidt på et museum, hvor der i forvejen er forbavsende kort mellem snapsene.

...

L.A. Ring: Sommerdag ved Roskilde Fjord, 1900.

L.A. Rings glasklare mesterværk, »Sommerdag ved Roskilde Fjord« (1900), der både afbilder en indre og ydre naturs enigmatiske fjordlandskab, er f.eks. en del af den permanente samling, og for tiden udstiller kunstmuseet en række af Anders Kirkegaards parafraser over netop dette værk. Rings lysende optimistiske motiv filtreres her gennem hans efterfølgers beundrende øjne og pensel som en hyldest til den store kunstner såvel som en lovsang til fjordens og sjælens landskaber. I værk efter værk varierer Kirkegaard detaljerne, eksperimenterer surrealistisk med farverne og skaber dermed sin egen mere voldsomme skønhed, der også trækker en indre uro ud i landskabet og ind i motivet.

Anders Kirkegaard: Hjemstavnsbillede

Anders Kirkegaard: Hjemstavnsbillede, 2008-2010.

Skønt vidt forskellige genrer, medier og kunstneriske virkemidler synes Katja Bjørns installation og Anders Kirkegaards malerier at supplere hinanden. Og det er umuligt at forblive passiv og uberørt som beskuer af disse udstillinger, der sammen med de mange betydningsfulde værker i den permanente samling gør det lille kunstmuseum i Randers til en stor og rig kunstoplevelse.

APROPOS:

> Katja Bjørns hjemmeside
> Kunst.dk: Katja Bjørn
> Kunstonline.dk: Anders Kirkegaard

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 24.6.2010