Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Westergaards birolle

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Anders Fogh Rasmussen: »Det handler helt grundlæggende om, at oplyste og frie samfund kommer længere end uoplyste og ufrie samfund, netop fordi nogle tør provokere og kritisere autoriteter, hvad enten det er politiske eller religiøse autoriteter.« (Jyllands-Posten, 30.10.2007).

I filmgenren mockumentary blandes fiktion og fakta ved hjælp af pseudodokumentariske virkemidler, hvor skellet mellem spillefilmens åbenlyse fiktion og dokumentarfilmens tilsigtede journalistiske objektivitet fortoner sig. Det gælder f.eks. verdensberømte film som »The Blair Witch Project« og »Borat«, og det gælder den danske film »AFR – i sandhed en utrolig løgn« af Morten Hartz Kaplers, hvor Anders Fogh Rasmussen spiller en ufrivillig 'hovedrolle'.

Der findes naturligvis også film, som gør brug af 'dokumentariske' virkemidler, uden at det gør dem til en egentlig mockumentary, f.eks. Neill Blomkamps fremragende science fiction-film »District 9«, der 'dokumenterer' den racistiske modvilje og apartheid-politik mod en fjern civilisations flygtninge, hvis rumskib er havnet i luftrummet over Johannesburg.

I nogle film er den pseudodokumentariske ramme blot en gimmick, i andre kan den anvendes til at sætte spørgsmålstegn ved den 'neutrale' og 'objektive' karakter af den almindelige dokumentariske nyhedsdækning, men den kan også være drevet af et primært autoritetskritisk og provokatorisk ærinde. I den henseende lever Morten Hartz Kaplers' kritiske film om Fogh vel op til Foghs kriterier for den oplyste og frie kunst, han roser?

Man behøver dog ikke bedrive mockumentary for at være en af de kætterske kunstnere, der tør provokere og kritisere autoriteter; det kan selvfølgelig også lade sig gøre, når kunstens – f.eks. filmkunstens – satiriske og humoristiske virkemidler integreres i en vedkommende fortælling uden 'dokumentarisk' islæt.

Det er tilfældet i Erik Clausens nye film, »Frihed på prøve«, der er en underfundig og morsom skildring af, hvordan dansk fordomsfuldhed kan overvindes af lidt kreativt snyd og kærlig opfindsomhed, der måske kan afdramatisere angsten og foragten for den flerfarvede kulturudvikling.

Det er imidlertid også en kættersk provokerende film, der tager blidt, men bestemt ved landets største ytringsfrihedsikon, Kurt Westergaard – eller rettere ved den status, som herskende politiske autoriteter har givet ham. Den Muhammed-tegner, vi møder i en væsentlig sidefortælling i »Frihed på prøve«, hedder ganske vist ikke Kurt Westergaard, men det skyldes nok, at instruktøren og manuskriptforfatteren udmærket er klar over, at vi som beskuere uundgåeligt udfylder karakteren med den forhistorie, vi alle er bekendt med i forvejen. Desuden foretager filmen en lille, men vigtig drejning: Filmens 'Westergaard' er i modsætning til virkelighedens karikaturtegner ærgerlig over, at avisen har placeret hans karikatur i en særlig generaliserende politisk kontekst.

Dermed trækker filmen på dét begivenhedsforløb, vi kender til hudløshed, for imidlertid at åbne et andet forløb, hvor vi ikke bare ser filmens fiktion udspille sig, men samtidig får et kritisk perspektiv på et lille, men betydningsfuldt hjørne af virkelighedens karikatursag.

Kunst og samfundskritik hånd i hånd. Fordi »nogle tør provokere og kritisere autoriteter«, som Fogh fremhæver.

Jeg er således enig med Fogh i, at samfundet i høj grad (også) bygger på kunstnere og tænkere, der har turdet være kætterske. Men det, der er kættersk, kunstnerisk og kritisk tiltrængt i f.eks. det 14. århundredes Europa eller i det 21. århundredes Saudi Arabien, er selvsagt noget ganske andet end det, der er kunstnerisk befriende under de dominerende magtforhold i den hjemlige andedam i det 21. århundredes Danmark.

En kætter bliver jo ikke »kætter« af at sige, skrive, tegne eller spille dét magtspil, som tidsånden forventer og magthaverne applauderer, men ved at kritisere, provokere og udfordre landets herskende kredse.

Det sidste gør Clausen med kærligt lune i »Frihed på prøve«. Ikke som et politisk statement, men som en skæv fortælling om skæve skæbner i et flerfarvet Danmark.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 10.6.2010