Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Er Århus vild med ord?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

»Det vidunderligste af menneskets forskellige redskaber er uden tvivl bogen. De øvrige er forlængelser af dets krop. Mikroskopet og teleskopet er forlængelser af dets syn, telefonen er stemmens forlængelse, dernæst har vi ploven og sværdet, forlængelser af menneskets arme. Men bogen er noget ganske andet: bogen er en forlængelse af hukommelsen og fantasien.« (Jorge Luis Borges).

Litteraturfestivalen »Vild med ord« løb for nylig af stablen i Århus – rigets næststørste by, men måske også én af litteraturbegejstringens mindste pletter i Danmark. Litteraturfestivalens navn til trods er Århus' lokale beslutningstagere vist ikke specielt vilde med ord, i hvert ikke de mere litterære af slagsen, hvis man ser på den beskedne opbakning, der ikke strækker sig meget længere end en vis underskudsgaranti. Samtidig gik litteraturfestivalen hen over hovedet på hovedparten af alle danske bogforlag, muligvis som følge af banal ugidelighed – mange forlag har til huse i hovedstaden og gider åbenbart ikke besværet med at slå et slag for bogen i litteraturens svar på Langtbortistan.

Måske af samme grund gik litteraturfestivalen også henover hovedet på stort set samtlige medier i riget. For det første kan man i provinspressen alt for sjældent opdrive noget så eksklusivt som en selvstændig kulturredaktion, der kunne og ville rykke ud. Og for det andet er det vanskeligt at få 'københavnerpressen', som nogle jyder fnysende kalder en række af de store dagblade, ud af hovedstaden og krydse Storebælt og Lillebælt – selv om der både er motorveje, broer og lyntog til det jyske terra incognita.

Synd for alle de læsere, som derfor aldrig fandt ud af, hvad de kunne have oplevet, og hvilke forlag og forfattere de kunne have stiftet nærmere bekendtskab med i denne weekend.

Synd for arrangørerne, der imod svære århusianske odds havde fået et rimeligt program og et velplanlagt arrangement op at stå, men som af forskellige grunde måtte placere det i Filmbyen på havnen, hvor selv de færreste indfødte har været – og hvor der er stor garanti for, at ingen 'risikerer' at komme tilfældigt forbi.

Måske burde litteraturfestivalen i virkeligheden snarere være en del af Århus Festuge og profitere af den opmærksomhed, som trods alt bliver byen til del i denne forbindelse? Hvis da ikke risikoen for at drukne i gadedruk og byfeststemning er for stor.

Eller måske burde Jyllands-Posten træde til som den oplagte samarbejdspartner med tilstrækkelige mediemuskler til at gøre en forskel frem for det usynlige Århus Stiftstidende? Måske sågar en 'københavneravis', der har hjerte for kulturen og litteraturen, og som gerne vil vove at sende en ekspedition til hovedlandet?

Tænk om også kommunen turde tegne sig for grundudgifterne til en central placering og de første 2-3 års finansiering af et internationalt udvalg af deltagende forfattere som supplement til en stribe danske – og med ambitioner om en stor litteraturfestival med billig eller gratis adgang? Det kunne gøre Bogforum rangen stridig og placere litteraturens århusianske provinsflække som en af de lidt mere genkendelige byer på litteraturens landkort.

Vi ved jo fra andre lande, at en sådan position på ingen måde behøver være hovedstadens patent, og Forums monopolagtige status kan både forlagene, forfatterne og provinsen vel kun være tjent med at få udfordret.

Men tak til litteraturens århusianske venner i »Vild med ord« og de utrættelige lokale forlagsfolk, der igen gjorde det umulige i (og for) en by, hvor mange desværre synes at ønske sig helt fri for - snarere end bare en lille smule vild med - litteratur.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 1.5.2010