Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Goddag Hr. Eske Mathiesen

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Efter Dem!
Satie letter på bowleren
og træder til side for regnbygen,
så den kan passere og
solen komme til.

Med afsæt i den franske dada-komponist Erik Saties (1866-1925) liv og værk har Eske K. Mathiesen ladet sig inspirere til digtsamlingen Bonjour monsieur Satie, hvorfra ovenstående citat stammer.

I kondenseret poetisk form lader digteren os møde Satie i små dialoger og hilsener til bl.a. »vinden og møllen«, der endnu mangler at blive præsenteret for hinanden, og »sommerskovens biller«, der aldrig smiler til den venlige vinterflue – eller De Fem Grimasser, der naturligvis må være titlen på et sandt »hovedværk«.

I en dialog med Milhaud sammenlignes visse af (da)tidens politikere med en gammel krage, der i Saties barndom herskede over nabofamiliens have. Denne enevældige fugl havde for vane at trække regnormene halvvejs op af mulden for at lade dem sprælle jorden af, før de blev slugt – men hvilket ansvar har monstro de underdanige undersåtter selv for deres undertrykker? Digteren fabulerer videre:

Jeg vil aldrig glemme synet
af de lyserøde dødsdømte orme, der stod i
den sorte muld og viftede, som om de
vinkede og hyldede kragen,
havens hersker.

I Mathiesens poetiske univers er dyrene hyppige metaforiske gæster, således også i hans seneste digtsamling, men han er også en af tidens få poeter, som i talrige digte har ladet sig inspirere af sine naturoplevelser – sådan som begge dele f.eks. fastholdes i kortest tænkelige øjebliksform her: »Foroven lærken. / Forneden alt det andet.« (Kæpheste, 2003).

Mathiesens naturpoesi er levende kulisser fra samme utrættelige vandring, som også de store danske naturdigtere Blicher, Aakjær og Thøger Larsen har tilbagelagt. Og i lighed med disse frygter Mathiesen heller ikke at blotte de største følelser eller male med subtile pensler, når han lader indtrykkene lette på sprogets fineste vinger:

Hver dag
er en sang af hidtil uhørt skønhed,
hver time
en strofe af kølig styrke,
hvert øjeblik
en fuglevinge, der strejfer min kind.

Ret meget smukkere kan det vanskeligt komponeres og komprimeres, når digteren ser de spirende kviste fylde træet og hører deres spæde slag »på himlens blå tromme« i Epigrammer (1982).

Eller i samme digtsamling, hvor naturen også leverer billeder til filosofiske nedslag, som al tyngde til trods får lov at svæve ubesværet omkring:

Mørket begynder dér,
hvor lyset
holder op. Som bladet begynder, hvor
kvisten holder op. Mørket
er et blad
på lysets kvist.

Ligesom et poesi bør læses højt mindst én gang, bør et naturdigt læses i naturen – mindst én gang. Og selv om megen af Mathiesens naturpoesi ikke er begrænset til faste lokaliteter, er der også digte, der tager afsæt specifikke steder i landet – fra en skøn morgen ved Skagen til Bornholms blå klippekyst.

Selv har jeg haft den berigende fornøjelse at have digte med under vandreture i Danmarks natur, og skønt jeg hører til dem, der er karrig med udråbstegn og mener, at man bør være sparsom med den slags emfase for ikke at devaluere effekten og betydningen, er her tre styks fra Ind i gåsens vendekreds (1977), som alle er velanbragte:

Se dig ud!
Lige nu!
Dagens timer
kræver øjne!
I det spæde morgenlys
danser alle drømme nøgne.

Flere af Mathiesens digtsamlinger har fortjent hæder, og for den seneste, Bonjour monsieur Satie, modtager han Kritikerprisen 2009, der overrækkes i Kunststyrelsens lokaler den 24. februar. Ikke en dag for tidligt.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 18.2.2010