|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
|
Bibliotekerne svigtes, og bibliotekerne svigter
Af Rune Engelbreth Larsen 
Hvor der ingen grænser er
hvor alt er begrænset
i den vægtløse tyngde
mellem træernes kulisser
og det vældige sus
i stålskoven
hvor handlingen begynder
men aldrig tager ende
midt i brændpunktet af fortielse
forstillelse
og den totale indiskretion
finder du bogen
den store trøster og forfører
Uddrag af digtet »Bogen« af Klaus Rifbjerg: 'Det svævende træ', 1984
I 2009 udtyndede politikernes årelange bibliotekssvigt endnu engang et større antal biblioteker og filialer, og ifølge en tendensundersøgelse fra Danmarks Biblioteksforening fortsætter kommunernes besparelser på området i 2010.
Fra 1998 til 2008 er antallet af filialer faldet fra 849 til 510. Personale fyres, åbningstider forkortes (eller rettere: lukningstider forlænges), og materialeanskaffelse beskæres – f.eks. er bibliotekernes indkøb af bøger faldet med 38,7 procent i perioden fra 1997 til 2007.
De i forvejen udtyndede budgetter tilfalder ikke længere kun de trykte udgivelser og avislæsesalens udbud af dagblade; stadig flere computerspil og film fylder op på hylderne. Det er ikke alt sammen skidt, og der er næppe tvivl om, at for en grundlæggende oplysnings- og dannelsesinstitution, der skal henvende sig til alle borgere, må informationssøgning prioriteres højt, hvorfor Internet-æraen af forståelige grunde har gjort sit indtog for fuld damp.
Det kunne have været et afgørende argument for en udvidelse af biblioteksbudgetterne allerede for år tilbage, men i stedet er der blevet færre og færre biblioteker med ringere og ringere økonomi, som skal fordeles på flere og flere områder. Bogen er taberen.
Eller rettere: Den danske bog er taberen.
Dansk er ganske vist ikke et af de mest trængte sprog i verden, men det tales heller ikke af flere, end at udgivelser af vigtige bøger for forskningen såvel som smalle bøger med et mindre publikum (eller et mindre købedygtigt publikum) bliver stadig vanskeligere at udgive, fordi tryk- og udgivelsesudgifter trods alt kræver et vist oplag. Bibliotekernes hårde satsning på IT, film og spil udhuler yderligere dét lille oplagsfundament, som kvalitative indkøb kunne bidrage til.
Det betyder naturligvis ingenlunde, at alle smalle bøger er af høj kvalitet, eller at alle brede bestsellere af lav kvalitet; men den gode bestseller overlever i sagens natur i alle tilfælde – det gør den smalle kvalitetsbog ikke.
Her hjælper foreløbig ingen kære digitalisering, al den stund at alt for lidt litteratur stadig er tilgængeligt i digitaliseret form, og selv hvis alle bøger skulle ende som e-bøger er der endnu en rum tid til den dag, hvor såvel læseoplevelsen som tilgængeligheden tilnærmelsesvis kan konkurrere med noget så altmodisch som en god bog på tryk.
Der er tale om et dobbeltsvigt: Politikerne svigter biblioteket, der hensygner med mangel på filialer, personale og midler – og bibliotekerne svigter bogen.
Det er desværre kun et alt for symptomatisk eksempel på, hvor lidt realitet der ligger bag den arv af »oplysning« og »dannelse«, vi gerne fremhæver, men er jo også en underprioritering af »danskhed«. Med den forcerede biblioteksdød bliver det selvfølgelig også vanskeligere at få adgang til historiske klassikere, der er umulige at få i boghandlen; og hvor udbuddet begrænses, forarmes kendskabet til den danske litterære arv.
Ribjergs digt afsluttes med at tale om bogens
sandhed, facts og den henrivende fiktion
som bærer langt hinsides døden
de banale kredsløb og sjælevandringen
ind i evigheden hvor
bogen
ved siden af alle de andre gravsten
taler om det liv der var engang
Så længe politikernes svigt fortsætter, undermineres både grundlaget for udgivelsen af smalle bøger på dansk og tilgængeligheden af vores litterære arv. De klassikere, der taler om det liv, der var engang – taler for døve ører.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 7.1.2010