Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

'Det gyldne kompas' - Aarhus Teater tør, hvor Hollywood tier

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

»En krig nærmer sig, og jeg ved ikke, hvem der vil slutte op omkring os, men jeg ved, hvem vi må kæmpe imod. Den Teologiske Øvrighed! I hele kirkens historie, og den er ikke lang i vores målestok, selvom den er gammel i menneskeår, har dens håndlangere forsøgt at undertrykke og kontrollere enhver naturlig manifestation.«

Sådan taler en heksedronning i Philip Pullmans kirkekritiske romantrilogi 'His Dark Materials', der på dansk har fået titlen: 'Det gyldne kompas'. Den er ikke blevet mødt af afbrændte engelske flag blandt vrede katolikker, men Vatikanets kritik har sandsynligvis medvirket til at uskadeliggøre Hollywoods filmatisering af første bind i serien – og næppe heller forøget chancen for en filmatisering af de øvrige bind.

Som antydet er det heller ikke ganske ukontroversielle pointer, Pullman får serveret. Trilogiens omdrejningspunkt er bestræbelserne på at gentage syndefaldet, hvilket imidlertid fører over en voldsom magtkamp mellem de kirkelige autoriteter og oprørske engle, der har allieret sig med hekse og andre rebeller under Lord Asriel. Det hele kulminerer i et besøg i Dødsriget og en veritabel krig mod en nærmest mumificeret Vorherre og Hans hærskarer.

Hovedpersonen er den yderst kække – og ikke mindre kvikke – 12-årige Lyra, der er udset til at spille den afgørende rolle i fortællingens magiske univers(er) og kosmiske opgør.

Det er fristende at se hende som en slags kvindelig pendant til Harry Potter, men både litterært, teologisk og filosofisk er 'Det gyldne kompas' trods alt af en betydeligt tungere og mere ambitiøs støbning end J.K. Rowlings syv bøger om den unge troldmand. Pullmans grundidé er et opgør med John Miltons episke hovedværk fra 1661, 'Paradise Lost', og flere nøgleord stammer herfra – f.eks. er trilogiens engelske originaltitel, »His Dark Materials«, Miltons beskrivelse af dét 'materiale', hvoraf Gud skaber verden ved hjælp af »the golden compasses«.

I modsætning til Miltons version er det imidlertid hos Pullman oprøret mod Gud, der er den efterstræbelsesværdige impuls, hvorfor filmatiseringen af første bind måtte gennem mange hænder, der endte med at nedtone eller helt fjerne den mest åbenlyse kirkekritik i Chris Weitz' film fra 2007.

Men hvor Hollywood tier, tør til gengæld Aarhus Teater, der for første gang i Skandinavien har præsenteret en teaterversion af den omfangsrige romantrilogi, dramatiseret af Nicholas Wright og iscenesat af Eyun Johannessen. Første del havde premiere i 2008, og anden (og sidste) del kan opleves frem til og med den 10. januar 2010.

De ret tunge problemstillinger og den temmelig imponerende brug af detaljer og pointer fra både teologi- og religionshistorien letter alt sammen forbavsende elegant, først og fremmest i romanen, men også på teateret, så store børn kan følge med. Men forestillingen slår også ned i samtidens meget polariserede felt mellem religionskritikere og religions-apologeter – og er også af den grund i allerhøjeste grad for voksne.

'Det gyldne kompas' er imidlertid mere og andet end en simpel kirkekritisk fortælling – det er et opgør med autoritær ensretning og dogmatisk absolutisme af enhver art, og den slags findes som bekendt i mange sammenhænge af både gejstlig og verdslig karakter, hvor magten centraliseres og antager totalitære former.

Det er således ikke vanskeligt at se afgørende træk ved Pullmans kritik af Den Teologiske Øvrighed overført til en ganske parallel kritik af sovjetisk kommunisme eller saudiarabisk wahabbisme, for den sags skyld, men alligevel har kritikere spurgt, hvorfor et historisk kirkeligt magtsprog er så fremtrædende frem for f.eks. et islamistisk.

Pullman har én gang for alle har besvaret spørgsmålet på sin hjemmeside. »Jeg skriver ikke om islam af den simple grund, at det ikke repræsenterer dét, jeg kommer fra, hvilket kristendommen gør. Jeg ved ingenting om islam; jeg har aldrig læst Koranen; jeg er ikke interesseret i den. Kristendom, på den anden side, er i nervebanerne i min hjerne og i fibrene i mit hjerte. Det er det, der skabte mig. Bibelen og The Book of Common Prayer formede konturerne i mit sind. Når jeg kritiserer den kristne kirke, ved jeg, hvad jeg taler om.« Han tilføjer, at kritikken kan fremføres mod religioner i almindelighed, og at en stor del af religionsfænomenologien er »bizar«, men at det ikke mindst er faren ved religion som politisk magt, han kritiserer.

Pullman anvender imidlertid ikke kun kirke- og religionshistoriens »bizarre« ideer og kontroverser i sarkastisk eller kritisk øjemed. Fænomener og forhold fra religionshistoriens og teologiens flertydige og kontrastrige kataloger er også integreret i handlingsforløbet såvel som de antiautoritære rebellers egne anskuelser og pointer, der faktisk udgør en kompleks 'metafysik' i sig selv.

Og både fortællingens kritiske pointer og metafysiske paradokser får man et betydeligt mere loyalt indblik i på Aarhus Teater end i Hollywoods filmatisering – skønt kilden naturligvis er og bliver romanerne.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 10.12.2009 (bragt lettere forkortet)