Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Asmaa og den irakiske modstandskamp

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Er de irakiske oprørsgrupper globale aktører i et verdensomspændende terrornetværk eller lokale frihedskæmpere i en national modstandsbevægelse?

Selv om en række røster i den hjemlige debat i høj grad synes at reducere alle oprørsgrupperne til terrorister, er svaret naturligvis betydeligt mere komplekst.

Ikke bare i Danmark, men især i USA har politikere imidlertid brug for at præge pressens og offentlighedens fokus på, hvad der foregår i Irak, og hvem det egentlig er, man udkæmper så blodige kampe imod.

Det fortæller således noget om, hvor presset den amerikanske præsident er, når han den 24. juli under en tale på Charleston Flybase i South Carolina er nødt til at overspille det gamle al Qaeda-kort for at legitimere de amerikanske troppers tilstedeværelse i Irak.

Det var udslagsgivende for selve krigsiscenesættelsen at henvise til Iraks masseødelæggelsesvåben og aksen mellem Saddam Hussein og al Qaeda, men begge dele har som bekendt vist sig at være uden bund i virkeligheden.

Når terror-netværket nu igen formelt får lov at dominere den amerikanske dagsorden i Irak, negligerer præsidenten, at al Qaedas aktioner i landet netop er en følge af den amerikanske invasion og besættelse, ikke en forudsætning for den. Mere problematisk og mere aktuelt vælger Bush dermed også at overse, at al Qaedas fingeraftryk langtfra er dækkende for karakteren af den væbnede kamp i Irak, der samlet skønnes at omfatte ca. 5.000 månedlige angreb på amerikanske tropper.

Nu vil en række væbnede oprørsgrupper i Irak endog indlede et formaliseret samarbejde, der afviser drab på uskyldige civile og tager klar afstand fra al Qaeda.

The Guardian har for nylig bragt det første vestlige interview med lederne af tre af de syv oprørsgrupper, der er blevet enige om en samlet platform i den fælles kamp mod udenlandske tropper og deres irakiske samarbejdspartnere.

Selv om lederne er bevidste om vigtigheden af at samarbejde med shia-grupper, er hensigten at skabe en front af væbnede islamistiske og nationalistiske sunni-grupper, hvorfor man afviser shia-militser og partier, der står bag sekterisk vold, eller som har deltaget i de politiske institutioner, der er skabt af USA.

De syv grupper vil i udgangspunktet ikke anerkende politiske aftaler, der er truffet af den irakiske regering, men ønsker frie valg efter at have smidt de udenlandske tropper ud.

Man afviser at modtage økonomisk og militær støtte fra udenlandske regeringer og hævder at have takket nej til våben-tilbud fra Iran.

Alle grupperinger, der har tilknytning til al Qaeda eller Baath-partiet, udelukkes endvidere kategorisk.

En af lederne udtaler således: »Vores folk er begyndt at hade al Qaeda, der giver den omgivende verden indtryk af, at den irakiske modstand består af terrorister. Selvmordsbomber er ikke den bedste måde at kæmpe på, fordi det dræber uskyldige civile. Vi er imod vilkårlige drab, for kampen skal kun koncentreres om fjenden.« (The Guardian, 19.7.2007).

De erkender, at der er opstået en kløft mellem sunnier og shiaer, og beskylder al Qaeda for at have bidraget hertil. En anden af lederne understreger: »Vores holdning er den, at der er to slags mennesker i Irak: Ikke sunnier og shiaer, ikke kurdere og arabere, ikke muslimer og kristne, men dem, der er for besættelsen, og dem, der er imod den.«

Den alliance, der tegner sig, er endnu et udtryk for kompleksiteten af den irakiske situation, hvor borgerkrigens sekteriske vold, al Qaedas terror-netværk samt shia- og sunni-militser kæmper mod og med hinanden på kryds og tværs.

Dertil kommer, at US-veteraner nu taler åbent om en stigende brutalisering, hvor amerikanske soldaters vilkårlige drab af civile irakere er blevet »almindelige«, som det fremgår på baggrund af en lang række interviews i The Nation (31. juli 2007).

Her skriver Chris Hedges og Laila Al-Arian indledningsvist: »Dusinvis af de interviewede har været vidner til dræbte, irakiske civile, herunder børn, som følge af amerikansk våbenmagt. Nogle deltog selv i sådanne drab, andre behandlede eller efterforskede efterfølgende de civile ofre. (...) Mange sagde, at disse handlinger blev udført af en minoritet, men de beskrev ikke desto mindre sådanne handlinger som almindelige og sagde, at hændelserne ofte forbliver urapporteret - og gerningsmændene næsten altid ustraffet.«

Faktorer som de amerikanske troppers fremfærd og de vekslende motivationsfaktorer bag oprørsgrupperne er naturligvis vigtige elementer i det sammensatte billede af kampene i Irak i almindelighed - og i forhold til den hjemlige debat, der for nylig har været koncentreret om Asmaa Abdol-Hamids holdning til væbnet modstandskamp.

Diskussionens opblussen begyndte med en udtalelse i et internt partiblad, hvor hun sagde: »Det er også nødvendigt, at vi støtter f.eks. irakernes kamp mod besætterne. I bund og grund er de et udtryk for almindelige menneskers rimelige ønske om at få et bedre liv.«

Der var intet afgørende nyt heri, eftersom Enhedslistens holdning til kampen mod de invaderende styrker i årevis har været, at oprør mod besættelsestropper er legitim modstandskamp. Så sent som i maj 2007 vedtog partiets landsmøde ligefrem, at man »allierer sig med de dele af modstandsbevægelsen, der både kæmper imod besættelsen og kæmper for den irakiske befolknings ret til social, demokratisk og økonomisk udvikling«.

Det kan man selvsagt have mange holdninger til, men der var intet ramaskrig dengang over Enhedslisten - dét kom først, da det var en muslim, der udtalte sig i overensstemmelse med partilinjen.

Men hverken Enhedslistens eller Asmaa Abdol-Hamids holdning er uden fortilfælde - f.eks. støttede flere politikere Mujahedins modstandskamp mod de russiske besættelsestropper i Afghanistan i 1980'erne. Daværende formand for Venstres Ungdom, Lars Løkke Rasmussen drog i 1988 til landet med et indsamlet støttebeløb på 600.000 kr., hvor han lod sig fotografere iført traditionel afghansk klædedragt og poserede med et AK47-gevær.

Og selv om den iranske modstandsgruppe, Folkets Mujahedin står på EU's terrorliste, udtalte f.eks. Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt for et års tid siden: »Det kan godt være, at de ikke er helt fine i kanten, men det er sådan set underordnet. Det væsentlige er, at de er fjender af det iranske styre. Styrets fjender er vores venner.« (Århus Stiftstidende, 24.4.2006).

De tre sager illustrerer, at dansk politik savner konsensus og konsistens i forhold til de principielle spørgsmål angående modstandskampen mod besættelsesstyrker.

Og Irak-tragediens ansvarsforflygtigelse illustrerer i særdeleshed, hvor opportunt terror-stemplet misbruges politisk. Det er i alle tilfælde misvisende, når den amerikanske præsident forsøger at reducere den irakiske kamp til al Qaeda-terror - og det er samme fortegning af konflikten, der også synes at være slået igennem herhjemme, når f.eks. den konservative Rasmus Jarlov kan påstå: »Asmaas loyalitet ligger i et terroristisk islamistisk broderskab snarere end i Danmark« (24.7.).

Ikke alene har Asmaa Abdol-Hamid på intet tidspunkt støttet irakisk terrorisme, men også i bredere forstand gør Jarlov sig skyldig i manipulation af højeste karat, der kortslutter debatten om de relevante dilemmaer og principielle problemstillinger, som kendetegner krigsicenesættelsen og de særlige omstændigheder ved den igangværende besættelse.

Det er en kendsgerning, at de amerikanske, britiske og danske tropper i Irak også er blevet mødt med en meget omfattende og målrettet national modstandskamp, der ikke er »terroristisk« ud fra nogen som helst saglig definition af ordet (hvad man så end måtte mene om aktørerne på de mange sider af brættet).

Vi kan så glæde os over, at den mest følelsesladede del af debatten er ved at være ovre herhjemme, fordi de sidste rester af den danske mission er slut med udgangen af 2007, hvorefter vi ikke længere er en besættelsesmagt. Og lad os så håbe, at det også er slut med yderligere krigsfadæser som den, regeringen og Dansk Folkeparti kastede danske soldater ud i i Irak - og som har kostet flere af dem livet.

Rune Engelbreth Larsen
Information, 16.8.2007