Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Statsadvokatens fejlgreb

Af Thomas Bredsdorff, Bjørn Elmquist, Niels Erik Hansen, Per Schultz Jørgensen, Peter Kemp, Rune Engelbreth Larsen og Niels I. Meyer Udprint

Vi anmelder Undertegnede er blandt de 66 personer, der i oktober 2006 politianmeldte otte ledende politikere fra Dansk Folkeparti for i tolv tilfælde at have overtrådt straffelovens § 266 b, den såkaldte racismeparagraf. Syv måneder senere afviste statsadvokat Karsten Hjorth at rejse tiltale med den hovedbegrundelse, at selv om politikerne ikke ligefrem har immunitet, skal der tages hensyn til, at de har en udvidet ytringsfrihed.

I afgørelsen hed det, at der "navnlig" blev lagt vægt på en specifik Højesteretsdom: "Ved Højesteretsdom af 23. august 2000, gengivet i UfR 2000.2234, er det fastslået, at der gælder særligt vidtgående ytringsfrihed for politikere om kontroversielle samfundsanliggender."

Det er imidlertid ikke offentligheden bekendt, at grundlaget for afvisningen derved i bedste fald vender en højesteretsdom på hovedet, eftersom den rent faktisk ikke førte til frifindelse, men tværtimod til en domfældelse af en politiker for overtrædelse af racismeparagraffen - i dette tilfælde Mogens Glistrup.

Ser vi nærmere på Højesterets bemærkninger i den pågældende sag, kunne statsadvokaten således med betydeligt større ret have brugt samme dom som begrundelse for at rejse tiltale.

Det, der gør Højesteretsdommen særlig interessant, er ikke den indlysende bemærkning om, at racismeparagraffens kriminalisering af nedværdigende og forhånende ytringer skal vejes mod retten til at rejse relevante og kontroversielle betragtninger i den offentlige debat.

Hele pointen er derimod Højesterets nærmere klargørelse af, at retten til at fremføre kontroversielle synspunkter IKKE tilsidesætter mindretals ret til blive beskyttet mod forhånende og nedværdigende ringeagtsytringer.

Og det er lige akkurat vægten af dette forhold, som statsadvokaten forbigår i en grotesk fordrejning af Højesteretsdommens bemærkninger.

Men før vi kommer nærmere ind på dette og andre kritisable aspekter af statsadvokaturens embedsførelse under Karsten Hjorts ledelse, er den juridiske og historiske baggrund vigtig.

Danmark er forpligtet til at overholde Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, der på den ene side fastslår, at "enhver har ret til ytringsfrihed", men på den anden side bemærker, at ytringsfriheden også kan underkastes "betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser", bl.a. for at beskytte andre rettigheder.

Dette har betydning i forhold til racismeparagraffen, som er en udløber af forpligtelserne i forhold til FN's racismekonvention (1965), der beskytter mod racediskrimination og propaganda. Ifølge konventionens artikel 4 forpligter deltagerlandene sig til at "kriminalisere al udbredelse af ideer, der hviler på racemæssig overlegenhed eller racehad, tilskyndelse til diskrimination og alle voldshandlinger eller tilskyndelse til sådanne handlinger imod enhver race eller persongruppe af anden hudfarve eller etnisk oprindelse".

Det forklares i konventionen, at "racediskrimination" ikke forstås i den snævre, historiske forstand, der bygger på en racelære, men som al "forskel, udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling på grundlag af race, hudfarve, afstamning eller national eller etnisk oprindelse, hvis formål eller virkning er at ophæve eller svække den ligelige anerkendelse".

Danmarks første "racismeparagraf" stammer fra 1939 med den specifikke baggrund at imødegå hetzen mod jøderne, men efter ratifikationen af racismekonventionen måtte paragraffen justeres i 1971, så den også inkluderede ikke-statsborgere og desuden omfattede udtalelser eller meddelelser, "ved hvilken en gruppe trues, forhånes eller nedværdiges" på grund af etnicitet, nationalitet og tro m.v. (siden er også seksualitet blevet tilføjet).

Dermed er vi tilbage ved den konkrete sag og politianmeldelsen af de otte politikere.

Bekvemt nok har statsadvokaten nemlig i denne som i talrige andre afgørelser undladt at forholde sig til Højesterets retningslinjer, som ellers er hele humlen: Præciseringen af de juridiske præmisser for racismeparagraffens anvendelsesområde, der både tager hensyn til Menneskeretskonventionens ytringsfrihed og til FN's racismekonvention.

I bemærkningerne til den dom, statsadvokaten selv henviser til for at begrunde sin frifindelse af de otte politikere, begrunder Højesteret imidlertid, hvorfor en tiltalt politiker ikke bare kan frifindes med henvisning til ytringsfriheden: "Ytringsfriheden skal imidlertid udøves med fornøden respekt for andre menneskerettigheder, herunder retten til beskyttelse mod trosdiskriminerende forhånelse og nedværdigelse." Det konkluderes: "En debat om tiltaltes politiske mål afskæres ikke ved en kriminalisering af sådanne udtalelser. Hensynet til den særligt vidtgående ytringsfrihed for politikere om kontroversielle samfundsanliggender kan derfor ikke begrunde straffrihed for tiltalte."

I modstrid med statsadvokatens bagatellisering lægger Højesterets bemærkninger altså særskilt vægt på, at politikere netop godt kan dømmes, trods deres udvidede ytringsfrihed. Men absurditeterne standser ikke dér.

I 2005 blev Louise Frevert anmeldt på baggrund af de racistiske artikler på hendes hjemmeside, der bl.a. i flere tilfælde sammenlignede indvandrere med cancer og foreslog at deportere småkriminelle muslimer til russiske fængsler med den begrundelse, at vi jo ikke kan "dræbe vore modstandere officielt".

Hjorth afviste imidlertid at rejse tiltale, fordi han fandt det umuligt at "modbevise" Freverts forklaring om, at "hun befandt sig i London", mens hun var blevet interviewet om artiklerne pr. mobiltelefon (jf. Ritzau, 6.1.2006). Hun skulle med andre ord have været i tvivl om sagens konkrete indhold under de dårlige interview-forhold og via sin mobiltelefon i udlandet være kommet til at sige, at hun selv havde skrevet artiklerne - hvorefter hun så senere 'opdagede', at de i virkeligheden var offentliggjort og skrevet af en webmaster uden hendes samtykke.

Freverts forklaring var imidlertid i klar modstrid med offentligt tilgængelige fakta. Artiklerne havde allerede været offentliggjort et par uger, før hun tog til London, og hun blev ikke kun interviewet i London via mobiltelefon, men også i sit privathjem, før afrejsen. Endvidere blev det dokumenteret, at hun personligt havde sendt flere af artiklerne gennem Dansk Folkepartis kanaler og tilmed offentliggjort nogle af dem andre steder - altså kunne hendes bortforklaringer meget let modbevises.

Men statsadvokaten forhindrede en domstolsprøvelse.

Den samme statsadvokat, der senere i 2006 blev i irettesat af FN, fordi han tre år tidligere havde afvist at tiltale Pia Kjærsgaard for at sammenligne somaliske foreninger i Danmark med pædofile og voldtægtsforbrydere.

Men så førte FN's reprimande vel til ændringer i statsadvokatens praksis? Nej.

Blandt de tolv udsagn, som statsadvokaten nu har afvist at rejse tiltale på baggrund af, er ét særlig interessant i netop denne sammenhæng. I en radiodebat i 2006 blev Søren Espersen direkte spurgt om de påstande, som Kjærsgaard havde rettet mod somalierne, og han bekræftede dem med ordene: "Jeg er fuldstændig enig med hende. Helt præcist." Han tilføjede, at "flertallet af somalierne" omskærer deres piger "som noget helt naturligt."

For det første havde FN som nævnt eksplicit kritiseret statsadvokatens efterforskning, da han i sin tid undlod at tiltale Kjærsgaard for kriminaliserende hån mod somaliere, som Espersen her bekræftede og gentog, og for det andet påstod Espersen, at flertallet af somaliske forældre i Danmark foretager et brutalt og ulovligt overgreb på deres døtre.

En påstand, der vel at mærke er notorisk usand - og det ved han udmærket. Det blev nemlig påvist allerede i 2003, at myndighederne ikke kendte til ét eneste eksempel på pigeomskæringer i Danmark. Ergo er der ingen tvivl om, at Espersen både udtalte sig kollektivt forhånende og oven i hatten bevidst fastholdt en grov usandhed, der gav offentligheden indtryk af, at somaliere er brutale børnemishandlere.

Alligevel blokerer statsadvokaten endnu en gang domstolenes mulighed for afgøre sagen.

Lad os bare uden omsvøb konstatere, at Karsten Hjorth har været en ualmindelig god og konsekvent mand for Dansk Folkeparti.

Også de øvrige tolv udsagn, som blev anmeldt i oktober 2006, består af uvederhæftige ringeagtsytringer, der lægger samfundsgrupper kollektivt for had.

Men hvorfor er det vigtigt for os at afdække og konfrontere Dansk Folkepartis propagandistiske retorik og statsadvokatens afgørelser?

Ingen af os er muslimer. Vi har ingen interesse i at forhindre kritik af islam eller muslimer, endsige af nogen anden religion eller ideologi, ligesom vi afgjort finder en både skarp og offensiv debatkultur dynamisk og nødvendig. Men der er rig mulighed for at kritisere islam og andre religioner skarpt og polemisk uden at insistere på propagandaløgne, der dæmoniserer en religion og et befolkningsmindretal kollektivt.

Man kan udmærket kritisere islamisk fundamentalisme uden Camres propaganda, der i lodret modstrid med fakta fraskriver hver eneste muslim al fornuft og påstår, at "forestillingen om 'fornuftige muslimer', der støtter demokrati og menneskerettigheder, er en illusion". Og uden hans udokumenterede påstande om, at det er "andengenerationers gadebander", der står bag "mordforsøget mod integrationsminister Rikke Hvilshøj".

Men for Camre & Co. handler det jo ikke om, at partiet 'bare' gerne vil kritisere islam og debattere integrationsproblemer, men at man via løgnagtige generaliseringer insisterer på overdramatiserede trusselsbilleder, der skaber mistro og foragt over for alle muslimer. Sådan har strategien været i årevis.

Det er "den altovervejende del af muslimerne", der ifølge Camre ligefrem "er kommet for at overtage Danmark" (2000), og det er muslimerne som helhed, der endog har "infiltreret" os, "mens de venter på at blive nok til at slå os ihjel", som han skrev i sit talepapir i 2001 (men på talerstolen ændrede til "at få os fjernet"). Det er heller ikke for Kjærsgaard blot nogle isolerede ekstremister, som er problemet, men hele "den muslimske levevis" i sig selv, der er "uforenelig med dansk kristen tankegang" (1998). Der er åbenbart "titusindvis og atter titusindvis af mennesker, der civilisatorisk, kulturelt og åndeligt befinder sig i 1005", hævder hun i 2005. Flere af partiets folketingsmedlemmer påstår endvidere i motiveringen for et lovforslag, at "en forholdsvis normal muslimsk familie" er kendetegnet af "omskæring, fornedrelser, tvangsægteskab, indespærring og voldtægt" (2004). Og islam som sådan beskrives som "pest", "ondskab", "religiøs nazisme", "altædende had" - og så videre.

En retorik, som ikke blot er uhørt ringeagtende og groft dæmoniserende sammenlignet med debatten i andre vestlige lande, men som desuden er skræmmende parallel med historiske fortilfælde, der ved systematiske gentagelser har skabt grobund for brutal etniske udrensning.

Men tror vi da, at Dansk Folkeparti vil udrydde muslimerne i Danmark? Nej.

Men det er ubestrideligt, at kredse i partiet vil have islam og dermed mere eller mindre alle muslimer smidt ud af landet, og både historisk og aktuelt er forhånende og nedværdigende generaliseringer en velkendt strategi til etnisk eller religiøs udrensning.

Peter Neerup Buhl, der både har været hyppig skribent i Tidehverv og styrelsesmedlem i Den Danske Forening i en tiårig periode, og som har været folketingskandidat for Fremskridtspartiet, siger f.eks. lige ud: "Eksistentielt, territorielt og materielt er de masser, som i dag indstrømmer fra de muhamedanske lande, vore fjender, og frihedskampen består i dag nøgternt set i at dehumanisere dem verbalt, før det kan blive politisk legitimt at fjerne dem fysisk fra vort område. Sådan har etniske kampe altid fungeret." (Danskeren 1/2004).

Dét hæfter Dansk Folkeparti selvfølgelig ikke for - men man skal være meget blind for ikke at se, at det er en strategi, der overlapper flere ledende partimedlemmers virke.

Og selv om det ikke kommer så vidt, er konsekvenserne af bevidst dæmoniserende generaliseringer i alle tilfælde skræmmende nok i sig selv, fordi de naturligvis fører til øget had og diskrimination, i værste fald til hetz og vold mod udhængte mindretal. Højreekstremister ser allerede angreb mod "truslen" fra muslimerne legitimeret, som vi bl.a. har set det i 20-30 bombeangreb og brandattentater mod moskeer og indvandrerklubber de seneste 15 år.

Det er sådan, propaganda fungerer. Men denne mekanisme tør partiet ikke diskutere.

I stedet skal vi høre det gennemskuelige vrøvl, at Dansk Folkepartis modstand mod racismeparagraffen skyldes bekymring for retten til at kunne udtrykke sig "frit" - der er sågar stemmer i debatten, som på den konto indskriver partiet i oplysningstraditionen.

Vi nægter ganske enkelt stiltiende at bevidne, hvorledes oplysningstraditionens humanistiske tolerance og menneskerettigheder bliver taget som gidsler i nationalistiske politikeres propagandistiske korstog mod religiøse og seksuelle mindretal.

Og hvis Dansk Folkeparti virkelig bekymrer sig om ytringsfriheden, savner vi en meget god forklaring på, hvorfor partiet samtidig med et pennestrøg vil totalforbyde retten til at bære hovedtørklæder i det danske samfund? Hvorfor Kjærsgaard slæbte forfatteren Jan Sonnergaard i retten, da han brugte sin ytringsfrihed til at kalde Camre og Kjærsgaard for "landsforrædere", og Karen Sunds, da hun karakteriserede Kjærsgaards synspunkter som "racistiske"? Hvorfor partiets menige medlemmer igen og igen ekskluderes for at bruge deres ytringsfrihed til at tale partiledelsen imod?

Og frem for alt savner vi en forklaring på, hvorfor partiet egentlig overhovedet insisterer på at ville forhåne, nedværdige og true befolkningsgrupper på baggrund af deres tro, etnicitet eller seksuelle orientering? For dét er det eneste, racismeparagraffen kan begrænse!

Det er derfor ligeledes ude på proportionsforvrængningens overdrev, når partiets politikere iscenesætter sig som martyrer. Sandheden er, at de otte privilegerede toppolitikere højst vil blive idømt nogle beskedne dagbøder - hvis altså statsadvokaten turde rejse tiltale.

Hvilket imponerende 'martyrium'.

Det afgørende for os er selvfølgelig ikke bødestørrelser, men juridisk konsekvens. Enten tager vi loven alvorligt og afskaffer den særstatus, som statsadvokaten har tildelt Dansk Folkepartis top, eller også afskaffer vi med åben pande racismeparagraffen og annullerer i fuld gennemsigtighed Danmarks internationale forpligtelser - og tager konsekvensen. Enten eller.

Men så længe paragraffen består, vil vi insistere på, at loven også gælder Dansk Folkeparti.

Derfor modsætter vi os den dobbeltstandard, der gøres gældende, når et politisk parti, der afslørende nok er kategorisk modstander af FN-forpligtelserne til at beskytte seksuelle, etniske og religiøse minoriteter mod dehumaniserende forhånelser, får juridisk særstatus. Vi vil ikke acceptere, at statsadvokaten med et administrativt fejlskøn af så åbenlys karakter sætter domstolene ud af kraft.

Thomas Bredsdorff, Bjørn Elmquist, Niels Erik Hansen, Per Schultz Jørgensen,
Peter Kemp, Rune Engelbreth Larsen og Niels I. Meyer

Politiken, 4.6.2007