Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Danmarks renæssanceår og den humanistiske kulturarv

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Fornemmelsen af at være under kulturelt pres har bredt sig i de senere års politiske debat, som den europæiske identitet udfordres eller suppleres af fragmenterede subkulturer, amerikansk populærkultur og den nye vifte af kulturtræk fra Asien, Mellemøsten og Afrika, der bliver stadig mere iøjnefaldende i det offentlige rum.

Der bliver da også sagt og skrevet meget om Europas kulturelle rødder for at fastholde en kulturel egenart, i hvilken forbindelse der ikke mindst fokuseres på oplysningstiden og kirkehistorien. Renæssancen er derfor blevet lidt glemt og klemt, selv om det måske mere end nogen anden epoke er denne, hvor nogle af de mest grundlæggende og betydningsbærende træk i den europæiske kulturarv mødes og brydes.

Det er en tidsalder, hvis ophav skal findes i de norditalienske småstater fra omtrent slutningen af det fjortende til slutningen af det sekstende århundrede. Begrebet »renæssance«, der betyder »genfødsel«, henviser her til den intensive fordybning i antikkens førkristne litteratur og filosofi, der især i denne epoke spreder sig som en intellektuel løbeild i lærde kredse.

Men ligesom man også er tilbøjelig til at tale om tidligere renæssancer, der stikker ud fra hovedtrækkene i den forudgående middelalder, og hvor betydningen af den antikke kulturarv ligeledes er genstand for fornyet interesse, er der også senere renæssancer end den italienske.

Skønt vi til tider henviser til den sidstnævnte som Renæssancen i bestemt form og med stort R, spreder renæssancetendenser sig ud over store dele af Europa med regionale og nationale forskelle og forskydninger i tid.

Det er således inden for rammerne af de europæiske renæssancer, at en række af Vestens berømteste kunstværker skabes, og bogtrykkerkunsten vinder frem i en hidtil uset kommunikationsrevolution. Det er i denne tidsalder, at mennesket begynder at fokusere på natur og naturforskning på nye og mere empiriske måder, og det er i denne tidsalder, at verden og tilværelsen besynges på livsbekræftende vis, sideløbende med at pestepidemier med nådesløs effektivitet bortriver store dele af befolkningen.

Det er modsætningernes tid, hvor håb og undergang veksler, mens himmelstræbende verdensforagt på den ene side og jordbunden erotik og naturdyrkelse på den anden tegner yderpunkterne i en lidenskabelig kulturkamp, der får kulturminister Brian Mikkelsens kanon-strid til at ligne et knaldperleopgør i en skolegård.

Det er Leonardo da Vincis tid og Brunos tid, Columbus' og Gutenbergs tid, og det er krudtets, kunstens og kikkertens tid. Mennesket stiller nye og nærgående spørgsmål til Gud, verden og sig selv, og under alle disse brydninger skabes skelsættende ideer og værker, der til stadighed fascinerer og definerer os som europæere og danskere i dag.

Kristendommen og de antikke religioner sætter hver deres præg på epokens litteratur, kunst og arkitektur – til tider i underspillet konfrontation, til tider i dynamisk syntese.

Renæssancen er på godt og ondt en farverig brydningstid, hvor menneskets frihed, selvstændighed og individuelle egenart kommer i centrum.

Mere end noget andet bliver netop individualismen og mangfoldigheden det forenende hovedtræk ved denne særegne vestlige kulturarv, som vi passende kan kalde humanisme.

Skønt selve begrebet »humanisme« (Humanismus) egentlig først opstår århundreder efter renæssancen, rækker »humanistiske studier« og begrebet humanitas tilbage til antikken, som så mange af renæssancens toneangivende tænkere og kunstnere højagter. Ordet »humanist« vinder udbredelse i Italien i slutningen af det 15. århundrede, og med denne betegnelse og tidens fornyede fordybelse i studiet af det menneskelige finder vi det historiske afsæt for al »humanisme«.

Hvad dette begreb indebærer i tilknytning til det kulturelle opbrud og nybrud, som renæssancen bl.a. danner ramme om i en fremhævelse af den kødelige kærligheds og boglige dannelses fortrin, forsøger jeg at belyse i min bog, Renæssancen og humanismens rødder, der netop er udkommet på Aarhus Universitetsforlag.

Dermed er bogen også et bidrag til Danmarks officielle »Renæssanceår 2006«, som en række museer, arkiver og andre kulturinstitutioner har udnævnt – om end bogen først og fremmest er en fremstilling af renæssancens idéhistoriske hovedtræk i deres egen ret. Trods pestens svøbe og de idelige magtkampe mellem mere eller mindre macchiavelistiske fyrster, som ikke tillader megen individuel frihed, udfolder der sig en kunstnerisk og filosofisk hyldest til individualiteten og forskelligheden, hvis arv i senere århundreder også får politiske konsekvenser, bl.a. i form af menneskerettighedernes gryende værn om individets integritet.

Et nyt kulturfundament spirer, ofte mod den dominerende tidsånd, men derfor også så meget mere upoleret, skarpt og friskt mellem middelalderkirkens traditioner og den politiske virkeligheds råhed. Den renæssancehumanisme, disse kim er udtryk for, udgør en løst defineret verdens- og menneskeanskuelse, for hvilken hvert enkelt menneske må forstås som et unikt individ, der både er forankret selvstændigt i (og er udgangspunkt for) verden. Det almengyldige, der forener os som mennesker, bliver paradoksalt nok også det individuelt særegne: At vi som mennesker så at sige er fælles om at være forskellige.

Paracelsus' motto lyder betegnende nok: »Den, som kan være sin egen, skal ikke tilhøre nogen anden.« Eller som Erasmus af Rotterdam udtrykker det: »Hvad gør det, om hele folket piber dig ud, når blot du selv råber hurra?«

Montaigne erkender beskedent, at han selv kun dur til »at følge strømmen« og lade sig »rive med af mængden«, men ikke desto mindre understreger også han: »Det største i verden er at forstå at være sin egen.« Det hjælper hverken at pynte sig med lånte fjer eller på anden vis fjerne sig fra sig selv: »Derfor nytter det heller ikke noget at gå på stylter, for selv på stylter, må vi gå på vores egne ben.« Eller som han så prosaisk tilføjer: »Og selv på den højeste trone i verden sidder vi trods alt kun på vores røv.«

I det sælsomme skrift med den vanskelige titel Hypnerotomachia Poliphili støder vi på en inskription med Vergils ord, »lad enhver følge sin egen lyst«, flankeret af en græsk inskription med ordlyden: »Lad enhver følge sin egen natur«.

Det går igen i sådanne og lignende spidsformuleringer i renæssancen, at det ikke blot handler om at være »menneske«, men netop om at blive, være og forblive dét konkrete individ, som den enkelte er, til forskel fra alle andre – en ledetråd også i Shakespeares skuespil.

Kunstteoretikeren Leon Battista Alberti skriver, at mennesket kan, hvad det vil, hvor Rabelais ligefrem opfinder en »klosterregel«, ifølge hvilken det hedder: »Gør, hvad du vil«. Det trumfes af Pico della Mirandola, som lige ud skriver: »Mennesket er det givet at opnå, hvad det ønsker, at være hvad det vil!«

Det behøver ingenlunde føre til egoisme – individualisme er noget andet end selviskhed, som det f.eks. kommer til udtryk hos La Boétie. Menneskene er alle »ligemænd«, således at »enhver kan spejle sig og genkende sig selv i en anden«, men ikke nødvendigvis enige – og slet ikke ens.

Friheden er for La Boétie menneskets »naturlige ret«, men som bekendt er der ikke megen meningsfuld frihed tilbage, hvis den enkeltes frihed udøves på en måde eller i en grad, der umuliggør andres. Konsekvensen af disse renæssancehumanistiske spirer må være, at hvor den enkeltes forskellighed bliver udgangspunkt for menneskeligheden i al sin mangfoldighed, går grænsen for en meningsfuld, humanistisk individualisme dér, hvor individualiteten udfoldes på en måde, der umuliggør andres individualitet. Det er selvfølgelig også her en betingelse for den enkeltes frihed, at der er grænser for frihedsudøvelsen – humanisme er ikke anarkisme. Men det ændrer ikke ved mangfoldigheden og individualismen som det humanistiske omdrejningspunkt.

Mellemregningerne og dilemmaerne fra hævdelsen af sådanne principper i forhold til en eventuel udfærdigelse af konkret politik og lovgivning århundreder senere er unægtelig mange, men princippet er værd at holde sig for øje som en lakmusprøve på enhver magtudfoldelse.

Og den, der accepterer en sådan humanistisk lakmusprøve, må selvsagt stå i opposition til både de totalitære og ensrettende træk i vor egen tids politiske tidsånd, globalt såvel som nationalt (også hvor de misvisende besmykker liberalistisk egoisme med begrebet individualisme).

Det er imidlertid værd at bemærke i dette »Renæsssanceår 2006«, at netop denne humanistiske opposition i så fald ikke står i kontrast til vor vesteuropæiske kulturarv – men derimod også er en konsekvens af betydningsbærende hovedtræk, der ganske særegent spirede i renæssancens Europa og endnu udgør ånden i menneskerettighederne.

Rune Engelbreth Larsen
Information, 29.8.2006


APROPOS: Rune Engelbreth Larsens bog Renæssancen og humanismens rødder.