Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Inkompetent undersøgelse af Frevert-sagen

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Statsadvokatens begrundelse for ikke at rejse sigtelse mod Louise Frevert for overtrædelse af racismeparagraffen hviler på et mangelfuldt og misvisende grundlag, og derfor er afgørelsen klaget til FN.

I slutningen af september og begyndelsen af oktober rasede en mediestorm over Frevert på baggrund af 36 meget fremmedhadske artikler, som lå på hendes hjemmeside, der bl.a. foreslog at sælge småkriminelle indvandrere for 25 kr. om dagen til russiske fængsler. Dette og en lang række stærkt nedsættende og generaliserende udsagn om muslimer kom alt sammen til en større offentligheds kendskab i de trykte medier fredag den 30. september samt i Radioavisen og enkelte internet-medier aftenen før.

Politianmeldelser fulgte hurtigt, men efter få uger vurderede politiet, at der ikke var grundlag for at rejse sigtelse mod Louise Frevert. Afgørelsen blev anket, og nu har statsadvokat Karsten Hjorth ligeledes afvist at rejse sigtelse med følgende begrundelse (jf. Ritzau, 6.1.06): "Da hun udtalte sig, befandt hun sig i London, og hun har forklaret, at hun troede, at det var materiale, som hun havde godkendt. Under en straffesag vil dette udsagn ikke kunne modbevises, understreger statsadvokaten."

Dette er ganske enkelt forkert.

Freverts egen forklaring går på, at hun var blevet "konfus" over journalisternes henvendelser om hjemmesiden, idet hun blev ringet op, mens hun befandt sig i Londons undergrundsbane og derfor ikke var klar over, hvad det præcist var for horrible udsagn, hun blev stillet til ansvar for. Som automatreaktion skulle hun så have taget ansvaret for en god ordens skyld. Dette forklarer hun åbenbart til politiet, og det er også sådan hun bortforklarer sit ansvar i en række medier (bl.a. i P1 Debatten den 3.10.05).

Samme forklaring uddybes i DR2s Deadline søndag aften den 2. oktober over for Kurt Strand: "Havde jeg været hjemme, så havde jeg med det samme tænkt: 'Jeg skal lige se, hvad det er, journalisten siger, og gå ind direkte på min hjemmeside for at se, hvad det er, der står.' Men det kunne jeg ikke."

Pressens referat af statsadvokatens begrundelse viser, at det er dette forklaringskompleks, som han har taget for gode varer. Problemet er bare, at den forklaring, som Frevert leverer, er usand. Og i modsætning til statsadvokatens opfattelse kan dette endog meget let bevises.

Kendsgerningerne er:

Det første interview med Frevert blev foretaget af Information onsdag den 28. september - FØR hun tog til London, men det blev først bragt fredag den 30. Derudover blev Frevert interviewet adskillige gange, også EFTER at hun vendte tilbage fra London, men alligevel er det først lørdag formiddag den 1. oktober, at det pludselig hedder sig, at hun var uden kendskab til artiklerne, som nu alle sammen tilskrives hendes daværende webmaster, Ebbe Talleruphuus.

Der er med andre ord forløbet to et halvt døgn med talrige interviews, før, under og efter hendes London-ophold, hvor hun på intet tidspunkt benægter at have skrevet dem. Det kan naturligvis let bevises, at hun altså ikke kun har udtalt sig i London uden kendskab til hjemmesiden, for statsadvokaten behøver bare konsultere de relevante journalister.

Det var således aldeles usandt, da Frevert over for Kurt Strand i Deadline (og i andre medier) reducerede problemet til, at hun ikke lige kunne tjekke sin hjemmeside, fordi hun var i London - hun havde ikke kun et hektisk ophold i Londons undergrund til at orientere sig i, men hele to et halvt døgn til at tjekke hjemmesiden. I al den tid benægtede hun aldrig at have skrevet et ord i artiklerne.

Under hele forløbet kommenterer Frevert endvidere de famøse passager fra hendes hjemmeside konkret og i detalje. Da hun f.eks. bliver spurgt, om hun er modstander af menneskerettigheder, religionsfrihed og integration, der på hendes hjemmeside blev beskrevet som "Danmarks giftigste og mest livsfarlige cocktail", svarede hun: "Du kan tage ordene for pålydende, som de står der. Der er ikke noget imellem linjerne." (Information, 30.9.05). Klar tale.

Da hun med udgangspunkt i konkrete påstande på hendes hjemmeside blev spurgt om, hvor mange voldtægter hun selv kendte til, som skulle være begået af muslimer, svarede hun: "Det har jeg ikke noget kendskab til som sådan, ikke andet end at man udmærket godt ved, at der har været voldtægt inde på et toilet ved domhuset." På spørgsmålet om, hvorvidt hun havde lyst til at dræbe kriminelle med muslimsk baggrund, sådan som det syntes at fremgå af hjemmesiden, svarede hun: "Næh, men det har jeg da lov til at skrive. Jeg har lov til at skrive nøjagtig, hvad der passer mig." (Politiken, 30.9.05). Klar tale.

Ville Frevert ikke have studset over at blive konfronteret med disse konkrete, fremmedhadske passager, hvis hun slet ikke anede, at de lå på hjemmesiden? Ville hun ikke omgående have benægtet deres eksistens og straks have oplyst, at dét havde hun altså virkelig hverken skrevet eller kendskab til - eller ville hun i det mindste ikke have gjort det på et meget tidligt tidspunkt, og ikke først efter to et halvt døgn? Selvfølgelig.

Dertil kommer, at enkelte af hjemmesideartiklerne endog har været offentliggjort af Frevert i andre sammenhænge, f.eks. i Morsø Folkeblad (6.4.05), og ifølge interviews har været igennem Dansk Folkepartis pressesystem af Frevert personligt.

Historien om, at det i virkeligheden bare var hendes daværende webmaster, Talleruphuus, som skrev det hele, baseres altså på et usammenhængende - og i afgørende detaljer - klart usandt forklaringskompleks. Hun kom da også på et tidligt tidspunkt selv til at indrømme, at hvor Talleruphuus har ført pennen, var det sket ud fra hendes egne retningslinjer: "Jeg har alt til gennemsyn. Vi arbejder jo på den måde - på samme måde som med en sekretær - at Ebbe har fået stikord, og så skriver han selv løs. Og jeg godkender." (2.10.05). Frevert "godkender".

Og så har vi slet ikke været inde på de lige så absurde søforklaringer, hun lancerede om sin bog, 'Kort og Godt', der indeholder endnu flere grove generaliseringer og konspirationsteorier: Mandag den 3. oktober kl. 10 udtalte hun til TV2: "Selvfølgelig har jeg selv skrevet den, det har jeg da," men samme dag kl. 16 (blot seks timer senere) forklarede hun til samme kanal: "Det er altså ikke noget, jeg selv har skrevet."

Alt dette er analyseret og gennemgået i detalje med kildehenvisninger i min bog, 'Louise Frevert-sagen - dokumentation af Dansk Folkepartis dobbeltspil', som dokumenterer, at de forklaringer, politiet tilsyneladende har accepteret, er fuldkommen utroværdige.

Det korte af det lange er, at dette kunne enhver grundig avislæser selv have gennemskuet allerede for to måneder siden.

Det var der da også mange, som gjorde, bl.a. Det Radikale Venstres Elsebeth Gerner Nielsen, som allerede efter Freverts allerførste forklaringsskift udtalte: "En ting er at tale over sig i kampens hede, noget helt andet at 'tale over sig' i en flere sider lang artikel og derefter lægge den ud på internettet. Louise Frevert har ment det her, og hun har troet, at det var OK." (Ritzau, 30.9.05). Jyllands-Postens Per Nyholm skrev tilsvarende en uge senere: "… Louise Freverts omtale af unge danske muslimer som gangstere, der ikke tænker på andet end at voldtage kvinder og slå folk ned for fode. Jeg er overbevist om, at dette er den nu orlovsramte dames oprigtige mening." (JP, 7.10.05).

Det konkrete sagsforløb gør det meget vanskeligt at nå et andet resultat. Det er muligt, at hun siden har skiftet standpunkt, men det ændrer ikke ved det faktum, at hendes bortforklaringer er dokumenterbart usandfærdige.

Derfor er grundlaget for statsadvokatens afgørelse forkert, og derfor er der naturligvis god grund til at sigte Frevert for overtrædelse af racismeparagraffen, så en retssag kan kaste yderligere lys over den mest chokerende propaganda, som har set dagens lys i dansk toppolitik i årtier. Samlet drejer det sig om 36 artikler og en bog, der oprindelig alt sammen blev offentliggjort under forfatternavnet Louise Frevert.

Rune Engelbreth Larsen
Information, 25.1.2006


LÆS OGSÅ: Rune Engelbreth Larsens bog om hele sagsforløbet: Louise Frevert-sagen - dokumentation af Dansk Folkepartis dobbeltspil.