Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Nødråb: Presse og propaganda

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

For nylig kunne Minoritetspartiet offentliggøre en email fra Dansk Folkepartis Ungdoms landsformand, Kenneth Kristensen, hvori han ærgrer sig over, at man ikke bare kan landsforvise danskere, som konverterer til islam, og hvor han udtrykker ønske om at kriminalisere danske muslimer alene på grund af deres valg af religion: "Der er ingen tvivl om, at mange af disse personer er endnu farligere end dem vi har fået fra Mellemøsten. Desværre har vi ingen mulighed for at udvise disse, men vi kan sørge for at efterretningstjenesten holder et vågent øje med dem."

Kun Ekstra Bladet tog sagen op i en frimærkenotits ved siden af massageannoncerne, hvor Kenneth Kristensen gentog og radikaliserede sit angreb på religionsfriheden i groteske vendinger: "Når man vælger at skifte sin kristne tro ud med islam, er det som regel ud fra radikale bevæggrunde. Det er et advarselssignal på samme måde, som hvis man begynder at bære hagekors eller udvise selvmordstendenser." (23.11.).

Landsforvisning, kriminalisering og sidestilling af danske muslimer med nazister - men ingen tog afstand.

Anderledes på mærkerne var pressen og politikerne til gengæld efter offentliggørelsen af en email fra en intern mailingliste, hvor Omar Shah gav udtryk for tilfredshed over, at Theo van Gogh ikke længere kunne nyde sit kunstværk. Talrige muslimer har imidlertid taget klar afstand fra drabet, f.eks. Fatih Alev, Abdul Wahid Pedersen og Abu Laban, og efterfølgende understregede også Omar Shah, at hans ytringer ikke skulle forstås som nogen som helst støtte til van Goghs morder. Alligevel "konstaterer" Birthe Rønn Hornbech fuldkommen uanfægtet, som var hun blind og døv, at "fremtrædende muslimer er kommet med udtalelser, der må forstås som accept af drabet" (Politiken, 20.11.).

Sammenligningen med Kenneth Kristensens kriminalisering af alle danske muslimer er informativ.

Man kunne jo forestille sig, at også DFU's landsformand havde udtalt sig vel uoverlagt i en hastig email og gerne ville have lejlighed til at forklare sig og modificere sine udsagn, hvis han ligesom Omar Shah stod over for en journalist? Det er jo ikke i sig selv odiøst, at man er hurtigere på aftrækkeren og udtrykker sig mere firkantet eller uigennemtænkt i en email end i en offentlig debat, hvor publikum er meget bredere og præcisering af synspunkterne derfor mere afgørende for at undgå misforståelser.

Men nej. Kenneth Kristensen ligefrem radikaliserer sin kriminalisering af danskere, der konverterer til islam, og sidestiller disse med selvmordere og nazister. Der er imidlertid fortsat ikke én eneste politiker, som finder grund til at tage afstand, og heller ikke en eneste avis, som finder anledning til at påtale det.

Omar Shah, som hverken repræsenterer et parti eller en organisation, og hvis bemærkning kun figurerer på en intern mailingliste, fører til ramaskrig og forargelse. Men en kriminalisering af samtlige danske muslimer og et angreb på religionsfriheden mødes med rungende tavshed, skønt afsenderen er centralt placeret politisk, ikke blot som landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom, men tillige som folketingskandidat, hovedbestyrelsesmedlem og ansat i regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti.

Det er hykleri af værste skuffe.

Takket være 10-15 års ensidig stigmatisering af etniske minoriteter i medierne bærer pressen sin betydelige del af ansvaret for skræmmebilledet af muslimer, der har legitimeret de seneste regeringers lovfæstede diskrimination og presset unge arbejdsløse indvandrere længere og længere ud i et ringhjørne med ryggen mod muren og intet at tabe. Spisesedler og avisforsider landet over med direkte adresse til etniske minoriteter, hvor vold, bedrageri og fanatisme hovedløst kædes sammen med islam eller en generel indvandrerbaggrund, har cementeret Dansk Folkepartis dagsorden.

Generaliseringer og overdrivelser florerer, og misforholdet er indlysende, når man bemærker, at forbrydelser begået af pæredanske lovovertrædere aldrig kædes sammen med en specifik »dansk« eller specifik »protestantisk« baggrund, mens det omvendte i høj grad er tilfældet for etniske minoriteters vedkommende.

I de forgangne måneders tid har vi f.eks. hørt om skoleelevers afbrænding af husdyr, et boligkvarter jævnet med jorden af en fyrværkerifabrik og en Venstre-politiker sigtet for pædofili. Tænk om pressen kædede dette sammen med "kulturbaggrund" eller "danskhed"? Tænk hvis man dvælede ved de ansvarliges protestantiske eller sekulære opvækst som del af årsagsforklaringen?

Og hvad med hustruvold udført af pæredanske ægtemænd? Voldelig hooliganisme blandt pæredanske fodboldfans? Incest blandt pæredanske familiefædre? Er det mon deres kulturbaggrunds skyld? Den vinkel ser vi ikke meget til.

Selvfølgelig er der problematikker, som reelt er relateret til religion og kultur, men også her er pressens og politikernes reaktion skævvredet.

Alle skal tage afstand fra drabet på Theo van Gogh, hvorimod ingen behøver tage afstand på nedbrændingen af hollandske moskeer. Alle skal tage afstand fra en muslims rodede kritik af kvinder uden slør i et tv-program, men ingen behøver tage afstand fra Bertel Haarders ringeagt for kvinder, når han kalder en udenlandsk hustru for "en lille villig og taknemlig gås" i en sang, der håner Sverige.

Der er massiv forargelse over, at Abderrahmane Slimane har luftet planer om at støtte kampen mod russiske tropper i Tjetjenien, skønt der i regeringen sidder en minister, som tidligere var parat til det samme i Afghanistan. Venstres nuværende næstformand, sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen overrakte i 1988 et indsamlet beløb på 600.000 kr. til den afghanske mujahedinbevægelse til at bygge en kønsadskilt drenge- og pigeskole (jf. Information, 21.9.2001), og Se og Hør bragte dengang et billede af Løkke Rasmussen blandt lokale krigere, hvor han iført afghansk klædedragt viftede med en Kalashnikov-maskinpistol.

Der var intet massivt krav om at tage afstand fra Løkke Rasmussens mujahedin-eventyr i 1980'erne - eller fra Søren Krarups offentlige opfordring til sabotage mod Dansk Røde Kors i slutningen af 1990'erne, for den sags skyld - men alle skal tage afstand fra Slimanes planer om at bekæmpe russiske tropper i Tjetjenien.

Medierne har gjort deres til, at dette hykleri og den udtalte proportionsforvrængning har fået så frit spillerum i dansk politik.

Selvfølgelig kan vi ikke forvente, at hele pressen lægger samme saglighed for dagen, som f.eks. kendetegner DR2's Clement Kjersgaard, Martin Krasnik og Jes Stein Pedersen, for nu at understrege, at der selvfølgelig også er hædersmænd i pressen med stor omhyggelighed og redelighed, helt uafhængigt af hvor lidt eller meget man måtte være enig med dem om dette og hint.

Men den danske presse er som hovedregel sunket til bunds i ensidige reportager, der ikke engang gider spilde tid på at høre sagerne fra to sider længere.

Hvordan tror pressens ledende aktører mon selv, at det ser ud om ti-femten år, hvis vi skal igennem yderligere tusindvis af propagandistiske spisesedler og avisforsider, der kæder indvandrerbaggrund (eller islam) sammen med alskens ondskab? Det er let at forudsige, at vi i givet fald vil tvinge langt flere »rødder« fra indvandrermiljøet ud i kriminelle løbebaner eller i armene på antidemokratiske grupperinger. For de har af oplagte grunde mistet tilliden til samfundet, og demokraterne møder dem kun i bedste fald med rituelt gentagne krav om at "tage afstand", i værste fald med udtalt mistro, had og fordømmelse.

Det er denne medie-kurs, som er en væsentlig årsag til, at integrationen sine steder er gået i hårdknude, ikke højrefløjens yndlingsmyte om "fortielse af problemerne", for i de forløbne 10-15 år er intet blevet udbasuneret i samme grad som mistænkeliggørelse af indvandrere.

Hårdknuden er en realitet, men vi må dog ikke glemme, at det er en hårdknude i periferien af samfundet, og hvis ikke vi tør erkende, at den i meget høj grad også er et resultat af et par årtiers hadefulde retorik og hetz mod etniske minoriteter og tiltagende marginalisering, så har vi ikke forstået udgangspunktet for at forandre tingene, og så vil denne hårdknude også brede sig.

Den stærke part er og bliver pressen og politikerne. Det er afgjort først og fremmest deres ord og handlinger, der bestemmer, om klimaet forbedres eller forværres de kommende år, og derfor er det dem, der skal tage de første skridt og bryde den onde cirkel.

Rune Engelbreth Larsen
Information, 9.12.2004