Matrix og Hollywoods trojanske heste
Af Rune Engelbreth Larsen 
Der er en vis, intellektuel tradition for at betragte hovedparten af
Hollywood-film som enten slet skjult, amerikansk propaganda eller i bedste fald
eskapistisk underholdning, der udelukkende er drevet af kommercielle interesser
og formidler et reaktionært budskab.
Der kan næppe heller være tvivl om, at »vold for voldens skyld« sælger
billetter, og at stereotypiens »Gode Helt« kontra den »Onde Skurk« er så
unuanceret rodfæstet i ikke mindst amerikansk populærkultur, at langt størstedelen
af produktionen i bedste fald tilfører seeren et simuleret adrenalinsus i hårdtpumpede
actionfilm – eller henslængt apati i selskab med søvndyssende soap-humor.
Den regelrette filmpropaganda er vi heller ikke ubekendte med, f.eks. i
Schwarzenegger-filmen True Lies (1994), hvor skurkene er muslimer, der
skildres som psykopatiske hysterikere, eller i Rules of Engagement
(2000), hvor arabere over én kam er dæmoniske ekstremister og rene lystløgnere.
Men selv om fjendebilleder kan være overordentlige stereotype og direkte
propagandistiske, kan kritikken af Hollywood også selv blive stereotyp.
Eksempelvis da arabiske interesseorganisationer i USA tog voldsomt afstand fra
filmen Under angreb (The Siege, 1998) med Denzel Washington og
Bruce Willis i hovedrollerne. Filmen beskyldtes for at »forbinde islam med
terror«, fordi en terrorist vises som en troende muslim. I virkeligheden rummer
The Siege imidlertid en udmærket udforskning af terrorens flertydige årsager
og de komplekse dilemmaer i terrorbekæmpelsen, og den afdækker skarpt risikoen
for at tilsidesætte almen retssikkerhed og lade sig rive med af en oppisket og
fordomsfuld stemning.
Den form for kritik af Hollywood-film, som retter sig mod deres påståede
indoktrinerende og dybest set »reaktionære« karakter, hører heller ikke kun
en svunden tid til. En lidt for spidsfindig analyse af den feterede og
ellers skarpsindige slovenske filosof, Slavoj Zizek, kammer f.eks. over i en
kritisk afsløring af den »reaktionære« computer-animerede børnefilm Shrek
(2001).
Shrek er filmens helt: En grim trold, som omtrent udgør antitesen til »takt og
tone«, men som altså skal redde den indespærrede prinsesse, Fiona. Vi
foranlediges til at tro, at hun er en forhekset skønhed, der på grund af en
ondskabsfuld forbandelse er tvunget til at trækkes med et træls troldeydre
halvdelen af døgnet. Men filmen vender elegant forventningerne på hovedet, og
Fiona viser sig i virkeligheden selv at være en forhekset trold. Den grumme
drage, der bevogter hendes tårn, afslører sig tilmed som forelsket, hjælpsom
og venlig, og filmen fra Dreamworks vender i det hele taget op og ned på en række
forventninger, som vi bl.a. kender fra Disneys fortolkning af forskellige
folkeeventyr.
Med kursiveret omhu slår Slavoj Zizek ned her og advarer mod at glæde sig over
filmens forskydninger af de velkendte eventyr-parametre og dens tilsyneladende
parti for den afvigende og marginaliserede karakter. I stedet skal man »fokusere
på den indlysende kendsgerning, at det i alle disse forskydninger, er den
samme gamle fortælling, der fortælles«, skriver han i et essay.
Filmskabernes mening skulle være at »forhindre« os i at fortælle eventyret på
en ny måde ved på udspekuleret vis at fastholde fortællestrukturen og de
gammelkendte karakterer under et overfladisk dække af nogle (tilsyneladende)
forskydninger. Prikken over i'et består i, at filmen afsluttes med en ironisk
version af Monkees' gamle hit »I'm a Believer«, for derved påduttes vi ifølge
Zizek den illusion, at filmen ironiserer over måden at være troende på i dag,
mens den rent faktisk blot cementerer denne.
Det er det gamle, stive dogme fra den socialistiske religionsaversion, som
uudtalt spiller ind i Zizeks analyse, der således ikke kan forbinde noget
positivt ved at være »a believer«.
At Hollywood faktisk godt kan producere film, der både er kommercielle og dog
rummer særdeles kontroversielle og radikale budskaber, ved Zizek dog også
godt. Nogle af de sidste års mest omtalte film er en interessant understregning
heraf: Matrix-trilogien, hvis udspekulerede symbol-univers og omfattende
filosofiske, litterære og religiøse referencer jeg udfolder i detalje i den
aktuelle bog Matrix og ulydighedens evangelium (Bindslev).
Matrix I-III benytter en 1984-agtig rammefortælling til iscenesættelsen
af et yderst radikalt opgør med magthaveres ensretning, kontrol og
sandhedspatent.
Det oprørsbudskab, der formuleres her, har lagt de klassiske ideologier på
hylden, men skærer så til gengæld ind til benet i oprørets og modstandens
arketypiske fænomenologi i sin modstilling af Maskinen
og Mennesket. En enkel metafor for Magten mod Mennesket såvel som Massen mod
Mennesket og dermed også et elementært konfliktscenario, der har
relevans, hvor som helst mennesker er underlagt magt, hvor forskelligt denne
magt så ellers udøves. Ikke mindst i det totalitære diktatur, men også i det
sekulariserede demokrati.
Wachowski-brødrene, der har skabt filmene, lader dem da også rette en mere end
antydet kritik af det moderne, amerikanske samfunds lederskab.
Eksempelvis er Judas-figuren, Cypher parat til at angive oprørerne, fordi han
brændende ønsker sig tilbage til den illusoriske computersimulation, som godt
nok fastholder menneskene i et mentalt fængsel, men som han er træt af at
bekrige efter ni års udsigtsløs modstandskamp:
Cypher: »Efter ni år –
ved du, hvad jeg har indset? Uvidenhed er lyksalighed.«
Agent Smith: »Så har vi en aftale.«
Cypher: »Jeg vil ikke kunne huske noget som helst. Ingenting! Forstår du? Og
jeg vil være rig, du ved, en eller anden vigtig person. Ligesom en skuespiller.«
Agent Smith: »Hvad end du ønsker, Mr. Reagan.«
Ronald Reagan er ikke den eneste amerikanske præsident, der hænges ud. Da
arkitekten bag den computergenererede pseudovirkelighed forklarer, hvor
omhyggeligt han har ladet illusionen afspejle menneskehedens »varying
grotesqueries«, illustreres budskabet bl.a. af billeder af Hitler, Mussolini og
Saddam Hussein – samt af præsidenterne George Bush og George W. Bush.
Allermest indlysende er dog den generelle kritik af Vesten, der skæres ud i pap
i kraft af, at Matrix' surrogat-virkelighed betegnende nok er en tro kopi af det
vestlige samfund, som i filmene skildres som et apatisk kontrolsamfund.
Dermed er Matrix I-III også et eksempel på, hvorledes den oprørske
kunst altid kan finde en vej, også når den skal manøvrere mellem tårnhøje
kommercielle forventninger til billetsalget. Udgangsbetingelserne er unægtelig
anderledes for en film fra Hollywood end en film fra Zentropa, men ikke desto
mindre er den samfundskritiske ånd lige så udtalt som i Lars von Triers Dogville
– de respektive films indlysende forskelle og inkommensurable kvaliteter
ufortalt.
Hovedpersonen i Matrix-trilogien, Neo, er frihedskæmper i en
modstandsbevægelse i oprørernes selvforståelse – men filmene lægger ikke
skjul på, at han er en skinbarlig terrorist i systemets øjne.
Det er en farlig relativisering af absolutterne i amerikansk politik i dag, og
bemærkelsesværdigt, at den finder sit afsæt i blockbusterfilm som Matrix
I-III. Titusindvis af hjemmesider bedriver nærmest eksegese på denne
film-trilogi, og i 2003 var »matrix« sågar det tredjehyppigste søgeord
blandt 55 milliarder søgninger på Google, kun overgået af »britney spears«
og »harry potter«.
Hollywood kan med andre ord af og til producere en trojansk hest: Smarte
overflader, product placement og appellerende effektjageri lader producenter,
filmselskaber og filmdistributører velvilligt åbne portene for et sådant
projekt, men når trilogien er rullet ind i biograferne, springer
samfundsundergravende ideer og radikal systemkritik ud på lærredet foran
millioner af biografgængere. Hvor lidt eller meget indpakningen overdøver
budskabet, er så op til manuskriptforfatternes og filminstruktørernes
kreativitet.
Men hvad man så ellers måtte mene om filmene og de systemkritiske budskaber,
bliver de dermed selv en eksemplificering af den radikale, idealistiske
grundtanke, som Neo truer magthaverne med: »Jeg vil vise disse mennesker det, I
ikke ønsker, at de skal se. Jeg vil vise dem en verden uden jer.
En verden uden regler og kontrol.«
Det er ikke en utopi om et saligt tusindårsrige, men et oprør, der søger at
nedbryde loven og reglerne i et magthaverisk system, og som undgår at falde i
ideologiernes faldgrube og promovere et nyt »system«. I stedet forbliver det
en opfordring til antiautoritær og udogmatisk ulydighed - en radikal hyldest
til dissens.
Rune Engelbreth Larsen
Information, 5.4.2004
LÆS OGSÅ: Rune Engelbreth Larsen analyserer Matrix-trilogiens politiske, religiøse og historiske temaer i bogen Matrix og ulydighedens evangelium.
