Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Matrix og Hollywoods trojanske heste

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Der er en vis, intellektuel tradition for at betragte hovedparten af Hollywood-film som enten slet skjult, amerikansk propaganda eller i bedste fald eskapistisk underholdning, der udelukkende er drevet af kommercielle interesser og formidler et reaktionært budskab.

Der kan næppe heller være tvivl om, at »vold for voldens skyld« sælger billetter, og at stereotypiens »Gode Helt« kontra den »Onde Skurk« er så unuanceret rodfæstet i ikke mindst amerikansk populærkultur, at langt størstedelen af produktionen i bedste fald tilfører seeren et simuleret adrenalinsus i hårdtpumpede actionfilm – eller henslængt apati i selskab med søvndyssende soap-humor.

Den regelrette filmpropaganda er vi heller ikke ubekendte med, f.eks. i Schwarzenegger-filmen True Lies (1994), hvor skurkene er muslimer, der skildres som psykopatiske hysterikere, eller i Rules of Engagement (2000), hvor arabere over én kam er dæmoniske ekstremister og rene lystløgnere.

Men selv om fjendebilleder kan være overordentlige stereotype og direkte propagandistiske, kan kritikken af Hollywood også selv blive stereotyp.

Eksempelvis da arabiske interesseorganisationer i USA tog voldsomt afstand fra filmen Under angreb (The Siege, 1998) med Denzel Washington og Bruce Willis i hovedrollerne. Filmen beskyldtes for at »forbinde islam med terror«, fordi en terrorist vises som en troende muslim - om end faktum jo selvfølgelig er, at der findes muslimske terrorister. I virkeligheden rummer The Siege imidlertid en udmærket udforskning af terrorens flertydige årsager og de komplekse dilemmaer i terrorbekæmpelsen, og den afdækker skarpt risikoen for at tilsidesætte almen retssikkerhed og lade sig rive med af en oppisket og fordomsfuld stemning.

Den form for kritik af Hollywood-film, som retter sig mod deres påståede indoktrinerende og dybest set »reaktionære« karakter, hører heller ikke kun en svunden tid til. En lidt for spidsfindig analyse af den feterede og ellers skarpsindige slovenske filosof, Slavoj Zizek, kammer f.eks. over i en kritisk afsløring af den »reaktionære« computer-animerede børnefilm Shrek (2001).

Shrek er filmens helt: En grim trold, som omtrent udgør antitesen til »takt og tone«, men som altså skal redde den indespærrede prinsesse, Fiona. Vi foranlediges til at tro, at hun er en forhekset skønhed, der på grund af en ondskabsfuld forbandelse er tvunget til at trækkes med et træls troldeydre halvdelen af døgnet. Men filmen vender elegant forventningerne på hovedet, og Fiona viser sig i virkeligheden selv at være en forhekset trold. Den grumme drage, der bevogter hendes tårn, afslører sig tilmed som forelsket, hjælpsom og venlig, og filmen fra Dreamworks vender i det hele taget op og ned på en række forventninger, som vi bl.a. kender fra Disneys fortolkning af forskellige folkeeventyr.

Med kursiveret omhu slår Slavoj Zizek ned her og advarer mod at glæde sig over filmens forskydninger af de velkendte eventyr-parametre og dens tilsyneladende parti for den afvigende og marginaliserede karakter. I stedet skal man »fokusere på den indlysende kendsgerning, at det i alle disse forskydninger, er den samme gamle fortælling, der fortælles«, skriver han i et essay.

Filmskabernes mening skulle være at »forhindre« os i at fortælle eventyret på en ny måde ved på udspekuleret vis at fastholde fortællestrukturen og de gammelkendte karakterer under et overfladisk dække af nogle (tilsyneladende) forskydninger. Prikken over i'et består i, at filmen afsluttes med en ironisk version af Monkees' gamle hit »I'm a Believer«, for derved påduttes vi ifølge Zizek den illusion, at filmen ironiserer over måden at være troende på i dag, mens den rent faktisk blot cementerer denne.

Det er det gamle, stive dogme fra den socialistiske religionsaversion, som uudtalt spiller ind i Zizeks analyse, der således ikke kan forbinde noget positivt ved at være »a believer«.

At Hollywood faktisk godt kan producere film, der både er kommercielle og dog rummer særdeles kontroversielle og radikale budskaber, ved Zizek dog også godt. Nogle af de sidste års mest omtalte film er en interessant understregning heraf: Matrix-trilogien, hvis udspekulerede symbol-univers og omfattende filosofiske, litterære og religiøse referencer jeg udfolder i detalje i bogen Matrix og ulydighedens evangelium.

Matrix I-III benytter en 1984-agtig rammefortælling til iscenesættelsen af et yderst radikalt opgør med magthaveres ensretning, kontrol og sandhedspatent.

Det oprørsbudskab, der formuleres her, har lagt de klassiske ideologier på hylden, men skærer så til gengæld ind til benet i oprørets og modstandens arketypiske fænomenologi i sin modstilling af Maskinen og Mennesket. En enkel metafor for Magten mod Mennesket såvel som Massen mod Mennesket og dermed også et elementært konfliktscenario, der har relevans, hvor som helst mennesker er underlagt magt, hvor forskelligt denne magt så ellers udøves. Ikke mindst i det totalitære diktatur, men også i det sekulariserede demokrati.

Wachowski-brødrene, der har skabt filmene, lader dem da også rette en mere end antydet kritik af det moderne, amerikanske samfunds lederskab.

Eksempelvis er Judas-figuren, Cypher parat til at angive oprørerne, fordi han brændende ønsker sig tilbage til den illusoriske computersimulation, som godt nok fastholder menneskene i et mentalt fængsel, men som han er træt af at bekrige efter ni års udsigtsløs modstandskamp:

Cypher: »Efter ni år – ved du, hvad jeg har indset? Uvidenhed er lyksalighed.«

Agent Smith: »Så har vi en aftale.«

Cypher: »Jeg vil ikke kunne huske noget som helst. Ingenting! Forstår du? Og jeg vil være rig, du ved, en eller anden vigtig person. Ligesom en skuespiller.«

Agent Smith: »Hvad end du ønsker, Mr. Reagan.«

Ronald Reagan er ikke den eneste amerikanske præsident, der hænges ud. Da arkitekten bag den computergenererede pseudovirkelighed forklarer, hvor omhyggeligt han har ladet illusionen afspejle menneskehedens »varying grotesqueries«, illustreres budskabet bl.a. af billeder af Hitler, Mussolini og Saddam Hussein – samt af præsidenterne George Bush og George W. Bush.

Allermest indlysende er dog den generelle kritik af Vesten, der skæres ud i pap i kraft af, at Matrix' surrogat-virkelighed betegnende nok er en tro kopi af det vestlige samfund, som i filmene skildres som et apatisk kontrolsamfund.

Dermed er Matrix I-III også et eksempel på, hvorledes den oprørske kunst altid kan finde en vej, også når den skal manøvrere mellem tårnhøje kommercielle forventninger til billetsalget. Udgangsbetingelserne er unægtelig anderledes for en film fra Hollywood end en film fra Zentropa, men ikke desto mindre er den samfundskritiske ånd lige så udtalt som i Lars von Triers Dogville – de respektive films indlysende forskelle og inkommensurable kvaliteter ufortalt.

Hovedpersonen i Matrix-trilogien, Neo, er frihedskæmper i en modstandsbevægelse i oprørernes selvforståelse – men filmene lægger ikke skjul på, at han er en skinbarlig terrorist i systemets øjne.

Det er en farlig relativisering af absolutterne i amerikansk politik i dag, og bemærkelsesværdigt, at den finder sit afsæt i blockbusterfilm som Matrix I-III. Titusindvis af hjemmesider bedriver nærmest eksegese på denne film-trilogi, og i 2003 var »matrix« det tredjehyppigste søgeord blandt 55 milliarder søgninger på Google, kun overgået af »britney spears« og »harry potter«.

Hollywood kan med andre ord af og til producere en trojansk hest: Smarte overflader, product placement og appellerende effektjageri lader producenter, filmselskaber og filmdistributører velvilligt åbne portene for et sådant projekt, men når trilogien er rullet ind i biograferne, springer samfundsundergravende ideer og radikal systemkritik ud på lærredet foran millioner af biografgængere. Hvor lidt eller meget indpakningen overdøver budskabet, er så op til manuskriptforfatternes og filminstruktørernes kreativitet.

Men hvad man så ellers måtte mene om filmene og de systemkritiske budskaber, bliver de dermed selv en eksemplificering af den radikale, idealistiske grundtanke, som Neo truer magthaverne med: »Jeg vil vise disse mennesker det, I ikke ønsker, at de skal se. Jeg vil vise dem en verden uden jer. En verden uden regler og kontrol.«

Det er ikke en utopi om et saligt tusindårsrige, men et oprør, der søger at nedbryde loven og reglerne i et magthaverisk system, og som undgår at falde i ideologiernes faldgrube og promovere et nyt »system«. I stedet forbliver det en opfordring til antiautoritær og udogmatisk ulydighed - en radikal hyldest til dissens.

Rune Engelbreth Larsen
Information, 5.4.2004


LÆS OGSÅ: Rune Engelbreth Larsen analyserer Matrix-trilogiens politiske, religiøse og historiske temaer i bogen Matrix og ulydighedens evangelium.