Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Matrix - mens vi venter på Revolutions

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

I 1999 havde filmen The Matrix premiere verden over. Filmens instruktør- og forfatterpar, brødrene Wachowski chokerede og henrykte et kolossalt og uforberedt filmpublikum med en slags science fiction-epos, der imidlertid vanskeligt kunne genrebestemmes præcist, fordi det ikke lignede noget andet -– eller måske fordi det lignede så meget andet på én gang. Den 21. maj 2003 var der verdenspremiere på efterfølgeren Matrix Reloaded, og i november samme år afsluttes trilogien med Matrix Revolutions.

I The Matrix dekonstrueres virkeligheden bl.a. med eksplicit reference til den franske filosof, Jean Baudrillard, og den slovenske filosof, Slavoj Zizek anerkender så på sin side til gengæld Wachowski-brødrene i en essaysamling, der på dansk har fået titlen Velkommen til virkelighedens ørken og referer direkte til The Matrix (hvori udsagnet refererer til Baudrillard). Referencer på kryds og tværs af virkelighed og film er både direkte og indirekte en del af konceptet og dets indbyggede paradoksalitet. I Matrix Reloaded optræder f.eks. den amerikanske professor, Cornel West i en birolle, der er særlig skrevet til ham i anerkendelse af hans antiracistiske kulturkritik. 

Umiddelbart er The Matrix dog en genfortolkning af et traditionelt science fiction-tema: Mennesket mod Maskinen. Det lader sig uproblematisk oversætte til Mennesket mod Magten og danner rammen om et revolutionært opgør med »Systemet«, der fastholder mennesket i et net af kontrol og overvågning. Som det vil være de fleste bekendt, udfolder temaet sig i denne version i form af en computer-genereret, virtuel virkelighed, hvor intelligente maskiner indespærrer og kontrollerer menneskenes bevidsthed, mens hovedparten af menneskeheden i virkeligheden er bragt i livslang koma. 

I sin korteste beskrivelse af »the Matrix« forklarer en af hovedpersonerne, oprørslederen Morpheus: »What is the Martix? Control.« Og hvad er formålet hermed, fortsætter han? At transformere mennesker til batterier

Metaforikken er firkantet, men effektiv. For at bryde ud må det enkelte menneske bringes til erkendelse af, at han/hun er fanget i en illusion, skabt af magthavere, der for at opfylde egne behov dræner mennesket for individuel eksistens og menneskelig essens. Det er ikke let at overse den aktuelle samfundskritik, skønt den er spændt for Hollywoods traditionelle vogntog og iscenesat som tidstypisk PR-magnet for en skov af in-produkter, fra den nyeste generation af mobiltelefoner til de hotteste designersolbriller. 

Direkte politiske henvisninger til vor egen tid er imidlertid næsten undgået – dog er der en morsom reference til en vis amerikansk præsident: 

Efter mange års desillusioneret modstandskamp ønsker Cypher sig tilbage til den syntetiske virkelighed, hvor »ignorance is bliss«. Han slår en handel af med Agent Smith og lover at angive Morpheus mod til gengæld at blive reinstalleret i the Matrix med en ny identitet og uden erindring om forræderiet: »I don't want to remember nothing. Nothing – you understand?! And I want to be rich. Someone important … Like an actor.« Agent Smith lover at imødekomme ønsket og replicerer: »Whatever you want, Mr. Reagan.« 

Filmen bevæger sig i flere multimytologiske universer, hvor religionsfilosofiske problemstillinger vikles ind i et sammensat plot med visuelle lån fra stiliserede tegneserieverdener og computerspil, iblandet kampsportselegance og ekstravagante effekter. I centrum af denne vidtforgrenede cocktail står det erkendelsesteoretiske spørgsmål: »Hvad er virkeligt?« 

Svaret – eller manglen på samme – trækker en perlerække af paradokser efter sig gennem The Matrix og Matrix Reloaded og hensætter tilskueren i tilbagevendende fald fra fortælleniveau til fortælleniveau, der gensidigt dekonstruerer hinanden. Morpheus antyder bundløsheden: »What is real? How do you define real? If you're talking about what you can feel, what you can smell, what you can taste and see, then real is simply ... electrical signals interpreted by your brain.« 

Allusionerne til diverse religiøse traditioner, især zen-buddhisme og kristen gnosticisme såvel som græsk, egyptisk og nordisk mytologi er et studium for sig. Men religionshistoriske inkonsistenser (tilstræbte eller ej) vender imidlertid ofte vrangen ud og udstiller sine referencer i skæve sammenhænge, der af uvenlige tunger kan beskyldes for at munde ud i en pseudoreligiøs og lommefilosofisk pærevælling -– eller anerkendes som Wachowski-brødrenes visionære iscenesættelse af deres egen »cyber-religion«, skræddersyet til et revolutionært multimedie-univers for det enogtyvende århundrede. 

Da Neo og Trinity f.eks. skal trænge ind i det bevogtede kompleks, hvor Morpheus holdes fanget, er fremgangsmåden således ikke videre buddhistisk eller kristent inspireret og består hverken af meditativ kontemplation eller »vend den anden kind til«, men derimod af en anderledes drabelig approach: »Guns -– lots of guns!« 

Filmens indirekte kritik af samtidens politiske automat-klassifikation af oprørere som »terrorister« er en væsentlig ingrediens, der i høj grad glimrer ved sit fravær i mange analyser. Men heltene i The Matrix er »terrorister« i magthavernes og mediernes optik. En avisoverskrift fortæller, at »Morpheus eludes police at Heathrow Airport«, og Agent Smith karakteriserer Morpheus som »a known terrorist« og bemærker: »He is considered by many authorities to be the most dangerous man alive.« 

En opfattelse, som man må formode, er folkeligt udbredt i Matrix's surrogat-virkelighed – i hvert fald forklarer Morpheus modstandsbevægelsens dilemma på denne vis: »The Matrix is a system, Neo. That system is our enemy. But when you're inside, you look around and what do you see? Businessmen, Teachers, Lawyers, Carpenters - the very minds of the people we're trying to save. But until we do, these people are still a part of that system, and that makes them our enemy. You have to understand, most of these people are not ready to be unplugged. And many of them are so innerred, so hopelessly dependent on the system that they will fight to protect it.« 

En situationsbeskrivelse, der også ville have været dækkende for f.eks. den danske modstandsbevægelse under besættelsestiden, der af politikere og presse blev stemplet som »sabotører« og »landsforrædere«. Heller ikke folket, som modstandsbevægelsen søgte at befri, lyttede i overvældende grad til frihedskæmperne de første år. Det fortæller således ikke så lidt om Danmark som nazisternes lydige mønstersamfund, at den tyske besættelsesmagt helt usædvanligt tillod landet at afholde folketingsvalg i 1943, og at valget resulterede i en jordskredssejr med over 94% af stemmerne til de partier, som samarbejdede med tyskerne. Modstandsbevægelsens opfordring til at boykotte valget var en total fiasko – valgdeltagelsen var over 90%. 

Det socialdemokratiske folketingsmedlem, Frede Nielsen (Agent Smith?) skrev i april 1943 i et socialdemokratisk blad, at modstandsbevægelsen bestod af »usselrygge« og »skadedyr«, der var »farligere end sindssyge«, og som »samfundets lovlydige borgere må værne sig imod med alle til rådighed stående midler«. 

Det er det dilemma, som Morpheus her antyder – hvordan »befri« dem, der er blevet så afhængige af »systemet«, at de ikke kender andet, og derfor sidst af alt vil »befris«? Er det moralsk legitimt at befri et menneske mod dets vilje? Hvis nej, er Morpheus' modstandsgruppe umoralsk (og så var også den danske modstandsbevægelse i 1943 umoralsk). Dilemmaet bliver dog kun antydet, for den individuelle samvittighed viser sig i sidste ende at være sin egen, moralske Højesteret. 

Filmenes primære fundament er religiøst, og som alle religiøse traditioner hævder The Matrix, at der er skæbner og realiteter, der transcenderer den umiddelbare virkelighed. I Wachowski-brødrenes vision fører »frelsen« gennem denne erkendelse (og oplevelse) til et revolutionært oprør mod magthavernes kontrol og konformitet. I overensstemmelse hermed understreger Morpheus i filmtrilogiens anden del, Matrix Reloaded, at hans tro er grundlæggende antiautoritær. Da hans rival i modstandsbevægelsen betoner, at langtfra alle oprørerne deler Morpheus' tro, svarer han således helt uanfægtet: »My belief doesn't require them to.« 

Det er den politiske/religiøse flertydighed, der driver fortællingen og filosofien i The Matrix. Mennesket skal befris fra »slaveriet«, der er skruet ind i systemets fundament og således skjuler de magtforhold, der fastholder den enkelte i uvidenhed og derfor dybest set uden forudsætningerne for at træffe sine egne valg – og som samtidig hæmmer erkendelsen af en dybere dimension i livet. 

Alt efter behag, præference og temperament kan man naturligvis vælge at lægge vægten på den side, der forekommer mest personligt tiltalende i sin befrielsessymbolik og anskue den anden som blot og bar metaforik. For både det politiske og religiøse perspektiv er Morpheus' afsløring af Neos ufrihed under alle omstændigheder den samme i the Matrix: »You are a slave, Neo. Like everyone else, you were born into bondage. Born into a prison that you cannot smell or taste or touch. A prison - for your mind.« 

De to første dele af trilogien udstiller, hvad man i al sin paradoksalitet måske kunne kalde noget så firkantet som en slags anarkistisk, multireligiøs cyberspace-messianisme. Heltene er her sværtbevæbnede frihedskæmpere (»terrorister«), som er mere eller mindre overbeviste om deres egen skæbnebestemte betydning for menneskenes frelse fra en behagelig, men bedøvende flokmentalitet, ensretning og uvidenhed. 

The Matrix er en helstøbt film, der egentlig ikke har behov for nogen opfølger, mens Matrix Reloaded er vanskelig at konkludere noget på baggrund af – afhængig, som den er af en lang række åbne spørgsmål, der formodentlig besvares i Matrix Revolutions. Går paradokserne i sidste ende helt i selvsving, eller går det hele op i en højere enhed? Vi ved det ikke før premieredagen i november. 

Men mens vi venter på Revolutions, kan vi passende dvæle ved udgangssalmen fra The Matrix, som satte det hele i gang. Gennem telefonnettet løfter Neo måske her lidt af sløret for tredje del –- og for en fremtid, der er omtrent så væsensforskellig, som den kan blive, i forhold til den nutid, vi kender: 

»I know you're out there. I can feel you now. I know that you're afraid. You're afraid of us. You're afraid of change. I don't know the future. I didn't come here to tell you how this is going to end. I came here to tell you how it's going to begin. I'm going to hang up this phone, and then I'm going to show these people what you don't want them to see. I'm going to show them a world without you. A world without rules and controls. Without borders or boundaries. A world where anything is possible. Where we go from there, is a choice I leave to you.« 

Rune Engelbreth Larsen
Kontradoxa, 25.5.2003


LÆS OGSÅ: Rune Engelbreth Larsen analyserer Matrix-trilogiens politiske, religiøse og historiske temaer i bogen Matrix og ulydighedens evangelium.