Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Enhedslisten og de etniske minoriteter

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

I en udtalelse fra Enhedslistens årsmøde forsøger partiet at klargøre sine aktuelle politiske standpunkter over for etniske minoriteter –- med vekslende held. 

Lad mig begynde med at fremhæve en i princippet udmærket passage, der imidlertid munder ud i en vildledende holdning til omskæring: »Enhedslisten forsvarer eksempelvis den enkelte kvindes ret til selv at bestemme, hvordan hun klæder sig på, hvorvidt hun bærer tørklæde, eller hvem hun vælger som sin samlever eller seksuelle partner uden indblanding fra staten, religiøse ledere eller arbejdsgivere. Enhedslisten kræver også præcis de samme rettigheder og pligter for islamiske friskoler og fritidsundervisning, som er gældende for traditionelt danske projekter af samme art og vil nægte både etniske mindretal og danskere ’retten’ til at mishandle deres børn, hvad enten det handler om omskæring eller andre former for vold.« 

Den sidste sætning er flertydig, medmindre partiet er kategorisk imod omskæring af enhver form, altså ikke alene omskæring af piger, men også af jødiske og muslimske drengebørn –- er det det, der menes? Hvis dette ikke er tilfældet, er formuleringen mildest talt problematisk, og hvis det er tilfældet, lægger den op til en vanskelig diskussion og burde i det mindste sidst af alt stå uuddybet som her. 

Men bortset fra denne desorienterende sætning optrækker ovenstående passage ellers nøjagtigt den klare linje, som integrationspolitikken burde sigte efter – lige rettigheder og lige vilkår. Vi må afvise enhver form for diskrimination og slet og ret arbejde for, at etniske minoriteter får samme rettigheder og vilkår som alle andre befolkningsgrupper. Ingen skal underlægges tvang, hverken fra den ene eller anden autoritet og myndighed. 

Ikke mindre vigtigt -– set fra et retssikkerhedspolitisk synspunkt –- er udtalelsens klare afstandstagen til forbud mod politiske og religiøse bevægelser. Vi kan nemlig, som det hedder, »ikke forbyde os ud af problemerne«.

Anderledes er det imidlertid, når udtalelsen begynder at eksplicitere det i enhver sammenhæng komplet indlysende, f.eks. at partiet »ikke på nogen måder støtter eller bare accepterer reaktionære og undertrykkende ideologier, blot fordi disse har deres udspring i etniske minoriteter«. 

Nej, men hvem i alverden gør dog det, »blot fordi disse har deres udspring i etniske minoriteter«? 

Udsagnet er for en overfladisk betragtning så selvindlysende, at det grænser til det intetsigende – men af samme grund får det desværre også lov til at svæve i abstraktionernes forvirrende luftlag. For hvad er det egentlig for nogle »ideologier«, der tænkes på, og som Enhedslisten ikke accepterer, og som er udsprunget blandt etniske minoriteter? Zionisme? Maoisme? 

Eftersom det ikke ekspliciteres, er det klart, at det i en eller anden udefineret grad kan (og sandsynligvis intenderer at) sigte ensidigt mod islam, eftersom det under alle omstændigheder er, hvad 99 ud af 100 associerer til »ideologier«, som »har deres udspring i etniske minoriteter«. Dermed er Enhedslisten indirekte hoppet på den vogn, der enten konstaterer eller insinuerer, at »islam« er en »undertrykkende ideologi«. Det er for så vidt et synspunkt på lige fod med så mange andre synspunkter, hvis det vel at mærke er det, man mener –- men så må man være parate til at tage debatten i stedet for dette omsvøb. Hvorfor ikke tale lige ud af posen, så kan man da i det mindste argumentere og debattere synspunktet? Eller menes visse særlige retninger inden for islam? I givet fald hvilke? Hvis det imidlertid slet ikke er islam, der tænkes på, hvorfor så formulere sig på en måde, der vanskeligt kan give andre associationer? 

Gentagne gange karakteriseres de »ideologier«, der opponeres imod, som »politisk-religiøse«, som om det i sig selv er latent undertrykkende at være »politisk-religiøs« (hvilket igen i sammenhængen kun kan forstås som »politisk-muslim«)? 

Et sted fremhæves f.eks. »islamismen« (en problematisk og mangesidig størrelse uden klar definition) blot med en almen politisk retorisk afstandtagen (den er »reaktionær« og »mandschauvinistisk« osv.) – var det ikke mere afmystificerende at få en klar adresse på det (eller dem), udtalelsen sigter til, i stedet for blot at bære ved til mistænkeliggørelsen af islam som sådan? 

Senere adopteres en overfladisk figur fra den nationalistiske propaganda, idet man opponerer imod en ikke-eksisterende position i indvandrerdebatten: »Vi tager afstand fra en kulturrelativisme, der accepterer forhold blandt nogle af samfundets medlemmer, som den ikke vil acceptere blandt andre af dets medlemmer.« 

Denne myte har huseret i indvandrerdebatten i årevis – at der skulle eksistere nogle »kulturrelativister«, som siger god for undertrykkelse blandt indvandrere, mens de tager afstand fra samme undertrykkelse blandt danskere, fordi den førstnævnte ifølge »kulturrelativister« skulle være »legitimeret af kulturen« –- hævder myten. 

Dermed er man for det første med til at udbrede fiktionen om eksistensen af en sådan dobbeltmoralsk position, hvilket fortegner billedet af fortalerne for en ligeværdig behandling af etniske minoriteter i det hele taget og legitimerer det stereotype vrangbillede, som nationalister med stort held har skabt af deres modstandere. 

For det andet er der selvfølgelig tale om en besynderlig opfattelse af kulturrelativismen, i hvert fald i den form hvormed den i sjældne tilfælde har markeret sig i dagens Danmark. Kulturrelativisme er ingen ideologi, men en metode og en teori. Forskellen er stor. 

Derfor kan kulturrelativismen selvfølgelig ikke »acceptere« (og i øvrigt heller ikke »afvise«) noget som helst politisk eller moralsk standpunkt i sig selv (men det kan heller ikke dens modpol, objektivismen). Selvfølgelig kan (kultur)relativismen bruges som argument for nogle grundlæggende overvejelser om kulturens selviscenesættelse og den menneskelige erkendelse m.m., men i sagens natur ikke være et værdigrundlag. 

En kulturrelativist kan i princippet være både socialist, humanist og liberalist – såvel som religiøs og irreligiøs.– At hun eller han erkender, at værdier og ideer ikke er objektivt stensikre, betyder ikke, at vedkommende ikke selv kan nå frem til et værdisæt, en ideologi eller en religion, som man ud fra argumenter og præferencer foretrækker frem for andre og derfor også kæmper for udbredelsen af. 

At kulturrelativismen (som metode) så har en stærkere tendens til at appellere til mennesker, der også er politisk, moralsk, filosofisk eller religiøst mere tilbageholdende med fordomme og stereotype fjendebilleder, er vel oplagt, i modsætning til mennesker, der omvendt sværger til metoder og teorier af objektivistisk karakter -– men det gør fortsat hverken relativisme eller objektivisme til ideologi eller politik. 

Alligevel kobler Enhedslisten myten om en kulturrelativistisk ideologi med følgende statement om dette fiktive fjendebillede, som man kan profilere sig selv op ad: »At bekæmpe Indre Missionske præsters hetz mod ’retten til abort’, samtidigt med, at man accepterer tilsvarende ’kulturelle’ tendenser blandt etniske minoriteter, er ikke andet end hykleri.« 

En sådan holdning (som jeg i det mindste aldrig har mødt eller hørt om eller læst nogen give udtryk for i den offentlige debat) stammer atter fra nationalisters myte om »indvandrervenners kulturrelativisme«, men har intet reelt på sig. Hvorfor dog i alverden ophæve den til andet og mere end den fiktive kliché, den er?

Rune Engelbreth Larsen
Faklen.dk, 12.3.2003