Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Flygtningenævnets asylbehandling er en bingohal

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Det er både oprørende og tankevækkende at se, hvor lidt opmærksomhed DRs vigtige dokumentarudsendelse »Det store asyllotteri« (22.1.) har fået i de øvrige medier.

På baggrund af en gennemgang af 750 asylafgørelser afsløres det her, at Flygtningenævnets afgørelser er afhængige af de pågældende dommeres private synspunkter, og det eksemplificeres til fulde, at afgørelserne dermed ikke er udtryk for saglig jura. Flere ensartede sager får vidt forskelligt udfald, og almen lighed for loven er klart underprioriteret. Avisforsider burde ryddes, og flygtningeminister Bertel Haarder stå skoleret og få udbedret forholdene omgående – men nej. Havde det nu været en dokumentarudsendelse, der afslørede nogle kioskejere med indvandrerbaggrund, som solgte ulovligt importeret cola uden at betale moms, så skulle pressen nok være der og kræve bål og brand …

Men nu, hvor det »blot« drejer sig om asylsøgeres menneskeliv, er sagen desværre en anden. Og det til trods for at flere advokater og jurister i skarpe vendinger redegør for, hvordan dommeres subjektive sindelag hyppigt er altafgørende for en asylansøgers liv og skæbne. F.eks. udtaler Lars Thensig Jensen: »Hvis man skal se på, om man har en chance [for at få asyl], skal man se på, hvem der er dommer den pågældende dag.« Farvel retssikkerhed.

Kritikken bakkes op af jurist Kim U. Kjær og professor i udlændingeret, Jens Vedsted Hansen, som begge tidligere har siddet i Flygtningenævnet, som af Kim U. Kjær får skudsmålet: »Bingohal«!

Ethvert anstændigt menneske må kræve, at Flygtningenævnets formand, Bent Ove Jespersen afskediges. Han er ikke alene qua formand hovedansvarlig, men tilhører også ifølge udsendelsen de mest restriktive dommere i nævnet. Alene det faktum, at han nægter at udtale sig om sagen, og at pressen ikke kan få udleveret Flygtningenævnets database over samtlige afgørelser for ved selvsyn at vurdere, hvor lemfældigt afgørelserne måtte være, burde være fyringsgrund nok i sig selv. Vi taler her om tusindvis af menneskeskæbner. Prøv lige at betænke dét en ekstra gang: Tusindvis af menneskeskæbner.

Vi må håbe, at folk vågner op og begynder at se på flygtninge som mennesker af kød og blod i stedet for sterile tal i et asyllotteri, hvor det gælder om at forøge antallet af nitter med samme kyniske hastighed, som Pia Kjærsgaard og Bertel Haarder svinger taktstokken. Og at der kommer en dag, hvor ansvarsforflygtigende og samvittighedsløse mennesker som Bent Ove Jespersen kommer til at stå juridisk til ansvar for deres uacceptable omgang med menneskeliv.

Rune Engelbreth Larsen
Kontradoxa, 30.1.2003