Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Bevæbning og modstandskamp på højrefløjen

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

For nylig måtte Pia Kjærsgaard gå til bekendelse og indrømme, at hun i strid med dansk lovgivning var bevæbnet. En peberspray, okay, ikke så dramatisk, som da Mogens Camre i begyndelsen af 1970erne blev snuppet i Kastrup Lufthavn med en pistol og i visse kredse for stedse erhvervede sig tilnavnet Pistol-Camre.

Den slags pinligheder giver anledning til at reflektere over debatten om midler i den politiske kamp – skønt det i sandhedens interesse skal nævnes, at ingen af de to episoder har nogen umiddelbar relevans for den diskussion. Men: Hvor ofte har højrefløjen ikke tudet offentligheden ørerne fulde om venstrefløjens »voldsforherligelse«, »terrorsympatier« o.lign.? Blekingegadebanden og de »socialistiske medskyldige« i Sovjets totalitære undertrykkelse er blandt yndlingseksemplerne. Især Dansk Folkeparti har gjort et stort nummer ud af denne taktik, ikke mindst efter overfaldet på Pia Kjærsgaard på Nørrebro den 24. marts 1998, som partiet iscenesatte som den store, samfundsundergravende konspiration, tilrettelagt og udført af »slyngler og banditter«, »vandaler, voldsmænd, terrorister af allerværste skuffe« med tilknytning til Enhedslisten (sic). 

I Dansk Folkepartis medlemsblad, Dansk Folkeblad, hed det således dengang: »Enhedslistens uhyggelige bagland er, som det i dag afsløres i Dansk Folkeblad, de autonome grupper – specielt Rebel og Rød Ungdom. Slyngler og banditter alle til hobe! Forherligere af had og vold, rudeknusere, vandaler, voldsmænd, terrorister af allerværste skuffe. Mussolinis ægte nulevende arvtagere (…) Enhedslisten er ikke et normalt dansk parlamentarisk parti. Jo, måske på overfladen. Men under det øverste, velpolerede lag gemmer der sig en stinkende fascistisk sump. Det svinske overfald på Pia Kjærsgaard var den foreløbige kulmination på Enhedslistens foragt for frihed og demokrati. Enhedslisten er folkestyrets skamplet.« (Dansk Folkeblad nr. 4, 1998, s. 2). Det lykkedes behændigt Dansk Folkeparti at køre mainstreammedierne op i samme spor, og i TV-Avisen efter overfaldet konstaterer således DRs speaker, Sten Bostrup, at der var tale om »et direkte angreb på demokratiet«, og spørger ligefrem justitsminister Frank Jensen: »Kan man udelukke, at politiske partier står bag det her?« 

Hysteriet er udtalt. Det var tåbeligt og uacceptabelt at overfalde en forsvarsløs Pia Kjærsgaard på denne måde – men propagandaeffekten blev til gengæld også skamridt på det groveste af Dansk Folkeparti, og som nævnt var tilmed TV-Avisen parat til at lufte den store konspirationsteori. Nu er det naturligvis én ting – og tilmed en perifer detalje – at Pia Kjærsgaard render rundt med et ulovligt våben i sin håndtaske blandt makeup-sagerne. Nuvel, der kan måske være grund til at genoverveje, om ikke kvinder generelt bør kunne tillades videre rammer for selvforsvar end sædvanligvis, bl.a. som beskyttelse mod voldtægt. Men det er naturligvis en ganske anden diskussion, som ikke har noget med den dobbeltmoral, som Kjærsgaards bevæbning er et udtryk for, endsige den konkrete episode, der tyder på en klar overreaktion fra Kjærsgaard, da hun truer en kvinde af afrikansk oprindelse med sin peberspray, tilsyneladende alene pga. at være blevet verbalt konfronteret med sit partis politik. At højrefløjens klapjagt på venstrefløjen sættes i et oplysende relief, turde til gengæld være helt åbenlyst i kølvandet på en helt anden, og unægtelig mere omfangsrig våbenhistorie. 

I samme uge, som Kjærsgaard trækker sin skarpladte peberspray, bliver hendes forhenværende partikollega og tidligere medlem af Folketinget og Europaparlamentet for Fremskridtspartiet, Uwe Jensen anholdt i USA, mistænkt for bl.a. at være mellemmand i en handel med 9.000 AK47-rifler til en højreekstremistisk terrorgruppe i Colombia. 

Der bliver ikke søsat særskilte debatter om højrefløjens generelle terrorsympatier og voldsforherligelse af den grund, skønt noget sådant utvivlsomt ville have fyldt medierne (godt hjulpet på vej af Dansk Folkeparti), om der havde været tale om et tidligere folketingsmedlem af f.eks. VS, der var i færd med at sælge 9.000 AK47-rifler til f.eks. PFLP. Det ville ganske givet have været »beviset« på rimeligheden af PETs ulovlige overvågning af lovlige, politiske partier, ja, efterretningstjenesten ville sikkert blive ansporet til yderligere overvågning og registrering af lovlig politisk aktivitet på venstrefløjen – og mon ikke der var blevet vredet yderligere nogle 100 millioner kroner ud af regeringen til »terrorbekæmpelse« på den konto?

Men eksempler på højrefløjens »voldforherligelse« og »terrorsympatier« fører pudsigt nok ikke til et lignende ræsonnement, betræffende højrefløjen – her er det stiltiende opfattelsen, at Uwe Jensen er en »enlig svale«, og TV-Avisen overreagerer pudsigt nok ikke i denne situation og spørger justitsministeren: »Kan man udelukke, at politiske partier står bag det her?« … Faktum er, at Dansk Folkeparti (bevidst, naturligvis) går fejl i byen, når det er venstrefløjen, som over en kam karakteriseres som »terrorsympatisører«.

Én ting er, at f.eks. fremtrædende medlemmer af Dansk Folkeparti har været aktive medlemmer af Den Danske Forening, mens denne helt klart opfordrede til »modstandskamp« mod indvandringen, nemlig folketingsmedlemmerne Søren Krarup og Jesper Langballe samt pressechefen Søren Espersen, og at Søren Krarup ikke er gået af vejen for direkte at opfordre til at sabotere Dansk Røde Kors: »Jeg vil opfordre alle til at afvise og sabotere dette foretagende …« (Ekstra Bladet, 4.1.97). Det fortæller måske i sig selv noget om paratheden til at se igennem fingrene med ulovlige midler blandt visse på højrefløjen, hvis de politiske ikke slår til?

Men noget andet er, at Uwe Jensen som bekendt heller ikke er højrefløjens eneste eksempel på direkte brug af eller støtte til handlinger, vi sædvanligvis forbinder med terror. De mange attentater og attentatforsøg mod moskeer og asylcentre i Danmark, som Den Danske Forening tilmed har registreret og offentliggjort i sit medlemsblad som udtryk for »modstandskampen« taler sit eget tydelige sprog. Den 10. maj 2001 blev Aarhus Universitets afdeling for Genetik og Økologi udsat for et brandattentat, der kostede fem millioner kroner i sod- og røgskader, og som blev fulgt op af en offentliggjort erklæring, der tog ansvaret for branden, med hvilken man ville bekæmpe, at genforskerne »sætter sig på Guds trone« og »fusker med selve livet«. Motiverne var med andre ord de samme, som er kendetegnende for kristne fundamentalister på højrefløjen i USA.

Den 16. marts 1992 blev Henrik Christensen dræbt af en brevbombe i Internationale Socialisters lokaler i Søllerødgade i København – den politiske motivation synes åbenlys. Den ensidige fokus på venstrefløjen, som med jævne mellemrum dukker op i de danske medier (og som ikke mindst Dansk Folkeparti har skamridt) i forhold til støtte til væbnede grupper eller kriminelle handlinger, overser behændigt begivenheder i yderkanten af dansk politiks højrefløj i det forløbne tiår. Men afspejles dét i den almene, politiske debat og det indtryk, der videregives befolkningen? Gæt selv.

Rune Engelbreth Larsen
Kontradoxa, 15.11.2002