Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Fejltagelsen i Israel

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Det var en fejltagelse mod den tids palæstinensere at placere et Israel i Mellemøsten som 'kompensation' for årtusinders vestlig jødehetz og det nazistiske holocaust, men det ville selvfølgelig blot være en ny fejltagelse mod vor tids israelere at kæmpe for at fjerne Israel igen - tilbage, er er kun håbet om et minimum af oprejsning til palæstinenserne i kraft af deres egen stat ...

Den virkelige tragedie i konflikten mellem Israel og de statsløse palæstinensere er, at der reelt intet nyt er sket i et halvt århundrede. 

Zionisternes nøje planlagte etniske udrensning, der i årene 1947-1949 kulminerede under dannelsen og konsolideringen af staten Israel, er og bliver udgangspunktet for forståelsen af enhver efterfølgende krise, konflikt og krig i området. Eneste nyhed er, at situationen bare er blevet gradvist forværret for palæstinenserne, og den nyhed har man sådan set blot kunnet gentage, ikke bare efter krigene i 1956, 1967 og 1973, men også under Oslo-processen i 1990erne, hvor PLO holdt ophørsudsalg, alene for at få Arafat tilbage på den internationale, politiske scene, samt dagligt siden Sharons provokerende magtdemonstration i følgeskab af 1.000 væbnede israelske tropper på Al-Haram al-Sharif (Tempelbjerget) i september 2000. 

Faktum er, at staten Israel var en fejltagelse fra første færd af. En fejltagelse, som Vesten bl.a. skulle bruge til at afvaske sin dårlige samvittighed efter to årtusinders tilbagevendende antisemitisme, kulminerende i russernes pogromer og nazisternes holocaust. Løsningen var fikst nok at lade det islamiske Arabien betale prisen for alverdens ugerninger, som det kristne Vesten havde påført jøderne. 

En betingelse for det mindste fremskridt i en kommende fredsproces i Mellemøsten er, at Vesten i almindelighed og israelernes politiske ledere i særdeleshed erkender, at staten Israel er skabt ved at fordrive og udrense Palæstinas oprindelige befolkning, bl.a. ved hjælp af en række veldokumenterede massakrer og terroraktioner. Endvidere må man droppe den absurde hævdelse af jødernes »historiske ret« til et land, der skulle kunne være »nedarvet« over to årtusinder til jøder spredt omkring i hele verden, alt imens hovedparten af de mennesker og slægter, der rent faktisk beviseligt har beboet landet århundred efter århundred før den jødiske indvandring, er udrenset og forment adgang til deres hjemland. 

Skulle der endelig være tale om en historisk »arveret« til landet, må den selvsagt tilfalde dem, der faktuelt beboede landet, før indvandringen af jøder for alvor tiltog fra og med 1920erne og 1930erne og før folkefordrivelserne af palæstinenserne i 1947-1949 og under de efterfølgende krige. De hidtidige indbyggere var uden undtagelse alle sammen arabere, hvad enten de så tilhørte den religiøse majoritet af muslimer eller de religiøse mindretal af jøder og kristne. 

De europæiske og russiske jøder, som derimod kom (og kommer) tilstrømmende i milliontal for at fylde det nuværende Israel, er blot i gang med at konsolidere tyveriet af et helt land. Vesten og Israel må simpelthen bide i det sure æble og åbent erkende, at Israels dannelse var en fejltagelse og stille sig parat til at kompensere herfor. 

Skulle jøderne have haft et særskilt hjemland som historisk undskyldning for århundreders antisemitisme, burde dette rettelig have været placeret i Tyskland eller Rusland, hvor antisemitismens ofre var flest, og hvor en vis moralsk retfærdighed kunne legitimere det oven på den blodige udryddelsesmaskine, der netop her var vendt imod jøderne.

Men i Vesten vaskede man hænderne og påtvang i stedet den arabiske verden et konfliktscenario med jøder i centrum, som den i modsætning til Vesten ellers havde været så godt som foruden.

I de sidste årtier har århundreders vestlige dobbeltmoral så til gengæld ramt Vesten lige i synet igen i form af international, islamistisk terrorisme, der som historiens boomerang ubønhørligt vender tilbage til især israelske og amerikanske mål, hvor hovedårsagerne til den da også er undfanget. 

Terroristerne legitimerer netop ofte sig selv under henvisning til Israels krænkelse af millioner af palæstinensere, men behændigt negligerer den amerikanske presse samt det politiske establishment i USA og Vesten denne baggrund for hele den gordiske knude i Mellemøsten. 

Selve mulighedsbetingelsen for Israels eksistens blev tilvejebragt af målrettet jødisk terrorvirksomhed i 1930erne og 1940erne samt af vestlige stormagters selviske og tilfældige opsplitning af den arabiske verden (herunder Israel) i uholdbare skrivebordsstater, som regel overdraget til de lunefulde magthavere, der skulle indpasses i Vestens daværende stormagtsspil. Oveni kommer naturligvis den almene, globale frustration over den galopperende skævhed i fordelingen af verdens goder såvel som det tyvende århundredes øvrige eskalering af vestligt hykleri i form af et utal af overgreb, krige, statskup, terrorstøtte og sanktioner, der har krævet millioner af ofre i den tredje verden, men hver gang omhyggeligt iscenesættes i »menneskerettighedernes« eller »frihedens« navn. 

Om end det næppe er erfaringen af disse fakta, der i sig selv skaber terroristen, er det i hvert fald disse fakta, som skaber den folkelige frustration, der i sidste ende betinger og beskytter terroristernes netværk og forærer dem en absolut moralsk legitimitet i undertrykte folkeslags øjne. 

Israel er og bliver en fejltagelse. Men det er naturligvis ikke en fejltagelse, man kan lægge israelere, der er født og opvokset i Israel, til last, end ikke flertallet af de jøder, som indvandrede i århundredets begyndelse, kan holdes ansvarlige, eftersom de givetvis uvidende åd den zionistiske propaganda om at være »et folk uden land« på vej til et »land uden folk«. Propaganda, som zionisternes ledere imidlertid udmærket vidste, var løgn fra ende til anden. 

Håbet tabt i Taba

Spørgsmålet er så bare, hvad der overhovedet kan gøres ved Fejltagelsen Israel i dag? Omgøres kan den ikke uden at begå en ny historisk fejltagelse mod andre, uskyldige civile, ligesom zionisternes etniske udrensning af palæstinensere heller ikke er retfærdiggjort af nazisternes etniske udrensning af jøder. 

Hvad der er tilbage, er håbet om, at fejltagelsen dog måske kan korrigeres i tilstrækkelig udstrækning til, at palæstinenserne kan få et minimum af oprejsning, der i det mindste minimerer sandsynligheden for fremtidige konflikter. 

Meget mere tror jeg ikke, at nogen israeler kan håbe på foreløbig – og meget mindre tror jeg ikke, at nogen palæstinenser kan leve med. Så urealistisk det end måtte synes, kunne dette mål ikke desto mindre næsten skimtes under forhandlingerne i den egyptiske by Taba i slutningen af januar 2001. Israels daværende premierminister, Ehud Barak tabte imidlertid chancen på gulvet ved at spille et nærmest skizofrent dobbeltspil og ikke bakke reelt op om de resultater, som hans egne forhandlere, bl.a. den utrættelige, daværende israelske justitsminister Yossi Beilin nåede frem til i en hidtil uset positiv forhandlingsatmosfære. 

Notater fra forhandlingsforløbet i Taba, der er udarbejdet af EUs udsending, den spanske diplomat Miguel Moratinos, viser betydelig flere indrømmelser til palæstinenserne, end Barak tilsyneladende var villig til under de kuldsejlede Camp David-forhandlinger i sommeren 2000. 

Hvorfor gik det så alligevel galt?

Den 1. januar myrdede Israel generalsekretæren for den lokale Fatah-afdeling i byen Tul Karm på Vestbredden. Den 24. januar, midt under forhandlingerne i Taba, dræber Hamas to civile israelere i en gengældelsesaktion i samme by. 

Drabet fordømmes af den palæstinensiske selvstyremyndighed, men Barak, der ikke selv deltager i forhandlingerne, aflyser alligevel alle planlagte møder samme dag. Yossi Beilins opfordring til Barak går dog entydigt på at tillade delegationen at fortsætte forhandlingerne i Taba. 

At de israelske forhandlere er parate til at gå længere end premierminister Barak og dennes kontorchef, Gilad Sher, fremgår af den israelske avis Ha'aretz den 24. januar: »En kilde tæt på forhandlingsdelegationerne fortalte Ha'aretz, at udenrigsminister Shlomo Ben-Ami hyppigt foreslog acceptable ideer, men så snart han forlod rummet igen, insisterede Baraks kontorchef, Gilad Sher på, at der slet ikke var tale om officielle israelske forslag, og at den sande israelske position var en anden.« 

Tilsvarende meddeler Barak offentligt midt under forhandlingsforløbet, at han ønsker hele den gamle bydel i Jerusalem samt alle helligstederne under israelsk suverænitet, hvilket vi i dag kan konstatere var langt fra ånden i de kompromisser, der samtidig blev arbejdet med i Taba. Barak spiller altså åbenlyst på to heste, og hans løbende udmeldinger går i den stik modsatte retning af de konkrete fremskridt, som hans egne forhandlere opnår i Taba. 

I sit første brev til den nyvalgte amerikanske præsident, George W. Bush, understreger han således den 25. januar, at han ligefrem vil betragte det som »forræderi« at overdrage suverænitet over Tempelbjerget (Al-Haram al-Sharif) til palæstinenserne og obstruerer igen mulighederne i Taba. 

Forhandlingerne fortsætter imidlertid, og da de afsluttes, erklærer Israels udenrigsminister, Schlomo Ben-Ami og palæstinensernes talsmand, Ahmed Qureia overraskende samstemmende: De to sider »har aldrig tidligere været så tæt på at opnå en aftale«. 

Forhandlerne forsøger derfor også at stable et hastigt topmøde på benene mellem Arafat og Barak i Stockholm, men Barak vil kun møde Arafat, hvis mødets udfald er fuldstændig givet på forhånd. Eftersom møderne i Taba er afsluttet uden at være nået helt til vejs ende, er chancen for en aftale dermed reelt væk, hvad enten de hidtidige mirakuløse fremskridt så måtte være blevet båret frem af Arbejderpartiets panikbehov for en feberredning i valgkampens finale og PLOs frygt for en jordskredssejr til arvefjenden Sharon. 

Arafat holder dernæst en aggressiv tale i Schweiz, hvor han beskylder Israel for at føre en »barbarisk krig« og anvende »fascistisk militæraggression« mod palæstinenserne samt at benytte forbudt, urandepleteret ammunition. Israel benægter beskyldningerne, og Barak meddeler, at der efter Arafats udmeldinger ikke bliver tale om noget topmøde. 

Det er et retorisk slag i luften, eftersom afvisningen heraf allerede i forvejen er en konsekvens af de udmeldinger, Barak er kommet med dagen forinden såvel som de holdninger, han løbende har proklameret under forhandlingerne i Taba i modsætning til sine egne forhandlere. 

For Uri Avnery, lederen af den israelske fredsbevægelse, Gush Shalom er forhandlingssammenbruddet kun alt for karakteristisk for Ehud Barak. Avnery beskriver den 23.2.2002, hvorledes det altid har været Barak, der har trukket i nødbremsen, når en fredsaftale var inden for rækkevidde: »Alle de involverede mente på det tidspunkt, at en aftale var tæt på. Så skete noget med Barak. Som de israelske deltagere bevidnede (og som Arafat fortalte mig for et par dage siden), flippede Barak simpelthen ud. Han trak sig tilbage, barberede sig ikke og nægtede at mødes med selv sine nærmeste medarbejdere. Noget tilsvarende skete i Taba. Da aftalen var lige oppe over, beordrede Barak samtalerne indstillet.« 

Barak syntes fuldstændig skizofren de sidste dage inden valget i Israel, og til trods for at han fra Jerusalem gentagne gange modsagde de kompromisser, man arbejdede seriøst med under forhandlingerne i Taba, og til trods for at han kategorisk havde afvist at mødes med Arafat ved flere lejligheder, hed det pludselig i Ha'aretz den 1. februar, at Barak »afventer en officiel invitation, før han beslutter sig for et topmøde med Yasser Arafat«. 

Barak lægger dermed kun alt for let op til Likuds kritik, der samme dag tørt konstaterer, at han »fortsætter sin zig-zag-politik«. Derved bliver det, og alt er atter tabt på gulvet. 

Sharon vinder som bekendt valget i Israel få dage senere. 

Fra Irgun og Haganah til PFLP og Hamas

Er der en realistisk chance for at genoptage forhandlingerne, hvor de blev sluppet i Taba? Næppe. 

En løsning afhænger især af, at Israel og Vesten vedkender sig ansvaret for de millioner af palæstinensiske flygtninge, der i dag lever under kummerlige kår i Mellemøsten. Og så længe ikke bare selve den historiske fejltagelse får lov at bestå, men også resultatet af denne tilmed forværres dag for dag i voksende flygtningeskarer, så længe kan ingen med hånden på hjertet forvente, at palæstinensiske partisaner eller terrorgrupper skal frasige sig noget som helst middel i kampen for at nedkæmpe besættelsesmagten Israel eller decideret forsøge at tilbageerobre hele eller dele af deres tabte hjemland med våben i hånd. 

Og hvorfor skulle palæstinenserne i øvrigt ikke også tage ved lære af de jødiske terrorgrupper som Irgun og Stern, for slet ikke at tale om zionisternes officielle hær Haganah, der ikke holdt sig tilbage fra massakrer, propagandaløgne og terroraktioner mod civile arabere? Hvorfor skulle Hamas, Al Aqsas Martyrbrigader eller PFLP føle sig specielt umoralske, når f.eks. israelske premierministre som Begin og Sharon har ført krig mod »palæstinensisk terror«, mens de samme israelske ledere selv har en forhistorie som notoriske terrorister? 

Nej, kun nypolitisk korrekthed hindrer mange i at indrømme offentligt, at de selvfølgelig godt forstår de palæstinensiske terrorangreb på baggrund af de historiske uretfærdigheder af uoverskuelige dimensioner, der er begået imod palæstinenserne. Den baggrund er der af samme grund mange i Israel og USA, som gerne vil glemme. 

Men én ting er naturligvis at forstå, hvorfor tidligere jødiske terroristers forargelse over palæstinensiske terrorister er åbenlyst hykleri, såvel som at erkende, hvorfor palæstinensiske grupper tyr til terrormidler imod en knusende militær overmagt. I denne nøgterne forståelse ligger selvfølgelig ingen bifalden af drab på civile. 

Men uanset om vi kan lide det eller ej, og uanset hvor meget vi med rette begræder civile, der bliver flået i stykker af palæstinensiske selvmordsbombere eller sprængt til blodige atomer af missiler fra de israelske helikoptere og F16-fly, så vil dette blodbad fortsætte og fortsætte, indtil enten den ene side har mere eller mindre udslettet den anden side. Eller indtil palæstinenserne tilstås en reel, suveræn stat (i ordets fulde betydning) med navnet Palæstina og hovedstaden i al Quds/Jerusalem. Af omfang må denne stat som absolut minimum udgøre 22 procent af det nuværende Israel, dvs. de besatte områder fuldt og helt uden israelske bosættelser, eller evt. under bevarelsen af visse bosættelser ombyttet med områder af tilsvarende omfang i det eksisterende Israel. 

Men ville dette da være en retfærdig løsning for palæstinenserne? 

Nej, langtfra. Efter at være blevet smidt ud af deres hjemland for et halvt århundred siden spises de af med efterladenskaberne i 22 procent af landet? Nej, »retfærdigt« ville det ikke være. Men som minimum ville det måske være tåleligt, hvis og såfremt det blev kombineret med en tilfredsstillende løsning for de mange palæstinensiske flygtninge. 

Alligevel modsætter både USA og Israel sig selv en sådan løsning, hvor israelerne altså bevarer 78 procent af det land, som de før krigen i 1948 kun beboede 6 procent af. 

Kan det undre nogen, at arabere frustreres, når de hører, at det er palæstinenserne, der beskyldes for at stå i vejen for en fredsløsning?

Rune Engelbreth Larsen
Kontradoxa, 4.9.2002


LÆS OGSÅ: Palæstina/Israel-konflikten og andre globale konfliktscenarier analyseres af Rune Engelbreth Larsen i bogen Terrormyten og det amerikanske imperium.