Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Terrorbekæmpelse involverer vestlig selvransagelse

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Verdenshistoriens mest voldsomme terrorangreb ændrede på få timer verdenssituationen den 11. september 2001. Angrebet er rettelig blevet fordømt i sprogets stærkeste gloser som den frygtindgydende foragt for uskyldige menneskeliv, det er udtryk for, men har unægtelig også medført et hykleri af foruroligende dimensioner i Vesten.

Det følelsesmæssige chok og den medfølende sorg, der uundgåeligt følger af at bevidne selve angrebene på tv såvel som reaktionerne hos pårørende til de tusinder af terrorofre i USA, blandes således med en trist kvalme over den dobbeltmoralske selviscenesættelse, som vestlige toppolitikere misbruger tragedien til at udbasunere i den trykte og elektroniske presse – så godt som uden skyggen af nøgtern nuancering.

Næsten ikke en eneste kommentator tør tilsyneladende kritisere de tykkeste propagandaklicheer i denne tid, som når f.eks. George Bush udtaler: ”Verdens frihedselskende nationer står sammen med os. Det vil blive en voldsom kamp mellem det gode og det onde, men det gode vil vinde.” Igen og igen er sådanne udtalelser blevet messet af amerikanske og andre vestlige politikere i en retorik, der næsten lever fuldt og helt ned til den firkantede verdensopfattelse fra indskrænkede diktatorer som f.eks. Saddam Hussein. Forskellen er imidlertid, at hvor pressen i Irak er tvunget til at synge med på diktatorens omkvæd, står stort set hele den vestlige presse frivilligt parat til at agere mikrofonholdere for den amerikanske propaganda.

Sagen er jo den, at både pressefolk og politikere i øjeblikket har valgt et kollektivt hukommelsestab af dimensioner, som ikke gavner den mindste smule i forhold til problemet med fundamentalistiske kynikere i verdens døds- og livsforagtende terrorceller. Vi er nødt til at grave spadestikket dybere end mikrofonholderiets sort/hvide selvforståelse og stille os selv det ubehagelige og upopulære spørgsmål, hvad det egentlig er for et omfattende kompleks af politiske, historiske og religiøse faktorer, som har medført en verdensorden, hvor terror er blevet en del af virkeligheden.

At det er kommet så vidt, at mange er parate til at udføre (og endnu flere bifalde) sådanne aktioner, skyldes i høj grad en vestligt dikteret verdensorden, der jo langtfra blot er udtryk for ”menneskerettigheder” og ”demokrati”, hvor mange fattige lande har stået model til en ufattelig kynisme fra ikke mindst USAs side.

Befolkninger i den tredje verden har imidlertid ikke CNN og andre talerør til time efter time at vise hjerteskærende billeder af sørgende mødre og ulykkelige familier, f.eks. efter de hundredtusinder af irakiske børn, der er døde som direkte følge af amerikanske handelsrestriktioner. Millioner af udsultede verden over giver nok heller ikke så meget for den vestlige verdens ”frihedselskende nationer”, hvor den økonomiske skævvridning ifølge Verdensbanken har gjort den rige verden 37 (syvogtredive) gange så rig som den fattige –- for kun 100 år siden var der tale om en faktor 5.

Hundredtusinder af palæstinensere, hvis familier år efter år har oplevet Israel sidde FN-resolutioner overhørig uden konsekvenser og gennemføre diskrimination og militærangreb med amerikansk militærmateriel og delvist for amerikanske midler, nærer naturligvis heller ikke samme varme følelser for ”verdens politibetjent” som den gennemsnitlige vestlige politiker. Vi må turde kaste blikket i spejlet og erkende, at disse urimeligheder samlet set ikke kun, men også hviler på den vestlige verdens samvittighed, der i sidste ende selv er med til at skabe grobund for en farlig desperation blandt millioner af mennesker, hvor sandsynligheden øges for, at fundamentalisme og terrorisme i bogstaveligste forstand eksploderer.

Det nytter ikke noget at lukke øjnene for disse aspekter, tværtimod er den eneste metode til at fratage den tiltrækningskraft, som terrorisme har på desperate mennesker, dybest set at sikre en mere retfærdig verdensorden.

Det tager lang tid – men vejen går ikke over unuanceret dækning af amerikansk selviscenesættelse som ”de gode, frihedselskende nationers leder”, eller over Poul Nyrup Rasmussens selvretfærdige arrogance over for hjemlige islamiske organisationer, som han groft mistænkeliggør ved at afvise at tage imod deres venlige invitation til dialog. Den går derimod over nøgtern kritik af det store vestlige medansvar for det problemkompleks, der forærer terrorister et alt, alt for omfattende grundlag for at rekruttere tilhængere og martyrkandidater. Intet som helst retfærdiggør drab på uskyldige mennesker, og naturligvis skal de skyldige terrorister straffes. Men ingen kan være blind for, at løsningen på terror-problemet uundgåeligt involverer en nok så bitter selvransagelse hos den vestlige verdens ledere, presse og befolkning.

Rune Engelbreth Larsen
Faklen.dk, 15.9.2001