Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Kulturradikalisme i det 21. århundrede?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Hvor er kulturradikalismen i begyndelsen af det 21. århundrede? Dette spørgsmål har flere rejst i kølvandet på udgivelsen af antologien Den kulturradikale udfordring (red. Jørgen Knudsen) med de 12 forelæsninger over kulturradikalismen, som var et tilløbsstykke på Københavns Universitet sidste forår. 

Således spørger eksempelvis Politikens Bjørn Bredal: »Hvad er den kulturradikale udfordring i dag?« – og Berlingske Tidendes Nils Gunder Hansen: »Så hvad med en foredragsrække til med start i 1960?«

Den 27. maj griber Tøger Seidenfaden tilbage til Georg Brandes som den, der »hverken er helt eller halvt kompromitteret« af diverse brud med frihedsrettighederne og kommunismens »totalitære fristelse«. Seidenfaden fastslår uden omsvøb, at der er »god brug for aggressiv kulturradikalisme lige nu«.

Hvad naturligvis bringer os tilbage til Bredals spørgsmål: Hvad er den kulturradikale udfordring i dag?

Der er ganske givet mange uudtalte svar på dette, men nu hvor spørgsmålet er rejst og dermed udtalt, turde der vel også være anledning til at vove et bud på dele af kulturradikalismens agenda lige nu, ved begyndelsen af det 21. århundrede.

Jeg deltog selv med et oplæg i den paneldiskussion, der afsluttede forelæsningsrækken om kulturradikalismen på Københavns Universitet sidste år, og forsøgte at provokere til debat om nutidens kulturradikale udfordring med et bud på noget, der med en let omskrivning af Seidenfadens ord måske kunne karakteriseres som begyndelsen på en offensiv kulturradikalisme.

Nu, hvor forelæsningerne er nået ud til et bredere publikum, og selvsamme debat er efterspurgt, er der måske grund til at gentage, hvorfor en sådan offensiv er nødvendig, og hvorfor den må få karakter af et kulturopgør.

Aldrig var et kulturopgør vel så påkrævet som i hele det tyvende århundrede, det sorteste kapitel i verdenshistorien, hvor to verdenskrige, Auschwitz og Gulag, atombomben, hungerkatastroferne, imperialismen og den nyliberalistiske globalisering tegnede den internationale kulisse bag vor egen fade socialdemokratisme, hvis svar på alting blot var en en kvælende dyne af kontrol, bureaukrati, og populisme solgt som pakkeløsning med stemplet »velfærd«, der skulle få det hele til at glide lidt lettere ned.

En lidenskabsløs snusfornuft, som til stadighed patologiserer og tvangsinstitutionaliserer livsytringer i alle aldre ved at gøre dele af samfundet til et koldt, institutionshjem, til tider i hele eller store dele af døgnets 24 timer, hvor medmenneskelighed stilfærdigt og hjælpsomt erstattes af håbløst underbemandet klientgørelse. En vækstmoral, hvor lønarbejde og kun lønarbejde macht frei, og hvor en desinteresseret opinion har slugt den absurde propaganda råt, at selv tvangsarbejde er synonym med omsorg, og frihed roden til alt ondt.

Aldrig var et kulturopgør så påkrævet og aldrig så tragisk dets udebliven som i det tyvende århundrede, der herhjemme var socialdemokratismens århundrede. En socialdemokratisme, som aldrig nogen sinde kom kommunismen og nazismen nær i brutalitet, men i stedet forfinede strategien »magt for magtens egen skyld«, imens parti og stat uformelt smeltede mere og mere sammen. Den gyldne middelvejs kunst så socialdemokraterne gerne deres indsats som, men hvor ofte er det ikke blot blevet den laveste fællesnævner, som har skruet politikken sammen i patchworkløsninger, hvis primære formål var at bevare regeringsmagten valgperioden ud? Ingen visioner for kultur og samfund, kun hul retorik om et »foregangsland«, altimens internationale organisationer med stigende bekymring ser på landets diskrimination af etniske minoriteter, psykisk tortur i form af isolationsfængsling, flygtninge anbragt i containere, 5.000 juridisk uskyldige asylansøgere automatfængslet årligt og over en kvart million danskere under fattigdomsgrænsen …

Kulturradikalismen var et kulturopgør, som desværre aldrig slog helt til og derfor forblev en sten i skoen i stedet for en sten i vejen for den omsiggribende dehumanisering og deintellektualisering.

Brandes vandt ingen virkelig blivende kulturfornyelse i sin egen tid, og intet kulturelt forår fulgte heller i den øvrige del af det tyvende århundrede – skønt gennembruddet lyste op i mørket, var isen alt, alt for tyk.

Arrogance, ignorance og intolerance erobrede flere og flere sind, nationalistisk nidkærhed greb flere og flere folk og kvalte slutningen af det nittende århundrede og begyndelsen af det tyvende. Siden er der ikke meget nyt under himlen, og solen lader endnu vente på sig. Isen er ikke blevet tyndere, og det er nøjagtig den samme kulde, der lagde sig over slutningen af det tyvende århundrede, som nu truer med at kvæle begyndelsen af det enogtyvende.

Hvor ubehageligt genkendelig er således f.eks. ikke hele den nationalistiske højrebølges essens i Grundtvigs skingre fædrelandskærlighed fra 1848: »Faar vi ægte Danske Love, / Danske Skoler Splinternye, / Danske Tanker, Danske Plove, / Rinder op vort gamle Ry: / 'Dansken, lykkelig begavet, / Boer med Fred og Fryd paa Havet;' / Da er Folkets Daad og Digt, / Da er alting folkeligt! / Svar ei fattes Skoven! // Præst og Adel, Borger, Bonde, / Konstner, Skipper, Skolemand, / Kalde alt Udansk det Onde …«

Men hvor afsløret af Brandes, der i 1925 hovedrystende tilstår, at han ikke forstår Grundtvigs tale om danskerne som »Guds Hjertefolk«, og skriver: »Den nationale Selvfølelse, der i Oldtiden bragte Grækere, Romere og Jøder til at anse sig for bedre end andre Folkeslag – og denne Selvfølelse var jo ikke grundløs – har efterhaanden bemægtiget sig alle europæiske Folk. Ligesom utaalelige Mennesker, der bestandig udkrammer deres indbildte Fortrin eller deres tidligere Triumfer, saaledes er de europæiske Folk næsten uden Undtagelse nutildags forfaldne til den smagløse Vane at rose sig selv. Neppe et Folk er saa lille og saa lidet betydende, at det ikke anser sig selv for Jordens største Folk. (...) Deraf Fremmedhadet og Hadet mod de fremmede Elementer i Folkene, f.Ex. det allevegne stigende Jødehad.«

Men har vi flyttet os i forhold til denne karakteristik med trekvart århundrede på bagen? Ja da – i stedet for at hade jøderne, hader vi nu muslimerne. Bravo.

En ny syndebuk, et nyt fremmedhad, en ny selvtilstrækkelighed. En ny genvej til det civiliserede barbari af had, hetz og holocaust, som ingen »barbarer« i kulturhistoriens talrige »primitive« og »underlegne« epoker nogen sinde har formået blot tilnærmelsesvis at matche Vestens formidable præstationer i.

I absolutismens navn er vores historie tynget af selvretfærdige overgreb, der gør enhver bagatellisering af samtidens syndebukkepolitik imod »de fremmede« til skamme. Det er, som om vi ikke tager det alvorligt – det rammer jo ikke os selv – og måske har vi simpelthen vænnet os til vor egen kulturarvs grusomheder i astronomisk størrelsesorden:

I kristendommens absolutte sandheds navn har korstog, inkvisition og mission udøvet et kulturhistorisk terrorregime uden sidestykke – for »Guds« skyld. I socialismens videnskabelige sandheds navn er millioner blevet undertrykt og udslettet – for »folkets« skyld. I kapitalismens økonomiske sandheds navn er samfund og nationer blevet undertrykt og sønderbombet – for »frihedens« skyld. Lige siden kristendommen blev kirkemagt, har Vestens Verdensorden dybest set været sort/hvid. Vesten selv absolut god og absolut sand. Vejen, Sandheden og Livet. Og følgelig er alt andet ofte blevet anset for at være absolut primitivt eller absolut forkert -– i værste fald også absolut ondt.

Enhver humanistisk hævdelse af det kætterske standpunkt, at det sande for den ene, ikke nødvendigvis behøver at være sandt for den anden, er over for absolutismen i enhver afskygning naturligvis blevet afvist som absolut latterligt. Men har man overvejet grundlaget for denne selvsikkerhed tilstrækkeligt?

Næppe. Derfor går den absolutte sandhed i sine grelleste eksempler ubesværet videre, hånd i hånd med den absolutte intolerance. Den er en del af vores kulturarv, og hvis vi vil et kulturradikalt aftryk på fremtiden, må vi også gøre os denne arv så smerteligt bevidst, så vi kan fralægge os al indflydelse fra den.

Herhjemme vinder i dag det nationalistiske patent på en statisk danskhed frem – sine steder direkte, sine steder indirekte – iscenesættelsen foregår naturligvis atter i absolutismens kategorier. Danskheden er således absolut etnisk ren, absolut kristen og absolut indiskutabel. Ingen plads til forskellighed, ingen plads til en individuel danskhed.

I værste fald i Dansk Folkepartis overbudspropaganda, hvor de »fremmede« er barbarer, som med et politisk nykorrekt udtryk for etnisk udrensning skal repatrieres. I »bedste« fald i mere skjult form, f.eks. i det Radikale Venstre, hvis kirkeminister nedgør muslimske kandidater ved at mistænkeliggøre Koranen, til trods for at Koranen for enhver bogstavelig læsning rummer langt flere soleklare humanistiske træk, end det Nye Testamente kommer i nærheden af.

Et omsiggribende fremmedhad er konsekvensen af nationalismens ensretning, i det store og i det små – på Brandes' tid såvel som i vor egen.

Kun ét risikerer i længden at blive mere nærende for fremmedhadet end danskhedens selektive selvtilstrækkelighed og nationalromantiske fortrængninger – den moderne eurocentrisme. Der er ikke noget åbent fællesskab på vej i EU, intet globalt udsyn, men et protektionistisk snæversyn, primært til fordel for – og dikteret af – Europas multinationale selskabers konkurrencedygtighed i forhold til USAs multinationale selskaber.

Eurocentrismen er intet andet end slet skjult »nationalisme«; en halv verdensdel, der planlægger at væbne sig yderligere til tænderne og kulturchauvinistisk lukke sig om den overflod, som den i kolonialismens og imperialismens århundreder har drænet den tredje verden for. Alle de historiske små og store, fordummende interne europæiske fordomme og nationale magtambitioner afløses således ikke af gensidig forståelse og respekt, men af endnu farligere internationale fjendebilleder og stormagtsambitioner, til gavn for den Nye Verdensordens overklasse af bureaukrater og plutokrater.

Det værste i socialdemokratismen og liberalismen er her ved at gå op i en højere enhed, og resultatet er begyndelsen på en kafkask statscentralisme, hvor det enkelte menneskes integritet udslettes i formynderi og uigennemtrængelige beslutningsprocedurer, for hvilke frihed er reserveret markedsmekanismer og kapitalinteresser. Intet magtapparat kunne være bedre skræddersyet til magtmisbrug end denne forchromede kolos, hvor hermetisk lukkede komiteer og korridorpolitik er tumleplads for medlemsstaternes afdankede retrætepolitikere og strømlinede embedsmænd. Det nuværende EU er i sig selv slet og ret EUs achilleshæl. Selv de mest humanistisk indstillede fortalere for yderligere centralisering i EU-regi forsvarer snarere deres drøm om EU end henviser til – EU.

Nationalismens og eurocentrismens skær af modpoler er i dag mest et udtryk for to forskellige strategier i den dybest set fælles aversion imod ikke-europæisk ånd. Selvtilstrækkeligheden er ikke så forskellig endda. Begge flanker sværger i stigende grad til samme fjendebillede af »det fremmede« – nationalisterne direkte, eurocentralisterne som regel mest indirekte gennem et stadigt pres for at forstærke EUs ydre mure iblandet mere liberale hensigtserklæringer over for de store befolkningsgrupper af etniske minoriteter. Men begge er dybest set truet af »det fremmede«.

Ikke fordi f.eks. islam truer hverken Europa eller Danmark, men fordi tilstedeværelsen af en kulturel faktor, der så synligt træder uden for både den nationalistiske og den eurocentriske strategi uvilkårligt repræsenterer et iøjnefaldende anslag imod hele den historiske absolutisme, som vi i vestlig forstand har sværget til et par årtusinder. Hvis islam normaliseres på egne præmisser i Danmark, normaliseres »det fremmede«, hvilket i sig selv er en svækkelse af al monokulturel ensretning. Danskheden fornyes og udvides til benefice ikke blot for de såkaldt nye danskere, men – hvis vi i kølvandet herpå forstår at udvide respekten for den enkeltes egenart generelt –- tillige for de af de gamle, der også er kommet i klemme under det standende snæversyn og ensretning.

Det »fremmede« i vor tid er ikke det samme, som det var på Brandes' tid, men det fremmede er ikke mindre et fjendebillede i dag. Længere er vi ikke kommet -– end ikke efter den dyrekøbte erfaring af nazismens Endlösung.

Er det af indlysende historiske årsager blevet næsten umuligt at eksponere et bredt funderet jødehad i vor del af verden, er det til gengæld i stigende grad acceptabelt at eksponere et bredt funderet had mod islam, og sågar helt almindeligt at afsværge den multikulturelle samfundsudvikling – hvad enten man hedder Kjærsgaard, Hornbech eller Nyrup.

Dér står vi i dag.

Intet kan føre så vidt, være så nedrigt og i sidste ende så grusomt som denne, middelmådighedens ringeagt af det anderledes, af yderligtgående propagandister iscenesat som det absolut godes modstandskamp mod dets absolutte modsætning.

Den multikulturelle samfundsudvikling er omvendt en gave til os, der i det hele taget ønsker et kulturelt opbrud, og som i dag mødes med ramaskrig over så uskyldige ønsker som f.eks. lighed for loven eller adskillelse af stat og kirke.

Normaliseringen af en ny, kulturel bredde, er svækkelsen af en gammel kulturel ensretning. At vi i vort samfunds midte bliver mindet om, at alt kunne være anderledes. At andre lever og er lykkelige med det såkaldt fremmede og i det såkaldt fremmede. At dette, der synes så anderledes, giver mening og indhold i andres tilværelse. At det fremmede hos vores næste minder os om det fremmede i os selv. At det nødvendige alternativ til ensretning er accepten af og respekten for det fremmede, for forskelligheden – ja, ikke bare accepten og respekten, men tilskyndelsen til forskelligheden som det, der gør mennesket til individuelt menneske. Født, som vi er, forskellige, vores kærlighed, som vi føler forskelligt, og vort liv, som vi oplever forskelligt.

De etniske minoriteter i det danske samfund i dag er ikke en byrde, ikke en trussel, men nok en historisk omvæltning af dimensioner. Det har vi da i det mindste lov at håbe. En udfordring og en gave til en ny generation kulturradikale, et skår i al selvtilstrækkelighed og ensretning – en omvæltning, der måske kan medvirke til at vække og skabe en mangesidig, ny dansk kultur på menneskets og dermed på forskellighedens præmisser, sætte ild på fordomme og løgne og opbrænde tankelig fra henfarne tider … »Vi trænger til Ild hertillands, Ild i Sindene, Ild i Viljerne, blodrød Ildhu, som varer et Liv igennem,« gjaldede Brandes for en evighed siden.

Hvor meget ret ville han da ikke have også i dag, hvor den respekt, der fører til medmenneskelighed og engagement, er mere ildeset end nogen sinde?

Lad os da byde socialdemokratismens nivellerende formynderi farvel, lad os byde nationalismens udstoppede fædrelandsromantik farvel, lad os byde eurocentrismens arrogance farvel og hilse anledningen til et glødende kulturopgør velkomment – aldrig har det været så tiltrængt. Et sted skal det jo starte, og kunne ikke kampen for den multikulturelle samfundsudvikling være første skridt i retning af en ny, kulturradikal agenda for det 21. århundrede, en katalysator for frihed til forskellighed?

Man kunne dog håbe. Lad os derfor – skønt tiden og konteksten var en anden – gøre Brandes' ord til vore, da han afsluttede sin tale på Grundlovsdagen i 1884 med følgende ord: »Naturligvis saa jeg helst en Sværm af originale Aander iblandt os, der omformede og berigede Menneskelivet saaledes, at fremmede Folkeslag godkendte og tilegnede sig danske Tanker, danske Institutioner eller dansk Kunst. Men en særligt dansk, indestængt Kultur er en gammel Jomfru, der ingen Børn kan faa, ufrugtbar, thi ubefrugtet. Lad os da aldrig stænge Frøkornene ude!«

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 3.6.2001