Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Hetzen mod indvandrerne

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

På forsiden af Ekstra Bladet den 6. januar kunne man se, at tidsskriftet Faklen havde offentliggjort, hvad avisen kaldte en "brugsanvisning til indvandrere og flygtninge". Overskriften lød: "Sådan skaffer I jer våben".

Baggrunden for det hele, som fremgik klart af Ekstra Bladets øvrige dækning, var, at Faklen nr. 14 dokumenterer, hvorledes den yderste højrefløj igennem de seneste 10-15 år direkte har opfordret til sabotage, masseudvisninger, fratagelse af statsborgerskaber og væbnet modstandskamp imod indvandringen, samt minutiøst har forberedt og publiceret lovændringsforslag, så de, der støtter indvandrerne, kan idømmes de strengeste straffe som landsforrædere med tilbagevirkende kraft [læs artiklen her]. Disse ting lægger hverken Glistrup, Krarup, Tidehverv eller den Danske Forening skjul på, og bortset fra Glistrup er alle disse som bekendt tæt affilieret med Dansk Folkeparti, der på sin side "nøjes" med at kalde islam grundlovsstridig og muslimer "middelalderlige", "kvindeundertrykkere" og "barbarer".

I Faklen nr. 14 konstateres det på denne baggrund, at hvis tempoet i højredrejningens propaganda og fremmedhad opretholdes i det næste tiår som i det foregående, kan det blive nødvendigt for indvandrere at forsvare deres liv og tilværelse med de samme midler, som den yderste højrefløj vil tage i brug for at gennemføre den etniske udrensning, som de under dæknavnet "repatriering" agiterer for.

Dette faretruende fremtidsscenario har Faklen dokumenteret og analyseret løbende uden videre opstandelse. Men i Faklen nr. 14 blev det forbundet med en pistol på forsiden og en oplysning om, hvorledes man i dag helt legalt, men på meget omstændig vis kan erhverve sig en pistol som medlem af en dansk skytteforening – og det var tilsyneladende det, der skulle til, for at perspektiverne af den galoperende højredrejning kom i en bredere offentligheds søgelys.

Den enkelte må så selv dømme, hvad der er mest skræmmende: 1) Den yderste højrefløjs letdokumenterbare planer om etnisk udrensning og/eller væbnet modstandskamp imod indvandringen eller 2) Faklens forsøg på at trænge igennem mediemurens kvælende populisme for at gøre opmærksom på, at hvis dette fremtidsscenario realiseres, vil situationen for i titusindvis af indvandrere og flygtninge ubestrideligt blive så livstruende, at de i en sådan situation naturligvis må overveje alt for at forsvare sig selv og deres familie.

Dansk Folkeparti reagerede i en forventelig pressemeddelelse, der kræver, at politiet "straks må gå ind i sagen" imod Faklen, og ville fjerne Kulturministeriets årlige støtte, som Faklen på linje med ca. 100 andre kulturtidsskrifter modtager. Budskabet var klart: Kriminalisering og indirekte censur over for tidsskrifter, hvis holdninger ikke passer til den ny tids "politiske korrekthed".

Faklen vakte imidlertid ikke blot forargelse i borgerlige kredse, men sågar også hos Enhedslistens Søren Søndergaard. At den yderste højrefløjs trusler om illegal modstandskamp imod indvandringen det forløbne tiår ikke har ført til ½ centimeters avisforside nogetsteds, forhindrer således ikke Søndergaard i at hænge Faklen ud i Ekstra Bladet den 7.1., hvor han tendentiøst taler om det, han kalder "Faklens pistol-forslag" (sic!), og om, at "våben er ikke løsningen" – som om dette nogen sinde var blevet påstået.Ekstra Bladet havde ellers refereret hovedtræk i Faklens dokumentation af højrefløjens fremfærd særdeles sagligt, så baggrunden måtte være tydelig for enhver, og selv Århus Stiftstidende (der befinder sig ca. en halv kilometer til højre for Jyllands-Posten, og som næst efter Dansk Folkeparti er mere anti-Faklen end noget andet organ i landet) demonstrerede i en leder den 8.1., hvor indlysende pointen var: "Faklen mener, at den yderste højrefløj i landet forbereder en illegal modstandskamp mod indvandrerne og truer dem så meget, at de kan blive tvunget til at anskaffe sig våben for at forsvare sig."

Hvad Århus Stiftstidendes ultrakonservative chefredaktør ikke havde problemer med at fatte, hvor uenig han ellers var i truslen fra højrefløjen, havde Søndergaard tilsyneladende ikke tid til at sætte sig ind i – dertil sad fingeren alt for løs på aftrækkeren.

Imens kan man så spørge sig selv, hvor nødvendigt det er eller ikke er at gøre opmærksom på højredrejningens karakter i dagens Danmark:

"Jøderne er vores ulykke," ("die Juden sind unser Unglück") var et af nazipropagandaminister Goebbels' slogans, der skulle lægge denne lille minoritetsgruppe for had hos det store flertal og tjene som afsæt for og modsætning til Hitlers "nationale rejsning" – i dag messer Krarup, Camre og Kjærsgaard det budskab, at det nu er muslimerne, der er hele nationens ulykke. En af Dansk Folkepartis mærkesager er et forbud imod rituel slagtning, der skal ramme jøder såvel som muslimer, ene og alene for at kriminalisere deres religioner, ligesom en anden "dyreven", nazisten Fritz Clausen forsøgte det i Danmark i 1942.

I 1933 hængte nazisterne advarsler op på jødiske forretninger i Tyskland med ordene: "Tyskere! Køb ikke ind hos jøderne!" Den Danske Forening proklamerer tilsvarende om indvandrerbutikker i dagens Danmark: "Lad det blive et nationalt bud, at ingen ordentlig dansker sætter sine ben i ukrudtsbutikkerne."

Hvornår skal dette "nationale bud" hænges op på "ukrudtsbutikkerne"? Måske vi kunne få et svar fra Dansk Folkepartis pressechef og folketingskandidat, Søren Espersen, der er et fremtrædende medlem af den Danske Forening og skribent i foreningens medlemsblad?

Hvem kan med hånden på hjertet være i tvivl om, at muslimerne i dag generelt udsættes for en hetz, der har paralleller til nazisternes hetz mod jøderne i Tyskland i 20erne og begyndelsen af 30erne? Er der ikke rigelig grund til alarm?

I 1997 viste en EU-undersøgelse, at hele 83% af den danske befolkning erklærede sig som enten lidt, temmelig eller meget "racistisk". Treogfirs procent. Effekten af den yderste højrefløjs virke er næppe til at overse. I femten år har disse kræfter reelt haft alt initiativ.

Vi kan ikke lade stå til længere – vi kan ikke ligesom Socialdemokratiet og de radikale give efter og logrende luske i Kjærsgaards fodspor. En humanistisk modoffensiv har sjældent været mere påkrævet – vi må vende om og gå i den stik modsatte retning af højrefløjen.

Vi må vise, at Danmark ikke er lige så dødt, stillestående og kvælende som Grundtvigs nationalistiske salmer, kongehusets senile etikette og besættelsestidens barbariske ensretning. Lad os lade fortidens fædrelandsgenfærd hvile i fred og i stedet skabe et nyt og helt Danmark bygget på fællesskab og frihed til forskellighed.

Svært? Ja, meget sværere end at hoppe på den lette højrebølges patent på "danskheden". Men Danmark og danskhed er, hvad vi GØR det til. Drømme og håb forandrer sig og med dem mennesker og samfund. Om det skal være humanismens udstrakte hånd eller højrefløjens knyttede næve, der skal tegne det kommende Danmark, når fremtidens historiebøger skal skrives, er op til os.

Rune Engelbreth Larsen
Ekstra Bladet, 18.1.2000


LÆS OGSÅ: Rune Engelbreth Larsen gør selvkritisk status over egne humanistiske tilløb i 1990'erne: Humanistisk retrospekt, 1990-2000