Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Besættelse

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

I slutningen af 30erne returnerede Danmark jødiske asylansøgere til forfølgelse i det Nazityskland, de var flygtet fra. I slutningen af 90erne afviser Danmark i tusindvis af asylansøgere, der flygter fra andre dele af verden. I 40erne såvel som i 90erne er der ikke desto mindre samvittighedsfulde danskere, der trodser loven og hjælper afviste asylansøgere med en illegal tilværelse under jorden.

Da vi nærmer os den 9. april, årsdagen for nazisternes besættelse af Danmark, er det måske en kærkommen anledning til at spørge, hvilken parallel der er disse forhold imellem.

Sognepræst Leif Bork Hansen, der offentligt har indrømmet, at han har skjult 26 asylansøgere, var ikke i tvivl, da han om vor tids flygtningepolitik udtalte til pressen: "Det ligner i uhyggelig grad situationen i 30erne, hvor jødiske flygtninge blev sendt retur til Tyskland." (Ekstra Bladet den 11.2.). Siden er han blevet truet med fyring og fængselsstraf og har trukket sig tilbage fra den offentlige debat.

Imidlertid er der i forvejen en hjemlig bevægelse, som rent faktisk selv hævder en slags patent på parallellen til modstandsbevægelsen under besættelsen, og det til trods for, at den netop er af diametralt modsat observans end det omfattende netværk, der skjuler afviste asylansøgere - det drejer sig om den Danske Forening.

Også for den Danske Forenings selvforståelse er den 9. april en nøgledato, for det er nemlig foreningens opfattelse, at vi i dag oplever en besættelse med dramatiske konsekvenser, der er fuldt ud sammenlignelig med den nazistiske okkupation af landet for 59 år siden.

Igennem sin 13-årige, turbulente historie har foreningen vedholdende drevet sin agitation vha. en modstandsretorik og besættelsesmetaforik, som har forsøgt at tegne et billede af et moderne Danmark, der ligefrem er ved at blive "besat", "koloniseret" og "invaderet" af (islamiske) indvandrere og flygtninge; en besættelse, under hvilken foreningen ser sig selv som nationens redning, og af samme grund sågar har koketteret med tanken om at blive "tvunget" under jorden og videreføre sin virksomhed illegalt.

Allerede i en status over den Danske Forenings virke 1989-90 opfordrer redaktøren af foreningens medlemsblad, Sune Dalgård til modstandskamp: "Det var svært at rejse modstandskampen for 50 år siden. Det er svært også i dag. Men der er kun én vej. Fremad." (Danskeren nr. 2, 1990, s. 23).

I en af bladets ledere lader Dalgård da heller ingen tvivl om, hvem "besættelsesstyrken", som skal bekæmpes, er. Dalgård skriver, at politikerne har "påtvunget Danmark og det danske folk en vældig besættelsesstyrke af fremmede, der kan optræde som håndlangere for 800 millioner muslimer i hele verden, hvis magt og ufejlbarlighed de praler af at repræsentere". (Danskeren nr. 2, 1989).

Den slags vilde påstande accepteres uden videre som gangbar "argumentation" i den Danske Forening. Foreningens formand, Ole Hasselbalch ser sig f.eks. heller ikke for god til at tegne et ualmindelig fordomsfuldt og stereotypt billede af "besættelsesstyrkens" tropper: "Med hvilken ret påtvinger flertalspolitikerne os en pseudohumanitær flygtningeordning, som tilsidesætter hensynet til de virkelig nødlidende og blotlægger landet for narkokriminelle, plattenslagere og lykkeriddere med frisørrigtigt hår, smart tøj og klar fornemmelse af, hvad et diskotek kan bruges til?" (Viljen til modstand, s. 63).

Ikke mindre ude af proportioner er den hyppige advarsel til de "landsskadelige" politikere om, at de en dag vil "blive stillet personligt til ansvar" (Danskeren nr. 5, 1989). Den, "der fremmer eller medvirker" til kolonisation, "gør sig skyldig i forræderi mod Danmark" (Danskeren nr. 1, 1990), og foreningen forsikrer uden at blinke offentligheden om, at den "systematisk registrerer politikernes gøren og laden" (Danskeren nr. 2, 1991).

Hvis det står til den Danske Forening skal disse "landsforrædere" straffes. I 1998 fremlægger man således sit eget konkrete ændringsforslag til straffelovens afsnit om forbrydelser mod statens sikkerhed.

§ 98, stk. 1 i straffelovens kapitel 12 ville f.eks. se således ud, om den Danske Forening havde magt, som den har agt (de kursiverede afsnit er foreningens tilføjelser til den hidtil gældende lov): "Den, der foretager en handling, der sigter til ved udenlandsk bistand, eller bistand fra fremmede etniske grupper i landet eller i udlandet, ved magtanvendelse eller ved trussel derom at bringe den danske stat eller nogen del af denne, herunder også mindre landområder og bykvarterer, under fremmed herredømme eller løsrive nogen del af staten, straffes med fængsel indtil livstid." (Danskeren nr. 1, 1998, s. 7).

Den Danske Forening lægger endvidere op til, at den reviderede lov "får tilbagevirkende kraft". Fængsel i indtil livstid.

Selve besættelsesstyrken vil man til gengæld nøjes med at "repatriere". Herom skriver styrelsesmedlem Peter Neerup Buhl: "Det moderate valg hedder hjemsendelse, om nødvendigt med tvang, men vel planlagt og under anstændige former." (Danskeren nr. 4, 1996, s. 11). I lederen i samme nummer hedder det ikke desto mindre om den "moderate" repatriering, at den "næppe vil kunne ske uden dramatisk brud med det, der hidtil er opfattet som 'humanitært' …".

Imidlertid har foreningen ikke magt som den har agt - deraf selvfølgelig også "parallellen" til modstandsbevægelsen under besættelsestiden. Man har derfor oprettet en "Danmarksfond", hvis konkrete formål hemmeligholdes, men om hvilken formanden dog røber: "Fondens eksistens skal ligge som en latent trussel over for de kræfter, der undergraver Danmark. Der oplyses derfor hverken om fondens størrelse eller bidragydere, og det kan heller ikke forventes oplyst, hvordan midlerne er sat ind." (Danskeren nr. 2, 1995, s. 8). Hvad der ligger i "latent trussel", uddybes ikke.

Foreningen ønsker heller ikke at tage afstand fra de voldelige midler, som de allermest yderliggående grupper og enkeltpersoner på højrefløjen tager i brug i kampen mod indvandringen - om end man heller ikke tilslutter sig disse.

På landsmødet den 27. september 1992 udtrykker formanden denne politik som en naturlig følge af et uundgåeligt dilemma. På den ene side vil man ikke bekæmpe de "bøller" og "ekstremister", som for en eftertid kan fremstå som "vor tids modstandsbevægelse", men på den anden side vil man heller ikke bifalde disses metoder, der er i modstrid med foreningens grundlag. Kursen skal være neutral eller rent deskriptiv.

Den "neutrale" grænse mellem billigelse og misbilligelse er imidlertid hårfin, og man kan diskutere, hvor neutral f.eks. følgende "forståelse" for danske "tæskehold" er: "Med kioskrøverier, indbrud, tasketyverier, vold og overfald som hverdagskost er det forståeligt, at en gruppe af de stadig færre tilbageværende danskere taler om at samle et tæskehold for at sætte de unge indvandrere på plads" (Danskeren nr. 4, 1996, s. 2) …

"Besættelsesstyrken" består ifølge den Danske Forening som sagt af indvandrere og flygtninge. En række øvrige kategorier fra besættelsestiden reinstalleres også, så alle selviscenesættelsens mange brikker falder helt på plads: "Samarbejdspolitikerne" består således af de politikere, der tillader og tilskynder "besættelsen", og "værnemagerne" af dem, der "profiterer" økonomisk heraf, mens beskyldninger om racisme opfattes som vor tids "jødestjerne". Desuden har man altså foreslået en "massiv repatriering", der "næppe vil kunne ske uden dramatisk brud med det, der hidtil er opfattet som 'humanitært'", og et kommende retsopgør er planlagt i mindste juridiske detalje over for de "landsforrædere", som foreningen "systematisk registrerer" …

Der bliver med andre ord et regnskab at gøre op, som styrelsesmedlem Neerup Buhl helt åbent fastslår: "Når den nationale bevægelse efterhånden virkelig får tag i det forurettede danske folk, vil akademiker-kleresiet med Georg Metz (og Anne Knudsen, Klaus Rothstein osv.) selvsagt blegne af rædsel over konsekvenserne. Der bliver et regnskab at gøre op." (Information, 10.7.97).

Ret meget mere truende og yderligtgående kan det næppe blive, før gerning afløser ord - og i mange henseender har foreningen da også trukket besættelsesanalogien så meget over stregen, at den risikerer at fange sig selv i en spiral af stadig mere forpligtende retorik.

At hele iscenesættelsen ikke bare er så yderligtgående voldsom, men tillige for enhver nøgtern betragtning gennemskueligt absurd, generer tilsyneladende ikke foreningen. At gøre indvandrere og flygtninge, denne gennemkontrollerede, overvågede og udhængte randgruppe til en "besættelsesstyrke" à la de tyske besættelsestropper fra 2. verdenskrig, der internerede og henrettede politiske modstandere og med massiv våbenmagt håndhævede en raceteori, der gjorde "ikke-ariere" til inferiøre umennesker, er indlysende nok for absurd til, at noget begavet menneske kan tage det alvorligt. Enten er den Danske Forenings ideologer således i særklasse ubegavede, eller også er formålet med dette træk rent propagandistisk.

Ekstra Bladet hopper på vognen i en leder i 1997 på en anden mærkedag, den 5. maj, hvor kampagnen mod "de fremmede" kører på sit allerhøjeste. Under overskriften "Besættelse" udpeges især "indvandringen" som "fjenden", om hvilken det med en henvisning til besættelsestiden hedder, at "djævelskab aldrig vender tilbage på helt samme måde" …

Akkurat ligesom tidligere røster fra det propagandistiske overdrev er absurditeten næppe heller uden effekt i dag. Jo mere ekstremt og demagogisk den Danske Forening agiterer mod indvandrere, desto mere ekstremt kan andre bevægelser og partier agitere, mens disse stadig væk demonstrerer en "moderat" kurs gennem en fortsat afstand til foreningen, som hele tiden holder sig et par hestehoveder foran.

Den Danske Forenings største fortjeneste er således dens temmelig ubetvivlelige andel i den drastiske højredrejning af flygtninge- og indvandrerdebatten de sidste ti års tid, hvor hegnspælene konstant et blevet flyttet - udtalelser om flygtninge og indvandrere, der blev betragtet som ekstremt nedladende og uacceptabelt mistænkeliggørende for ti år siden, ses i dag let som bredt accepterede og moderate "selvfølgeligheder". Foreningen er naturligvis selv klar over dette, og Hasselbalch skriver i anledningen af 10-års jubilæet i 1997: "Folkestemningen svarer med andre ord nu massivt til det, DDF ønskede for ti år siden." (Danskeren nr. 4, 1997).

I 80erne skulle man da også til Krarup, den Danske Forening eller Fremskridtspartiet for at finde groft patroniserende og kriminaliserende udtalelser om indvandrere og flygtninge som f.eks.: "Vi finder os ikke i de illegalt indvandrede velfærdsnasseres ulovlige kriminalitet." [NB!] I slutningen af 90erne, hvor den Danske Forenings propaganda har blæst for fuld styrke i over ti år, er der imidlertid få, der overhovedet løfter øjenbrynet, når den slags udtalelser kommer fra en "pæn" politiker som f.eks. statsminister Poul Nyrup Rasmussen, fra hvem citatet rent faktisk stammer (Berlingske Tidende, 17.11.97).

Informationschef for Dansk Flygtningehjælp, Klaus Rothstein har ofte udtrykt stor bekymring for netop denne udvikling: "Det er bedrøveligt at konstatere, at de ting, som man for ti år siden kun hørte i den Danske Forening, nu også kommer fra de store etablerede partier som Venstre og Socialdemokratiet." (Politiken, 28.6.97).

Modstandsmetaforikken har gennem alle disse år været selve fundamentet i foreningens selviscenesættelse, til trods for det for besættelsesparallellen ellers så fuldstændig invaliderende træk, at "de fremmede" ikke sjældent udstilles i billeder, der ligger skræmmende tæt på dele af 20ernes antisemitisme. Blot er det altså ikke jøder, men derimod som oftest muslimer, der udstilles i grotesk dehumaniserende kategorier.

En leder omtaler f.eks. "de fremmede" som "gøgeunger" (Danskeren nr. 4, 1991), i en tegneserieanmeldelse gør Neerup Buhl en afgørende pointe ud af en "både sjov og tankevækkende" historie om modstanden mod "fremmede", der her fremstilles som "rotter" (Danskeren nr. 5, 1996), og en artikel af Dalgård kalder slet og ret indvandrerbutikker for "ukrudtsbutikker" og dikterer uden at blinke følgende bud: "Lad det blive et nationalt bud, at ingen ordentlig dansker sætter sine ben i ukrudtsbutikkerne." (Danskeren nr. 6, 1996).

Imens vokser en helt anden modstandsbevægelse frem uden den Danske Forenings voldsomme armbevægelser, uden trusler og uden skyggen af propaganda - et netværk af danskere, hvis medmenneskelighed byder dem at trodse loven og skjule afviste asylansøgere. Et netværk, hvis stigende synliggørelse forhåbentlig kan medvirke til at flere får øjnene op for umenneskeligheden i dansk flygtningepolitik - og for de foruroligende konsekvenser af den Danske Forenings og lignende højreekstreme bevægelsers grove propaganda.

Om den 9. april atter kunne erindre flere om, at medmenneskelighed og humanisme i sidste ende er vigtigere end lov og ret, kan der måske alligevel komme noget meningsfuldt ud af en sort dag i Danmarks historie.

Rune Engelbreth Larsen
Information, 6.4.1999


RETTELSE:

Leif Blædel påpeger i Information den 21.4. med rette, at der er et fejlagtigt citat af statsminister Poul Nyrup Rasmussen i ovenstående kronik om den Danske Forenings selviscenesættelse.

Jeg beklager meget, at noter blev forbyttet med det ordrette citat af statsministeren, så han urigtigt blev tillagt ordene: "Vi finder os ikke i de illegalt indvandrede velfærdsnasseres ulovlige kriminalitet."

Det korrekte citat fra Berlingske Tidende, som der henvises til i kronikken, lyder i stedet: "Men så er forudsætningen [for at hjælpe folk i nød] også, at vi sikrer, at den illegale indvandring bliver stoppet, og at det koster noget at begå kriminalitet. Danskerne er ikke racister, men de er rasende over problemer, som ikke bliver løst."

Dermed udtrykker statsministeren sig en del mere ligevægtigt end fejlcitatet beklageligvis giver indtryk af, om end det ikke rokker pointen i kronikken: Den Danske Forenings propagandistiske retorik har i de senere år haft et foruroligende held til at flytte hegnspælene for, hvor mistænkeliggørende og patroniserende udtalelser om flygtninge og indvandrere, der accepteres også i den "pænere" del af det politiske spektrum i dag. REL.


LÆS OGSÅ: Rune Engelbreth Larsen gør selvkritisk status over egne humanistiske tilløb i 1990'erne: Humanistisk retrospekt, 1990-2000