Hvor kommer hadet fra, Krarup?

Af Rune Engelbreth Larsen

I en kronik i B.T. den 17.11. angriber pastor Søren Krarup mig for at være både »forrykt«, »bindegal«, »rasende«, »underlødig«, »besat« og »hadefuld« – skældsordene nærmest yngler på hans læber. Under overskriften: »Et forrykt had« påhæftes undertegnede såvel som tidsskriftet Faklen disse og lignende »saglige« etiketter op mod tredive gange. Også Scientology og den ultrahøjreorienterede kristne Moonbevægelse forsøger han absurd nok at sætte i forbindelse med Faklen ved at antyde, at de »bekoster« udgivelsen, skønt bladet selvfølgelig ligesom alle andre publikationer ganske udramatisk overlever takket være kiosksalg og abonnenter. Men intet kneb er åbenbart for lavt.

Sågar fortabelsen og fanden selv venter undertegnede i Krarups tordenprædiken: »Han er som sagt ikke dum. Men fanden plager ham. Og når fanden plager et menneske, så ender også et velbegavet menneske med at blive dum og totalt forvirret.« Faklens redaktion er »bindegal« og »forrykt«, som »besatte personer er det …«

Tja – nu er det jo en kendt sag inden for den del af kristendommen, som Krarup hævder at abonnere på, at fanden om nogen plagede Luther, så det er jo fristende at række pastoren hånden og takke venligt for at være sat i så fornemt selskab – men det var vist ikke venligt ment …

Krarup, derimod, plages hverken af Gud eller fanden, men kun af venstrefløjen, indvandrerne og så selvfølgelig længslen efter den folketingstaburet, som han med jævne mellemrum har det med at kredse så henkastet som muligt om.

Men hvad har dog fået pastorens galde til at gjalde med en sådan foragt? To ting.

En kronik i B.T. den 9.11. [»Intolerancens stridsmand«], der afviser Krarups fem indvandrerfjendtlige bud i hans »Danske Husorden« og i stedet opstiller fem humanistiske alternativer: Lighed for loven, frihed til forskellighed, medmenneskelighed, fællesskab og tolerance.

Men først og fremmest en artikel i Faklen nr. 9, der sobert gennemgår Krarups karriere og hans kolossale indflydelse på den faktiske politik på den alleryderste højrefløj. En artikel, der anerkender ham som højrefløjens uden sammenligning mest intelligente tænker, oprigtigt tager afstand fra ethvert forsøg på at obstruere hans ytringsfrihed som ledende taler i den Danske Forening og lige så redeligt afviser ethvert forsøg på at stemple ham som racist og nazist.

Men også en artikel, der alene med eksplicit henvisning til Krarups eget forfatterskab såvel som til hans egne artikler i Danskeren, Tidehverv og Ekstra Bladet klippefast dokumenterer pastorens voldsomme udfald mod, hvad han selv kalder de »homoseksuelles handicap«, de »indvandrede afrikaneres narkohelvede« og de »humanitære snylteres« ansvar for den »selvmorderiske indvandring«. En artikel, der dokumenterer hans utvetydige opfordring til at »sabotere« Dansk Røde Kors, hans stempling af Tvind-sympatisører som »rotter« samt hans trusler og profetier om »modstandskamp«, »illegalitet« og et hjemmeværn, der »kan blive aggressivt« og vende sig mod »indvandringen«. En artikel, der konstaterer, at Krarup ikke tøver med at karakterisere humanisme som »ondskab« og tolerance som »svagt«.

Men alt det kommenterer han pudsigt nok ikke.

Krarup vil helst ikke kendes ved, at hans primære virke er politisk, og hævder i kronikken, at jeg »mistænkeliggør« ham ved at gøre hans apolitiske præstegerning til noget »politisk« …

Enhver, der nøgternt gennemlæser hele Krarups forfatterskab og samlede artikelproduktion, vil imidlertid ikke kunne undgå at konstatere Krarups konstante kobling af politik og kristendom, hvor mange gange han så ellers forsikrende messer sin lutherske adskillelse mellem Guds og kejserens rige. Rollen som præst og politiker er uløseligt sammenfiltret hos Krarup, så sammenfiltret, at man aldrig helt kan afgøre hvilke og hvor mange af de uhyggeligste sider af kristendommen, han bruger til at tegne sin politiske dagsorden, når han hyppigt insisterer på danskerens »forpligtelse« på »det kristne menneskesyn«. Men hvad ligger der egentlig i dette menneskesyn? Er det den nytestamentlige dødsdom over homoseksuelle, ringeagt af kvinden og længslen efter verdensundergangen? Eller den nytestamentlige understregning af, at slaver og tjenere skal affinde sig selv med selv »urimelige« undertrykkere?

Det er klart, at humanismen og dermed Faklen må vende sig kraftigt mod et sådant, mørkt menneskesyn, ligesom vi ofte har konfronteret kirken med dette grundlag, som den jo er udsprunget af, og som tankevækkende nok stadig væk er en eksplicit del af dens bekendelsesgrundlag. Men hvorfor advarer vi herimod i vore, »oplyste« dage? Fordi kristendommen netop af disse åbenlyse grunde bliver farlig, hvor den bruges og misbruges politisk af højreekstremister. Tænk bare på perspektiverne af en politiske hetz mod homoseksualitet, der »legtitimeres« af Paulus' dødsdom over homoseksuelle i Romerbrevet?! Øvrige eksempler er legio.

Men på ét afgørende punkt er kristendommen til gengæld langt mere utvetydigt humanistisk end Krarup, nemlig når det gælder næstekærligheden til den fremmede!

Den barmhjertige samaritaner (Luk. 10, 27-37) er et kardinaleksempel på definitionen af »næsten«, der netop i skarp modsætning til lignelsens »præst« (10, 31) viser barmhjertighed. Samaritanerne var som bekendt udstødte og foragtede, og præcis af den grund vælger Kristus selvfølgelig en samaritaner som eksempel på den barmhjertige næste for at understrege pointen. Var han fra dagens Danmark ville han utvivlsomt have valgt en herboende somalier, der er omtrent lige så udhængt og mistænkeliggjort som en samaritaner på Jesu tid.

»Gå du hen og gør lige så,« siger Kristus (10, 37), hvis nogen på bagerste række skulle være i tvivl om, at næsten altså ikke bare er slægtningen og naboen, men derimod et hvilket som helst menneske i nød. Og for at der ikke skal være noget at tage fejl af, fremhæver Kristus dem, der tog sig af ham og gav ham klæder og føde, til trods for at han netop var »fremmed«, mens han klart og entydigt straffer og forbander de ubarmhjertige, der hverken hjælper ham eller andre. »Sandelig siger jeg eder: hvad I ikke har gjort imod en af de mindste dér, har I heller ikke gjort mod mig.« (Mat. 25, 32-46).

Især mod »de mindste«, de udstødte, de fremmede må vor medmenneskelighed rette sig – hvem har vel mere brug for det? Det er god humanisme, og det er god kristendom – men det er alt andet end Krarup.

Til forskel fra de kristne kan humanister imidlertid ikke slutte op om Kristi selviscenesættelse som selveste »vejen, sandheden og livet« (Joh. 14, 6) – deri ligger den værste kulturarrogance og intolerance latent – forskellige mennesker har forskellige veje, sandheder og liv. Ej heller kan vi f.eks. være optaget af at gøre mod vor næste, hvad vi måtte ønske, næsten skal gøre mod os selv (Mat. 7, 12), men tværtimod af at gøre mod næsten, hvad næsten selv ønsker. Dér og mange andre steder skilles kristendommen og humanismen og bliver modsætninger.

Derfor har Faklen også rejst ideen om flere rigtige moskeer i landet, bl.a. en stormoské i Århus, så »de fremmede« kan føle sig velkomne i deres nye, danske hjem på deres egne præmisser – det er det, som Krarup med vanlig sans for proportionsforvrængning kalder et »rasende krav« i B.T. og ser som udtryk for Faklens »ædende had«.

Nuvel – lad læseren selv dømme, fra hvilken kant hadet kommer.

Rune Engelbreth Larsen
B.T., 25.11.1998 (bragt let forkortet)

LÆS OGSÅ: Rune Engelbreth Larsen gør selvkritisk status over egne humanistiske tilløb i 1990'erne: Humanistisk retrospekt, 1990-2000