Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Intolerancens stridsmand, Søren Krarup

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Pastor Søren Krarup vejrer morgenluft. 90erne har været en utvetydig fremgangsperiode for den mand, der om nogen har tilkæmpet sig en plads som den yderste højrefløjs ubestridte chefarkitekt. På det seneste har han atter luftet mulighederne for at stille op til Folketinget – og det er næppe en dag for tidligt at advare imod, hvad vi måske kan vente os af en kommende politiker, der har haft tiden alt for meget på sin side.

I september 1986 søsatte han sin kampagne mod landsindsamlingen til fordel for Flygtning 86. Alle var imod ham. DR, LO og DA. Samtlige dagblade, næsten alle partier og et hav af kulturpersonligheder. Alligevel var hans kampagne en afgørende årsag til, at flygtningeloven blev strammet måneden efter. Snart opstod den Danske Forening, mere eller mindre direkte forbundet med Krarups kampagne, og i 1988 blev han fast skribent på Ekstra Bladet, hvorfra han fast promoverer den Danske Forening, populariserer Tidehvervs kristendom og glorificerer Pia Kjærsgaard. Han mødes med stående klapsalver på Dansk Folkepartis landsmøde i 1997, og i år udsender han sin 25. bog, der sågar dukker op på bestsellerlisten og får bredere og mere positiv tilslutning end nogen af hans tidligere publikationer. Han danner fornemt parløb med Mogens Camre i en TV-udsendelse, der hårdhændet nedværdiger og kriminaliserer muslimer og mistænkeliggør jøder, hvilke sidste Krarup grotesk hævder selv forårsager antisemitisme!

Men Krarups stjerne er utvivlsomt stigende, som det fremgår af en analyse af pastorens karriere og univers i Faklen nr. 9 [læs: »Det nye højre 1: Søren Krarup«]. Hans ekstremt fædrelandstilbedende angreb på indvandrerpolitikken kan meget vel gå hen og blive lige så politisk korrekt i den nærmeste fremtid, som det i dag er politisk korrekt at være absolut politisk ukorrekt.

Pastorens seneste bandbulle mod indvandrere i Ekstra Bladet, kronikken »Den danske husorden«, har allerede oplevet den sjældne ære at blive citeret og kanoniseret på lederplads i et konkurrerende dagblad, nemlig i Århus Stiftstidende den 25.10.

Det fyger med postulater om »dansk kultur«, der altid fremstilles som den mest folkelige selvfølgelighed, men reelt fortaber sig i Tidehvervs ortodoksi. En ortodoksi, som 99 ud af 100 danskere ville løbe skrigende bort fra, hvis de nogen sinde fik udmalet Krarups ufravigelige dogmer om den tunge arvesynd, den knugende syndsbevidsthed og den middelaldermørke intolerance. Til gengæld får disse elementer så megen desto mere fremdrift, som det lykkes ham at koble vognene på det virkelig folkelige lokomotiv, der hedder »danskhedens projekt«, og som i Krarups begrebsverden er synonymt med den kristent-nationale renhed.

I sin selviscenesættelse er han apostlen, hvis sandhed er Sandheden selv – eller som han skriver i bogen Dansk kultur: »Kristendommen er forkyndelse af sandheden, men sandheden kan der ikke stemmes om. Den kan kun adlydes.«

Den kan kun adlydes … Hvilken foragt for individuel overbevisning ligger ikke heri? Hvilken foragt for danskeren, hvad enten hans lød er bleg eller mørk, og hvad enten hans tro er den ene eller anden eller slet ingen? Intet udgangspunkt kunne være mere latent totalitært!

Men det generer ikke Krarup. Han kæmper for en Ny Orden – Ordnung muss som bekendt sein. Denne nye Moses – ikke fra Sinai, men Seem – stiger selvhøjtideligt ned fra bjerget og overrækker folket tavlen med De Fem Bud i Den Danske Husorden.

Det første lyder: »Danmark er et kristent land, hvis lov og selvforståelse bygger på kristendommens sondring mellem Guds og kejserens rige.« Men hvor tynd er ikke den »folkelige« fernis, som Krarup hævder at håndhæve? »Guds og kejserens rige« er selvfølgelig en så fuldstændig irrelevant og utidssvarende størrelse for danskerens »selvforståelse« som Grauballemanden og korstogene. Og hvad er det, pastoren finder så særskilt kristent i et land, hvor 80% af befolkningen enten aldrig nogen sinde sætter deres ben i kirken eller kun kommer til højtiderne, og hvor kun et par procent kommer hver søndag? Skulle dét udstyre 98% af befolkningen med nogen som helst fælles »selvforståelse« med rod i Krarups kristendom? Indlysende vrøvl.

Landsfaderens andet bud fastslår lige så indholdstomt som det første, at »Danmark er danskernes land, hvor gældende norm eller målestok er det af kristendommen skabte syn på menneskeliv«. Hvad er det helt konkret for glorværdigt et kristent »syn på menneskelivet«, vi som danskere er så forpligtet på? Er det det Nye Testamentes formaning om at leve med sin hustru som med »en svagere skabning« (f.eks. 1.Pet. 3,7)? Jesu krav til sine disciple om at »hade« sin egen familie (f.eks. Luk. 14,26)? Eller måske dødsdommen for homoseksualitet, der i det Nye Testamente elskværdigt sidestilles med »ondskab« og »mordlyst« (Rom. 1,27ff)?

Sandelig, det være spændende at få opklaret Krarups skjulte dagsorden en dag!

Afslutningsvis forkynder pastorens øvrige tre bud bl.a., at det er uacceptabelt, »at man i falsk tolerance vil ophæve den forudsætning«, at der tales dansk i skolen, og at »de fremmede« må »blive danske« – eller »forlade huset«.

Det første er selvsagt grundløst mistænkeliggørende, eftersom ingen nogen sinde har ønsket, at der ikke tales dansk til danske skoleelever, og det andet, at »de fremmede« må blive danske, er meget let at indfri, nemlig hvis alle indvandrere og flygtninge øjeblikkeligt får dansk statsborgerskab. Det er dog næppe det, Krarup overvejer, men spørgsmålet er, hvad han mener? Tvangskristning? Et højtideligt løfte om at sondre mellem »Gud« og »kejser«? Obligatorisk søndaggskole? Fadervor baglæns?

Lad os for alle tilfældes skyld vende Krarups middelalder ryggen og finde en venlig dansk imødekommenhed frem af gemmerne. Lad os møde Krarups Nye Orden ikke med en anden Dansk Husorden, men med en Dansk Husfred. Lad os i stedet for fem intolerante trusler kæmpe for fem humanistiske håndsrækninger:

1. Danmark er et humanistisk land, hvis selvforståelse hviler på medmenneskelighed.

2. Danmark er danskernes land, og enhver, der bor her og ønsker at være dansker, er dansker.

3. Danmark er et fællesskab, ikke et flertalsdiktatur.

4. Danmark er lighed for loven og frihed til forskellighed.

5. Danmark er næsten først, mig selv næst.

Danmark er, hvad vi gør det til – lad os sigte højt og medmenneskeligt i stedet for lavt og endimensionalt som Krarup, hvor en dansker partout skal gå syv slægtled tilbage og være bænket i kirken søndag efter søndag, året rundt.

For hvad er det egentlig, der følger i kølvandet på det »Danmark«, pastoren sigter på – hvad skjuler sig under de lette populistiske skræmmebilleder af indvandrere?

Det ville selvfølgelig være forkert at benægte, at Krarup altid har distanceret sig oprigtigt fra nazisterne, altid undgået de mange skandaler og pinlige dispositioner og episoder hos Fremskridtspartiet, den Danske Forening og andre medkombattanter fra det yderste højre. Ikke desto mindre har han ikke tøvet med at sammenligne tidligere Tvindsympatisører med »rotter«, at beskrive Amnesty International som den »ækleste godhed«, at karakterisere homoseksuelle som »handicappede«, at varsle kampen mod indvandrerpolitikken en snarlig »illegalitet«, og at opfordre direkte til »at sabotere« Dansk Røde Kors …

Jo, der er grund til at kaste lys over denne kristne stridsmand, hvis erklærede idoler bl.a. omfatter De Gaulle, Thatcher og Rambo, og som i kraft af sin store og voksende indflydelse er den mest foruroligende joker bag det yderste højres politiske kulisser i dag.

Rune Engelbreth Larsen
B.T., 9.11.1998 (bragt forkortet)


APROPOS: »Hvor kommer hadet fra?« (respons til Søren Krarups kritik af ovenstående kronik)

LÆS OGSÅ: Rune Engelbreth Larsen gør selvkritisk status over egne humanistiske tilløb i 1990'erne: Humanistisk retrospekt, 1990-2000



Warning: include() [function.include]: http:// wrapper is disabled in the server configuration by allow_url_include=0 in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/kronik018.php on line 168

Warning: include(http://www.humanisme.dk/include/bottom.php) [function.include]: failed to open stream: no suitable wrapper could be found in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/kronik018.php on line 168

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'http://www.humanisme.dk/include/bottom.php' for inclusion (include_path='.') in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/kronik018.php on line 168

Warning: include() [function.include]: http:// wrapper is disabled in the server configuration by allow_url_include=0 in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/kronik018.php on line 172

Warning: include(http://www.humanisme.dk/include/googleanalytics.php) [function.include]: failed to open stream: no suitable wrapper could be found in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/kronik018.php on line 172

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'http://www.humanisme.dk/include/googleanalytics.php' for inclusion (include_path='.') in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/kronik018.php on line 172