Pastor Søren Krarup vejrer morgenluft. 90erne har været en utvetydig
fremgangsperiode for den mand, der om nogen har tilkæmpet sig en plads som den
yderste højrefløjs ubestridte chefarkitekt. På det seneste har han atter
luftet mulighederne for at stille op til Folketinget – og det er næppe en dag
for tidligt at advare imod, hvad vi måske kan vente os af en kommende
politiker, der har haft tiden alt for meget på sin side.
I september 1986 søsatte han sin kampagne mod landsindsamlingen til fordel
for Flygtning 86. Alle var imod ham. DR, LO og DA. Samtlige dagblade, næsten
alle partier og et hav af kulturpersonligheder. Alligevel var hans kampagne en
afgørende årsag til, at flygtningeloven blev strammet måneden efter. Snart
opstod den Danske Forening, mere eller mindre direkte forbundet med Krarups
kampagne, og i 1988 blev han fast skribent på Ekstra Bladet, hvorfra han fast
promoverer den Danske Forening, populariserer Tidehvervs kristendom og
glorificerer Pia Kjærsgaard. Han mødes med stående klapsalver på Dansk
Folkepartis landsmøde i 1997, og i år udsender han sin 25. bog, der sågar
dukker op på bestsellerlisten og får bredere og mere positiv tilslutning end
nogen af hans tidligere publikationer. Han danner fornemt parløb med Mogens
Camre i en TV-udsendelse, der hårdhændet nedværdiger og kriminaliserer
muslimer og mistænkeliggør jøder, hvilke sidste Krarup grotesk hævder selv
forårsager antisemitisme!
Men Krarups stjerne er utvivlsomt stigende, som det fremgår af en analyse af
pastorens karriere og univers i Faklen nr. 9 [læs: »Det nye højre 1: Søren Krarup«]. Hans ekstremt fædrelandstilbedende
angreb på indvandrerpolitikken kan meget vel gå hen og blive lige så politisk
korrekt i den nærmeste fremtid, som det i dag er politisk korrekt at være
absolut politisk ukorrekt.
Pastorens seneste bandbulle mod indvandrere i Ekstra Bladet, kronikken »Den
danske husorden«, har allerede oplevet den sjældne ære at blive citeret og
kanoniseret på lederplads i et konkurrerende dagblad, nemlig i Århus
Stiftstidende den 25.10.
Det fyger med postulater om »dansk kultur«, der altid fremstilles som den
mest folkelige selvfølgelighed, men reelt fortaber sig i Tidehvervs
ortodoksi. En ortodoksi, som 99 ud af 100 danskere ville løbe skrigende bort
fra, hvis de nogen sinde fik udmalet Krarups ufravigelige dogmer om den tunge
arvesynd, den knugende syndsbevidsthed og den middelaldermørke intolerance. Til
gengæld får disse elementer så megen desto mere fremdrift, som det lykkes ham
at koble vognene på det virkelig folkelige lokomotiv, der hedder »danskhedens
projekt«, og som i Krarups begrebsverden er synonymt med den kristent-nationale
renhed.
I sin selviscenesættelse er han apostlen, hvis sandhed er Sandheden selv
– eller som han skriver i bogen Dansk kultur: »Kristendommen er
forkyndelse af sandheden, men sandheden kan der ikke stemmes om. Den kan kun
adlydes.«
Den kan kun adlydes … Hvilken foragt for individuel overbevisning ligger
ikke heri? Hvilken foragt for danskeren, hvad enten hans lød er bleg eller mørk,
og hvad enten hans tro er den ene eller anden eller slet ingen? Intet
udgangspunkt kunne være mere latent totalitært!
Men det generer ikke Krarup. Han kæmper for en Ny Orden – Ordnung muss som
bekendt sein. Denne nye Moses – ikke fra Sinai, men Seem – stiger selvhøjtideligt
ned fra bjerget og overrækker folket tavlen med De Fem Bud i Den Danske
Husorden.
Det første lyder: »Danmark er et kristent land, hvis lov og selvforståelse
bygger på kristendommens sondring mellem Guds og kejserens rige.« Men hvor
tynd er ikke den »folkelige« fernis, som Krarup hævder at håndhæve? »Guds
og kejserens rige« er selvfølgelig en så fuldstændig irrelevant og
utidssvarende størrelse for danskerens »selvforståelse« som Grauballemanden
og korstogene. Og hvad er det, pastoren finder så særskilt kristent i et land,
hvor 80% af befolkningen enten aldrig nogen sinde sætter deres ben i kirken
eller kun kommer til højtiderne, og hvor kun et par procent kommer hver søndag?
Skulle dét udstyre 98% af befolkningen med nogen som helst fælles »selvforståelse«
med rod i Krarups kristendom? Indlysende vrøvl.
Landsfaderens andet bud fastslår lige så indholdstomt som det første, at
»Danmark er danskernes land, hvor gældende norm eller målestok er det af
kristendommen skabte syn på menneskeliv«. Hvad er det helt konkret
for glorværdigt et kristent »syn på menneskelivet«, vi som danskere er så
forpligtet på? Er det det Nye Testamentes formaning om at leve med sin hustru
som med »en svagere skabning« (f.eks. 1.Pet. 3,7)? Jesu krav til sine disciple
om at »hade« sin egen familie (f.eks. Luk. 14,26)? Eller måske dødsdommen
for homoseksualitet, der i det Nye Testamente elskværdigt sidestilles med »ondskab«
og »mordlyst« (Rom. 1,27ff)?
Sandelig, det være spændende at få opklaret Krarups skjulte dagsorden en
dag!
Afslutningsvis forkynder pastorens øvrige tre bud bl.a., at det er
uacceptabelt, »at man i falsk tolerance vil ophæve den forudsætning«, at der
tales dansk i skolen, og at »de fremmede« må »blive danske« – eller »forlade
huset«.
Det første er selvsagt grundløst mistænkeliggørende, eftersom ingen nogen
sinde har ønsket, at der ikke tales dansk til danske skoleelever, og det andet,
at »de fremmede« må blive danske, er meget let at indfri, nemlig hvis alle
indvandrere og flygtninge øjeblikkeligt får dansk statsborgerskab. Det er dog næppe
det, Krarup overvejer, men spørgsmålet er, hvad han så mener?
Tvangskristning? Et højtideligt løfte om at sondre mellem »Gud« og »kejser«?
Obligatorisk søndaggskole? Fadervor baglæns?
Lad os for alle tilfældes skyld vende Krarups middelalder ryggen og finde en
venlig dansk imødekommenhed frem af gemmerne. Lad os møde Krarups Nye Orden
ikke med en anden Dansk Husorden, men med en Dansk Husfred. Lad os i stedet for
fem intolerante trusler kæmpe for fem humanistiske håndsrækninger:
1. Danmark er et humanistisk land, hvis selvforståelse hviler på medmenneskelighed.
2. Danmark er danskernes land, og enhver, der bor her og ønsker at være dansker, er dansker.
3. Danmark er et fællesskab, ikke et flertalsdiktatur.
4. Danmark er lighed for loven og frihed til forskellighed.
5. Danmark er næsten først, mig selv næst.
Danmark er, hvad vi gør det til – lad os sigte højt og medmenneskeligt i
stedet for lavt og endimensionalt som Krarup, hvor en dansker partout skal gå
syv slægtled tilbage og være bænket i kirken søndag efter søndag, året
rundt.
For hvad er det egentlig, der følger i kølvandet på det »Danmark«,
pastoren sigter på – hvad skjuler sig under de lette populistiske skræmmebilleder
af indvandrere?
Det ville selvfølgelig være forkert at benægte, at Krarup altid har
distanceret sig oprigtigt fra nazisterne, altid undgået de mange skandaler og
pinlige dispositioner og episoder hos Fremskridtspartiet, den Danske Forening og
andre medkombattanter fra det yderste højre. Ikke desto mindre har han ikke tøvet
med at sammenligne tidligere Tvindsympatisører med »rotter«, at beskrive
Amnesty International som den »ækleste godhed«, at karakterisere
homoseksuelle som »handicappede«, at varsle kampen mod indvandrerpolitikken en
snarlig »illegalitet«, og at opfordre direkte til »at sabotere« Dansk Røde
Kors …
Jo, der er grund til at kaste lys over denne kristne stridsmand, hvis erklærede
idoler bl.a. omfatter De Gaulle, Thatcher og Rambo, og som i kraft af sin store
og voksende indflydelse er den mest foruroligende joker bag det yderste højres
politiske kulisser i dag.
Rune Engelbreth Larsen
B.T., 9.11.1998 (bragt forkortet)
APROPOS: »Hvor kommer hadet fra?« (respons til Søren Krarups kritik af ovenstående kronik)
LÆS OGSÅ: Rune Engelbreth Larsen gør selvkritisk status over egne humanistiske tilløb i 1990'erne: Humanistisk retrospekt, 1990-2000