Hvornår nedruster politiet?

Af Jakob Stensgaard og Rune Engelbreth Larsen

---

Den berømte og berygtede "rockerlov" - "Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme" fejrede et års jubilæum den 15. oktober, og Folketinget skal snart revurdere den.

Særloven har rejst en række væsentlige problemstillinger omkring grænserne for forholdet kriminalitetsbekæmpelse og retssikkerhed imellem, og med den indgåede fred mellem Hells Angels og Bandidos kan den vigtigste af disse efter ét års uvished endelig finde sin afklaring: Tilsidesatte myndighederne - ikke mindst justitsministeren og politiet - fundamentale retssikkerhedsgarantier med vedtagelsen af særloven for at beskytte befolkningen og standse konflikten Hells Angels og Bandidos imellem, eller var "rockerkrigen" blot et kærkomment påskud for det første afgørende skridt i retning af at overføre kompetence fra den dømmende til den udøvende magt, bryde med Grundlovens tredeling af magten og få et regulært politistatsinstrument til også at bekæmpe andre udsatte, f.eks. etniske, religiøse og politiske minoritetsgrupper?

I det følgende skal vi se, hvorledes den nærmeste tid utvivlsomt vil give os et temmelig utvetydigt svar herpå …

I halvandet års tid raserede den såkaldte rockerkrig mellem Bandidos og Hells Angels i Skandinavien. Da de første skud faldt, var hovedparten af politikerne, politiet og pressen hurtige til at sætte fokus på denne trussel mod befolkningens sikkerhed og tryghed - det måtte selvfølgelig undgås, at en vildfaren kugle ramte en uskyldig.

Målet var indlysende: Krigen skulle standses, og den almindelige borger beskyttes - spørgsmålet var bare hvordan.

I skøn forening enedes hovedparten af politikerne, politiet og pressen om et gammelkendt kneb: Med oprustning skal oprustning bekæmpes. Svært bevæbnet politi mandsopdækkede stort set alle, der nok så perifert var i kontakt med Hells Angels eller Bandidos; vilkårlige visitationer med skarpladte maskingevær op i ansigtet blev dagligdags rutine i den såkaldte stress-strategi.

Næste træk var så "Rockerloven", eller mere præcist: "Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme." For større dele af bikermiljøet elimineredes uden videre grundlæggende retssikkerhedsgarantier, og kollektiv straf blev indført. At alle skulle være lige for loven, gælder ikke mennesker, som politiet helt efter eget skøn, uden om domstolene, antager er "rockere".

Bandidos og Hells Angels blev smidt ud af deres klubhuse, frataget deres grundlovssikrede forsamlingsfrihed og i visse tilfælde i realiteten også ytrings-, forenings- og erhversfriheden. Adgangen til over et halvt tusind ejendomme er siden særlovens vedtagelse i oktober 1996 blevet forbudt - et langt, langt større antal end de oprindelige klubhuse udgjorde, som loven jo ellers officielt var rettet imod.

Det var lige pludselig ikke længere et spørgsmål om overhovedet at standse konflikten; det var et spørgsmål om at standse, chikanere og i sidste ende helst forbyde klubberne. For almindelige sagesløse danskeres skyld, selvfølgelig.

Men hvad var egentlig argumenterne for noget så alvorligt som tilsidesættelsen af fundamentale retssikkerhedsprincipper - og holdt de?

1) Bandidos og Hells Angels bedriver organiseret narkokriminalitet, og særloven er den eneste måde at hindre eller vanskeliggøre dette, hævdede både justitsministeren og dele af politiet og pressen.

Påstanden må imidlertid i bedste fald regnes som en usandsynlig hypotese. Nogen "organiseret narkokriminalitet" inden for disse grupper er nemlig aldrig nogen sinde blevet sandsynliggjort; tværtimod har chefkriminalinspektør Per Larsen flere gange direkte afvist al tale om noget sådant: "… man [har] ikke beviser for eller indikationer af, at krigen handler om narko. (…) Mit indtryk er også, at der er tale om en krig på ære." (Jyllands-Posten, 15.8.97). Og: "Vi kan ikke med nogen som helst vægt i vores dokumentation påstå, at rockergrupperne er del af et organiseret kriminalitetsmønster." (Information, 23.7.96).

2) Men gentagne politirapporter dokumenterer ikke desto mindre klubbernes organiserede kriminalitet.

Nej; rent faktisk dokumenterer ikke én eneste politirapport dette. F.eks. blev politiets rapport "Organiseret kriminalitet - rockerkriminalitet" sendt til Folketingets Retsudvalg i 1995 for at advokere vidtgående ændringer i Retsplejeloven, så den generelle adgang til rum- og telefonaflytninger, hemmelige ransagninger og civile agenter kunne øges. Rapporten opgjorde, at forskellige HA-medlemmer indtil 1989 skulle have 17 domme for vold med døden til følge og 9 domme for voldtægt - det var stort set 100% løgn. De korrekte tal var hhv. 2 og 0, blev det afsløret af journalisterne Erik Glyngfeldt og Søren Brun - tal, der stemmer overens med en opgørelse fra Justitsministeriet fra 1991 …

"Sådanne tal skal passe, ellers er hele debatgrundlaget væk," sagde Helge Adam Møller fra det Konservative Folkeparti, der lovede at indhente en forklaring fra daværende justitsminister Bjørn Westh. "… rapporten rokker ved fundamentale retsprincipper," sagde formanden for Folketingets Retsudvalg, det Radikale Venstres Bjørn Elmquist, der af samme grund lovede at undersøge sagen.

Men de gjorde intet. Sagen fik ingen konsekvenser overhovedet. Ingen er blevet draget til ansvar. Ingen har taget til genmæle, og bortset fra de to journalister (Weekendavisen, 25.8.95), har ikke ét dagblad skrevet om denne skandale.

"Rockerkrigen" overflødiggjorde siden tilsyneladende sådanne letgennemskuelige løgne. Men heller ikke meget mere. I august 1997 tilsender Rigspolitiet EU deres "Situationsrapport om organiseret kriminalitet i Danmark i 1996".

Dennegang forsøger politiet end ikke at dokumentere deres påstande. Uden dokumentation hævdes det således, at "rockerkrigen" i det mindste delvis handler om kontrollen med narkomarkedet, hvad chefkriminalinspektør Per Larsen flere gange pure har afvist. Den ansvarlige for rapporten, politimester Jens Henrik Højbjerg må da også eksplicitere, at "rockerkrigen ikke har ført til, at vi har kunnet drage sikre, endelige konklusioner om, hvad det er, som driver denne her krig." (Berlingske Tidende, 15.8.97).

Ikke desto mindre er det altså et tydeligt signal om organiseret narkokriminalitet, som begge de omtalte rapporter udsender. Dels i kraft af løgnagtigt materiale, dels i kraft af udokumenteret materiale!

På baggrund af samme absolut fraværende dokumentation mistænkeliggøres endvidere ved samme lejlighed eksplicit hovedparten af samtlige etniske minoritetsgrupper i Danmark. I en situationsrapport til EU.

Ingen avisforsider ryddes, og stort set ingen spørger, om vi kan acceptere dette fra den udøvende magt i et retssamfund.

På denne baggrund er det klart, at vi fra Faklens side har måttet konkludere, hvad der givet de forhåndenværende kort burde synes åbenlyst for alle, nemlig at "Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme" såvel som det planlagte "rockerforbud" selvfølgelig dybest set aldrig har sigtet på en bekæmpelse af nogen fiktiv organiseret narkokriminalitet, aldrig har sigtet på at standse "rockerkrigen" og aldrig har haft uskyldige borgeres sikkerhed på sinde, men er udtryk for en tendens, typisk for politistaten, som har langt videre og farligere intentioner for alle udsatte grupper, også politiske, etniske og religiøse.

Både den forrige og den nuværende justitsminister har mere end antydet, at "Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme" også skal kunne anvendes over for andre utilpassede grupper. Tidligere justitsminister Bjørn Westh svarer således på Retsudvalgets spørgsmål om særlovens anvendelsesområde: "Når betegnelsen rocker ikke er nævnt i selve lovteksten til afgrænsning af lovens anvendelsesområde, skyldes det navnlig, at den foreslåede lov ikke er begrænset til rockergrupper og personer med tilknytning hertil." (vor kursiv).

Betryggende.

Ret skal dog være ret. Vi kan ikke desto mindre ikke med sikkerhed afvise, at myndighedernes helt relle intentioner bag så stærkt et middel som at suspendere retssikkerhedsgarantier for en udefinerbar gruppe mennesker alene var at minimalisere risikoen for, at uskyldige blev ofre for konflikten.

Godt nok kan man over for dette argument ligesom Preben Wilhjelm (i Politiken, 22.6.97) indvende, at loven rent faktisk forøgede risikoen for, at uskyldige blev fanget i krydsilden, eftersom træfningerne nu ikke længere fandt sted ved klubhusene, men f.eks. i tætbefolkede bykerner.

Alligevel er det dog i det mindste teoretisk muligt, at politikerne af et godt hjerte har haft uskyldige medborgeres sikkerhed så meget på sinde, at de nødtvunget har fundet det uundgåeligt at suspendere fundamentale retsprincipper, i hvilket tilfælde alle gisninger om "politistatsmetoder" trods alt bliver en smule alarmistiske og overreagerede.

Problemet er bare, at det, så længe rockerkrigen stod på, aldrig kunne afgøres hvilke motiver, der egentlig lå bag rockerloven - det måtte forblive påstand mod påstand.

Det kan imidlertid endelig afgøres i dag.

Nu, da krigen er forbi, kan den mest rockerlovs-venlige del af politikerne, politiet og pressen naturligvis såre let bevise deres relle sindelag ved øjeblikkeligt at slå til lyd for en annullering af særloven, for eftersom befolkningen ikke længere risikerer at blive ramt af vildfarne granater, er der selvfølgelig heller ikke længere nogen grund til at suspendere retssikkerheden for de implicerede parter. Det turde være indlysende.

Når nu politikerne og politiet en af de førstkommende dage altså tager initiativ til at ophæve "Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme", såvel som den særlige stress-strategi (der jo ikke er kriminalitetsopklarende, lige så lidt som den er befordrende for freden), har de da også derved klart bevist, at alle vi, der måtte tillægge dem totalitære hensigter, tog grundigt fejl!

Omvendt - hvis ikke særloven straks ophæves og alle forbudsplaner øjeblikkeligt skrinlægges, har de naturligvis tilsvarende bevist, at det aldrig nogen sinde har været den primære intention at standse krigen, endsige redde uskyldige borgere …

De første tegn er ikke opmuntrende. Store dele af pressen gør rent faktisk alt, hvad de kan, for at mistænkeliggøre og ødelægge den mirakuløse fred mellem Bandidos og Hells Angels, som Thorkild Høyer på så forbilledlig humanistisk vis har forhandlet på plads.

Ekstra Bladet ønsker f.eks. freden velkommen således: "Rend os i rockerfreden!" (forsiden, 26.9.97). Thøger Seidenfaden kalder det en "skandale", at DR bragte det glade budskab ved at vise Jim Tinndahn og Bent "Blondie" Svane Nielsen fra hhv. Bandidos og Hells Angels give hinanden hånd på freden, selv om enhver med blot nogenlunde omløb i hovedet ved, hvor afgørende det er for et pluralistisk og anarkistisk struktureret bikermiljø ved selvsyn at konstatere, at kendte repræsentanter mener bilæggelsen af stridighederne 100% oprigtigt - "groteske" og "bizarre personer" kaldte Politikens chefredaktør elskværdigt disse to mennesker bag fredsslutningen. (TV2-Nyhederne, 26.9.97).

Det er i det mindste altid interessant at se, hvem der bliver mest fordømmende, når en krig er forbi - så ved man ligesom, hvem der ikke er fredens venner …

Samtidig har hele forløbet været en studie i politiets bestandige sporskifte. Før krigen var HA og Bandidos ifølge talrige avisartikler med politiet som kilde rivaliserende narkobagmænd, der skulle bekæmpes; efter krigsudbruddet var der ifølge chefkriminalinspektør Per Larsen tale om et opgør om "æresbegreber".

Man kommer således uvægerligt til at spørge sig selv, om der da ikke længere var "brug" for historien om narkobagmændene?

Men inden vedtagelsen af rockerloven var det så igen "narkoopgøret", der dominerede pressen, og da forbudstanken var undfanget, kunne justitsminister Frank Jensen modsat chefkriminalinspektøren pludselig påstå: "Det er ikke primært æresbegreber, som nogle vil gøre det til. Nej, det er en kamp om at få herredømmet over narkomarkedet. Jeg er ikke i tvivl om, at rockerne er de egentlige narko-bagmænd her i Danmark." (B.T., 28.2.97).

Men da så freden er en realitet, har der pludselig aldrig været tale om et narkoopgør, afslører en rapport fra PET (ifølge Jyllands-Posten, 28.9.97); nu skyldes politiets mistillid til freden pludselig ikke længere fordelingen af narkoterritorier, men derimod, at der i Bandidos og Hells Angels angiveligt skulle ulme et indbyrdes had- og mistillidsforhold siden 80erne med rod i krigen mellem HA og Bullshit …

Man må tilsyneladende sno sig. Resultatet har under alle omstændigheder været betragteligt: Nye våben, øgede bevillinger og en sand heltedyrkelse af dansk politi i størstedelen af pressen.

Tilbage står imidlertid nogle upåagtede, men afgørende spørgsmål.

Hvorfor skifter politiet hele tiden forklaring? Hvorfor er de indbyrdes uenige? Hvorfor fremstiller de udokumenterede og løgnagtige rapporter? Hvorfor kommer PETs "afsløring" først nu? Hvorfor er alle egentlig ikke lige for loven?

Hvornår kommer den næste særlov, og hvem skal have suspenderet retssikkerheden denne gang?

Faglige aktivister? 2. generationsindvandrere? Autonome? Socialister?

Jakob Stensgaard og Rune Engelbreth Larsen
Socialisten Weekend, 5.12.1997