|
|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
|
Bibelforfalskning
Af Jens-André P. Herbener og Rune Engelbreth Larsen 
[ØVRIGE ARTIKLER OM BIBELOVERSÆTTELSEN: OVERSIGT]
Den danske bibeltradition hviler af naturlige årsager ikke så lidt på
Luther. Reformatoren oversatte mere eller mindre egenhændigt hele Bibelen til
tysk, og i modsætning til tidligere oversættelsestradition lagde han ikke den
latinske, men den græske og hebraiske kildetekst til grund for sit arbejde.
Bibelordet, ikke gejstligheden skulle være kristendommens autoritet for folket.
Luthers bibel udkom i 1522-34, og de nye vinde blæste snart til Danmark, og
både Christian IIIs Bibel fra 1550, Frederik IIs fra 1589 og Christian IVs fra
1633 byggede på Luther - Lutherordet var med andre ord hævet over Bibelordet.
I 1607 oversatte Resen dog endelig Bibelen direkte fra grundsprogene, men de
såkaldte hus- og rejsebibler, der var beregnet til lægfolket, blev helt indtil
1802 baseret på 1633-versionen.
Fik folket så adgang til Bibelordet, fik de selv lov til at fortolke teksten
ud fra så redelige og tekstnære oversættelser som muligt? Nej.
Det altafgørende problem, som en kristen bibel altid må forholde sig til,
og som kristendommen i almindelighed og bibeloversættelserne i særdeleshed er
uløseligt forbundet med, gemmer sig nemlig bag den gamle opfattelse, at Bibelen
overhovedet er én bog: Men er der belæg for kirkens kobling af de jødiske
helligskrifter og de nytestamentlige kildetekster?
Det traditionelle kristne svar har naturligvis altid været et rungende og
indiskutabelt JA. Ja, det Gamle og det Nye Testamente udgør en sammenvævet
enhed; ja, det Gamle Testamente forudsiger Jesu Kristi komme, og det Nye
Testamente opfylder den profeti. Bibelen skulle være en kristen enhed, og det
Gamle Testamente blev følgelig både tolket og oversat kristologisk.
Konstant blev den læser, der troede sig sin egen bibelfortolker, derfor
konfronteret med Luther og andre oversætteres autoriserede kommentarer og udlægninger,
der utrætteligt gjorde opmærksom på, hvor Moses, profeterne og salmerne
udtaler sig om Jesus - op til et helt årtusind før han blev født.
De gamle jøder var af en ganske anden mening, og religionsvidenskabeligt er
det også ovenud vanskeligt ikke at hælde til jødernes standpunkt i dag - der
er ikke ét sagligt spor af Jesus Kristus i det Gamle Testamente.
Noget sådant er naturligvis problematisk for kirken, hvorfor den helt op til
vor egen tid heller ikke har villet erkende det. Bibelen har jo netop tjent det
formål at underbygge kirkens fundamentale fortælling om den almægtige kristne
Gud, som fra skabelsesøjeblik til dommedag lige netop har - og kun har -
kristendommen i sinde. Og hertil behøves selvsagt det Gamle Testamente som
kirkelig dokumentation, ikke mindst fordi Jesus ifølge det Nye Testamente hævder
denne dokumentation: "Thi hvis I troede Moses, ville I tro mig; thi om mig
har han skrevet." (Joh.5,46).
Det er klart, at når holdbarheden heraf svækkes videnskabeligt, skrider
grunden under kirken, hvorfor oversættere igennem århundreder har måttet
opretholde illusionen om testamenternes intime sammenhæng. Et veritabelt
kirkehistorisk bedrag, som alt for sjældent bemærkes.
I vort århundrede begyndte man endelig at nedtone den kristologiske
forbindelse testamenterne imellem, og da en helt ny oversættelse af det Gamle
Testamente kom på tale i 1970, var det officielt for at gøre op med
dogmatikken til fordel for videnskabeligheden.
I Faklen nr. 1 har vi udførligt dokumenteret, at denne officielle politik,
som man i 1979 anlagde over for Kirkeministeriet, der skulle godkende projektet,
i talrige situationer reelt måtte vige af hensyn til kirkelig dogmatik. Den
danske bibeloversættelse er således ofte baseret på, hvad der ifølge kirken bør
stå i Bibelen, ikke hvad der rent faktisk står i den hebraiske
kildetekst.
Symptomatisk herfor er f.eks. den måde, det allerede i 70erne afvistes at
skrive "Jahwe" i stedet for det sædvanlige "Herren".
Bibelselskabets Svend Aage Nielsen forklarer: "Det videnskabelige syn må
selvfølgelig være, at Jahvenavnet må med i oversættelsen, fordi det faktisk
står som navn i teksten. Derfor var oversættergruppen også mest stemt herfor.
Bibelselskabets syn var, at vi måtte følge kirkens meningsfyldte tradition,
fordi det er et stykke af kirkens bog og ikke et videnskabeligt aktstykke, vi
udgiver." (DBÅ 1977).
To år inden Bibelselskabets anmodning om Kirkeministeriets godkendelse i
1979, der taler om "sproglig og videnskabelig standard", har man altså
allerede renonceret på "et videnskabeligt aktstykke" og ladet
"kirkens meningsfyldte tradition" være retningsgivende.
Ifølge Ove Kollerup, der som ansat ved Bibelselskabet fik adgang til
arkivmaterialet i 1994, var de kirkelige hensyn endog særdeles fremtrædende
allerede på et forberedende seminar i 1975: "At seminaret i det hele taget
var meget opmærksomme herpå, fremgår alene ved det faktum, at ord som 'kirke'
og 'kirkelig' ifølge mine optællinger, optræder i positive vendinger ca. 30
gange i referatet!" (OK, s. 39).
Desværre findes ingen offentligt tilgængelig liste over alle de
skriftsteder, som revisionskomiteen og/eller den gammeltestamentlige og
nytestamentlige koordineringsgruppe alt i alt behandlede. Men Kollerup bemærker
dog herom, "at der ikke ved nogen tidligere dansk bibeloversættelse er
gjort et så minutiøst og omfattende arbejde med at koordinere de ca. 300
citater fra det Gamle Testamente i det Nye Testamente og de ca. 5.700 allusioner
i det Nye Testamente til det Gamle Testamente som ved 1992-Bibelen" (OK, s.
70) …!
Her er bare tre eksempler:
Salme 22;17:
Dansk oversættelse fra 1992 (DO92): "Hunde omgiver mig, en flok af
forbrydere står omkring mig; de har gennemboret [hebraisk: ka'ar] mine
hænder og fødder." Imidlertid betyder ka'ar ikke at
"gennembore", men efter al sandsynlighed at "binde", men så
kan man jo ikke længere påstå, at salmen profeterer Jesu lidelser på korset,
sådan som Bibelselskabet så gerne vil det.
Oversættelsen burde altså hedde: … de har bundet mine hænder og fødder.
Dette var da også teksten i prøveoversættelsen, men revisionskomiteen ændrede
den til den nuværende ordlyd. Hvorfor? Hvilke filologiske overvejelser lå til
grund herfor? Cappelørn svarer: "Denne ændring gør det muligt at se en kristologisk
bue mellem dette sted i Salmernes Bog som fx kap. 20 vers 25 i
Johannesevangeliet" (vor kursiv; DBÅ 1990)!
Esajas' Bog 7,14:
DO92: "Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal
blive med barn [hara] og føde [jolædæt] en søn, og hun skal give
ham navnet Immanuel." Men "blive med barn" er et adjektiv på
hebraisk (hara), og "føde" et aktivt participium (jolædæt),
hvis grundbetydning for begge formers vedkommende er præsens eller for
participiets vedkommende eventuelt kan være nær fremtid. Men så kolliderer
oversættelsen med den traditionelle forståelse af dette sted, der ønsker at
indlæse en profeti om Maria, der (i fremtiden - fra Esajas' perspektiv) skal føde
Jesus; en kristologisk efterrationalisering, som der altså slet ikke er
filologisk baggrund for i den hebraiske grundtekst.
Oversættelsen burde hedde: … Se, en ung kvinde er gravid, og hun er ved
(el. skal til) at føde en søn, og hun skal kalde hans navn Immanuel.
Desuden er verset en meget udbredt og alment kendt formular, dokumenteret i
bl.a. oldægyptiske og fønikiske kildetekster, formodentlig brugt i et hieros
gamos-drama (ægteskabet gud og præstinde, gudinde og konge imellem). Derved er
Bibelselskabets futurum ("… skal blive med barn") uden både
filologisk og religionshistorisk belæg.
1. Mosebog 3,5:
DO92: "Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet,
så I bliver som Gud og kan kende [celohim jode] godt og ondt." I og
med, at participiet jode, der følger efter elohim står i
pluralis, og i særdeleshed når man tager konteksten i betragtning, skal der
ikke oversættes med "Gud", men med "guder" - ellers giver
det efterfølgende vers 22 heller ikke megen mening: "Og Gud Jahwe sagde:
Nu er mennesket blevet som en af os …"
Oversættelsen burde derfor snarere hedde: … så I kan blive som guder,
der kender (el. og kende) godt og ondt.
Både Septuaginta og Vulgata har da også "guder" på dette sted,
ganske som de nye oversættelser La Sainte Bible traduite en francais sous la
direction de l'Ecole biblique de Jerusalem, 1956; The New English Bible,
1970; The New American Bible, 1970 samt en ny jødisk oversættelse: A
New Translation of the Holy Scriptures According to the Masoretic Text,
1962.
Selv om vi her, grundet den begrænsede plads må nøjes med disse tre
eksempler, forstår man måske så småt, hvad generalsekretær Cappelørn
mente, da han i 1990 atter fastslog, at den nye oversættelse er og bliver en kirkebibel:
"En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som tager
hensyn til dansk salmetradition. (…) En dansk kirkebibel er en bibel, der består
af oversættelser, som er blevet til ud fra den grundopfattelse, at Det Gamle og
Det Nye Testamente udgør en bibelsk og frelseshistorisk helhed." (DBÅ
1990).
Borte er fuldstændig emfasen på det oprindelige videnskabelige sigte, og
borte er enhver mulighed for en tekstnær, uforudindtaget oversættelse. I
stedet har vi fået en kirkebibel, der er oversat ud fra det perspektiv, at det
Gamle og det Nye Testamente udgør en frelseshistorisk helhed.
At formålet har været at legitimere en kirkelig tradition teologisk,
fordi den ikke længere kan legitimeres videnskabeligt, er vel dermed
indlysende, eftersom det i modsat fald naturligvis havde været ganske overflødigt
at forandre teksten. Og det er formodentlig også i sidste ende en væsentlig
grund til, at man har gjort det - der er så frygtelig megen prestige, autoritet
og magt, der hænger på en kristologisk Bibel. Bibelselskabets, teologernes -
og folkekirkens.
Og over for så vægtige institutioner, hvad betyder da ordet?!
Jens-André P. Herbener og Rune Engelbreth Larsen
Information, 15.10.1996
OVERSIGT
Læs også de øvrige artikler om bibeloversættelsen (kronologisk rækkefølge af artikler, oprindelig bragt i Faklen, 1996-2001):
1. BIBELFORFALSKNING?
af J.A. P. Herbener og R.E. Larsen
2. BIBELFORFALSKNING!
af J.A. P. Herbener og R.E. Larsen
3. EN JØDISK BOG (interview: F. Løkkegaard)
af J.A. P. Herbener og R.E.
Larsen
4. BIBELSELSKABETS RETRÆTE
af J.A. P. Herbener og R.E. Larsen
5. DOGMATISK MANIPULATION (EKSEMPLER)
af J.A. P. Herbener
6. EN NY, VIDENSKABELIG OVERSÆTTELSE
af J.A. P. Herbener og R.E. Larsen
7. BIBELFORFALSKNING (FORTSAT)!
af J.A. P. Herbener og R.E. Larsen
8. RETTELSER I DEN HEBRAISKE TEKST
af J.A. P. Herbener
9. KIRKENS HØJREFLØJ OG BIBELFORFALSKNINGEN
af J.A. P. Herbener
10. BIBELFORFALSKNING (EKSEMPLER)
af J.A. P. Herbener
11. VIDENSKAB CONTRA TRO
af J.A. P. Herbener og R.E. Larsen
12. VIDENSKABELIG VS. KIRKELIG OVERSÆTTELSE
(status) af J.A. P. Herbener
TJEK WEBSITET: Det hebraiske bibeloversættelsesprojekt (Det Kongelige Bibliotek)
KRONIKKER OM BIBELOVERSÆTTELSEN (kronologisk rækkefølge)
»Studerende skyder med spredehagl«, kronik af sognepræst Bent Kim Jepsen, Jyllands-Posten, 13.10.96.
»Bibelforfalskning«,
kronik af Jens-André Pedersen Herbener og Rune Engelbreth Larsen, Information, 15.10.96.
»Faklens forfalskninger«, kronik af Bodil Ejrnæs, Kristeligt Dagblad, 16.10.96.
»At oversætte er at vælge«, kronik af Bodil Ejrnæs, Information, 29.10.96.
»Bibelselskabets krampetrækninger«, kronik af Jens-André Pedersen Herbener og Rune Engelbreth Larsen, Information, 6.11.96.
»En osende fakkel«, kronik af Svend Holm-Nielsen, Information, 19.11.96.
»Videnskab ved afstemning«, kronik af Jens-André Pedersen Herbener og Rune Engelbreth Larsen, Information, 3.12.96.
»En ny videnskabelig bibeloversættelse«, kronik af Jens-André Pedersen Herbener og Rune Engelbreth Larsen, Kristeligt Dagblad, 7.1.97.
»Videnskabelig bibeloversættelse«, kronik af Kirsten Nielsen, Jyllands-Posten, 2.2.97.
»Nødvendig videnskabelig bibeloversættelse«,
kronik af Jens-André Pedersen Herbener og Rune Engelbreth Larsen, Jyllands-Posten, 23.2.97.
|
|
