Kirkens skjulte dagsorden - 95 nytestamentlige citater

Af Rune Engelbreth Larsen, Aurora Herbener og J-A.P. Herbener

---

Den 31. oktober 1997 var det 480 år siden, Luther slog sine berømte 95 teser op på døren til slotskirken i Wittenberg. Faklen markerede dagen ved at slå 95 nytestamentlige citater op på tre domkirker; citater, der viser kristendommens verdensforsagende og kvindefjendske kerne, som den evangelisk-lutherske folkekirke behændigt fortier. Kirkens reaktion spændte fra blank afvisning til famlende indrømmelse ...

Den 31. oktober 1517 slog Martin Luther sine 95 teser, Disputatio pro declaratione virtutis indulgentia-rum (Disputats til belysning af afladens kraft), op på hoveddøren til slotskirken i Wittenberg og rettede dermed et knusende slag mod den romersk-katolske kirkes enhed. Det var imidlertid ikke Luthers hensigt at splitte kirken og blive fader til vore dages evangelisk-lutherske kirke, og hans kritik var langtfra original, men teserne og ikke mindst deres modtagelse banede vejen for en stadig mere skærpet og ubøjelig tone i hans skrifter, hvorfor bruddet tidligt viste sig uundgåeligt.

Mest berømt er Luthers direkte kritik af afladshandlen, som skriftets titel da også afslører, er hovedærindet. Baggrunden herfor er den for kristendommen nærliggende opfattelse, at mennesket stort set fødes, lever og dør i synd og derfor pr. natur er dømt til guddommelig straf, som det så bl.a. er kirkens opgave at formilde på forskellig måde.

Ligesom dåbens sakramente således ophæver al arvesyndens skyld og straf (såvel som straffen for den synd, der måtte være begået fra fødslen til og med dåben), ophæver bodssakramentets absolution dødssyndernes skyld og den evige straf. Tilbage er så den timelige, begrænsede skyld, som alle mennesker i forskellig udstrækning pådrager sig hen ad vejen. Straffen herfor kunne kirken eftergive eller lempe ved at pålægge synderen forskellige former for bod, såkaldt satisfaktion, f.eks. faste, almisser og valfart; den, der end ikke efterlevede dette, ville så siden blive straffet af Gud – hvis ikke før, så i skærsilden.

Så godt som alle mennesker måtte for så vidt påregne at tilbringe en vis tid i skærsilden, dertil var de med et almindeligt menneskeliv forbundne synder simpelt hen for uomgængelige. Kirkens aflad mentes efterhånden også at kunne afhjælpe disse hinsidige udsigter, for den sad jo på en stor bank af overskydende gode gerninger, thesaurus ecclesiae, som det syndige menneske kunne få del i gennem aflad – og med tiden også ligefrem betale sig til.

Købet af et afladsbrev gav således ret til at få fuld syndsforladelse af en skriftefader efter et skriftemål. Formlen absolutio a poena et a culpa (frikendelse fra skyld og straf) gav imidlertid det indtryk, at man så at sige købte sig direkte til frelsen, og i betragtning af den efterhånden relativt indbringende handel, var der under selve salget næppe heller det største incitament til at irettesætte eventuelle teologiske misopfattelser af disse adgangsbilletter til Himmeriget.

Pave Sixtus IV (1471-84) udvidede forretningen, så det tilmed blev muligt at købe afdøde slægtninge fri af skærsildens pinsler – opfindsomheden kendte ingen grænser.

På den baggrund er kritikken af afladshandlen i de 95 teser nærmest moderat. Nok advarer Luther, at »når pengene klinger i kisten, kan havesyge og gerrighed øges« (28), og nok finder han, at enhver sand kristen, »der er inderlig bedrøvet over sin synd, har fuld forladelse af straf og skyld, skænket også uden afladsbrev« (36), men han afviser ikke principielt pavens uddeling af aflad, der dog er »en forkyndelse af den guddommelige syndsforladelse« (38), blot understreger han, at den må »forkyndes med varsomhed« (41). Man skal »oplyse de kristne om«, at køb af aflad ikke må sammenlignes med barmhjertighedsgerninger (42), og at almisser til de nødlidende er bedre end aflad (43), fordi afladen ikke forbedrer mennesket, men kun gør det »mere frit for straf« (44).

Desuden formaner Luther generelt, at »de troendes hele liv skal være en bod« (1), som »virker alle hånde dødelser af kødet« (3), og at man »må formane de kristne til at stræbe at følge Kristus, deres overhoved, gennem lidelse, død og helvede« (94).

På trods af enkelte efterfølgende indbyrdes høflige brevvekslinger Luther og pave Leo X imellem er krigserklæringen uundgåelig, og Luther holder sig snart heller ikke tilbage med at titulere kirken i Rom som »Satans synagoge« og paven selv som »Antikrist«; tilsvarende bliver så Luther kaldt »Satans barn« i en heftig polemisk fejde, der tordner med skældsord og trusler fra begge fronter.

I juni 1520 udsender Leo X bullen Exsurge Domine, der kræver, at Luther afsværger sin falske lære eller bandlyses. Knap halvdelen af de 95 sætninger afvises som kætterske eller i det mindste anstødelige og farlige, og Luthers skrifter brændes. Luther svarer igen ved også at indbyde Wittenbergs studenter til bogbrænding og personligt kaste bullen og kirkens kanoniske retsbøger på bålet.

I januar 1521 bliver Luther så endelig ekskommuniceret, og allerede samme måned udsender han et skrift, der forsvarer de bandlyste sætninger som begrundet ved Bibelen, og som detroniserer pavestolen til fordel for den hellige skrift.

Fire turbulente år er forløbet siden teserne på døren til slotskirken, men det blev kun indledningen til langt voldsommere nationale uoverensstemmelser, politiske konfrontationer og religionskrige, som kom til at kendetegne den tid, der siden fik navnet Reformationen.

95 nytestamentlige citater

I dag, 480 år efter Luthers teser, kan vi konstatere, hvad det hele endte med. Den evangelisk-lutherske danske folkekirke er en af frugterne. Udadtil en fredelig samfundsgavnlig institution, der varetager størstedelen af befolkningens behov for navngivning, dåb, konfirmation, vielse og begravelse og tilmed hver eneste søndag tilbyder gudstjenester i omtrent 2.000 kirker over hele landet; et tilbud, som godt nok kun benyttes af et fåtal.

Vi skylder naturligvis Luther at være kommet af med paven; de danske biskopper er til sammenligning kun kransekagefigurer uden nogen videre magt, og afladens forsvinden må vi også takke den store reformator for.

Eller har den bare overvintret i en mere sofistikeret og mindre dramatisk form?

Næsten 9 ud af 10 danskere er medlem af folkekirken, men det overvældende flertal heraf har ikke desto mindre meldt sig ind på betingelser, som vi ellers nok ville betænke os en ekstra gang på, om også andre foreninger benyttede sig af. Man bliver således automatisk medlem gennem en handling, som man ikke har den ringeste mulighed for at tage selvstændig stilling til endsige få indflydelse på – dåben.

Når man så når en vis alder, opkræver foreningen på den konto et årligt firecifret beløb i kontingent, og meget kundevenligt sker det hele automatisk over skattebilletten, så ingen behøver at stå og fumle med alle de mange rede penge og få den pludselige indskydelse at bruge dem til noget mindre vigtigt.

I sandhedens interesse skal det dog også ekspliciteres, at der bestemt ikke er tale om nogen form for økonomisk bondefangeri af spædbørn – den enkelte skal skam bekræfte medlemskabet i den myndige alder af 13 år. Begivenheden fejres tilmed med overdådige gaver og svimlende pengebeløb, og for disse unge nye medlemmer hænger det hele selvfølgelig sammen: Medlemskab, fest, gaver – klingende mønt.

Folkekirkens årlige indtægter fordelte sig i 1995 således: Kontingenter (kirkeskat): ca. 3,26 mia. kr.; statstilskud over finansloven: ca. 0,5 mia. kr.; indtægter fra renter, ejendomme og kirkegårde m.m. ca. 0,47 mia. kr.; fra kirkens faste ejendomme og jorder m.m.: ca. 0,5 mia. kr. Derudover udgjorde folkekirkens samlede kapitaler ca. 4,97 mia. kr.

»... når pengene klinger i kisten, kan havesyge og gerrighed øges,« advarede Luther den romersk-katolske kirke i 1517 på hoveddøren til slotskirken i Wittenberg; »alle hånde dødelser af kødet« gennem »lidelse, død og helvede« indskærpede han den kristne ... Den formaning hænger vist næppe på hoveddøren til mange af de evangelisk-lutherske kirker i dagens Danmark, og den høres vel også forholdsvis sjældent under konfirmationens festivitas – det kunne jo hænde, at indtægterne fra kontingenterne svandt en smule ind.

Få bekymrer sig tilsyneladende over, hvori denne forenings specifikke formål egentlig består. Men spørgsmålet er måske, om man overhovedet kunne forestille sig nogen som helst anden forening, det var vigtigere at få formålsparagrafferne set efter i sømmene på?

Den 31. oktober stillede Faklen dette spørgsmål på en lidt utraditionel måde, idet vi markerede det omtalte 480 års jubilæum ved at grave nogle afgørende spadestik dybere end Luther og i stedet for 95 lutherske teser slå 95 nytestamentlige citater op på folkekirkens hoveddør – nærmere bestemt tre af landets centrale domkirker, henholdsvis i København, Odense og Århus.

Det afgørende er så, at sammenligner man disse grundlæggende citater med folkekirkens officielle guddom og næsten troskyldige pomp og pragt, viser der sig et iøjnefaldende og ganske imponerende dobbeltspil.

Men slå selv en tur forbi under den lokale kirkes joviale og uforpligtende charade en søndag formiddag, og sammenlign så oplevelsen med disse 95 alt andet end urepræsentative citater fra kirkens eget grundskrift, der uden omsvøb forkynder verdensforsagelse og dommedag, ringeagter kvinden og forbander det seksuelle begær, kræver uforsonlig strid venner og familie imellem og dog forbyder vreden, samt nedkalder helvedspinsler over den, der ikke deler det kristne livssyn, mens evig lyksalighed forjættes et udvalgt fåtal af frelste ...

En kirkelig dagsorden, der på denne vis er trykt i hundreder af millioner eksemplarer, lader sig naturligvis vanskeligt skjule, men med opbydelsen af århundredgamle velprøvede teologiske finesser og et forbilledligt PR-arbejde er det alligevel lykkedes kirken at tilsløre absolut centrale hovedtræk i sit – ret beset, overordentlig intolerante og uhyggeligt verdensfjendske – ideologiske fundament (en grundig analyse af nytestamentlig eskatologi og teologi findes i Faklen nr. 4).

Og det er lykkedes godt. For når det kommer til stykket, kan selv de mest yderliggående nyreligiøse sekter i dag vanskeligt hamle op med den uforsonlige fanatisme, som afgørende dele af det Nye Testamente afkræver den kristne i ét og alt. Men det er der selvfølgelig ingen grund – i hvert fald ingen økonomisk rentabel grund – til at skilte alt for kraftigt med; for at præsteskabet tilmed beriges på et budskab, der som led i verdensforsagelsen også fordømmer besiddelsen af selv den ringeste ejendom og rigdom, er kun den mest kendte af talrige bizarre inkonsistenser, som kendetegner hele den danske folkekirkes dobbeltspil ...

Mattæusevangeliet

3, 7: »Men da han så mange af farisæerne og saddukæerne komme for at blive døbt, sagde han til dem: 'I øgleunger! hvem gav jer den tanke at fly fra den kommende vrede?«

3, 12: »Sin kasteskovl har han i hånden, og han skal gennemrense sin lo og samle sin hvede i lade; men avnerne skal han opbrænde med uudslukkelig ild.«

5, 20: »Thi jeg siger jer: hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.«

5, 22: »Men jeg siger jer, at enhver, som bliver vred på sin broder, er skyldig for domstolen; og den, som siger til sin broder: 'Raka!' er skyldig for det store råd; og den, som siger: 'Du dåre!' er skyldig til Helvedes ild.«

5, 28: »Men jeg siger jer, at enhver, som ser på en andens hustru, så han begærer hende, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte.«

5, 48: »Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen.«

6, 24: »Ingen kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.«

7, 13: »Gå ind ad den snævre port; thi vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen, og mange er de, der går ind ad den ...«

7, 14: »... og snæver den port og trang den vej, som fører til livet, og få er de, der finder den.«

7, 21: »Ikke enhver, der siger til mig: 'Herre, Herre!' skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje.«

10, 9: »Skaf jer ikke guld eller sølv eller kobber i jeres bælter ...«

10, 34: »I må ikke mene, at jeg er kommen for at bringe fred på jorden; jeg er ikke kommen for at bringe fred, men sværd.«

10, 37: »Den, som elsker fader eller moder mere end mig, er mig ikke værd, og den, som elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd ...«

12, 30: »Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, spreder.«

13, 42: »... de skal kaste dem i ildovnen; dér skal være gråd og tænderskæren.«

13, 44: »Med Himmeriget er det ligesom med en skat, der var skjult i en mark, og en mand finder den og holder det hemmeligt, og af glæde over den går han hen og sælger alt, hvad han har, og køber den mark.«

19, 21: »Da sagde Jesus til ham: 'Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i Himlene; og kom så og følg mig!«

19, 24: »Ja, jeg siger jer: en kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige.«

22, 30: »... i opstandelsen tager de ikke til ægte, ej heller bortgiftes de, men de er som engle i Himmelen.«

23, 13: »Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I lukker Himmeriget for menneskene; selv går I ikke derind, og dem, som vil gå ind, tillader I det ikke.«

24, 7: »... folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige, og der skal være hungersnød og jordskælv både her og der.«

24, 29: »Straks efter trængselen i de dage skal solen formørkes og månen ikke skinne, og stjernerne skal falde ned fra himmelen, og himlenes kræfter rystes.«

Markusevangeliet

8, 38: »... den, som skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige slægt, ham skal også Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin Faders herlighed med de hellige Engle.«

9, 43: »Og hvis din hånd forarger dig, så hug den af! Det er bedre for dig at gå vanfør ind til livet end at fare til Helvede til den uudslukkelige ild med begge hænder i behold.«

9, 45: »Og hvis din fod forarger dig, så hug den af! Det er bedre for dig at gå halt ind til livet end at kastes i Helvede med begge fødder i behold.«

9, 47: »Og hvis dit øje forarger dig, så riv det ud! Det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds rige end med begge øjne i behold at kastes i Helvede ...«

11, 21: »Peter huskede det, der var sket, og siger til ham: 'Rabbi! se, det figentræ, du forbandede, er visnet.' Jesus svarer og siger til dem: 'Hav tro til Gud! ...'«

13, 12: »Og broder skal overgive broder til døden, og fader sit barn; og børn skal sætte sig op imod forældre og slå dem ihjel.«

13, 24: »Men i de dage, efter den trængsel, skal solen formørkes og månen ikke skinne ...«

13, 25: »... og stjernerne skal falde ned fra himmelen, og kræfterne i himlene skal rystes.«

13, 31: »Himmelen og jorden skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå.«

16, 17: »Og disse tegn skal følge dem, der tror: i mit navn skal de uddrive onde ånder; de skal tale med nye tunger ...«

16, 18: »... de skal tage på slanger, og hvis de drikker dødbringende gift, skal det ikke skade dem; på syge skal de lægge hænder, og de skal blive raske.«

Lukasevangeliet

6, 22: »Salige er I, når folk hader jer og udstøder jer og håner jer og forkaster jeres navn som ondt for Menneskesønnens skyld.«

6, 26: »Ve jer, når alle mennesker taler godt om jer; thi på samme måde gjorde deres fædre ved de falske profeter.«

8, 18: »Agt derfor på, hvordan I hører; thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, han synes at have.«

9, 3: »... og han sagde til dem: 'Tag ikke noget med på vejen, hverken stav eller taske eller brød eller penge, ej heller skal nogen have to kjortler ...'«

9, 62: »Men Jesus svarede ham: 'Ingen, som ser sig tilbage, efter at han har lagt sin hånd på ploven, er brugbar for Guds rige!'«

12, 49: »Ild er jeg kommen at kaste ud over Jorden, og hvor ville jeg ønske, den allerede havde fænget!«

14, 26: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin fader og moder og hustru og børn og brødre og søstre, ja endog sit eget liv, kan han ikke være min discipel.«

17, 26: »Og som det gik til i Noas dage, sådan skal det også gå i Menneskesønnens dage ...«

17, 27: »... de spiste, drak, tog til ægte, blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken og syndfloden kom og ødelagde dem alle.«

20, 35: »... men de, som er agtet værdige til at få del i den anden verden og i opstandelsen fra de døde, tager hverken til ægte eller bortgiftes.«

20, 46: »Vogt jer for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange klæder og ynder at lade sig hilse på torvene og at have de fornemste sæder i synagogerne og at sidde øverst til bords ved gæstebudene ...«

21, 26: »Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige; thi himlenes kræfter skal rystes.«

22, 36: »Da sagde han til dem: 'Men nu skal den, som har en pung, tage den med, og den, der har en taske, gøre ligeså; og den, som ikke har noget sværd, skal sælge sin kappe og købe sig et ...'«

Johannesevangeliet

12, 25: »Den, som elsker sit liv, mister det; men den, som hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.«

14, 6: »Jeg er vejen og sandheden og livet ...«

14, 12: »Sandelig, sandelig siger jeg eder: den, som tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, han skal gøre endnu større gerninger ...«

15, 6: »Hvis nogen ikke bliver i mig, kastes han ud som en gren og visner; man samler dem og kaster dem i ilden, og de brændes.«

15, 19: »Var I af verden, så ville verden elske sit eget; men fordi I ikke er af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer.«

17, 9: »Jeg beder for dem; jeg beder ikke for verden, men for dem, som du har givet mig; thi de er dine ...«

Apostlenes gerninger

2, 20: »Solen skal vendes til mørke og månen til blod, før Herrens dag kommer, den store og herlige.«

Paulus' brev til romerne

8, 7: »Kødets attrå er jo fjendskab imod Gud, thi det bøjer sig ikke under Guds lov, og det kan heller ikke gøre det ...«

12, 19: »Tag ikke jer selv til rette, I elskede, men giv plads for Guds vrede, thi der står skrevet: 'Mig tilkommer det at straffe, jeg vil gengælde, siger Herren.'«

12, 20: »Men 'dersom din fjende sulter, så giv ham at spise; dersom han tørster, så giv ham at drikke; thi når du gør det, sanker du gloende kul på hans hoved.'«

Paulus' første brev til korinterne

3, 13: »... så skal det engang åbenbares, hvad slags arbejde enhver har udført; thi dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan enhvers arbejde er.«

7, 29: »Og det siger jeg jer, brødre: tiden er knap; derfor skal herefter de, der har hustru, være, som om de ingen havde ...«

7, 34: »Og den ugifte kvinde og jomfruen bekymrer sig for det, der hører Herren til, at hun kan være hellig både på legeme og ånd; men den gifte bekymrer sig for det, der hører verden til, hvorledes hun kan tækkes sin mand.«

11, 1: »Bliv mine efterfølgere, ligesom jeg igen er Kristi efterfølger!«

11, 3: »Men det vil jeg, I skal vide, at Kristus er enhver mands hoved; og manden er kvindens hoved ...«

11, 5: »Men enhver kvinde, der har utilhyllet hoved, når hun beder eller profeterer, bringer skam over sit hoved; thi det er det samme, som om hun havde ladet sit hår rage af.«

11, 9: »Ej heller blev jo manden skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld.«

14, 34: »Ligesom i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie i jeres menighedsforsamlinger; thi det tilstedes dem ikke at tale, men de skal underordne sig, som også loven siger.«

Paulus' andet brev til korinterne

11, 23: »Er de Kristi tjenere? Jeg taler i vanvid: jeg er det endnu mere. Jeg har haft fuldt op af slid og slæb, har tit været i fængsel, fået hug og slag i overflod og ofte været i dødsfare.«

Paulus' brev til galaterne

5, 24: »Og de, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet med dets lidenskaber og begæringer.«

Paulus' brev til filipperne

3, 17: »Vær mine efterfølgere, brødre! og agt på dem, der vandrer efter det forbillede, I har i os.«

Paulus' brev til kolossenserne

3, 22: »I trælle! Vær i alle forhold lydige mod jeres jordiske herrer, ikke med øjentjeneste som de, der vil tækkes mennesker, men af et oprigtigt hjerte i ærefrygt for Herren.«

Paulus' andet brev til tessalonikerne

1, 7: »... og jer, der lider trængsel, hvile sammen med os, når Herren Jesus åbenbares fra Himmelen med sine mægtige engle ...«

1, 8: »... med flammende ild, og bringer straf over dem, der ikke vil vide af Gud at sige, og over dem, som ikke er lydige mod vor Herres Jesu evangelium ...«

2, 11: »Derfor sender Gud over dem en vildførende magt, så de tror løgnen ...«

2, 12: »... for at de skal rammes af dommen, alle de, som ikke troede sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden.«

Paulus' første brev til Timoteus

2, 11: »Kvinderne bør i stilhed tage mod belæring og underordne sig i alle måder ...«

2, 12: »... men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, ikke heller at byde over sin mand, men hun skal leve i stilhed.«

Paulus' andet brev til Timoteus

3, 12: »Sådan skal også alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, blive forfulgt.«

Brevet til hebræerne

10, 27: »... en frygtelig forventning om dom og en nidkærheds brand, som skal fortære de genstridige.«

10, 31: »Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder.«

12, 26: »Dengang fik hans røst jorden til at rokkes, men nu har han givet denne forjættelse: 'Endnu én gang vil jeg ryste, ikke blot jorden, men også himmelen.'«

12, 29: »Thi 'vor Gud er en fortærende ild'.«

Jakobs brev

1, 22: »Og vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv.«

2, 17: »Sådan er det også med troen; hvis den ikke har gerninger, er den i sig selv død.«

3, 6: »Også tungen er en ild. Som en verden af uretfærdighed sidder tungen blandt vore lemmer; den besmitter hele legemet, ja, sætter 'tilværelsens hjul' i brand og er selv brand af Helvede.«

4, 4: »I utro! Ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.«

5, 1: »Og nu, I rige! Klag og græd over den elendighed, som venter jer.«

Peters første brev

3, 7: »Ligeledes skal I mænd leve med forstand sammen med jeres hustruer som med en svagere skabning ...«

Peters andet brev

3, 12: »... mens I venter og fremskynder Guds dags komme, hvorved himlene skal komme i brand og opløses og elementerne komme i glød og smelte.«

Johannes' første brev

2, 15: »Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham.«

Johannes' Åbenbaring

1, 7: »Se, i skyerne kommer han, og alles øjne skal se ham, også deres, som har gennemstunget ham, og alle jordens stammer skal jamre ved hans komme. Ja, amen.«

6, 12: »Og jeg så Lammet bryde det sjette segl; da kom der et stort jordskælv, og solen blev sort som en sørgedragt, og hele månen blev som blod.«

6, 14: »Og himmelen forsvandt som en bogrulle, der rulles sammen, og alle bjerge og øer blev flyttet fra deres plads.«

14, 4: »Det er dem, som ikke har besmittet sig med kvinder, thi de er som jomfruer; det er dem, der følger Lammet, hvor det går. De er blevet løskøbt ud af menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og Lammet.«

20, 15: »Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han kastet i ildsøen.«

22, 11: »Lad den, som gør uret, blive ved at gøre uret, og lad den urene blive ved at leve i urenhed, og lad den retfærdige blive ved at øve retfærdighed, og lad den hellige blive ved at leve helligt.«

22, 18: »For enhver, som hører de profetiske ord i denne bog, vidner jeg: 'Hvis nogen lægger noget til dette, skal Gud lægge på ham de plager, som der er skrevet om i denne bog.'«

22, 19: »Og hvis nogen tager noget bort fra denne profetiske bogs ord, skal Gud fratage ham hans del i livets træ og den hellige stad, som der er skrevet om i denne bog.«

Rektor for Præstehøjskolen: Jesus »ryster vores snusfornuft«

Den 29. oktober røber Århus Stiftstidende aktionen for domprovst Jacob Grosbøll fra Århus domkirke, der bliver så bestyrtet, at han morgenen efter advarer Faklen om, at han vil »tage alle skridt for at forhindre det«. Grosbøll finder, at det er »kompromitterende for Faklen at tage den slags metoder i brug« – at denne »kompromitterende« metode blev anvendt af Luther og lagde grundstenen til den kirke, som Grosbøll selv tilhører, anfægter ikke domprovsten.

Dagen efter udtaler han til Århus Stiftstidende: »Vi vil ikke acceptere, at de sætter noget op på kirkens dør. Jeg mener, at det er en krænkelse af kirkens ejendomsret.« At så kirkens »ejendomsret« står i skarp kontrast til den besiddelsesløse kristendom, det Nye Testamente så hyppigt indskærper, tjener kun til at sætte Grosbølls reaktion i et temmelig oplysende relief.

Domprovsten hævder endvidere, at vi »ikke er i stand til at læse teksten«, men hvorfor i alverden han så ikke ville lade os slå dele af selv samme tekst op på den kirke, som hævder at bygge herpå, forbliver ufortalt.

I Jyllands-Posten forsøger rektor for Præstehøjskolen, Niels Thomsen samme dag at bagatellisere det verdenshad og den helvedsdom, som det Nye Testamente proklamerer: »Det er karakteristisk, at Jesus altid går et skridt videre og ryster vores snusfornuft.«

Javel. Dommedagshåbene, verdensforsagelsen, fanatismen osv. skal alt sammen blot tjene til at »ryste vores snusfornuft«! Når det Nye Testamente f.eks. proklamerer om den med længsel ventede verdensundergang, at »solen [skal] formørkes og månen ikke skinne, og stjernerne skal falde ned fra himmelen, og himlens kræfter rystes« (Matt. 24, 29), mener Jesus selvfølgelig ikke, at solen skal formørkes, månen ikke skinne og stjernerne falde ned fra himlen, ej heller er det selvfølgelig himlens kræfter, der skal rystes, det er skam tværtimod bare vores alle sammens snusfornuft ...

Da dagen oprinder, dukker domprovsten fra Århus imidlertid alligevel ikke op for at forhindre de to stykker papirs og fire tegnestifters »krænkelse af kirkens ejendomsret« – ifølge TV-Danmark er det dog ikke snusfornuft, men salmonellaforgiftning, der har holdt ham tilbage. Måske har han også taget ved lære af Københavns domprovst, Arne Bugge, der over for Politiken den 31.10. erklærer, at han »finder det rigtigt at ignorere det« – i hvert fald sender Grosbøll heller ikke suppleanter for at hindre overgrebet på kirkens ejendom, og således kan Faklen uforstyrret slå de 95 nytestamentlige citater op på hoveddøren til domkirken i både Århus, Odense og København.

TV-Danmark forelægger imidlertid samme dag de 95 citater for dekanen ved Teologisk Fakultet på Aarhus Universitet, professor Peter Widmann, og han finder i modsætning til Århus' domprovst ingen grund til at affeje Faklens aktion eller påstå, at vi »ikke er i stand til at læse teksten«.

Tværtimod erkender dekanen, at kirken »rent faktisk udglatter; at man så at sige spiller hen over visse ubehagelige eller stødende ting. Og der er det ikke mindst netop den videnskabelige teologis opgave, at vi anholder det og siger: 'Nej, det står der faktisk, og det har været den oprindelige betydning'.«

Senere bliver sognepræst Jesper Kiil-Jørgensen interviewet om folkekirkens forhold til det Nye Testamente i TV2-Østjylland af Hanne Vinther Mikkelsen. Interviewet er symptomatisk for den overraskelse, der nødvendigvis må ramme pressefolk såvel som kirkegængere, der for første gang stifter bekendtskab med den nytestamentlige tekst.

Hanne Vinther Mikkelsen, TV2: »Hvordan kan folkekirken være bekendt at hvile på sådan et grundlag?«

Hanne Vinther Mikkelsen vil gerne vide, hvorfor nytestamentlige kernepunkter forties, og spørger, hvorfor vi ikke må se og høre de pågældende nytestamentlige citater i folkekirken?

– Jamen, det må I da hjertens gerne; de står da i Bibelen, der mig bekendt er en af verdens mest udbredte bøger, svarer Kiil-Jørgensen.

– Vil det sige, at vi skal gennempløje Bibelen for selv at finde dem?

– Ja, det ... ja, det skal I da i en vis forstand, fordi en del af citaterne dér ikke er citater fra tekster, der almindeligvis læses op og bruges i folkekirken.

– Er det, fordi det er for pinligt for folkekirken?

– Nej, det er bestemt ikke for pinligt for folkekirken. Grunden til, at de ikke læses op, det er, at de ikke er det, vi kalder »centrale tekster« – mange af dem ...

– Jeg må indrømme, at jeg er lidt chokeret over at læse et citat som: »Kvinderne bør i stilhed tage mod belæring og underordne sig i alle måder.« Hvordan kan folkekirken være bekendt at hvile på sådan et grundlag?

– Jamen, den hviler heller ikke på den sætning. Den hviler på det grundlag eller det budskab, som ligger i den bog ... Og så er der en helt anden ting, og det er jo dette, at Bibelen er – og det holder vi fast ved – en historisk bog; den er affattet under historiske forhold, som ikke er vores.

– Så man skal altså ikke tage Bibelen alvorligt – er det det, du siger? For det her står jo i det Nye Testamente.

– Jo, det skal man i høj grad ...

– Så må det vel også være ment alvorligt?

– Ja, selvfølgelig er det ment alvorligt, men du skal ikke tro, at Bibelen er eviggyldig på den måde, at den måde, det er udtrykt på, også ville være den måde, man ville udtrykke det på i dag, vel?

Kiil-Jørgensens problem er naturligvis folkekirkens problem i en nøddeskal: Han er nødt til at udglatte og glide udenom. Han må oprigtigt erkende, at hovedparten af disse citater ikke læses op i kirken – og det skyldes selvfølgelig deres alt for iøjnefaldende antihumanistiske karakter. Samtidig kan Kiil-Jørgensen heller ikke benægte, at det Nye Testamente rent faktisk i sit historiske udgangspunkt beskriver en dommedagsprædikant og hans eksklusive discipelskares virke, med alt hvad den slags indebærer af sekterisk fanatisme og benhårde krav til potentielle trosfæller. I religionshistorisk forstand er dette ganske enkelt lige så ufravigelige ingredienser i kristendommens grundlag som den udtalte ringeagt for kvinden, der er »en svagere skabning« (1. Pet. 3, 7), eller dødsdommen for homoseksualitet, hvis »skamløshed« sidestilles med »ondskab« og »mordlyst« (Rom. 1, 27ff).

Derfor må Kiil-Jørgensen ligesom enhver anden repræsentant for folkekirken, der bliver sat over for disse talrige intolerante nytestamentlige vidnesbyrd, atter og atter gentage, at folkekirken hverken hviler på den eller den sætning – og dét gælder ikke bare for disse 95 citaters vedkommende, men i hundredvis af belastende tilfælde.

Omvendt kan præsten og hans ligesindede aldrig nogen sinde fortælle os, hvor den påståede humanisme egentlig findes i det Nye Testamente; i hvert fald kun ved at fremhæve isolerede lignelser, der løsrevet fra de tidligste kristne menigheders dommedagshåb og elitære frelsesforventninger helt forbigår det faktum, at Jesus skelnede skarpt mellem de folkelige lignelser og de udvalgtes lære og da heller ikke havde til hensigt at frelse andre end en beskeden, udvalgt skare. Ikke blot de, der »ikke er lydige mod vor Herres Jesu evangelium«, skal straffes med »flammende ild« (2. Tess. 1, 8); det er i det hele taget slet ikke meningen, at alle skal frelses, betoner både Jesus (Matt. 13, 10ff; Mark. 4, 11f) og Paulus (2. Tess. 2, 11) – langt de fleste venter den uudslukkelige helvedsild (Matt. 13, 42; Mark. 9, 43ff; Joh. 15, 6; Åb. 20, 15).

Lige så lidt som lignelsernes overfladisk betragtede »folkelighed« repræsenterer det nytestamentlige fundament, er den i kirken så ofte besungne »næstekærlighed« tilnærmelsesvis identisk med det kristne budskab per se. Kærligheden til næsten, sågar til fjenden, dækker i det Nye Testamente således blot over tilliden til den helt igennem private frelse såvel som til en hinsidig hævn over de modstandere, som man dennesidigt nok så fromt affinder sig med. Det er f.eks. ikke primært den fattige, man frelser, men sig selv, når man forærer ham sin formue, for selv samme formue står jo netop i vejen for frelsen (Matt. 6, 19ff; Matt. 19, 21ff; Luk. 16, 13), ganske som »næstekærligheden« heller ikke er for fjendens skyld, for som Paulus siger: »Men 'dersom din fjende sulter, så giv ham at spise; dersom han tørster, så giv ham at drikke; thi når du gør det, sanker du gloende kul på hans hoved.'« (Rom. 12, 20).

Søren E. Jensen, P1: Det »paulinske pik-chauvinistiske opkog«

Den faste afledningsmanøvre, når det Nye Testamentes mørke sider således belyses, benytter også Kiil-Jørgensen sig sluttelig af i TV2: »Bibelen er – og det holder vi fast ved – en historisk bog; den er affattet under historiske forhold, som ikke er vores.« Samme »undskyldning« benytter Søren E. Jensen indirekte i P1s Kulturnyt, den 3.11.

I en ekstremt ensidig »reportage«, hvor alene folkekirken høres, tilsværtes og latterliggøres Faklen på bedste rendestensjournalistiske facon. »Faklen har med vanlig sans for medietække lagt brænde frem til det helt store bål,« proklamerer Jensen, der over for lytterne dokumenterer sin teologiske fagekspertise med den tungtvejende udmærkelse, at han skam »kender« mange præster ...

På baggrund af sit nøgterne journalistiske feltarbejde kan denne skarptseende præstekender således efter at have talt i op til flere sekunder med Københavns domprovst konkludere, at »som altid hos Faklen er det de tomme tønder, der buldrer mest«.

Jensens uforlignelige vid glimrer ikke mindst, da han ualmindelig klogt afviser signifikansen af Paulus' ringeagt for kvinden, fordi denne ringeagt både er Jensen selv og hans præstevenner bekendt i forvejen: »At erklære det som en afsløring, at det Nye Testamente er et af verdenshistoriens mest truende og intolerante skrifter, og så bevise det gennem det sædvanlige – og nu lader jeg mig inspirere af jargonen – paulinske pik-chauvinistiske opkog om, at kvinden skal tie i forsamlinger og deslige, virker nytestamentligt sagt som den gamle vin på de alt for gamle sække!«

Det særdeles begavede ræsonnement, som Jensen så kultiveret forsøger at udbasunere er selvfølgelig, at eftersom Paulus i snart 2.000 år har forbandet de homoseksuelle og ringeagtet kvinden, så kan det da vel ikke genere nogen længere?!

Pointen, som behændigt undlades, er selvfølgelig, at hovedparten af folkekirkens medlemmer naturligvis fortsat ikke aner det fjerneste om Paulus' kvindeforagt, fordi det generelt forties af Jensens præstevenner og deres kolleger, samt at det Nye Testamentes eklatante intolerance indlysende nok heller ikke bliver den mindste smule mindre intolerant, blot fordi den er lige så gammel som apostlene selv.

Men meningen er selvfølgelig, at Jensens lyttere såvel som folkekirkens tilhørere fortsat skal købe afledningsmanøvren, at den moderne kirke udtrykker præcis det samme kristne »kærlighedsbudskab« som det (gamle) Nye Testamente – eller som Kiil-Jørgensen udtrykker det: »... du skal ikke tro, at Bibelen er eviggyldig på den måde, at den måde, det er udtrykt på, også ville være den måde, man ville udtrykke det på i dag, vel?«

Nej – spørgsmålet er bare, hvordan man ville udtrykke det i dag? Kan eller skal Paulus' kvindehad eller hans dødsdom over de homoseksuelle udtrykkes anderledes, end det sker i det Nye Testamente? Kan eller skal Jesu helvedsstraf til den, som blot siger: »Du dåre!«, eller hans arrogante absolutisme: »Jeg er vejen, sandheden og livet« udtrykkes anderledes, end det sker i det Nye Testamente? Kan eller skal den nytestamentlige dommedag og verdensforsagelse udtrykkes på mere tidssvarende manér, end det sker i det Nye Testamente?

Ja, synes folkekirken og dens støtter at mene; det både kan og skal udtrykkes så anderledes som overhovedet muligt – men forsvinder det af den grund? Problemet er jo, at det ikke kan negligeres, så længe vi fortsat konfererer den nytestamentlige kristendom.

Man kan derimod afvise den generelle kristne intolerance, antihumanisme og verdensforsagelse, men man kan bare ikke afvise den med henvisning til nogen nok så moderne nytestamentlig »udtryksmåde«; dels fordi intolerance lige så lidt kan blive til tolerance i nogen som helst udtryksform, som afsky kan blive til respekt, dels fordi kristendommen ifølge det Nye Testamente selv netop defineres som helt igennem uforanderlig (Mark. 13, 31; Hebr. 13, 8).

I sidste ende kommer vi altså ikke uden om, at valget mellem humanistisk tolerance og kirkens nytestamentlige kristendom er et utvetydigt enten eller!

Rune Engelbreth Larsen, Aurora Herbener og J-A.P. Herbener
Faklen nr. 6, 1997

LÆS OGSÅ: Rune Engelbreth Larsen gør selvkritisk status over egne humanistiske tilløb i 1990'erne: Humanistisk retrospekt, 1990-2000