Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Værdien af værdierne

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Danmark står ved begyndelsen af mindst to afgørende forandringer i den nationale såvel som den internationale udvikling: Den multikulturelle samfundsudvikling og de europæiske unionsplaner.

Hvordan vi end forholder os hertil, hvad enten vi er positivt eller negativt indstillede over for det ene eller andet, og i hvilken udstrækning vi end finder vores position gradbøjet i det ene eller begge spørgsmål, kommer vi ikke udenom, at begge vil tegne dagsordenen med stigende tydelighed en rum tid fremover.

Uanset om vi tilskynder eller afviser den multikulturelle samfundsudvikling, vil resultatet blive et samfund, som om tyve år er ganske anderledes end i dag, fordi det enten har en markant ændret befolkningssammensætning og kulturel profil end den, der kendetegnede det 20. århundrede, eller fordi de kræfter, der bekæmper dette, omvendt har taget drastiske, politiske forholdsregler i brug for at standse denne udvikling. Og tilsvarende: Uanset om vi står helt på eller helt af EU-toget, vil resultatet forandre beslutningsprocesserne markant i Danmark, ikke bare fordi vi i dag er halvhjertet på toget, men fordi alt tyder på en unionsudvikling, der vil gøre endog en halvhjertet deltagelse langt mere omfattende og indgribende i nationale samfundsforhold, end det allerede aktuelt er tilfældet.

Over for sådanne udsigter må vel selv politikerne efterhånden lægge populismen og petitesserne til side og stille det store, grundlæggende spørgsmål om, hvilket samfund vi egentlig ønsker. Her rækker agitationen for et "ja" eller et "nej" til et EU-forbehold eller den sindsoprivende valgmulighed mellem statsministerkandidaterne Rasmussen og Rasmussen ikke særlig langt.

Skal vi for en gangs skyld grave nogle spadestik dybere end slagord og valgflæsk, må vi endelig turde tage fat på debatten om værdier og visioner. Hvilke værdier skal vi fremme i det 21. århundredes Danmark, og hvilke skal vi skrotte?

Men for overhovedet at give antydningen af et bud herpå, er det imidlertid først og fremmest afgørende at overveje, hvad det er for grundlæggende træk, vort nuværende samfund overhovedet bygger på. Og her må vi tage højde for, at Danmark naturligvis hverken kulturhistorisk eller samfundspolitisk er en øde ø, men derimod en del af den vesteuropæiske civilisation og tradition.

Når netop det 20. århundredes vestlige samfund eksempelvis så ofte både eksplicit og implicit betragtes som verdenshistoriens foreløbige højdepunkt, hvis moralske værdier troner over kulturhistoriens agtersejlede konkurrenter, skyldes det ikke mindst, at de, for hvem dette er tilfældet, anskuer det gennem den vestlige verdens briller. Her tilvejebringer velfærd, sundhed, teknologi, underholdning og rigdom tilsyneladende middel- og overklassen en dyne af luksus og selvtilfredshed, som intet tidligere århundrede tilnærmelsesvist har kunnet måle sig med.

Mindre skår i den vestlige overflods velbehagelighed er det så, at samme middel- og overklasse plages af en fanatisk fitness-fetichisme og stigende fortryllelse af plastikkirurgens skaberhænder, der skal holde det kroniske æde- og drukgildes mest iøjnefaldende skavanker fra livet (dvs. fra lårene, maven, ballerne og hagerne). Samtidig må lurende neuroser og nervesammenbrud holdes i ave af en voksende jungle af terapeuter og et stigende indtag af lykkepiller, men det er måske trods alt en billig pris at betale for civilisationens byrder - hvis man altså i øvrigt er en af dem, der har råd til at betale den.

Men Vesten består nu engang ikke kun af den gyldne middel- og overklasse, men også af en voksende underklasse af underprivilegerede og socialt marginaliserede grupper med et stigende rettighedsunderskud, som ikke mindst, men ikke kun rammer etniske minoriteter. Vi skal senere vende tilbage hertil, men først argumentere for, at de vestlige "fremskridt" ikke skyldes noget specielt "civiliseret" fortrin så lidt som "værdier", der i særlig grad udmærker sig "moralsk" frem for andre. Vesten er ikke en forbilledlig human oase i en omverden, domineret af "tilbagestående" kulturer og ondskabsfulde "slyngelstater", selv om det er den opfattelse, visse kulturelle og politiske fordomme ynder at cementere.

Hvor denne tankegang florerer, er den ikke mindst et resultat af den gamle sandhed om, at sejrherrerne skriver historien - Vestens selviscenesatte myte. I vestlig selvforståelse er Vesten således kendetegnet ved udstrakt frihed, høj grad af lighed, social sikkerhed og et emfatisk krav om grundlæggende menneskerettigheder, der sikrer den enkelte mod magtmisbrug og uretfærdige overgreb fra myndighedernes side.

Denne moralske overlegenhed sikrer os tilsyneladende en særlig ret til f.eks. at gribe ind i suveræne stater med alt fra hemmelige operationer til handelsrestriktioner og bombetogter, naturligvis alene med det ædle formål for øje at udbrede og indfri frihedsevangeliet til undertrykte befolkninger i alverdens bananrepublikker. I det mindste er det sådan, det præsenteres over for pressen og dermed offentligheden - og i ni ud af ti tilfælde sluges denne fremstilling råt.

Men skal vi undersøge, hvilke værdier et samfund eller en kultur bygger på, og hvor "overlegen" den egentlig er, må vi kigge på den reelle værdi af værdierne, dvs. det sammensatte billede, der tegner sig konkret, og vægte det mod selviscenesættelsens selvforherligelse, der som bekendt kan have en ganske anden abstrakt karakter.

Myten om kristendommens moralske ophøjethed

Det har været opfattelsen i Vesten siden begyndelsen af kirkens missionsvirksomhed, at vi både har handlet i Sandhedens og Moralens hellige navn, når korstog eller krigstogter knuste vantro kulturer og utaknemmelige stater, der vovede at trodse kirkens eller koloniherrernes uimodsigelige velsignelser.

I mange århundreder var denne Sandhed således begrundet i kristendommen, hvis stifter erklærer sig selv som intet mindre end "vejen, sandheden og livet" (Joh. 14,6). Og den eller de, der ikke underkaster sig Sandheden og Godheden, må derfor logisk nok være i Usandhedens og Ondskabens sold, og der er da næppe heller de grusomheder, som det ikke i denne selvforståelse har været tilladt den kristne Godhed at påføre den ukristne Ondskab. Vi kender kun alt for godt følgerne af "det glade budskab" fra århundreders aggressive missionsvirksomhed, hvor kirkens hærskarer med sværdet i den ene hånd og bibelen i den anden har "omvendt" primitive hedninge.

Ingen religion har hverken før eller siden udgydt tilnærmelsesvis lige så meget blod som kristendommen - og ansvaret herfor kan heller ikke protestantismen sige sig fri for. Luther udtrykte f.eks. en grænseløs afsky over for jøderne i skriftet Mod jøderne og deres løgne, der sågar formåede at imponere og inspirere nazisterne. Heri slår han til lyd for ikke blot at fratage jøderne deres bøger, men også skånselsløst nedbrænde deres synagoger og fordrive dem fra de kristne lande. Protestantismens eksplicitte fordømmelse af "Muhamedanerne" og stemplingen af "tyrken" som kristendommens "argeste gamle arvefjende" i Den augsburgske bekendelse er selvfølgelig udtryk for samme intolerante ånd - ikke desto mindre tilhører selv samme skrift faktisk den danske folkekirkes bekendelsesgrundlag den dag i dag, uden så meget som antydningen af ét forbehold fra Kirkeministeriet eller præsteskabet.

Er det fra disse rødder, den vestlige, protestantiske verden henter sine oplyste "værdier", som hæver os over verdens barbarer?

Næppe, vil kirken svare, for "de hører en anden tid til" - men hvis det er tilfældet, hvorfor fastholder man da uden videre sådanne passager som en del af vor tids kirkes bekendelsesgrundlag?

Måske fordi det absolut primære dokument i folkekirkens bekendelsesgrundlag, det Nye Testamente, dybest set er endnu mere problematisk i en moderne kontekst end selv Luther, og selv om man også her vil kunne fremdrage, at skriftet er affattet i en anden tid, er det altså ikke desto mindre uden forbehold af nogen art nøjagtigt den samme tekst, som kirken bygger på i dag.

Folkekirken bekender sig således til et nytestamentligt grundlag, ifølge hvilket kvinden er "en svagere skabning", der skal "underordne sig"og "tie i forsamlinger", og hvor homoseksuelle har "fortjent døden" på linje med "gudshadere" og "voldsmænd", ifølge hvilket uforsonlig strid og splid iblandt venner og familier hører til konsekvenserne af at følge Jesus Kristus, og ifølge hvilket kun et fåtal skal frelses, mens alle andre skal tilbringe evigheden under de værste helvedspinsler.

Et grundlag, ifølge hvilket Jesus Kristus ikke giver meget for åben diskussion om magtens rette indehaver og heller ikke åbenbarer nogen videre barmhjertighed over for sin opposition: "Jeg siger jer: 'Mine fjender dér, som ikke ønskede, at jeg skulle være konge over dem, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne!" (Luk. 19,27).

For vor tids rabiate, kristne modstandere af multireligiøsiteten, er her måske inspiration at hente. Men nej, det er heller ikke her, vi finder kernen til hverken Vestens eller kristendommens specifikke værdier, forsikrer omvendt de moderate kristne, for de hævder, at vi jo slet ikke skal læse, hvad der står i det Nye Testamente - altså bortset fra, når det er den kristne næstekærlighed og barmhjertighed, det gælder. Er det da medmenneskeligheden, der er kernen i det kristne budskab, og dermed den centrale værdi i den kristne, vestlige verden?

Hvor smukt det end ville lyde, er sagen imidlertid den, at ikke blot står den næstekærlige barmhjertighed i skarp historisk kontrast til kirkens intolerante jerngreb og militante aggressivitet såvel som til en del nytestamentlige passager, men selv om vi ser bort herfra, er den ikke engang den mindste smule særegen for kristendommen, men derimod et ganske ordinært træk ved mange religiøse livsanskuelser i det hele taget.

Hvad enten vi leder i kristendommens nytestamentlige udspring eller i kirkehistoriens faktiske forløb, er det trods nok så megen kirkeligt organiseret nødhjælp og sympatisk fattighjælp ikke let at hævde nogen særegen og entydigt medmenneskelig moral, der giver belæg for den udbredte vaneantagelse i Vesten om et kristent baseret værdisæts humane ophøjethed. I det mindste ikke hvis proportionerne skal holde i forhold til vægtningen af korstog, kætterforfølgelser, religionskrige, inkvisition, mission, heksejagt og nytestamentlig intolerance.

Helt andre traditioner har imidlertid også sat deres præg på Vesten og udgør dermed deres egne kilder til identifikation af et potentielt vestligt værdisæt - og frem for alt dets praktiske konsekvenser.

Renæssancehumanismen, oplysningstiden, den amerikanske og franske revolutions frihedsidealer samt internationaliseringen og institutionaliseringen af menneskerettighederne tilhører på hver sine måder traditioner, som historisk set enten har stået i opposition til kirken eller været helt uafhængige af den, men som alligevel har sat sine markante aftryk på Vestens historie det forløbne årtusinde.

Måske er det her, snarere end i kirkehistorien, at vi skal søge efter klart definerede, vestlige værdier, som er hævet over kirkeligt sandhedspatent og kulturchauvinisme, og som derved retfærdiggør den form for vestlig selviscenesættelse, der ser Vesten som kulturhistoriens foreløbige kulmination?

Myten om menneskerettighedernes garantier

Renæssancehumanismens opgør med kirkelig dogmatik og autoritet prægede kunsten, litteraturen, filosofien og sine steder sågar teologien i Vesten. Reformationerne repræsenterede imidlertid den modsatte impuls, hvis bodstankegang igen henviste mennesket til rollen som den tyngede synder under den enevældige Gud med krav om "alle hånde dødelser af kødet", som det hedder i en af Luthers berømte 95 teser. Kristendommen vendte sig imod renæssancehumanismens menneskesyn, der i forskellig udstrækning gør mennesket til universets egentlige centrum - med eller uden Gud. Renæssancens særegne menneskelige skaberkraft i konfrontation med middelalderteologisk dogmatik overlever således ikke usvækket reformationen, i det mindste ikke i første omgang.

Også andre af renæssancens børn, f.eks. de klassiske naturvidenskaber støder på voldsom kirkelig modstand og fordømmelse, men trækker ikke desto mindre med tiden det længste strå. I det 20. århundrede overgår videnskaben således langt kirkens direkte indflydelse på livet og verdensanskuelsen i Vesten.

Men også oplysningstiden repræsenterer en udfordring af kirken og udgør en tungtvejende del af den vestlige identitet - om noget ses netop denne periode som den glorværdige grundsten i bygningen af modernitetens oplyste, vestlige samfund.

I oplysningstiden blev vi jo for første gang oplyste. Eller det vil sige, der manglede godt nok meget endnu, før det var en rigtig oplyst tidsalder, for indtil videre var det kun en "oplysningens tidsalder", mente Kant. Men det ligger i Kants tankegang såvel som den vestlige historiske selviscenesættelse, at netop Vesten i oplysningstiden videreførte den udviklingsmæssige "fremadskriden" og for alvor begyndte (eller burde begynde) at forlade årtusinders irrationelle naivisme og primitivitet. Med oplysningstidens ånd in mente kan man sige, at Vesten således ikke længere skal "omvende" de sorte afkroge af verden til den hvide mands tro, men derimod "oplyse" dem om den hvide mands viden.

I praksis har forskellen selvsagt været til at overse. Betegnelsen i sig selv røber da netop også en fortsat tendens til vestlig narcissisme, der kun ligger i pæn forlængelse af den kirkelige kulturchauvinisme, som har redet verdenshistorien som en mare. På definitorisk vis udtrykker den grundlaget for Vestens status som referenceramme for alle andre kulturer og epoker i verdenshistorien, derved at den netop implicerer, at alle andre kulturer og epoker er uoplyste og uciviliserede.

Skal vi den vestlige etnocentrisme til livs, må vi aflive selve den vestlige civilisations tilblivelsesmyte, ifølge hvilken moderniteten således er kulminationen på menneskets verdenshistoriske korstog mod stadig højere kulturelle tinder. Og ifølge hvilken vi således kan se ned og tilbage på vore forfædre såvel som på vore forfædres naboer som barbarer, hvis uvidenhed og moralske underlegenhed vokser proportionalt med den årrække, der historisk set adskiller dem fra vor egen oplyste position. Dertil kommer, at det i det vestlige kultur-evolutionistiske lys følgelig også må ligge lige for at anlægge et lignende arrogant perspektiv på de aktuelle kulturer, hvis primitivitet passende stemmer overens med graden af deres modvilje mod at lade sig "oplyse" og overtage vestlige normer og værdier.

Dermed naturligvis ikke være sagt, at en sådan kritik af vestlig historieforståelse skal vende alt på hovedet, og at vi nu skal underkende oplysningstiden og tale om "formørkningstiden", blot at der er kulturchauvinistiske træk ved den idéhistoriske selviscenesættelse heraf, som er en del mere underbelyste, end periodens navn lader os ane.

Oplysningstiden står sammen med den franske og den amerikanske revolution i slutningen af 1700-tallet som en slags fadder til konceptet om menneskerettighederne, der med FNs Verdenserklæring i 1948 bliver institutionaliseret globalt som endnu en fremadskriden i retningen af idealiteternes høje sfærer.

"Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder," fastslår artikel 1, der følges op af en blank afvisning af enhver form for forskelsbehandling, "f.eks. pga. race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling", som det udtrykkes i artikel 2.

Spørgsmålet er så, hvor reel værdien af de fine værdier i de højtidelige erklæringer er.

Ikke ubetydeligt i den større, globale sammenhæng er det jo bl.a., at menneskerettighederne ikke har forhindret udbytningen af de fattige lande, der tværtimod er mangedoblet det sidste halve århundrede; at menneskerettighederne ikke har forhindret vestlige militærmagter i at udslette i hundredtusindvis af civile, hvad enten det er sket under bomberegnen over f.eks. Vietnam, eller indirekte gennem handelsrestriktioner, som årligt koster tusindvis af børn livet i Irak; og at menneskerettighederne heller ikke har forhindret Vesten i rundhåndet at yde "venligtsindede" diktaturstater både politisk, økonomisk og militær støtte.

Men mere afslørende er det måske, at menneskerettighederne ikke sjældent forbigås med den største sindsro af de samme vestlige stater, der samvittighedsløst benytter dem som påskud til at bombe eller boykotte lande i den såkaldte vestlige interessesfære. USA sidder f.eks. menneskerettighederne overhørig på talrige områder og er takket være en galopperende social skævhed og farcelignende retssikkerhed nærmest i færd med at internere hovedparten af hele den sorte, mandlige befolkningsgruppe i de fængsler, der i dag er blevet en yderst profitabel forretning i "land of the free". Ingen vestlige stater har af den grund foreslået handelsboykot af USA, men kappes tværtimod om at tage entusiastisk del i amerikansk-ledede militæroperationer, hver gang "verdens politibetjent" inviterer på international knippelsuppe.

Det korte af det lange er, at "vestlige værdier" er to forskellige ting, om vi betragter dem formelt eller reelt. Formelt er de kendetegnet af en ramme, hvis hovedtræk bl.a. udgøres af oplysningsidealet fra oplysningstiden, frihedsidealerne fra den amerikanske og franske revolution, menneskerettighederne og de demokratiske institutioner. Heraf følger så f.eks. den enkeltes indflydelse på beslutningsgangen i form af stemmeret, lighed for loven, retssikkerhed, skolegang, rettigheder på arbejdsmarkedet og social sikkerhed.

Formelt vejer disse elementer tungt i det bærende værdisæt - men hvad er den reelle værdi af disse værdier? Som vi har set, har disse størrelser i hvert fald lige så lidt som kristendommen bevirket nogen bedring for den i stadig stigende grad udsugede tredje verden, og noget belæg for Vestens egen moralske ophøjethed er der heller ikke, om vi så begrænser os til senere tiders kolonialisme, imperialisme og globaliseret nyliberalisme.

Selv fraset holocaust og nazismens øvrige rædsler har den vestligt dominerede verdensorden sandsynligvis direkte og indirekte afkrævet flere ofre på verdensplan i det 20. århundrede, "civilisationens højdepunkt", end alle andre århundreder til sammen - hvis vi altså er redelige nok til at tage den voldsomt udvidede kløft mellem det rige Vesten og den fattige verden med i regnestykket, hvor selv ulands-bistanden har udviklet sig i retning af slet skjult støtte til egne virksomheders ekspansion under de vestligt dominerede markedskræfter.

Myten om foregangslandet Danmark

Bortset fra når TV en sjælden gang viser billeder af udsultede børn fra Afrika, fordi en lejlighedsvis indsamling af håndører står for døren, ligger konsekvenserne af dette scenario almindeligvis i behagelig afstand fra vores eget smørhul, "foregangslandet Danmark", som Socialdemokratiet ifølge partiets egen mytologi har virkeliggjort i det 20. århundrede. Her er vel, om noget sted i verden, forbilledet for Vestens moralsk ansvarlige værdisæt?

Der er selvfølgelig stadig nogle ventelister til sygehusene, lidt kemikalier i grundvandet og noget salmonella i maden, som vi skal have bugt med, slår regeringen med en oprigtig mine ud med hænderne - men skal man tro forrige århundredes mest indflydelsesrige parti i Danmark, er vort land dog alt i alt den mindst ringe plet på jordkloden. I hovedtræk humant, forholdsvis frit og relativt retfærdigt.

Glemt og gemt i denne selvforherligende myte er imidlertid hundredtusindvis af socialt marginaliserede danskere, som FN henregner under fattigdomsgrænsen, faktisk hele 8 procent af Danmarks befolkning, og altså ikke engang så langt fra f.eks. USAs 14 procent (kilde: Human Devedlopment Report, 1997). Knap så pessimistisk er OECD, der året før anslog, at der var ca. 6 procent fattige i Danmark - men det er immervæk ca. 300.000 mennesker i et af verdens rigeste lande med et af verdens mest roste velfærdssystemer (kilde: P.J. Schjødt, Hvad med de andre?, 1996). Fattige er ikke velsete, og visse kommuner tager de mest uhyrlige midler i brug for at forhindre, at de overhovedet bosætter sig. Ikke blot faldt antallet af kommunale tilsagn om støtte til almennyttige boliger således til det laveste niveau i årtier i 1998, Socialdemokratiets borgmester i Nordborg Kommune tøver end ikke med direkte at sprænge dette byggeri i luften for at forhindre, at sociale klienter flytter ind (kilde: Jyllands-Posten, 2.8.99). De økonomisk trængte befolkningsgruppers problemer med det offentlige betyder også, at op til 250.000 danskere hver måned får fratrukket beløb fra deres private konti pga. gæld til det offentlige - det sker uden noget hensyn til, hvad de har at leve for i øvrigt (Kilde: TV-udsendelsen "Når fogeden banker på", TV3, 1.11.98).

Glemt og gemt er tusindvis af hjemløse og narkomaner, der lever og dør i bekvem ubemærkethed: Danmark har et af Europas allerhøjeste tal for narkodødsfald i Europa, der f.eks. er hele 20 gange højere end i Holland (kilde: Politiken, 23.2.99). Amterne anslår, at der er ca. 13.400 stofmisbrugere i Danmark, og op imod 90 % er sandsynligvis smittet med Hepatitis C (kilde: Politiken, 10.8. og 1.11.98). Mange narkomaner blander sig også i hjemløsestatistikken, og det skønnes, at der er 10.000-15.000 hjemløse på landsplan (kilde: Berlingske Tidende, 9.2.00). Flere og flere hjemløse har indvandrer- og flygtningebaggrund, alene på Mændenes Hjem gælder det 42 % af beboerne, mens det på KFUM Kollegiet på Islands Brygge er 60 % (kilde: Berlingske Tidende, 14.12.99).

Glemt og gemt er i tusinder af flygtninge, som behandles som tredjerangs mennesker. F.eks. alderstestes asylansøgere ved ydmygende vurdering af kønsdele og kønsbehåring. Politiet har tilsyneladende heller ingen skrupler med at tvinge kvindelige muslimske asylansøgere til at tage hovedtørklædet af til ID-fotos, selv om de protesterer, og det er imod deres religiøse tradition - og selv om det ifølge det relevante cirkulære er tilstrækkeligt at bede dem om at trække tørklædet om bag ørerne (kilde: Information, 1.8.01). Asylansøgere kan endvidere frihedsberøves, så snart de sætter foden på dansk jord, blot hvis de mangler ID-papirer. Det er praksis - skønt mange flygtninge af helt uundgåelige grunde flygter uden at have kufferten fyldt med identifikationspapirer, som selvsagt er farlige for dem selv og deres slægtninge - hvis de falder i hænderne på de myndigheder, de flygter fra. For fem år siden fastslog Amnesty International, at "asylansøgere fængsles på samlebånd" - små 2.000 ikke-kriminelle asylansøgere blev fængslet i kortere eller længere tid i 1996, og frihedsberøvelsen kan i princippet opretholdes på ubestemt tid. I 1998 var antallet allerede steget til over 5.000 (kilde: Politiken, 19.10.99), mere end halvdelen af samtlige asylansøgere i Danmark det år.

Ignoreret og bagatelliseret i den danske selviscenesættelse er, at hundredtusinder med ikke-dansk etnisk baggrund afskæres fra flere og flere rettigheder og permanent marginaliseres i forhold til den øvrige befolkning. En omfattende undersøgelse baseret på mere end 5.000 interviews med flygtninge og indvandrere dokumenterer, at de har dårligere jobs, langt højere arbejdsløshed, lavere lønninger og generelt ringere levevilkår end gennemsnitsbefolkningen (kilde: Københavns Universitets sociologiske institut; Information, 3.8.01). Danmark har da også absolut rekord i hele den vestlige verden, hvad angår andelen af arbejdsløse udlændinge: For hver 100 arbejdsløse danskere er der 350 arbejdsløse udlændinge i Danmark (Kilde: OECD; Jyllands-Posten, 14.11.99).

Særlige regler er skræddersyet til især at ramme etniske minoriteter. F.eks. er der indført et såkaldt beboermaksimum, der skal sikre, at der ikke bor over 2 i hvert rum, hvilket tilmed skal overvåges af udlejeren, der i tilfælde af manglende rapportering om en overskridelse straffes med bøde. Omvendt bevisbyrde er indført i forhold til udlændingelovens bestemmelser om ægteskab, hvor unge under 25 år, som gifter sig med udlændinge, selv skal bevise, at det er et kærlighedsægteskab, hvis den udenlandske ægtefælle skal kunne familiesammenføres med sin brud eller gom i Danmark. Lykkes det, trækker udsigterne til statsborgerskab imidlertid stadig væk ud i årevis, og her kan selv den allermindste lovovertrædelse vise sig fatal - blot en advarsel for besiddelse af hash eller en simpel bøde for ikke at have overholdt vigepligtsreglerne er tilstrækkeligt til at begrunde et afslag på ansøgningen om statsborgerskab (kilde: Berlingske Tidende, 9.1.01).

Ignoreret og bagatelliseret er den daglige overvågning i et af verdens suverænt mest gennemregistrerede samfund. Hver eneste dansker er i gennemsnit registreret i 60 af de i alt 11.500 registre i Danmark (kilde: Jyllands-Posten, 17.8.98), et registreringsniveau, om hvilket Advokatrådets formand, Steffen Juul udtaler: "Der har næppe været nogen totalitær stat, der har haft et så højt registreringsniveau, som vi har i Danmark." (Politiken, 20.8.98). Et illustrativt eksempel på myndighedernes (mis)forhold til privatlivets integritet er f.eks. de 146 "særegne undtagelser" fra Grundlovens forsikring om, at "Boligen er ukrænkelig" (§ 72). Så meget betyder altså højtidelige forsikringer, der skal garantere retsstaten … 146 (ethundredeogseksogfyrre) undtagelser.

Ignoreret og bagatelliseret er den fornedrende og ofte meningsløse tvangsaktivering af 100.000 arbejdsløse. Tvangsaktiverede, som kan fratages al offentlig hjælp, hvis de siger nej til "aktiveringen", under hvilken de nægtes almindelig overenskomstmæssig løn, under hvilken de ikke kan få feriepenge, hvis de afholder ferien i udlandet, og under hvilken de ikke kan organisere sig på lige fod med lønmodtagere på det øvrige arbejdsmarked. Odense kommune har taget konsekvensen og er gået så vidt som til direkte at sælge tvangsaktiverede til højestbydende. Ca. 4.000 kontanthjælpsmodtagere er blevet inddelt i fem prisklasser, "gradueret efter tyngde", som det hedder. Virksomhedsrepræsentanter kan så ved personlig besigtigelse udvælge deres foretrukne tvangsarbejdere (kilde: Information, 5.3.01).

Alt sammen til trods for, at Danmark har underskrevet den Europæiske Menneskeretskonvention, EMRK, ifølge hvilken "ingen må beordres til at udføre tvangs- eller pligtarbejde" (artikel 4, stk. 2) - men rettigheder har det tilsyneladende bedst på papiret.

Hvad er det for "værdier", der tillader en så udtalt disrespekt for det enkelte menneske i det danske samfund, som efterhånden kommer til udtryk (først og fremmest, selvfølgelig, over for de grupper, som er nederst i hierarkiet)? Det har næppe noget med nogen reel lighed for loven at gøre, men røber tværtimod en mere og mere foruroligende marginalisering og en stadig større rettighedsskævhed - i "foregangslandet Danmark".

Myten om faren fra venstrefløjen

Eksemplerne på det snigende hykleri og den politiske kynisme i dagens Danmark er talrige, selv om jeg oven for har begrænset mig til nyere forhold fra 1990erne og frem. Kan hænde, vi trænger til at tage nogle af de alt for formelle "værdier" mere alvorligt - eller måske til helt nye værdier?

Oprørstendenser er da heller ikke helt udeblevet. Tidligere stod det politiske system ikke blot i Danmark, men i Vesten som sådan over for en oprørsk opposition med en vis opbakning: Socialismen.

Det tætteste, vi har været på et gennemslagskraftigt opgør med det bestående "værdisæt" (eller mangel på samme), er vel marxismens indflydelse på venstrefløjen, der lurede i starten og spirede i slutningen af 1960erne, kulminerede og ebbede ud i 1970erne, for at lide sit afgørende knæk i 1989.

Når alt kommer til alt, er det imidlertid lige så trist, som det er trivielt at konstatere, at kun petitesser er vundet ved det, der får navnet "ungdomsoprøret", i hvis diffuse bredde marxismen var en større faktor - den af liberalismen opmuntrede egoisme er i bedste fald usvækket, den af imperialismen udøvede udbytning eksploderet, og den af centralismen øgede politiske magtkoncentration eskaleret.

Ikke desto mindre havde 1970erne noget, som 1990erne i den grad savnede: Et livskraftigt håb om reel forandring; et dynamisk omsiggribende engagement, hvad enten det udmøntede sig i en romantisk tiltro til kærligheden som modstykke til den selvfølgelige tilbedelse af kapitalen - eller i en knyttet næves modstand imod ensretning, diskrimination og militære overgreb.

1970erne er på en gang årtiet, hvor store drømme sætter sejl, og store drømme forliser. Hvor vi i dag må kappes om at skelne de minimale nuancer mellem Socialdemokratiet og Venstre, trives, brydes og eroderes visioner, betonutopier og oprørslængsler på godt og ondt i 1970ernes smeltedigel, hvor enhver ung kunstner med selvrespekten i behold endnu frygter at blive kommerciel, og hvor mangen ung intellektuel endnu afskyr at give efter for det beståendes småborgerlighed. 1970erne er årtiet, hvor det altid latente oprør for en stund er lidt mindre latent, hvor kommunister, socialister, anarkister og andre drømmere sprænger den vedtagne dagsorden og næsten ryster samfundet i en grad, så grundlæggende forandringer kan bryde igennem sprækkerne.

Målrettet samfundskritik og revolutionær lidenskab iblandet sværmerisk håbefuldhed og ungdommelig naivitet bryder lige netop igennem asfalten, før socialdemokraternes fornuftsægteskab med den borgerlige realismes "det kan man ikke" atter trækker skyerne sammen over os.

Siden har vi vænnet os til skydækket. Og det i en sådan grad, at de, der forsøgte et oprør imod undertrykkelse nationalt og globalt i 1970erne, i dag hænges ud af partier og personer på højrefløjen, der hævder sig som "frihedens" vogtere.

Akkompagneret af systemets slet skjulte bifald skoser højrefløjens agitatorer nu de mennesker, som engang bekæmpede stormagternes blokpolitik og den rige verdens udplyndring af den fattige. Med hellig indignation bliver "revolutionæres" overbevisning læst og påtalt. Hvordan kunne I dog - og skammer I jer ikke?

Den revolutionære er tilsyneladende suspekt, skønt revolution er, hvad ethvert retsindigt menneske altid har grebet til, hvor magthaveres undertrykkelse og overgreb er blevet utålelige. Det kan foregå fredeligt, og det kan foregå voldeligt, afhængigt af statsmagtens utilbøjelighed til at give sig og graden af frustration over undertrykkelsens karakter.

Revolutionær er vel således enhver, der i sidste ende er parat til oprør, hvis dagen skulle komme, hvor systemet er blevet gennemkorrumperet, og magthaverne uudholdelige undertrykkere. Som det f.eks. skete under revolutionerne i Europa i 1848 og i Østeuropa i 1989. Alternativet til denne parathed er til enhver tid ubetinget at underkaste sig Loven og Normen som absolut og ukrænkeligt princip. Men som oftest er den, der således dydigt afskriver revolutionen som yderste nødværge og erklærer sin principfaste loyalitet over for det bestående, blot den samme, for hvem Loven og Normen er en komfortabel sikring af personlig position og privat profit.

Revolutionær er enhver, der er parat til at forsvare menneskelighed og medmenneskelighed, hvis den trædes under fode - om dette forsvar end måtte realiseres som et angreb, der betyder Lovens og Normens fald i sin aktuelle form. Kun den enkeltes samvittighed kan afgøre, hvorvidt og hvornår menneskelighed og medmenneskelighed krænkes, og tage konsekvensen af denne afgørelse.

Derfor er det altid farligt at give principielt afkald på revolutionens mulighed, fordi bevidstheden om denne mulighed i sidste ende er med til at holde magthavere dér, hvor magthavere altid bør holdes - i skak.

Men forrige århundredes revolutionære får ikke læst og påskrevet, alene fordi de var revolutionære, men fordi de hævdes at have sympatiseret med undertrykkende magthavere i f.eks. Sovjet Unionen og Kina, imens de undergravede det frie Vesten indefra.

At det var forsvindende få, som kunne drømme om at forsvare massehenrettelser eller undertrykkelse udført af noget system, lades gerne uberørt.

Alligevel forsøges det at gøre den kolde krig til et veritabelt synderegister for venstrefløjen, ja, der er sågar nyligt omvendte, som offentligt angrer og modtager absolution af den kristne højrefløj, f.eks. i tilfældet med Mikkel Plums syndsbekendelser i bogen Bombarder hovedkvarteret, som Tidehverv og den øvrige højrefløj har taget imod med åbne arme pga. dens tilsyneladende selvudleverende "afsløringer" af venstrefløjens forhold til bl.a. Sovjet og Kina.

Men hvad er da den brogede forsamling af oprørere på Danmarks venstrefløj, som ikke helt har overgivet sig, egentlig skyldig i?

At mange var mindst lige så utrygge ved følgerne af NATOs knusende økonomiske overmagt og overlegne oprustning, som de var ved Sovjet Unionens lasede økonomi og upålidelige teknologi.

At de fleste havde mistet tilliden til de vestlige ledere, der, hvor det var behændigt for våbenfabrikanternes omsætning og markedets udvidelse, tæppebombede uvillige markeder til "frihed" med den ene hånd og supplerede villige tyranner med våben med den anden.

At nogle trodsede myndighederne og indtog tomme huse, der kun tjente bolighajers spekulation, og dannede grobund for 1980ernes BZere og 1990ernes autonome.

At en del lige så lidt kunne se det paradisiske i flere køleskabe, større parcelhuse og dyrere jakkesæt, som i flere love og mere overvågning, hvorfor de på godt og ondt forsøgte at skabe rammerne for deres egne fristader og subkulturer.

Nej, inkriminerende er det ikke, at der under den kolde krig var mennesker, som sagde og skrev, at en omvæltning måtte til.

Inkriminerende er det derimod, at der i dag er politikere og partier, som i ramme alvor er parate til at legitimere efterretningstjenesters overvågning og registrering af mennesker for, hvad de lovligt sagde, skrev og stemte - fordi det, de sagde, skrev og stemte, var imod den enorme overmagt af kapitalinteresser, som dengang sad (og i dag sidder) tungt på magtapparatet.

Og foruroligende er det, at dette stigende pres på ytringsfriheden fra liberale og konservative kræfter udspiller sig, netop som højredrejningen sætter sig igennem i alle dele af samfundet med stormskridt, og venstrefløjen i forvejen både parlamentarisk og udenomsparlamentarisk er presset ud i et diminutivt hjørne.

Dermed får vi et indblik i, hvilke kort systemet skal spilles i hænde, når liberale og konservative politikere og partier får magt, som de har agt, og dagens politiske mistænkeliggørelse skal afløses af en kriminalisering af revolutionære overbevisninger.

I "frihedens" interesse, forsikres vi, naturligvis.

Men ethvert samfundssystems frihed skal kendes på, ikke hvor frit det stiller sine loyale støtter, men hvor frit det stiller sine modstandere - og et samfundssystem, der ikke tolererer mennesker, som i tale og ord argumenterer for dets omvæltning, repræsenterer i sig selv en afgørende indrømmelse til fortalerne for dets omvæltning.

Politikere og partier (f.eks. Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti), der forfægter overvågning, registrering og kriminalisering af politiske modstandere, røber ikke bare en tilbøjelighed til totalitære tendenser, men også en højst informativ mistillid til den reelle tiltræknings- og overbevisningskraft i udsigterne til netop dét system, som de agter at forvalte. For om det samfund, som man planlægger at realisere - eller hævder at have realiseret - er så fantastisk frit, uimodståeligt og humant, hvorfor skulle det da være nødvendigt at tage ekstraordinære magtmidler i brug for at overvåge, registrere og kriminalisere den, der måtte tale for et alternativ? Hvem skulle vel kunne overtales til et sådant, hvor friheden i forvejen florerer?

Har man ikke større tillid til eksistensen og holdbarheden af det system, man taler for, end at man må indkapsle det i en kriminalisering af det ord, der taler imod dets eksistens, da har man også allerede modvilligt afsløret, at det pågældende system hverken er frit, uimodståeligt eller humant - og atter givet en afgørende indrømmelse til fortalerne for dets omvæltning.

Men i dag er der blot ingen, som bemærker det, for der er stort set ingen fortalere for nogen omvæltning længere. Det er blevet suspekt at erindre om revolutionens mulighed. Og hvor stort set alle har givet afkald på denne sidste potentielle nødværge, er stort set ingen længere for alvor med til at holde magthavere dér, hvor magthavere altid bør holdes - i skak.

I 1970erne døde opgøret langsomt. I 1989 væltede muren, og de løsslupne markedskræfter indtog østblokken med storm. Liberalismens og kapitalismens eufori kendte ingen grænser, og alternativer fik ikke et ben til jorden under 1990ernes fortløbende sejrsfest. Det var sort/hvidt, kun Østblokkens selvdøde kommunisme var tilsyneladende et alternativ til Vestblokkens dopede liberalisme.

Uønsket er selvfølgelig den, der så sejren som endnu et forudsigeligt skridt på en vej, der ikke ville rette op på undertrykkelsen af friheden i det brutale århundrede, hvor centralismen fejrede verdenshistoriens største og blodigste sejre i Vest såvel som i Øst.

1960ernes og 1970ernes venstreorientering er efterhånden blevet synonym med et kaos, hvor rebeller terroriserede landet, rasede mod verdensbanken, indtog tomme militærbarakker, forbandede kirken, risikerede forstanden i euforiserende eksperimenter og drømte om revolutioner.

Det var skrækkeligt. Og hvem holdt de egentlig med? Nationens sikkerhed stod på spil.

Men bare rolig - det var dengang.

Det meste af det sluttede alt sammen i 1989.

Redelighed

Liberalismen vandt, socialismen tabte. Hvad har den socialistiske venstrefløj lært? Måske ikke ret meget.

Ét er, at man under den kolde krig søgte ly i en socialistisk ideologi, til trods for at socialismen i Sovjet Unionen allerede under Lenin afskaffede basale frihedsrettigheder, til trods for at socialismen under Stalin blev et ubestrideligt mareridt af nazistiske dimensioner, og til trods for at den siden forblev et centralistisk diktatur af værste skuffe. De fleste socialister har trods alt taget 100 procent afstand fra Sovjet siden 1956 og overladt sovjetkommunismen til den minimale del af venstrefløjen, der i bedste fald var lige så blind over for østblokkens åbenlyse statsterror, som højrefløjen var døv over for vestblokkens ublu udbytning, oprustning, imperialisme osv.

Det var forståeligt, at så mange samledes under et mere eller mindre erklæret tilhørsforhold til en socialistisk ideologi, der i det meste af det 20. århundrede stod som den eneste faktor, der i det mindste kunne udgøre en vis modvægt til liberalismens globaliserede rovdrift, der har skævvredet fordelingen af goderne i groteske dimensioner.

Men hvor absurd og urimelig den borgerlige klapjagt på såkaldt socialistiske revolutionære end er, er det dog spørgsmålet, hvor forståeligt det er, når socialister fortsat forsøger at kanalisere den udbredte frustration over magtmisbrug og diskrimination i et politisk engagement lige netop under hammer og segl? Er det her, vi skal søge de bærende værdier i det 21. århundrede - i skyggen af et tegn, som blev symbolet for det eneste regime, der har overgået nazismens terrorregister?

Ja, svarer leninisterne, for det er den ægte socialisme, vi skal kæmpe for, ikke østblokkens voksende misbrug af hammer og segl. Tankegangen er den, at nu hvor Sovjets falske socialisme endelig er ruineret og ikke længere kan forvirre og besmitte ideologien, kan den sande socialisme få sit gennembrud.

Med andre ord en opfattelse beslægtet med visse kristnes selvforståelse: Efter små to årtusinders kristen intolerance skal vi høre fra nykristne, at deres egen, moderne kristendom er den sande, og at det kristne budskab skam blot er, at vi skal være tolerante og gode og rare ved hinanden.

Kirkehistoriens omfangsrige vidnesbyrd om, hvor grueligt galt det er gået for foden af korset, får tilsyneladende ikke de kristne til at se sig om efter et andet værdigrundlag end det Nye Testamente. Og nu skal så også socialisterne bruge yderligere et århundrede på at bevise "den sande socialisme" til forskel fra fortidens vildfarelser?

Imens tænder liberalisterne sig endnu en fed cigar og griner i skægget, for siden 1989 har hammer og segl tabt det sidste skær af den politiske tiltrækningskraft, som kan mobilisere et vægtigt modspil til dagens liberalisme.

Måske vore dages socialister efterhånden også må se i øjnene, at det ikke kun var Sovjets og Kinas lederes skyld, at socialismen udviklede sig tyrannisk. Måske de må bide i det sure, røde æble og erkende, at der også må være noget ved selve den socialistiske strategi og ideologi, som altså har overordentlig svært ved at indfri drømmen om frihedsriget i praksis?

Man kan jo f.eks. slå op under begrebet "proletariatets diktatur".

Men man kan selvfølgelig også helt fralægge sig dette og andre ideologiske "uhensigtsmæssigheder" og stadig væk kalde sig socialist, i stil med de kristne, der lader som om, at 90 procent af det Nye Testamentes ubehageligheder ikke eksisterer, og fortsat kalder sig kristne. Det er imidlertid også en mulighed at overveje, om et kommende værdigrundlag partout skal hentes fra en socialistisk ideologi, der er opstået under ganske andre forhold end i dag. Skønt socialismen i det 19. århundrede var nok så tiltrængt som essensen i en stærk kampbevægelse for en udsultet og undertrykt arbejderklasse, er det ikke givet, at den er særlig skræddersyet som alternativ til liberalismen i det 21. århundredes Danmark. Det er naturligvis ikke det samme som at afvise enhver kritisk analyse fra f.eks. Karl Marx' hånd, men er dog udtryk for en erkendelse af, at alle erfaringer med såkaldt socialistiske samfundssystemer taler forholdsvist entydigt for at undgå dem.

Lad os da tage skridtet fuldt ud og søge det politiske alternativ til nyliberalismen andetsteds.

Men hvis ikke socialismen - hvilken ideologi og hvilke værdier så? Det korte af det lange er, at man ikke behøver være ideologisk teoretiker for at bekæmpe iøjnefaldende skævheder og umenneskelige træk ved den konkrete samfunds- og verdensorden.

Lad os som udgangspunkt blot se i øjnene, at værdierne bag den nuværende, vestlige verdensorden ikke er moralsk hævet over alle andre kulturer og samfund, og at Vesten bestemt ikke har mindre "barbariske" grusomheder på samvittigheden end andre, så kan vi måske med tiden komme den vestlige kulturchauvinisme til livs.

Lad os se i øjnene, at en række af de mest humane værdier bag den nuværende, danske samfundsorden, der f.eks. udmønter sig i idealer som frihed, lighed for loven og sikring mod fattigdom, i bedste fald er hykleriske i sammenligning med de faktiske forhold for en række trængte grupper i samfundet.

Lad os se i øjnene, at overeksponerede menneskerettigheder ikke er en garanti for noget som helst, ikke fordi vi ikke skal kæmpe for respekt og rettigheder for det enkelte menneske, men for at vi ikke forblændes yderligere af pompøs propaganda og rent retoriske rettigheder, end vi allerede er blevet det i det forrige århundrede.

For hvor er gevinsten ved monumentale menneskerettighedserklæringer underskrevet med store håndbevægelser, højtidelige miner og forgyldte fyldepenne, når det dybest set ikke er mere oprigtigt og forpligtende end skåltalerens fordrukne forsikringer på en kælderbodega? Hvor er gevinsten, når underskrifterne primært skal bruges til at vifte om næserne på den privilegerede del af befolkningen, så de kan se, at de skam lever i et humant samfund - for har statsministeren måske ikke selv skrevet under på det? Hvor er gevinsten, hvis vi overser afgrunden mellem magthavernes ord og gerninger åbne sig lige under fødderne på os - eller i hvert fald under de af os, der ikke har den korrekte danske etnicitet i syvogtyve slægtled bag sig, eller de af os, hvis "forkerte" synspunkter er tilstrækkelig grund til at overvåge og registrere os, eller de af os, der ikke er tilstrækkelig økonomisk velfunderede til at have en privat sikkerhedsline at gribe fat i?

Lad derfor den første og største værdi for den kommende samfundsudvikling i indeværende århundrede i modsætning til det foregående være redelighed. Før vi kan se med åbne øjne på en reel diskussion om egentlige værdisæt og visioner, må bordet simpelt hen ryddes for al denne tomme politikersnak, der kun har til formål at passivisere os i næsegrus taknemmelighed over, at vi er født i Danmark og ikke i Bangladesh. Vi må ærligt og redeligt kalde de konkrete gerninger, som kendetegner politikernes virke, ved deres rette navn, i stedet for at pakke tvangsarbejde ind i "aktivering", i stedet for at kalde diskrimination for "lighed for loven" og i stedet for at skjule fattigdom og social marginalisering under en misbrugt glose som "velfærdssamfund". Vi må f.eks. insistere på, at menneskerettighederne enten betyder, hvad der rent faktisk ordret står i dem, og således konstatere, at Danmark langtfra lever op til dem, eller vi må insistere på, at politikerne ærligt og redeligt erkender, at Danmark krænker en række af disse, fordi de slet og ret ikke vil efterleve dem.

Vi må med andre ord så vidt muligt den politiske dobbeltmoral til livs.

Først dernæst kommer nemlig værdidiskussionen til sin ret, og først dernæst følger det egentlige opgør om visionerne. At jeg så personligt håber, at det 21. århundrede vil blive karakteriseret af en ny, genuin humanistisk samfundsorden, og at andre vil kæmpe for andre værdier, er så en anden historie. Ét må gå forud for al videre diskussion om værdier og visioner: Redelighed.

Der er selvfølgelig en kortere vej til et værdiopgør - vi kan springe redeligheden over, hvad politikerne jo allerede har vænnet os til. Men så vil opgøret om visionerne også tage en helt, helt anden karakter og følge i sporet på den voldsomme retoriske oprustning, der foregår i dag i dansk politik, hvor propagandaen fyger om hovederne på os, når ikke mindst inkarnerede nationalister i flere partier skal overbevise os andre om lyksalighederne ved et grundtvigiansk Danmark uden etniske minoriteter såvel som rædslerne ved det forestående blodbad, som de mener muslimerne vil forårsage på grund af deres "barbariske" kulturbaggrund.

Så er vi tilbage ved Vestens kulturchauvinistiske lig i lasten igen, som det åbenbart er så vanskeligt at smide over bord. Fortsætter dette, risikerer vi imidlertid, at selv samme nationalister får fremprovokeret nøjagtigt det konfliktscenario, som de advarer så aggressivt imod, at "de fremmede" pønser på at påføre os andre. Og da vil de eneste værdier, der tæller, selvsagt være dem, vi kan slå hinanden i hovedet med. Fysisk.

Det er selvfølgelig en genvej til det tiltrængte opgør om værdier og visioner, men jeg foretrækker unægtelig omvejen.

Før vi for alvor kan diskutere og tage stilling til, hvor samfundet skal bevæge sig hen, må vi pinedød insistere på en redelighed, der ganske skånselsløst afslører, udstiller og afviser dobbeltmoralen, om så vi skal se den ene magthaver efter den anden trille noget så eftertrykkeligt ned af taburetterne på Christiansborg.

Dertil behøver vi ikke nødvendigvis en ideologi eller kanoniske skrifter.

Rune Engelbreth Larsen
Essay fra antologien Vakuum, 2001