Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Borgerlønsreform og finansieringsmodel

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Tvangsaktivering skal afskaffes. Arbejdsløse skal i stedet tilbydes rigtigt arbejde til samme løn og med samme rettigheder som andre lønmodtagere. Minoritetspartiet vil indføre en basisydelse, som sikrer alle samfundsborgere et værdigt eksistensgrundlag og social tryghed: Borgerløn. 

Borgerløn er en ydelse, som alle modtager, uafhængigt af om de er børn, unge, voksne eller ældre, og uanset om de har lønarbejde eller ej. Selv om det hedder »borgerløn«, er der altså ikke tale om »løn« for udført arbejde, og en bedre betegnelse ville nok være »basisydelse« eller noget i den stil, men eftersom ordet »borgerløn« i forvejen er blevet udbredt som fællesbetegnelse for en sådan ydelse, kan vi lige så godt holde fast ved den. 

Men i virkeligheden skal borgerløn måske snarere ses som en »borgerret« end en »borgerløn«. Borgerløn skal nemlig sikre alle den mest basale menneskeret – retten til ikke at sulte eller lide nød. 

Minoritetspartiet vil indføre borgerløn til alle med fast bopæl og opholdstilladelse i Danmark på f.eks. følgende satser: 

0-17 år: 40.000 kr. om året, skattepligtigt *) 

over 18 år: 120.000 kr. om året, skattepligtigt 

*) Den eller de, som har forældremyndigheden over børnene, modtager den ydelse, som tilfalder børn under 18 år. 

Borgerlønnen skal være af en størrelse, der betyder, at arbejdsløse som hovedregel får det samme eller mere til rådighed, end de gør på de eksisterende sociale ydelser. Det er ikke i sig selv sikret for alle med ovenstående satser, men overgangsordninger og skatteomlægninger skal bidrage til at justere dette forhold, så målet nås. 

Det siger sig selv, at det er meget dyrt at indføre en sådan basisydelse til hver eneste samfundsborger i Danmark. Men det skal ses i lyset af, at der i forvejen bruges utrolig mange af statens finanser på sociale ydelser, som borgerlønnen erstatter og derved overflødiggør. En meget stor del af udgifterne til en borgerlønsreform er derfor allerede finansieret gennem de mange besparelser, den medfører. 

Eksempelvis erstatter borgerlønnen starthjælp, børnecheck, orlovsordninger, SU, folkepension, aktiveringsydelser, syge- og barselsdagpenge og en række andre overførselsindkomster. Boligstøtte, institutionstilskud, varmestøtte og særlige tilskud til handicappede og syge bevares imidlertid fuldt ud. 

Dagpengesystemet bevares også i princippet. Dvs. at man fortsat skal kunne forsikre sig mod arbejdsløshed ved at betale et fast beløb til en A-kasse og derved supplere sin borgerløn med et tillæg, så ydelsen når op på dagpengeniveauet, hvis man mister sit job. 

Borgerløn og lønarbejde

Men hvorfor skal der også udbetales borgerløn til alle dem, som i forvejen er i arbejde – den, der får en god løn, har jo slet ikke behov for en sådan basisydelse? 

Problemet er imidlertid, at der er utrolig mange, der arbejder på deltid, eller som arbejder kortere tid af året og skifter frem og tilbage mellem sociale ydelser og fast arbejde. Derfor vil det kræve et meget stort bureaukrati med indviklede regler at kontrollere, regulere og holde øje med folks arbejde, og et sådant bureaukrati og en så omfattende kontrol er det netop også en vigtig pointe at få afskaffet med en borgerlønsreform. 

Samtidig er det dog også klart, at det selvfølgelig ville være helt absurd uden videre at forære velhavende mennesker en borgerløn oven i deres løn. 

Løsningen må derfor indebære, at vi både sikrer, at alle og enhver får udbetalt denne basisydelse og derved begraver pyramider af bureaukrati og umyndiggørende kontrol, og at ingen i fuldtidsarbejde som hovedregel tjener noget ved deres borgerløn. De velhavende skal med andre ord mindst aflevere det samme tilbage til statskassen, som de umiddelbart »tjener« ved en borgerlønsreform, så resultatet bliver, at de rige betaler for, at de fattiges levevilkår sikres og forbedres. 

En borgerlønsreform skal altså opfylde flere krav: For det første skal den afskaffe tvangsaktivering og garantere et eksistensminimum for alle samfundsborgere. For det andet skal den afskaffe overflødigt bureaukrati og umyndiggørende kontrol. Og for det tredje skal den samlet set flytte penge fra de velhavende til de dårligst stillede. 

En garanteret basisydelse på et niveau, man kan leve af, men som naturligvis ikke indebærer noget luksusliv af nogen art, sikres i kraft af en borgerløn på omtrent den størrelse, Minoritetspartiet har foreslået. Som nævnt kan den kombineres med dagpengetillæg, hvis man vælger at tegne en forsikringsordning i stil med den, vi kender i dag. Og da selve borgerlønnen udbetales til alle, bortfalder derfor meget store dele af det offentliges bureaukratiske kontrolinstanser, hvorved de to første krav til en borgerlønsreform indfriet. 

Men hvordan sikrer vi det tredje krav, at det bliver de rige, som betaler til de fattige, når nu alle i udgangspunktet skal have borgerløn? 

Borgerløn og skat 

For at sørge for, at en borgerlønsreform bliver forsvarligt finansieret, skal ydelsen for det første være skattepligtig. Det betyder nemlig, at den erhvervsaktives borgerløn efter skat således vil blive reduceret i forhold til den arbejdsløses borgerløn pga. forskellene i marginalskatten. 

Det indebærer derved også et opgør med automatikken bag den nuværende børnecheck, som i dag er på samme beløb til både rig og fattig, selv om de rige naturligvis ikke har brug for en børnecheck af samme størrelsesorden som de fattige. Ved at afskaffe børnechecken og erstatte den af en skattepligtig borgerindkomst pr. barn vil de rige i hovedreglen få mindre ud af børnenes borgerløn end de fattige, eftersom marginalskatten stiger med indtægten. 

For det andet skal grænsen, hvor topskatten sætter ind, sænkes, så den højtlønnede bidrager mere til at finansiere samfundsudgifterne (herunder en borgerlønsreform). Det betyder nemlig, at de fleste fuldtidsansattes borgerløn beskattes som topskat, altså relativt højt – og f.eks. ved en forøgelse af topskatten tilmed vil kunne beskattes endnu højere end i dag. Topskattens grænse og niveau skal således anspore de velhavende til at arbejde mindre, fordi det netop vil kunne betale sig mindre for dem. Derved flytter vi arbejde fra de velhavende i arbejde over til de arbejdssøgende. Netop disse får mere ud af lønnen, eftersom de først tjente kroner beskattes langt lavere end de sidst tjente. 

I dag har regeringen »ondt af«, at der ikke er nok incitament for de rige til at arbejde ekstra, fordi topskatten i deres øjne er for høj – men vi vil gøre de riges incitament til at arbejde endnu mindre ved at sænke grænsen for topskatten yderligere. Fordi de rige ikke har samme behov for ekstraindtægterne som de fattige, skal de rige naturligvis heller ikke anspores til at udføre arbejde, som fattige arbejdssøgende i stedet kunne have gjort. 

Det er dog ikke nok at afskaffe overførselsindkomster, gøre borgerlønnen skattepligtig og forøge statens indtægter fra topskatten for at finansiere en borgerlønsreform. Med disse tiltag alene ville de rige fortsat tjene på borgerlønnen, hvilket selvsagt ikke er meningen. 

Hvis de velhavende tværtimod skal bidrage til at finansiere en borgerlønsreform, skal den følges op med flere indgreb: Personbundfradraget, som borgerlønnen overflødiggør, skal afskaffes; arveafgiften skal forøges; formueskatten skal genindføres som før 1997; og en differentieret miljømoms på særligt miljøbelastende luksusprodukter, bl.a. benzin, skal indføres. Det er nemlig indgreb, som i særlig grad rammer de velhavende, og som derfor påfører dem ekstra udgifter, så det tilstræbes, at de samlet set afleverer mere til statskassen, end de modtager fra den. 

Derudover er der som nævnt generelle besparelser at hente på de eksisterende kontrolinstanser og det administrative bureaukrati, som er forbundet med det nuværende tvangsaktiveringssystem og andre dele af socialsystemet. Alt i alt er der samfundsøkonomisk dækning for udgifter forbundet med en borgerlønsreform, der indeholder de elementer, som her er blevet skitseret. En mere detaljeret gennemgang findes i Minoritetspartiets politiske program. 

Menneskeværd og respekt 

Minoritetspartiets borgerlønsreform er samfundsøkonomisk forsvarlig og vil afskaffe tvangsaktivering såvel som overflødigt bureaukrati og umyndiggørende kontrol. Den vil føre til en forøgelse af det individuelle menneskeværd og den enkeltes frihed og er faktisk også et instrument til at fremme beskæftigelsen og lønarbejdets fleksibilitet. 

Faktisk er det kun halvdelen af den danske befolkning, der har lønarbejde. Den anden halvdel består af børn, pensionister, studerende, syge eller arbejdsløse. Uanset hvilken politik skiftende regeringer har ført, og uanset hvilke kunstgreb, der er blevet benyttet til at sminke arbejdsløshedsstatistikken, har det gennem det meste af hele det foregående århundrede (1900-1994) været sådan, at den ene halvdel af befolkningen har haft arbejde, mens den anden halvdel ikke har haft arbejde (kilde: Velfærdskommissionens rapport, 1995). 

Det er derfor ikke de arbejdsløses »skyld«, at de ikke har arbejde, og det er heller ikke et udtryk for, at de ikke anspores tilstrækkeligt til at arbejde, for der er kun arbejde til halvdelen af befolkningen (i hvert fald med den nuværende arbejdstid). Sådan har det været det sidste århundrede, og der er derfor heller ingen grund til at tro, at dette umiddelbart vil ændre sig. 

Men den halvdel af befolkningen, der ikke er arbejde til, bidrager selvfølgelig også til samfundet og samfundsøkonomien og skal også sikres mod sult og nød uden at blive straffet med meningsløs tvangsaktivering. 

Også den halvdel af befolkningen, som ikke har lønarbejde, beriger jo samfundet gennem deres tilstedeværelse og værdi som mennesker, slet og ret – et menneskes værdi kan ikke gøres op i penge. Og hvad enten de får borgerløn eller en anden social ydelse, omsættes denne desuden helt eller delvist til mad, tøj, bolig, kunst, service, underholdning eller andre behov og ydelser, som atter andre netop får løn for at producere og opfylde. 

Det er ganske enkelt helt forkert at betragte sociale ydelser som ren samfundsøkonomisk tilsætning. 

Men allervigtigst er borgerløn en borgerret, som i modsætning til de nuværende sociale ydelser ikke opdeler mennesker i to rangklasser bestående af lønarbejdere med fulde borgerrettigheder på den ene side og tvangsarbejdere og arbejdsløse med beskårede borgerrettigheder på den anden side. Alle er ligeværdige samfundsborgere med lige ret til at blive sikret mod sult og nød. 

Arbejdsdeling og fleksibilitet

Påstanden om, at borgerløn skulle sende alle hen i hængekøjen, fordi ingen gider arbejde, hvis de »bare kan hæve deres borgerløn«, er helt ude i skoven. Dels er borgerlønsniveauet ikke ret højt sammenlignet med lønningerne, og dels bliver man ikke beskåret i sin borgerløn, hvorfor det netop altid kan betale sig at arbejde, også på deltid, hvilket det sjældent kan i dag, fordi lønnen er lille, og fordi den oven i købet helt eller delvist modregnes i kontanthjælpen. 

Desuden er trangen til at arbejde overordentlig høj, faktisk rekordhøj i Danmark. En international undersøgelse foretaget af Center for Velfærdsstudier på Aalborg Universitet (januar 2002) afliver således myten om, at sociale ydelser betyder, at ingen gider arbejde. 81 % af danskerne svarer helt eller delvist ja på spørgsmålet om, hvorvidt de ville arbejde, selv om de slet ikke havde brug for pengene. 

Når man tænker på det niveau, borgerlønnen har, er det urealistisk at forestille sig, at dette tal skulle falde, hvis vi gennemfører en borgerlønsreform. 

Borgerløn kan og skal derimod også anspore til arbejdsdeling og fleksibilitet i arbejdslivet. Det gør den som nævnt bl.a. ved at blive kombineret med en sænkning af grænsen for topskat, så det bliver mindre fristende at arbejde ekstra for dem, der i forvejen arbejder (og tjener) meget. 

Det vil således også være muligt at tage orlov på borgerløn, hvilket kan få flere børnefamilier til at lade den ene forælder være hjemmegående i længere tid hos deres børn, hvilket skaber plads til andre, mere trængende på arbejdsmarkedet. En borgerlønsreform vil desuden overflødiggøre kassetænkning og proforma-skilsmisser, fordi borgerlønnen ikke afhænger af ægtestand og derfor heller ikke bliver reduceret, fordi man er gift. Faktisk eliminerer en borgerlønsreform i det hele taget mulighederne for (og nødvendigheden af) socialt bedrageri, eftersom man ikke længere behøver (og ikke længere kan) »spekulere« i, hvilken »kasse« det er mest gavnligt at være i, når virvaret af overførselsindkomster er afløst af borgerløn. 

Forenings- og kulturlivet vil ikke længere i samme grad være afhængig af særskilte, offentlige støtteordninger, fordi enhver kunstner eller foreningsaktivist i kortere eller længere perioder kan hellige sig dette engagement på borgerløn og bidrage til samfundet ad denne vej. 

Med en borgerlønsreform får den enkelte flere individuelle valgmuligheder i forhold til et fleksibelt arbejdsliv, og det bliver langt mere gennemskueligt at planlægge og overskue sine egne økonomiske dispositioner. 

En borgerlønsreform i flere faser 

En borgerlønsreform er så gennemgribende en reform, at den næsten uundgåeligt må indføres i forskellige stadier og suppleres med overgangsordninger: 

Under første fase vil borgerlønnen kun blive indført til alle i alderen 18-29 år samt alle over 60 år. I disse aldersgrupper vil det være lettest at erstatte de eksisterende ydelser med borgerløn, især fordi det er her, der er færrest i lønarbejde. Studerende og pensionister vil således være de første til at få glæde af en borgerlønsreform, der bl.a. helt vil overflødiggøre de studerendes statslån. 

I anden fase skal børnechecken afskaffes, og der skal indføres et skattepligtigt borgerlønstillæg pr. barn under 18 år på 40.000 kr. 

Og i den sidste, gennemgribende fase, hvor også aldersgruppen 31-60 år får borgerløn, gennemføres samtlige finansieringsdele og indgreb. Der vil dog i en årrække fortsat være behov for overgangsordninger, før reformen fungerer til fulde. 

På endnu længere sigt skal en række andre områder også omlægges, ikke mindst hele skattesystemet, som med tiden skal beskatte al indtægt nøjagtigt lige meget (ikke bare løn, men også kapitalindkomst), mens der luges godt og grundigt ud i skoven af fradrag, som i dag alligevel først og fremmest kommer de velhavende til gode. 

Borgerløn er simpelthen en naturlig konsekvens af den erkendelse, at vi aldrig nogen sinde får fuld beskæftigelse (medmindre vi gennemfører en radikal arbejdstidsnedsættelse). I hvert fald ikke med den nuværende rationalisering og effektivisering eller den igangværende teknologiske udvikling, der overflødiggør flere og flere på store dele af arbejdsmarkedet. Men dette behøver ikke være en krise – vi kan nøjagtigt lige så godt se det som en positiv mulighedsbetingelse for et mere humanistisk samfund! 

Lad os da droppe tendensen til at gøre de sociale myndigheder til et socialpoliti af dyneløftere og kontrollanter. Lad os sige farvel til de etablerede partiers lappeløsninger, der fører til mere tvang, mere kontrol og flere løntrykkere. Og lad os i stedet turde sætte en borgerlønsreform på dagsordenen som et alternativ til tvangen og som et bud på en medmenneskelig og frihedssættende, humanistisk reform af Danmark for det 21. århundrede. 

- - - - - - - - - - - - - - -

Finansieringsmodel

Borgerløn er en statsgaranteret basisindkomst, der udbetales i to, aldersbestemte satser: 

0-17 år: 40.000 kr. om året, skattepligtigt
over 18 år: 120.000 kr. om året, skattepligtigt 

Med den aldersfordeling, som fandtes blandt statsborgere i den danske befolkning pr. 1. januar 1999 (0-17 år: 1.132.976: over 18 år: 4.180.601; jf. Danmarks Statistik), og med en skatteværdi på f.eks. 40 % ville udgifterne til at finansiere en borgerlønsreform for alle med fast bopæl i Danmark have et udgiftsniveau på 344,4 mia. kr. Imidlertid er skatteindtægterne fra borgerlønnen langt større for de erhvervsaktive pga. en højere marginalskat. Flere end i dag ville desuden betale mellemskat og topskat pga. borgerlønnen, hvorfor de reelle udgifter vil være betydeligt lavere, måske snarere pænt under 300 mia. kr. 

Borgerlønsreformens finansiering

• Borgerløn erstatter overførselsindkomster (herunder folke- og førtidspension, den statsfinansierede del af dagpenge, aktiveringsydelser, syge- og barselsdagpenge og ydelser til flygtninge). Offentlige udgifter til indkomstoverførsler beløb sig i 1999 til 219,1 mia. kr. (jf. Finansministeriet: Budgetredegørelse 2000). Da boligstøtten på i alt 8,9 mia. kr. bevares, er der her umiddelbart en besparelse at hente på 210,2 mia. kr. 

• Borgerløn overflødiggør den skattefri bundgrænse. I 2002 er dette personfradrag 34.400 kr. Provenuet ved at nedsætte det skattefri bundfradrag med 5.000 kr. pr. år, altså en syvendedel af det fulde fradrag, beregnes til ca. 8 mia. kr. (jf. Skatteministeriet: Stilleskruer i personbeskatningen), hvorved der her kan spares i alt ca. 55 mia. kr. 

• Rentefradraget af privat gæld afskaffes gradvist over en årrække, hvilket inkluderer rentefradraget for boliglån. I 2000 var fradraget for private renteudgifter 70,1 mia. kr. (jf. Skatteministeriet: Udskrivningsgrundlagene for de personlige indkomstskatter). Med en skatteværdi på 40 % fås et provenu på ca. 28 mia. kr. 

• Borgerløn erstatter Statens Uddannelsesstøtte (SU), der i 1998 (jf. Undervisningsministeriet: Tal der taler) udgjorde 6,9 mia. kr. 

• Ifølge Det Økonomiske Råd betyder den samlede offentlige direkte og indirekte støtte til boligmarkedet, at boligejerne profiterer uforholdsmæssigt højt heraf, og at støtten til husstande med de højeste indkomster og den højeste uddannelse får de største gevinster. Da boligejerne betaler en ejendomsværdiskat, der er lavere end beskatningen af anden kapitalindkomst, får de i dag et indirekte støtte i form af tabte skatteindtægter til staten på ca. 15 mia. kr. om året (jf. Dansk Økonomi, foråret 2001), som skal afvikles over en årrække. 

Af de ca. 315,1 mia. kr., der spares ad denne vej, skal fratrækkes tabte indtægter fra statsgaranterede uddannelseslån, der afskaffes, eftersom borgerlønnen udgør et lidt større beløb end de gældende satser for uddannelsesstøtte og statslån til sammen. Desuden skal tabte skatteindtægter fra de nuværende overførselsindkomster fratrækkes, hvorfor der trods alt vil være behov for yderligere finansiering for at få reformen til at hænge sammen økonomisk. Den tiloversblevne finansieringsdel skal bæres af fire søjler: 1) en ekstra, differentieret miljømoms på særligt miljøbelastende produkter, bl.a. benzin indføres, 2) formueskatten genindføres som før 1997, 3) topskattegrænsen sænkes og 4) arveafgiften forøges. Udover at finansiere den tiloversblevne del af udgifterne skal disse tiltag udligne lønmodtagerens umiddelbare merindtægt, således at ingen som hovedregel tjener ekstra i forhold til i dag på en borgerlønsreform. 

Det vil naturligvis fortsat stå enhver frit for at forsikre sig imod arbejdsløshed i A-kasserne mod til gengæld at få et tillæg til sin borgerløn udbetalt i tilfælde af ledighed eller at spare op til sin alderdom, uden at det får indflydelse på borgerlønnen. 

I en overgangsperiode skal arbejdsløse f.eks. kunne fuldtidsforsikre sig i A-kasserne for 1.000 kr. om måneden mod at få udbetalt et dagpengetillæg på 3.000 kr. efter skat om måneden i tilfælde af ledighed. Samme tillæg skal den, der vælger at betale 1.000 kr. til efterløn, kunne få udbetalt oven i sin borgerløn efter at være fyldt 60 år. 

Retten til borgerløn hænger sammen med det samfund, man er borger i, dvs. det samfund, hvor man har fast bopæl. Det står enhver frit for, om man ønsker at spare op af sin borgerløn, eller hvad man i øvrigt ønsker at bruge den til, hvad enten det sker i udlandet eller ej, men udover en årlig ferieperiode, skal den månedlige udbetaling af borgerlønnen være afhængig af, at man har fast bopæl i Danmark. Muligheden for uden videre at trække sin borgerløn ud af landet begrænses herved markant. Også herved er der store besparelser at hente. 

Note

Ingen kan beregne alle samfundsøkonomiske eller erhvervsmæssige konsekvenser af en borgerlønsreform, fordi den vil føre til forandringer i mange menneskers adfærd, både uden for og inden for arbejdsmarkedet. De tal, som Minoritetspartiets har anslået som en mulig finansiering af en borgerlønsreform, er derfor også primært et foreløbigt udspil, der sandsynliggør, at det faktisk er samfundsøkonomisk forsvarligt. En minutiøs beregning kræver uvildig adgang til statens computermodeller, men enhver adgang til disse modeller har regeringen kategorisk afvist i forbindelse med Borgerlønsbevægelsens forespørgsel herom, hvorfor heller ikke Minoritetspartiet kan få lov at benytte sig heraf.

Rune Engelbreth Larsen
Minoritetspartiets medlemsblad, Solen nr. 3, 2002


APROPOS
> Rune Engelbreth Larsens retrospektive status: Minoritetspartiet, medierne og Mars