|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
|
Til lykke, Bashy Quraishy!
Af Rune Engelbreth Larsen 
Vi var nok nogle stykker, som sad misundelige tilbage, da Bashy Quraishy overbevisende distancerede feltet og den 18. oktober suverænt blev kåret som »Årets mest irriterende dansker« i Ekstra Bladet!
Tvivl og selvransagelse melder sig uvilkårligt … »Hvad gjorde jeg galt?«
»Hvorfor ikke mig? Hvorfor er JEG ikke irriterende nok?« »Hvad gør Bashy Quraishy så meget bedre,« må mangen en politisk dissident in spe have tænkt, da han eller hun så sig forbigået af »Manden med alpehuen«.
Men selvfølgelig – som taberne under Oscaruddelingen bider man skammen i sig og smiler tappert, når konkurrenten bevæger sig op på scenen for at modtage sit trofæ, mens man forknyt tænker: »Næste år … Næste år skal jeg fandengalemig nomineres og løbe med sejren foran Manden Med Alpehuen! Bare vent …!«
Jeg mener – hvilken anden pris er vel værd at kæmpe for?
Nobels fredspris er f.eks. blevet tildelt en terrorist som Menachem Begin – dét selskab er vist ikke det mest tiltalende. Elefantordenen er bl.a. tildelt en notorisk diktator som Rumæniens Nicolae Ceausescu, og Storkorset har prydet sildesalaten på brystkassen af ingen ringere end den nazistiske feltmarskal, Herman Göring … Nej, hvem, som har blot en anelse hjerte i livet, ville vel frivilligt modtage disse ordner i dag?
Over 8.000 er dekoreret inden for Dannebrogordenen, hvis kulturelle rødder findes i enevælden, og hvis historie er uløseligt forbundet med banal historieforfalskning og korstogstidens kulturimperialistiske barbari – blandt ordenens »riddere« findes betegnende nok bl.a. Pia Kjærsgaard, Kim Behnke og Helge Adam Møller. De er alle officielt hædret af Dronningen for at have »ydet en særlig indsats for danske interesser« … Nej tak: »Ordener hænger man paa Idioter,« skrev P.A. Heiberg som bekendt for over 200 år siden.
Hvad er der af ære i disse »hædersbevisninger«? Ingen.
Nej, hæder til det menneske, der omvendt tør gå imod strømmen, som følger sit hjerte og siger sin mening, uagtet om det så betyder at måtte tale både magten og massen midt imod.
Den slags kvaliteter hædres imidlertid kun ét sted i dag: I Ekstra Bladets uddeling af prisen som Årets Mest Irriterende Dansker!
Men hvad er det så, som gør denne dansker med så sund en kulør til det eftertragtede mål for irritabilitet blandt så mange af hans danske landsmænd (med knap så sund en kulør)?
Er det Bashy Quraishys holdninger?
Næppe. Godt nok er det dybt upopulært at gå ind for menneskerettigheder og etnisk, kulturel og religiøs frihed i disse tider, ikke mindst når man som Bashy Quraishy end ikke er en religiøs person selv, og derved tilmed kæmper for andre end sig selv – uhørt, ikke sandt?! Og godt nok er det dybt upopulært, når han kritiserer Naser Khader og andre af danskernes fremtrædende »yndlingsindvandreres« logrende følgagtighed, når de tænker mere på egen magtposition og pengepung end på etniske minoriteter og andre trængte grupper.
Men mest af alt tror jeg faktisk, at Ekstra Bladet selv har fat i en vigtig årsag til kåringen af Bashy Quraishy på avisens bagside den 18.10.: »Der er intet så dansk som at brokke sig.« Dét, og så huen!
Han brokker sig – og han er uadskillelig fra sin hue. Og det er naturligvis på én gang frygtelig »dansk« og frygtelig »udansk«, ligesom Janteloven netop er lige så særegen »dansk«, som det er »dansk« at nægte at underkaste sig den.
Når Bashy Quraishy så med en provokerende selvbevidsthed tillader sig at hævde, at Danmark skal være mere glade for indvandrerne, end indvandrerne skal være glade for Danmark, så forarges borgerskabet.
Gisp. Det kan man ikke! Man kan næsten høre kaffekopperne hos folkepartisterne i de små hjem ryge på gulvet i chok og Pia Kjærsgaard besvime. Det kan man ikke!
Men Bashy Quraishy kan. Under sin karakteristiske hue tillader han sig at sige hvem som helst midt imod.
Det gør, at han uundgåeligt mødes med mistænksomhed og foragt. Som eksempelvis Århus’ biskop, Kjeld Holm har erfaret.
Han blev som ny formand for Nævnet for Etnisk Ligestilling omhyggeligt advaret imod Bashy Quraishy – »ham får du problemer med,« blev der sagt. Biskoppen skriver herom i et forord til bogen Fra Punjab til Vesterbro: »Problemet er altid, at sådanne forhåndsmeldinger kan gøre én mistænksom. Desto større er glæden, når mistænksomheden bliver dementeret. Det blev den her. Jeg mødte et åbent, venligt og omsorgsfuldt menneske.«
Sådan kan det gå. Årets mest magt- og behagesyge får glimmer og ugebladspopularitet som f.eks. Fru Kjærsgaard og Hr. Khader.
Bashy Quraishy, derimod, han trives omvendt som Årets Mest Irriterende. Og netop derfor bliver han et eksempel til efterfølgelse for de af os andre, som bittert må erkende, at vi ikke har irriteret NOK det forløbne år.
Hjerteligt til lykke, Bashy!
Rune Engelbreth Larsen
Minoritetspartiets medlemsblad, Solen nr. 3, 2002
APROPOS
> Rune Engelbreth Larsens retrospektive status: Minoritetspartiet, medierne og Mars