Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Hvor skal pengene komme fra?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Minoritetspartiets samfundsvision sigter mod et fremtidigt Danmark, der er kendetegnet frihed til forskellighed, social retfærdighed og lighed for loven. En fremtid, hvor medmenneskelighed, anstændighed og respekt for det enkelte menneske er den røde tråd, og hvor »frihed« og »retfærdighed« ikke blot er de indholdstomme begreber, som i flæng benyttes i vor tids politiske retorik.

Tilbagevendende lyder dog ofte indvendingen: Hvor skal pengene komme fra?

Det forholder sig imidlertid sådan, at en lang række foranstaltninger, der står i vejen for en humanistisk samfundsudvikling, faktisk ikke koster noget videre at fjerne. Tværtimod.

Eksempelvis er tvangsaktiveringen en helt og aldeles unødvendig omkostning i forhold til dem, som egentlig helst var fri, og som derved kunne spare det offentlige for udgiftskrævende kurser og meningsløs aktivering ved at få lov til at passe sig selv.

Det koster heller ikke noget at afskaffe folkekirkens særstatus, så alle borgere i modsætning til i dag stilles frit i forhold til, hvilke trossamfund de ønsker at betale til eller ikke betale til – vi kan simpelthen bare anerkende samtlige trossamfund, men fjerne skattefritagelsen, hvorved der både er sparet penge og indført reel religionsfrihed.

Det koster heller ikke alverden at genhuse hjemløse midlertidigt i tomme erhvervslokaler og derved afhjælpe boligmanglen. Selv om der naturligvis ikke altid er optimale boligforhold i sådanne lokaler, er tag over hovedet dog altid at foretrække frem for intet tag over hovedet, i det mindste som en midlertidig løsning.

Endelig er det umiddelbart enten gratis eller ligefrem besparende f.eks. at afskaffe enhver form for politisk overvågning og registrering, at afskaffe al isolationsfængsling og at tillade flere arbejdsløse at passe deres egne børn i stedet for at sende dem i institution.

Så mange humanistiske skridt kan gennemføres uden nævneværdige omkostninger – eller sågar med betragtelige besparelser. Hvor der er vilje, er der altid en vej, og nok koster humanistiske reformer, men det er langtfra altid penge – ikke så sjældent er prisen såmænd blot politisk mod.

Men naturligvis er der også udgiftskrævende tiltag, som er nødvendige, hvis vi skal opbygge et fundament for en humanistisk fremtid.

Minoritetspartiet vil f.eks. arbejde for en forbedring af forholdene for syge, handicappede, sindslidende og ældre, hvilket uundgåeligt betyder øgede udgifter, bl.a. til flere ansatte, bedre institutionsmiljø og en generel modernisering af sundhedsvæsnet samt et omfattende kvalitetsløft på hjemmehjælpsområdet. Tilsvarende kræver substantielle miljøforbedringer langsigtede investeringer, bl.a. i forskning i vedvarende energi, ligesom en perspektivrig uddannelsespolitik og en højnelse af dannelsesniveauet kræver bedre og flere undervisningsmaterialer, mere alsidige biblioteker og visse nybygninger af tidssvarende skoler og uddannelsesinstitutioner.

Hvor skal de penge så komme fra?

Svaret er lige så enkelt som spørgsmålet: Pengene skal hentes der, hvor pengene er flest, dvs. dér, hvor kapitalkoncentrationen og profitten er størst. Punktum.

En fuldstændig omlægning af skattesystemet og fradragsordningerne, hvor fradrag ikke fortsætter med at være de velbjærgedes bagdør til skatteunddragelse, men hvor finanspolitikken omvendt kommer til at stå reelt mål med princippet om, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder, som det så prosaisk hedder. En fuldstændig omvending af den herskende tendens, hvor systemet ligefrem belønner kapitalegoistisk grådighed.

Men før håbet om et så perspektivrigt, humanistisk opgør med et stadig mere grænseløst plutokrati kan indfries, er der rigeligt med skruer at justere på, som allerede her og nu sagtens kan finansiere ovennævnte reformer – og flere til.

En forøgelse af samfundets andel af Nordsø-energien, der i stedet for at pantsætte danske ressourcer i en ren gavebod til A.P. Møller & Co. i Dansk Undergrunds Consortium blot fjerner overprofitten og bringer forholdene på niveau med Norge og Holland, kan i sig selv give staten en merindtægt på ca. 7 mia. kr. om året. Når man samtidig betænker, at 59 multinationale selskaber med en samlet årlig omsætning på 157 mia. kr. ifølge Ugebrevet A4 til sammen betaler mindre end 1 mia. kr. i skat i Danmark, og at selskaberne ifølge et overslag fra Det Økonomiske Råd oplyser et skattegrundlag, der ligger ca. 40 mia. kr. fra sandheden, som kunne have bidraget til statskassen med merindtægter på 7-14 mia. kr. om året, ja, så tegner der sig dog et klart billede af urimelig spekulation.

Blot en normalisering af forholdene, der sætter lov og magt bag et basalt krav om, at de rigeste selskaber i udgangspunktet dog skal bidrage reelt til samfundsøkonomien på et jævnt niveau, kan finansiere sociale reformer for intet mindre end 14-21 mia. kr. om året.

Sandheden er, at talrige kapitalstærke selskaber i Danmark soler sig i overprofit og skatteunddragelse, som let kunne finansiere sociale reformer, genoprette hospitaler og skoler og løfte trængte befolkningsgrupper ud af social marginalisering.

Hvor der er vilje, er der en vej, og den vej ligger fuldstændig åben og lige for: Pengene skal hentes dér, hvor pengene er flest – og der er rigeligt at tage af.

At hverken den foregående eller den nuværende regering så har haft viljen til at betræde den vej, er kun endnu et selvindlysende argument for nødvendigheden af et humanistisk alternativ.

Rune Engelbreth Larsen
Minoritetspartiets medlemsblad, Solen nr. 2, 2002


APROPOS
> Rune Engelbreth Larsens retrospektive status: Minoritetspartiet, medierne og Mars