Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Litteratur

Politisk litteratur: Ahmed Rashid og Edward Said

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Taleban-styret i Afghanistan er ikke blot ét blandt mange eksempler på kyniske magthaveres knusende undertrykkelsespolitik, som optager nogle af verdenshistoriens sorteste kapitler – Taleban er tillige blandt de mest bizarre regimer, verden har set.

Taleban betragter tilsyneladende Kvinden som sin farligste modstander, ja, omtrent som det farligste væsen i verden. Hver og én af slagsen er et helvedsslug, der skal forsegles og skjules for at bandlyse den frygtindgydende magt, som f.eks. ligger i glimtet af læbestiftfarvede læber eller blot i lyden af en kvindes skohæle mod vejens brolægning. Begge dele var simpelthen forbudt, og forbuddet nøje overvåget af Talebans religionspoliti. Hertil kommer naturligvis bl.a. kravet om 100 procents tilsløring og sågar overmaling af vinduer, så kvinderne ikke var synlige udefra, lukningen af alle pigeskoler samt forbud mod udearbejdende kvinder.

Interessant nok var Iran den første stat, som i skarpe vendinger kritiserede Talebans kvindeundertrykkelse, da ayatollah Ahmad Jannati den 4. oktober 1996 udtalte: "Med deres forbenede politik hindrer Taleban piger i at gå i skole, hindrer kvinder i at arbejde uden for hjemmet og alt dette i islams navn. Hvad kan være en værre voldsudøvelse, bornerthed og indskrænkning af kvinders rettigheder og nedgørelse af islam."

Styret bandlyste TV, malerier og fotografier, forbød internet, musikbånd, fodbold, skak, skægløse mænd samt flyvning med drager (sic). Benhård intolerance var mantraet blandt talebanerne, der gennem tiden har talt både Saudi Arabien, Pakistan og USA blandt sine støtter.

Hvordan kunne det komme så vidt?

Ahmed Rashid løfter sløret for de mange svar og komplicerede årsagskæder i bogen Afganistan og Taleban (Tiderne Skifter 2002), som ikke alene giver et medrivende indblik i Afghanistans historie helt op til 2000, men som med en sjælden kombination af høj, faglig ekspertise og et dybt personligt kendskab til landet og dets historie tilmed både nøgternt og nådesløst afdækker stormagternes politiske studehandler såvel som olieselskabernes økonomiske spil, der kontinuerligt og samvittighedsløst har skabt rammerne for Afghanistans tragiske udvikling og opløsning.

Talebans historie og Osama bin Ladens rolle er fyldigt og præcist beskrevet, men især afdækningen af olieselskabernes magt og den deraf følgende accept af og støtte til Taleban giver et førstehåndsindblik i, hvilke faktorer der reelt tegner den internationale politik bag alle de forblommede vendinger om "menneskerettigheder" og "demokrati", som præsidenter og statsministre behændigt pakker deres krydsermissilers og klyngebombers konsekvenser for civilbefolkningen i "slyngelstaterne" ind i.

"I hjertet af denne regionale konflikt findes kampen om de umådeligt store olie- og gasressourcer i de centralasiatiske indlandsstater – de sidste uudnyttede energiforekomster i verden i dag. Lige så betydningsfuld har den intense konkurrence været mellem staterne i området og de vestlige oliefirmaer, om hvem der skulle bygge de lukrative rørledninger, der er nødvendige for at transportere energien til de europæiske og asiatiske markeder. Dette spørgsmål er faktisk blevet Det Nye Store Spil – et tilbageslag til det 19. århundredes Store Spil mellem Rusland og Storbritannien om kontrol og dominans i Centralasien og Afghanistan." (S. 29).

Det er oprulningen af dette, Det Nye Store Spil og dets konsekvenser, der er bogens vigtigste styrke. "Israelerne og i særdeleshed visse jødiske lobbyer i USA var fra begyndelsen ikke utilfredse med Taleban. På linje med USA's udenrigsministerium så Israel Taleban som en magtfuld modstander af Iran, som kunne bruges til at undergrave den iranske indflydelse i Afghanistan og Centralasien," noterer Rashid i den forbindelse.

Han formår endvidere at udstille Taleban i al dets gru uden at ty til sensationalistisk koldkrigsretorik appliceret på islam, men vender sig tværtimod imod den udbredte tendens til at miskreditere religionen gennem Taleban.

"Mange vestlige kommentatorer nævner ikke Taleban særskilt, men fordømmer over én kam islam som værende intolerant og anti-moderne. Som så mange andre fundamentalistiske islamiske grupper i vore dage berøver Taleban islam alt, hvad den indeholder ud over den rene teologi – islamisk filosofi, videnskab, kunst, æstetik og mysticisme er helt forsvundet. På den måde bliver islams rige mangfoldighed og Koranens essentielle budskab fuldkommen glemt – at bygge et retfærdigt civilt samfund med lige ret for alle, og hvor regenterne har ansvaret for deres borgere. Det værdifulde og afgørende ved den tidlige muslimsk-arabiske civilisation var dens multikulturelle, multireligiøse og multietniske mangfoldighed. Den forbløffende mængde af statslige fiaskoer i nutidens muslimske verden finder sted, fordi den oprindelige vej, dens intention og inspiration er blevet forladt enten til fordel for et brutalt diktatur eller for en snæver teologisk fortolkning." (S. 299).

Edward Said tager over, hvor Rashid slipper, og kritiserer Vestens ensidige stempling af islam i Den intellektuelles ansvar (RUC 2002): "Arabere, siger man, skulle prøve at være mere som Vesten, skulle betragte Vesten som en kilde og et holdepunkt. Borte er historien om, hvad Vesten faktisk gjorde. Borte er Golfkrigens ødelæggende resultater. Vi arabere og muslimer er de syge, vore problemer er vore egne og helt igennem selvforskyldte." (S. 129).

Den intellektuelles ansvar er et genoptryk af Gyldendals udgave fra 1996, og den er både genoptryk og yderligere udbredelse værdig, fordi den forsøger noget så ildehørt i disse vidensforagtende politiske tider som at efterlyse den intellektuelle helt. Imens eksperter i den aktuelt herskende politiske agitation mistænkeliggøres og nedgøres som "smagsdommere" i en stedse mere omsiggribende, antiintellektuel leflen for den offentlige menings laveste fællesnævner, højagter Said omvendt i al sin romantiske indbildskhed den intellektuelle som intet mindre end en potentiel kulturhero: "For mig er det centrale at den intellektuelle er et individ udstyret med evne til at repræsentere, legemliggøre og artikulere et budskab, et synspunkt, en holdning, en filosofi eller en anskuelse til og for et publikum. Og denne rolle er krævende og kan ikke spilles uden følelsen af at være en person, hvis hverv det er offentligt at rejse pinlige spørgsmål, at konfrontere ortodoksi og dogmer (i stedet for at producere dem), at være en der ikke så let kan tages til indtægt af regeringer eller selskaber, og hvis raison d'être det er at repræsentere alle disse mennesker og problemer der rutinemæssigt glemmes eller fejes ind under gulvtæppet." (S. 29).

Mange sløve rader af kaffesøbende og selvtilstrækkelige akademikere og studerende, der passivt inkarnerer universiteternes fravær af politisk eller socialt engagement i stedet for aktivt at forvandle deres hengemte viden til aktive, verbale våben imod ensretning, fordomme og anden fordummelse i den offentlige debat, burde måske turde lade sig inspirere af Saids opsang.

Omvendt vil næppe mange kunne sige sig fri for at føle en vis anstrengthed over Saids heroisme og den noget firkantede hævdelse af den intellektuelle som en i sig selv moralsk forbilledlig karakter – hvor sympatisk det ellers kan forekomme i sammenhæng med forfatterens kompromisløse frihedsevangelium. Den overdrevne patos kulminerer således i en hyldest, der er lidt for symptomatisk i sin ensidighed, når Said tilfredst konstaterer, at der har været intellektuelle involveret i alverdens frihedssættende revolutioner – jo tak, men der har trods alt også været intellektuelle involveret i alverdens undertrykkende regimer.

Der er naturligvis ikke pr. automatik indbygget specifikke moralske eller politiske standpunkter i selve det at være "intellektuel", selv om Said gerne så, at intellektuelle skrev sig det luciferske non serviam bag øret i stedet for at underlægge sig karrierens føjelige og ufarlige mekanismer: "Dette er endnu mere tilfældet med Joyces unge Stephen Dedalus, hvis hele karriere er en vippen frem og tilbage mellem lokketoner fra institutioner som kirken, lærergerningen, irsk nationalisme og hans langsomt opdukkende og stædige individualitet som en intellektuel hvis motto er det luciferske non serviam." (S. 33).

Men ingen tvivl om, at Said til fulde lever op til sine egne idealer, og den sjældenhed turde i sig selv tilkende ham respekt. Og derfor kunne Saids intellektuelle frihedsevangelium nok fortjene en skæbne som et efterlevelsesværdigt, humanistisk credo i videre kredse, når han her vover at kalde intellektuelle medsammensvorne til kamp: "Der ligger et iboende misforhold mellem de store organisationers magt, fra regeringer til store selskaber, og den relative svaghed, som ikke blot gælder for individer men for mennesker der anses for at have en underordnet status, minoriteter, små folk og stater, underlegne eller mindre kulturer og racer. For mig er der ingen tvivl om at den intellektuelle hører til på samme side som de svage og urepræsenterede. Robin Hood, vil nogle sige. Dog er det ikke nogen enkel rolle og kan derfor ikke så let afvises som værende blot romantisk idealisme. Til syvende og sidst er den intellektuelle i min betydning af ordet hverken en fredsstifter eller konsensusbygger, men en hvis hele væsen er fokuseret på kritisk sans, en følelse af at være uvillig til at acceptere letkøbte formler eller færdiglavede klicheer eller de glatte, altid så imødekommende bekræftelser af hvad magthaverne eller de konventionelle mennesker har at sige og hvad de laver. Ikke blot passivt uvillige men aktivt villige til at sige det offentligt. Dette er ikke altid et spørgsmål om at være kritisk over for regeringens politik men snarere om at tænke på det intellektuelle kald som en tilstand af konstant vagtsomhed, en vedvarende vilje til ikke at lade sig styre af halve sandheder eller vedtagne ideer." (S. 39f).

- - - - - - -

Ahmed Rashid: Afghanistan og Taleban – islam, olie og Det Nye Store Spil i Centraliasien, Tiderne Skifter 2002. 334 sider, 268,- kr.

Edward W. Said: Den intellektuelles ansvar. Reith Forelæsningerne 1993, RUC, 2002. 131 sider, 98,- kr.

Rune Engelbreth Larsen
Graf nr. 1, 2002