Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Krig

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Næppe noget tidspunkt i verdenshistorien har været foruden krig et eller flere steder på kloden, og næppe noget sted på kloden har været foruden krig på et eller flere tidspunkter i verdenshistorien. 

Så længe der har været mennesker, er mennesker også kommet uoverens, og hvor uoverensstemmelser har været genstand for stridigheder, har stridigheder også været genstand for vold. 

Ligesom kærlighed har ført til forelskelse og forelskelse til elskov, har strid ført til drab og drab til krig. Der er næppe heller grund til henholdsvis at frygte og at håbe, at disse årtusindgamle erfaringer skulle ophøre i det nye årtusind. 

Men ligesom kærlighed er krig mange ting. 

Engang har krigen været så tilbagestående, at alene truende fagter og sarkastiske tilråb udgjorde det blodløse slag, og selv hvor slagmarken gjaldede af våbengny og flød af blod, var våbnene så simple, at ingen kunne gøre sig håb om at dræbe mere end en enkelt modstander ad gangen, og aldrig uden betydelige risici for eget liv og helbred. 

Så primitive var kulturerne, og så uudviklet var krigen, at næppe noget menneske, der havde betrådt slagmarken, i sidste ende undslap den knugende bevidsthed om at have stået over for en modstander, der var et menneske som han selv. 

I vor tid er krigen som så meget andet derimod et ganske anderledes, civiliseret foretagende. 

Våben og krigsførelse er automatiseret i en sådan grad, at en militæralliance kan udslette byer og folk ved en simpel indtastning af koordinater og reelt uden selv at risikere andet end at knække en negl. 

For den mægtigste krigsherre, der har kapitalen, krydsermissilerne og klyngebomberne på sin side, lanceres krigen slet ikke som en krig længere, men som en klinisk og næsten æstetisk studie i digitaliseret information, en kampagne mod ondskab og en operation mod sygdom. Man slår en streg og lægger et snit, flytter lidt på musen eller rykker diskret i joysticket, og det syge land får sig et ordentlig skud medicin. Så skal det nok blive godt igen. 

Så avanceret er krigspropagandaen blevet, at den næsten fuldstændige kontrol over nyheder og informationer overflødiggør enhver kontrol over den presse, der føjeligt iscenesætter propagandaen, som var den udtryk for uafhængig analyse og objektiv reportage. Så selvsikker i sin bizarre begrebsdevaluering, at selv det voldsomste luftbombardement ikke klassificeres som en militær, men ligefrem en humanitær operation – og så overbevisende i al sin grænseløse absurditet, at propagandaen end ikke længere lader sig karikere og derved effektivt promoverer den behændige fejlslutning, at den næppe heller lader sig falsificere. 

Nok tror kun den enfoldige, at krigen, som vi har erfaret med jævne mellemrum siden tidernes morgen, nogen sinde skulle forsvinde, men endnu mere enfoldig er dog den, der bilder sig ind, at rationalisering og civilisering ikke har gjort krigens hensigter eller udøvere mere inhumane. 

Intet menneske er så tankeløs og effektiv en dræber som den, der er lykkeligt fri for nogen sinde at se sine ofre i øjnene, hvad enten disse er soldater eller civile. Og ingen dræber så komfortabelt som den, der dræber, mens han selv befinder sig på skibe eller i kampfly spækket med elektroniske varslingssystemer, der gør ham så godt som fuldstændig usynlig, usårlig og urørlig. Ingen har noget at frygte, ingen har noget at fortryde, og ingen får spoleret sin nattesøvn. 

Aldrig tidligere har overmagten været så overlegen, og aldrig tidligere har tilintetgørelse været så systematiseret, at ingen deltager i krigen tvinges til at tage blot perifert ansvar for sine egne drab, for ingen har længere i direkte forstand slået nogen som helst ihjel, blot givet eller videregivet en ordre, trykket på en knap og løst en opgave. Ikke stort anderledes og ikke mere ophidsende end det mest ordinære kontorarbejde, og derfor er der heller ingen grænser for, hvor mange og hvor ofte – eller hvor sorgløst og hvor formålsløst – man kan slå ihjel. 

Ingen risikerer at få kløvet sin hjerneskal af en dygtigere skytte, ingen kender lyden af en sløv bajonet, der spidder et hjerte, og ingen skal samle en såret kammerats indvolde op i sine nøgne hænder. 

Kun modstanderens soldater og civile er denne fornøjelse forbeholdt. Kun modstanderen kaster op over synet af splintrede knogler i åbne sår, kun modstanderen stinker af ufrivillig afføring efter granatchok, og kun modstanderens pårørende får blod på deres fingre, når de lægger hud- og knoglerester af deres sønner, mænd og fædre i tarvelige kister. 

Imens smiler stats-, udenrigs- og krigsministeren om kap med våbenfabrikanterne, pressen kipper med Dannebrog, og afstumpede kynikere er næsten lige så stolte som efter en fodboldsejr. 

Dertil er vi sunket. 

Hvor er opgøret med den udstrakte stupiditet, der ikke bare passivt overser, men aktivt hylder denne ekstreme centralisering af magt og koncentration af våben, der er uden sidestykke i verdenshistorien? 

Hvor er pressens omhyggelige afdækning af skinforhandlingerne, hvorunder verdens største, stærkeste og rigeste krigsmaskine gennemtvang unødvendige ultimata og diktater, der var lige så indlysende uacceptable, som de fuldt bevidst fremprovokerede den krig, det aldrig var planen at afværge? 

Hvor er opstanden mod en alliances åbenlyse arrogance, der hykler at bekrige etnisk undertrykkelse og udrensning, når magt og indflydelse skal erobres, men tavst forbigår og militært understøtter etnisk undertrykkelse og udrensning, når magt og indflydelse skal bevares? 

Hvor er stormløbet mod Danmarkshistoriens mest bombeliderlige regering, der med miner så troværdige som TV-prædikanter afviser at offentliggøre den aftale, som sender nationen i krig for første gang i et århundrede? 

Hvor er grænsen for opinionens galoperende naivitet, der fra lænestolenes bombely sluger propagandaen om bomberegnens humane formål lige så råt som propagandaen om propagandas fravær? 

Lige så længe et gennemgribende oprør mod vor tids samvittighedsløse centralisme og skrupelløse militarisme udebliver, vil humanismen og den ægte bekymring over menneskelig tragedie forblive akkurat lige så nedprioriteret og bagatelliseret på den reelle politiske dagsorden, som den er opprioriteret og propaganderet på den formelle.

Rune Engelbreth Larsen
Faklen nr. 12, 1999


LÆS OGSÅ: Rune Engelbreth Larsen gør selvkritisk status over egne humanistiske tilløb i 1990'erne: Humanistisk retrospekt, 1990-2000