Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Søren Krarup 70 år - kritisk fødselsdagsportræt af en nationalkonservativ stridsmand

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

»Kristendommen er forkyndelse af sandheden, men sandheden kan der ikke stemmes om. Den kan kun adlydes.«

Sådan skriver Søren Krarup i bogen 'Dansk kultur' (1993). Ikke så megen snik-snak. Og hvis nogen er i tvivl om, at Krarup er korsridder på de helt store nagler, så efterlader antitesen til hans sandheds-forkyndelse ingen tvivl: »Menneskerettighederne er vor tids fordærvsmagt, djævelen i skikkelse af en humanitær lysengel, forfalskningen og sammenblandingen af Gud og menneske, himmel og jord.« (Tidehverv, 2000). Intet mindre.

Dagens fødselar er en nationalkonservativ stridsmand, der gennem et lille halvt århundrede har præget den politiske debat, siden han debutterede med bogen 'Harald Nielsen og hans tid' i 1960. Fem år senere blev han cand.theol. og fik ansættelse som sognepræst i Seem ved Ribe, hvor han forkyndte evangeliet indtil 2005.

Siden 1984 har han været den absolutte primus motor og chefteolog i Tidehverv, som paradoksalt nok både er en af de mest marginale, men samtidig også mest politisk indflydelsesrige teologiske strømninger i Danmark. Han var den centrale profil i Den Danske Forening fra slutningen af 1980'erne og op gennem 1990'erne, og i 2001 blev han valgt til Folketinget for Dansk Folkeparti, som han med vanlig, men i dette tilfælde berettiget indbildskhed, betragter som sit eget »barn«.

Fra Krarups apokalyptiske kamp for Sandheden mod Fordærvsmagten går der en lige linje til hans nationale kamp mod det, han ser som tidens største trussel: Indvandringen og EU.

Krarups borgerkrig

Krarup har sjældent underlagt sig tidsånden - han har påvirket den.

Hvis nogen enkeltperson og enkeltbegivenhed har skabt fundamentet for den kritik af dansk indvandrer- og flygtningepolitik, som ad åre skulle vende folkestemningen 180 grader, var det Krarup og hans modstand mod Dansk Flygtningehjælp, der for alvor bragede gennem medievirkelighedens lydmur i 1986.

Sin egen fremstilling af begivenhederne, 'En måned i efteråret' (1987), har han givet den dramatiske undertitel: 'Rapport fra en borgerkrig'.

Baggrunden var en landsomfattende indsamling til fordel for hjælpearbejdet i internationale flygtningelejre, men Krarup ville gøre begivenheden til et oprør mod organisationen bag, som i hans øjne havde åbnet Danmarks grænser, »terroriseret den danske debat« og »handlet som en besættelsesmagt«. Under overskriften »Nej, ikke en krone« advarede han i Jyllands-Posten mod at støtte indsamlingen, men blev selv mødt med en storm af forargelse fra alle sider.

På Information advarede man ligefrem i bibelske vendinger mod den falske profet: »Han er besat af en ond ånd og ude af sig selv, hvorfor hører I på ham?« Ingen rasede dog så meget som Ekstra Bladet under daværende chefredaktør Sven Ove Gade. Avisen advarede mod »pastor Krarup og hans yngel«, stemplede ham som »det teologiske tågehorn« og »den sorte præst fra Seem«, og han blev karikeret som frontfigur for Ku Klux Klan.

Men Krarup tordnede videre, og snart foretog Ekstra Bladet en drastisk kovending og gav uindskrænket spalte-asyl til den forkætrede prædikant. Som fast kronikør i 1990'erne skabtes grundlaget for hans senere politiske karriere, alt imens Krarups holdninger vandt indpas på avisens lederplads og i omfattende kampagner mod indvandringen.

Med vedholdende foragt og en vis underholdningsværdi angreb han skånselsløst »Over Danmark«, »Godhedsindustrien« og »Den kulturradikale elite«, og alt fra den franske revolution og Georg Brandes til kommunismen, nazismen og velfærdsdemokratismen blev til én og samme totalitære og antikristne pærevælling, der i sin utopiske trang til at realisere det abstrakte og næstekærlige gode på jorden virkeliggjorde det konkrete og gudløse helvede.

Han sammenlignede højtideligt Pia Kjærsgaard med det franske national-ikon fra Hundredårskrigen, Jeanne D'arc. Den purunge jomfru modtog guddommelige åbenbaringer som 13-årig, blev sit lands heltinde som 17-årig og brændt som kætter på bålet som 19-årig - og blev kanoniseret som katolsk helgen i 1920.

Som snydt ud af næsen på Kjærsgaard.

Men sammenligningens barokke patos dækker over det anliggende, der er Krarup allermest magtpåliggende: Danmarks overlevelseskamp under indvandringens »besættelsesmagt«.

Militante paralleller til modstandsbevægelsen gennemsyrer således hans politiske selviscenesættelse, for hvilken netop modstandskampen er nøgleordet.

»Jeg har hele tiden sammenlignet oprøret mod indvandrerpolitikken og Dansk Flygtningehjælp med modstandsbevægelsen under besættelsen,« fastslog han i 1988, og gentog i 1992, at udviklingen »må og skal føre til en modstandskamp,« for så at understrege i 2001: »Jeg betragter Dansk Folkeparti som en modstandsbevægelse, hvor jeg kan aftjene min nationale værnepligt mod det landsforræderi, som vi ser fra folketingspolitikerne.«

Kanonisering eller mumificering?

I anledning af Krarups 70-års fødselsdag har en kreds af beundrere skrevet et festskrift med titlen 'Jorden tro', der udkommer i dag. Blandt de tyve bidragsydere er Sørine Gotfredsen, Lars Hedegaard, Hans Hauge, Sven Ove Gade, Henrik Gade Jensen, Søren Pind og Ole Hyltoft.

Megen fest er der dog ikke over bogen, hvis stemning er så gravalvorlig, at man næsten mistænker skribenterne for at ville mumificere snarere end at kanonisere patriarken. Bortset fra Søren Holm, der f.eks. glimtvist tegner et kært billede af den lidenskabelige Krarups begejstring for Muhammed Alis boksekampe i 1970'erne, er det i lange stræk en støvet omgang selvretfærdighed fra det tidehvervske parallel-samfund, hvor Bibelen stadig omtales andægtigt som »en levende og handlende person«.

De rituelle forbandelser af 'islams rædsler' til forskel fra de fromme lovprisninger af den 'uskyldsrene kristendom', har man måske nok vænnet sig til fra den kant, men er og bliver naturligvis en fortrængning af historiske dimensioner.

Så kan man undre sig lidt, når f.eks. John W. Hørbo skriver, at Gud ifølge den lutherske reformations opfattelse »kalder de af ham forudbestemte mennesker til tro«, hvilket i sidste ende er det samme, som får Lars Hedegaard til at kalde Allah for en »rendyrket sadist«. Eller når Claus Thomas Nielsen glæder sig over en verdensomspændende kristen vækkelse i kontrast til Tidehvervs så højagtede Kierkegaard, der omvendt konstaterede, »at Christendommen er bleven afskaffet ved Udbredelsen, ved disse Millioner Navne-Christne«.

Mon alle nyvakte kristne adskiller sig særlig kirkegaardsk herfra?

Skriftet er naturligvis også nationalt samtidspolitisk, og her gentager Kasper Støvring myten om, at »æresdrab, omskæring og stening undskyldes med udsagn som 'det er deres kultur'« - en grov forvrængning af debatpositioner, der har kritiseret propagandistiske generaliseringer af indvandrere. Sandheden er, at der ikke eksisterer nogen som helst nævneværdig position i den danske debat, der kunne finde på noget så tåbeligt som at »undskylde« æresdrab eller anden lemlæstelse - men det er naturligvis behændigt at tilskrive sine kritikere en hårrejsende fiktiv position, som var den noget meget typisk.

Krarup selv er derimod den standhaftige hædersmand, der uretfærdigt har været genstand for den værste dæmonisering, pointeres det i flere indlæg, der til gengæld ikke finder anledning til at nævne, hvorledes han og hans allierede i flæng har truet kritikere med kommende retsopgør, kaldt dem rotter, landsforrædere, samarbejdspolitikere og sammenlignet dem med den nazistiske besættelsesmagt.

Men lad det nu ligge - det er trods alt mandens fødselsdag, og som vi allerede har set, er det ubestrideligt, at Krarup vitterlig er blevet dæmoniseret i helt urimelig grad, om end den søde hævn vist er realiseret i rigt mål.

Krarups abstraktion

Dansk Folkeparti manøvrerer i dag hjemmevant på de bonede gulve - kan hænde, at Krarup er blevet metaltræt under medvindens mildere luftlag? Er modstandskampen toppet for tidligt?

Når det kommer til stykket, vil regeringen jo hellere drikke kaffe med Khader end Kjærsgaard, og selv Dansk Folkepartis ledelse rykker emsigt ud med riven, når Krarup & Co. overskrider partiets nok så vide grænser for »god tone«.

Et par indlæg i festskriftet har fat i en beslægtet iagttagelse. Sven Ove Gade påpeger den »klare disharmoni« mellem hudfletningen af velfærdssocialdemokratismen, som Krarup ynder, men som hans parti gør alt for at efterligne, og i et af de mest interessante indlæg kritiseres Krarup af Henrik Gade Jensen for også at kunne forfalde til »den bigotte moralisme«.

Men når Henrik Gade Jensen skiller sig ud, skyldes det primært hans pointering af, hvorledes Vestens udvikling »siden renæssancen har bestået i en permanent og gennemtrængende overskridelse af vante tanke- og leveformer«, hvor individet er sat »foran klanen, nysgerrigheden foran selvbegrænsningen«. Og her må man uvilkårligt tilføje: det gælder også overskridelsen af den til enhver tid etablerede version af den kristne arv.

Over for denne dynamik er Krarup imidlertid fuldkommen fremmed, og det sætter hans grundlæggende problem i perspektiv: Han hævder at repræsentere »folket« og den givne »virkelighed, som den forefindes« i kontrast til abstrakte politiske utopier. Men Krarup har selvfølgelig ikke patent på den »givne virkelighed«, og al hans dunkle fokus på gravalvorlig synd og ensrettet tro er om noget en abstraktion, der hører til på et museum.

Virkeligheden er ikke statisk, og skal man være »tro mod virkeligheden«, handler det derfor heller ikke om Krarups abstraktion »folket«, der blot er en særlig sværmerisk og ensrettende metafor for dét, Dansk Folkeparti og Tidehverv mener.

Nej, den konkrete virkelighed består af vidt forskellige mennesker af kød og blod, Kristine, Muhammed, Isabella og Kurt, og hvad vi alle sammen hedder. Vi er unikke individer, der tænker og lever forskelligt, ikke en abstrakt grå masse, som Krarup i tide og utide kan påstå at udsige noget kollektivt religiøst eller politisk forpligtende om. Ingen har patent på, hvorvidt eller hvordan dansk historie eller tro forpligter den enkelte.

Derfor er Krarup heller ikke individualitetens forkæmper, men »hiin enkeltes« modstander.

Karakteren Krarup

Jeg er grundlæggende uenig i Krarups anliggende, men han er en karakter af format, og jeg kender få andre politikere i dagens Danmark, der nærmer sig hans integritet.

Uenigheden skal naturligvis heller ikke være udslagsgivende for en vurdering af festskriftet. Det er en temmelig ujævn, men i flere henseender ganske glimrende bog, hvis man ønsker et billede af den inspirationskilde, som Søren Krarup har været for en række debattører i de seneste par årtier.

Blandt de interessante essays er ud over Henrik Gade Jensens bl.a. en ikke irrelevant menneskerettighedskritik af Lars Hedegaard, og ikke mindst et provokerende opgør med statsunderstøttet kunst af Hans Hauge.

Man kan udmærket være uenig i en række konklusioner, men anerkende, at disse og andre indlæg stikker betydeligt dybere end de bastante positioner, det hele desværre ofte må reduceres til inden for mediedebattens prioriteringer og generelle tids- og pladsbegrænsninger. Den offentlige debats positioner er i almindelighed mere nuancerede på kryds og tværs af fronterne, end megen af tidens skyttegravskrig lader ane - det gælder også Krarup & Co.

Gå til kilden og dan dig dit eget indtryk.

Rune Engelbreth Larsen
Fødselsdagsportræt og boganmeldelse i Politiken, 3.12.2007