Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Kristus

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

En genganger hjemsøger verden. Han nægter at dø, og han nægter at leve.

I hen ved to årtusinder har han hængt på et kors og lidt for verdens skyld. I hen ved to årtusinder har han forkyndt synden som sandheden om mennesket og proklameret lidelsen som sandheden om verden. I hen ved to årtusinder har hans personlige lidelseshistorie forjættet forløsningen af verdens smerte til fordel for en lidelsesløs, lidenskabsløs og livløs evighed. En evighed, hvor ikke blot døden, men tillige verden er en saga blot.

I hen ved to årtusinder har Kristi lidelse, død og dom været Svaret. Intet over og intet ved siden af. Vejen, Sandheden og Livet. Indiskutabelt og inappellabelt.

På denne ultimative dommers befaling standsede alle andre veje, på hans bud ophørte ethvert oprør, og over for hans dom måtte al frihedstrang vige. Ingen kan slå en handel af med Sandheden og ingen unddrage sig Dommen.

Let legitimeres i det Absoluttes navn selvfølgelig dermed den fuldstændige undertrykkelse og den totalitære lovgivning. Er ikke alle netop syndere for Ham, hvorfor skulle så ikke alle tilsvarende være skyldige for den magt, der afspejler og håndhæver Hans Lov?

I Hans navn gjordes underkastelsen enhver undertrykker til en dyd. Under Hans sandheds vægt blev kulturer knust og folkeslag udslettet, fordi de levede i den syndige vildfarelse, at også deres sandheder, love og goder var sande, rette og gode. Ved Hans Dom knæsattes livets forbitrelse, seksualitetens forbandelse og verdens fordærv.

Nu smuldrer Sandheden. Efterhånden står kun skallen tilbage, forgæves søgt blødgjort af kirkens kræmmere. Vejen, Sandheden og Livet er ikke mindre intolerancens fremmeste skal, uanset hvad den stoppes ud med, for hvad der er vejen, sandheden og livet for én messias, én magthaver eller ét menneske, kan ikke undgå at være vildnisset, falskheden og døden for en anden. Og lige så lidt kan ordren om at følge denne ene vej, denne ene sandhed og dette ene liv undgå at undertrykke al tilbøjelighed til at følge enhver anden.

Gengangeren går igen. Hans sædekorn spirer – om ikke længere i den verdensforladende salighed, han forjættede, så i dennes slægtninge af næsten lige så indiskutable og inappellable ekkoer. Fjerne og forvrængede ekkoer – men immervæk ekkoer. Som ein Volk, ein Reich, ein Führer kun er den yderste skal om det totalitære ekko fra én kirke, én frelse, én pave. Og som dette igen kun er den yderste skal om det intolerante ekko fra én udvalgt skare, ét himmerige, én forløser.

Undertrykkelsen varierer, og intolerancen veksler, men kimen er den samme, ensrettende vej, sandhed og liv. Det første, sidste og eneste Svar på et og alle spørgsmål. Det ultimative tyrannis ophav og grundsten, der har hjemsøgt mennesket i hen ved to årtusinder.

Men af hvilken grund skulle dog nogen kunne få sig selv til at så sæden til en sådan ensretning og dermed til den ubeskrivelige rædsel, som denne ensretning uundgåeligt har affødt? Af naivitet? Grusomhed?

Nej, af kærlighed.

Af kærlighed til sin sandhed, sandheden om et rige uden for verden, uden verden, uden modsætninger. Uden lys eller mørke, liv eller død, uden forelskelse eller forargelse. Sandheden om nødvendigheden af endeløse lidelser for det endeløse ophør af den verden, der er al lidelses ophav. For hvor der ikke er nogen verden, er der ikke nogen lidelse. Verden er ondets rod, som den er stammen og frugterne på det figentræ, som Kristus på vej fra Betania til Jerusalem forbander, lader visne og dø – kun for at opfordre sine disciple til at gentage det destruktive mirakel.

Men figentræer bærer stadig frugt, og verden er ikke overvundet. Og i mellemtiden har forløseren hængt på et kors og lidt for verdens skyld i hen ved to årtusinder.

Måske det var på tide at fatte barmhjertighed med den lidende menneskesøn, tage ham ned fra sit torturinstrument og langt om længe stede ham til hvile i den jord, af hvilken også han er kommet. Måske vi med ham endelig kunne begrave Sandheden, Vejen og Livet, og en gang for alle slippe for ethvert religiøst, ideologisk og politisk ekko fra dette ubøjelige diktat, Frihedens, Medmenneskelighedens og Verdenshåbets modstander par excellence. Måske, om mennesket forløste forløseren fra korsets lidelser og fjernede naglerne fra hans kød, han endelig ville forsone sig med den verden, han har lidt sådan for at undslippe.

Og måske han sågar ville undlade at hjemsøge menneskene i det tredje årtusind.

Rune Engelbreth Larsen
Faklen nr. 9, oktober 1998


LÆS OGSÅ: Rune Engelbreth Larsen gør selvkritisk status over egne humanistiske tilløb i 1990'erne: Humanistisk retrospekt, 1990-2000