Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Himmelfart

Prædiken af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Vi kan læse i Det Nye Testamente, at da Jesus Kristus vandrede omkring på jorden, gjorde han mange undere. Han helbredte de syge, uddrev dæmoner og gik på vandet. Samtidig forstår vi dog, at pointen ikke primært er hans liv på jorden, men derimod hans død fra verden. 

Han blev forrådt, korsfæstet og påtog sig menneskehedens synder. Han døde, men genopstod og opsøgte sine disciple med påbud om at udbrede evangeliet verden over. Herefter blev han ifølge myten taget op til himlen, hvilket vi så markerer i dag. 

Måske er han deroppe endnu – i det mindste har vi ingen pålidelige efterretninger om, at han skulle være vendt tilbage til Jorden. Vi er dog blevet stillet i udsigt, at han vender tilbage, nemlig når verdens undergang står for døren. 

Derfor spørger allerede Jesu disciple utålmodigt deres Mester: »Hvad er tegnet på dit komme og verdens ende?« (Matt.24,3). Og tegnet er, forstår vi, at alskens rædsler og ødelæggelser vil indtræffe, ja, at selv »stjernerne skal falde ned fra himlen« (Matt.24,29). Ingen vil med andre ord kunne overse det, når tiden er inde for Kristi genkomst og »verdens ende«, hvor Jorden forgår »i sin nuværende skikkelse« (1.Kor.7,31). Det kaldes også »genoprettelsestiderne« (Ap.G.3,21) eller »verdensgenfødslen« (Matt.19,28), hvorunder »nye himle og en ny jord« (2.Pet.3,13) afløser kosmos, som vi kender det. 

Barske sager. 

Efter dette apokalyptiske drama venter en eksistens helt ulig den kendte: De frelste »forvandles«, for »kød og blod kan ikke arve Guds rige,« ifølge den »hemmelighed«, som Paulus røber til Korinterne (1.Kor.15,50-51). De bliver derimod ét med Kristus og skal »altid være sammen med Herren« (1.Tess.4,17). Der er tale om en tilstand, hvor kønsforskellene eller i det mindste kønstiltrækningen tydeligvis er ophævet, for ingen tager til ægte, eftersom de er blevet »som engle« (Matt.22,30). Der er heller ikke behov for hverken »sol eller måne« (Åb.21,23), for »Herren skal lyse over dem« (Åb.22,5). 

Om vi kan lide det eller ej, er den apokalyptiske drejebog for perioden umiddelbart før, under og efter verdens undergang en central del af Det Nye Testamente. Vi kan forsøge at fortrænge denne kendsgerning alt det, vi lyster, men den går ikke væk af den grund. 

Det er en myte, men det betyder ikke, at den ikke forholder sig såre konkret til virkeligheden. Det kan vi se af, at Det Nye Testamente faktisk er overordentlig klart, hvad angår tidsperspektivet for verdensundergangen. »Sig os, når skal dette ske?« (Matt.24,3) spørger disciplene, og skriftet igennem får vi svar på svar, der røber en meget kort og meget konkret tidshorisont. Så kort, at Jesus lover, at nogle af hans samtidige tilhørere »ikke skal smage døden,« før Gudsriget realiseres (Mark.9,1), og at hans disciple ikke engang skal kunne nå rundt til alle »Israels byer, førend Menneskesønnen kommer« (Matt.10,23). 

Selv om der ikke er nogen eksakt dato, er der ingen tvivl om, at undergangen blev betragtet som nært forestående -– for små to tusind år siden. Også Paulus understreger, at »de sidste tider er kommet« (1.Kor.10,11). Jakobs Brev, Peters breve og Johannes’ breve istemmer nærforventningen: »Herrens komme er nær« (Jak.5,8), »Alle tings ende er nær« (1.Pet.4,7), »nu er det de sidste tider« (1.Joh.2,18), hedder det. I betragtning af, at Det Nye Testamente består af syvogtyve selvstændige skrifter, er det bemærkelsesværdigt, hvor stor overensstemmelse der er om denne nærforventning på tværs af skrifterne. I logisk forlængelse heraf afsluttes tekstsamlingen med Johannes’ Åbenbaring, der i malende detaljer beskriver undergangen og ifølge de fleste religionsforskere også tidsfæster den inden udgangen af det, vi i dag kalder det første århundrede. 

Alt dette fortæller os noget, som få bemærker og endnu færre måske bryder sig om at se i øjnene – men som man ikke med redeligheden i behold kan løbe fra: At Det Nye Testamente i meget omhyggelig detalje beskriver forløbet i retning af verdens undergang, der forventes at løbe af stablen inden for et tidsrum af en relativt kort årrække efter Jesu død. 

Det hensætter umiddelbart den kristne i et dilemma, fordi det skrift, der er grundlaget for kristendommen, er baseret på et tidsperspektiv for verdens undergang, der to tusind år senere endnu ikke er indfriet. 

De fleste vil vælge at bagatellisere eller fortrænge det. Det er det letteste og det mest nærliggende. Vi kan bortfortolke det hele og forsikre hinanden om, at den slags dommedagsprofetier slet ikke har noget med kristendommen at gøre. Godt nok står det alt sammen ord til ord i Det Nye Testamente, og godt nok gentages det med forbløffende konsistens på tværs af evangelier og breve. Men så kan vi hævde, at det trods alt blot er »tegn«, der skal »tydes« – den slags er der jo unægtelig en del af i Johannes’ Åbenbaring. 

I stedet for udsagn, der kan læses som konkrete udtryk for, hvad de pågældende forfattere rent faktisk havde på hjertet, bliver det hele så til »metaforik«, »retorik« og »symbolik«. 

Men lad os lige stoppe op engang og overveje dét lidt nøjere. Lad os for en stund lade som om, at vi var til stede, da Jesus sagde: »Ild er jeg kommen at kaste ud over Jorden, og hvor ville jeg ønske, den allerede havde fænget.« (Luk.12,49). Det er et af de mildere udsagn, vi kan finde om den forventede verdensundergang. 

Lad os nu forestille os, at Jesus mener noget helt andet end det, han siger. Lad os forestille os, at det blot er »metaforik«, som på en »farverig måde« for eksempel skal fortælle os, at Jesu ord er »dynamiske som ilden« -– eller noget i den stil. Det gør det i hvert fald meget lettere at kapere. Vi ånder ligesom lettet op igen, ikke sandt? Det passer nemlig ikke rigtig med de udbredte billeder af Jesus, at han ønsker at indhylle verden i ild

Han benytter sig nok bare af et »stærkt billedsprog«. Det gør reklamefolk også, og de mener jo heller ikke så meget, bortset fra at man skal spærre øjnene op og huske produktet. Ikke?

Men tænker vi lidt nærmere over det, er det ikke vanskeligt at se, at denne behagelige bortforklaring alligevel ikke holder. Hvis forfatterne af Det Nye Testamente ikke havde til hensigt at profetere verdens snarlige undergang, så havde skrift efter skrift i Det Nye Testamente nok heller ikke gentaget og bifaldet forestillingen. 

Lad os prøve at underkaste dagens tekst i Markusevangeliet samme overvejelse. Her siger Jesus inden himmelfarten: »Og disse tegn skal følge dem, der tror: i mit navn skal de uddrive onde ånder; de skal tale med nye tunger; de skal tage på slanger, og hvis de drikker dødbringende gift, skal det ikke skade dem; på syge skal de lægge hænder, og de skal blive raske.« (Mark.16,17-18). 

Aha. Skal vi mon tro på det her? I så fald er det i det mindste temmelig let at afgøre, om den enkelte er en troende kristen eller ej. Man kunne jo starte med at udskænke dødbringende gift i kirken og se, hvem der overlever at drikke det ...?

Nej, så vil vi nu hellere forstå det »retorisk«, »metaforisk« eller »symbolsk«. Det er simpelthen ikke til at tage alvorligt, hvis troen skal stå sin prøve og bevise sit værd gennem mirakler. Vel? 

Problemet er imidlertid, at hvis Jesus slet ikke mente alt dette, mon så ikke, at han i virkeligheden hellere skulle have sagt følgende: »Og disse tegn skal følge dem, der tror: i mit navn skal de inddrive kirkeskat; de skal synge med på de nye salmer; de skal tage haveslanger og vande deres køkkenhaver, og hvis de drikker kaffe, skal det ikke skade dem; på maven skal de lægge deres hænder, og de skal slappe af foran fjernsynet.« 

Hvis Det Nye Testamente kan reduceres til »metaforik«, »retorik« og »symbolik« de steder, hvor vi ikke kan tåle mosten, så gælder det også alt det øvrige i Det Nye Testamente, og hvorfor skulle der så ikke bare være frit valg på alle hylder? Eksempelvis siger Jesus: »Salige I, som er fattige« (Luk.6,20) og »ve jer, I, som er rige« (Luk.6,24). Mon dette fortæller os noget ligefremt og væsentligt om kristendommens indhold – eller kan vi lige så godt vende det på hovedet, så det bliver til »salige I, som er rige« og »ve jer, I, som er fattige«? 

Nej, den går ligesom ikke. Hvis den rige på Jesu tid kom vanskeligere ind i Guds rige, end kamelen går gennem nåleøjet (Matt.19,24), så kommer den rige, der i dag ejer hus, bil og båd heller ikke lettere ind i Guds rige, end kamelen går gennem nåleøjet. 

Men det gør det jo så frygtelig vanskeligt at være en troende kristen, og kan det nu passe? Hvad med nåden? Er det ikke netop en subtil pointe, at Jesus stiller så uoverstigelige høje krav, fordi vi skal lære, at vi alligevel aldrig kan efterleve dem, men har brug for nåden? Jo, men er nåden da ligefrem en blanko-check, der udskrives til den første den bedste, der ikke har undergået de allerstørste anstrengelser for at efterleve Jesu ord og efterfølge hans gerninger? Næppe. 

Det ville i hvert fald ikke være let at forene med Det Nye Testamente. Her hører vi tværtimod, at det er svært at være troende, at den port, der fører til frelsen er snæver – men »vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen, og mange er de, der går ind ad den.« (Matt.7,13). 

Kristendommen er i udgangspunktet en eksklusiv religion. Det er uhyre vanskeligt at gå ind ad frelsens port, ikke at finde den. De grundlæggende budskaber er dybest set klare for enhver, som har ører at høre med eller øjne at læse med. Og hvor de umiddelbart er vanskeligt at forstå, bliver de faktisk forklaret. 

Vi må derfor rimeligvis antage, at budskaberne i Det Nye Testamente kan forstås på den måde, som en umiddelbar læsning i det store hele rent faktisk giver udtryk for, også hvor der står noget, vi helst havde været foruden. Derfor er det også rent faktisk hensigten, at verden forventedes at ville gå under i løbet af et meget kort tidsrum efter Jesu død. 

Lad os derfor vende tilbage til udgangspunktet for prædikenen: Hvis vi tør medgive den udlægning, vi her har argumenteret for, står i hvert fald tre ting klart, som måske sætter Kristi Himmelfart i et særligt lys: 1) Det Nye Testamente agiterer for verdens undergang, fordi dette er en forudsætning for den evige frelse. 2) Det Nye Testamente profeterer, at verdens undergang er nært forestående på Jesu tid. 3) Det Nye Testamente tager fejl – verden er her endnu. 

For den ikke-kristne er der selvsagt intet dilemma heri. Konsekvensen er ligetil: Kristendommens tid er forbi – kirken er trådt i dens sted. Punktum. 

Men for den, hvis tro er forankret i kristendom, er det måske knap så enkelt. 

For hvad er det faktisk, der er sket her? Hvad betyder det, at Kristi genkomst ikke forløb efter drejebogen, som den står at læse i Det Nye Testamente? 

Det betyder, at troen på Kristi genkomst – og den efterfølgende verdensundergang – har mistet sit grundlag. Frarøvet denne dimension er Det Nye Testamente på godt og ondt blevet til et katalog af myter blandt religionshistoriens øvrige mytologier fra svundne tider. 

Kristus er faret til himmels, han er ikke kommet tilbage som planlagt – eller med andre ord: Enten er Guds køreplan blevet ændret siden Det Nye Testamente, eller også har forfatterne i Det Nye Testamente fra første færd af fået helt galt fat i køreplanen. 

Det nytestamentlige fremtidsscenario kom og gik, før det blev indfriet. Hvad betyder det for kristendommen

Man kan jo sammenligne køreplanen for Kristi genkomst og verdens undergang med køreplanen for et tog: Hvis en køreplan for et togs ankomsttidspunk viser sig at være helt uholdbar, betyder det jo ikke af den grund, at der ikke findes noget tog. 

På samme måde behøver Det Nye Testamentes fejlslagne profetier om verdens undergang jo ikke underminere troen på Kristus. Men hvis vi bliver lidt ved vores analogi, er man dog samtidig nødt til at erkende, at hvis man ønsker at køre med det samme tog, skal være varsom med at fæste lid til den gamle køreplan. 

Når køreplanen er over nitten århundreder gammel og fortæller, at toget for over nitten århundreder siden forventedes at ankomme inden for ganske kort tid, men fortsat er forsinket, så er det måske ved at være på tide at kigge sig omkring efter en anden køreplan. For det eneste, den gamle køreplan kan fortælle os med fuldstændig pålidelighed, er, at toget er kørt

Hvad står med andre ord tilbage, når forventningen om togets ankomst, det vil sige Kristi genkomst er uindfriet? Ja. det er jo erindringen om togets afgang –- det vil sige Kristi himmelfart

Kristendommen står altså i hvert fald tilbage med myten om Kristi himmelfart. Eftersom køreplanen er dekonstrueret, kan det ikke længere handle om Kristi genkomst, i hvert fald ikke med henvisning til den eksisterende køreplan -– men så kan det måske handle om troens genkomst. Hvis altså kristen tro skal give mening på ny i den Verden, der netop ikke går under. Derfor må denne tro også tage afsæt i en løsrivelse fra væsentlige passager i den bog, hvis syvogtyve skrifter blev affattet i forventning om Kristi snarlige genkomst og verdens undergang. 

Vil jeg tro. For i sidste ende er dét naturligvis også et spørgsmål om tro. 

Enten en tro på, at myten om Kristi Himmelfart markerer begyndelsen på et drama, der skal afsluttes med, at Kristus alligevel vender tilbage, at verden alligevel går under. 

Eller også en tro på, at myten om Kristi Himmelfart markerer slutningen på et drama, der afløses af nye dramaer, nye myter om verdens fortsættelse. 

Jeg selv vil tillade mig at slutte af med at tro, at det er den sidste betydning af Kristi Himmelfart, der rummer det største håb for både kirkens og verdens fremtid. 

AMEN

Rune Engelbreth Larsen
Prædiken i Hellig Kors Kirke, Kristi Himmelfartsdag 2003



Warning: include() [function.include]: http:// wrapper is disabled in the server configuration by allow_url_include=0 in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/art07003.php on line 155

Warning: include(http://www.humanisme.dk/include/bottom.php) [function.include]: failed to open stream: no suitable wrapper could be found in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/art07003.php on line 155

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'http://www.humanisme.dk/include/bottom.php' for inclusion (include_path='.') in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/art07003.php on line 155

Warning: include() [function.include]: http:// wrapper is disabled in the server configuration by allow_url_include=0 in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/art07003.php on line 159

Warning: include(http://www.humanisme.dk/include/googleanalytics.php) [function.include]: failed to open stream: no suitable wrapper could be found in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/art07003.php on line 159

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'http://www.humanisme.dk/include/googleanalytics.php' for inclusion (include_path='.') in /var/www/humanisme.dk/public_html/artikler/art07003.php on line 159