Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Slaveriets historie

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Til alle tider har kulturdannelser været hierarkisk opbygget, og i enhver kultur er mennesker for så vidt blevet skelnet efter stand og status - men det betyder ikke, at der til alle tider har været slaver, endsige det, vi plejer at kalde regulære slavesamfund. Ej heller har det transkulturelle begreb »slaveri« nødvendigvis meget til fælles med alle de forskellige former for arbejde og vilkår, som traditionelt henregnes herunder i det overordentlig sammensatte billede, kulturhistorien frembyder.

I alle samfund er nogle mennesker blevet tildelt større autoritet end andre; som regel har autoriteten dog været begrænset til specifikke områder, således at f.eks. visse regenter kun har haft den fulde autoritet i krigstid, at bonden og krigeren har haft autoritet på forskellige felter, ligesom der typisk skelnes mellem verdslig og åndelig autoritet.

I moderne tid interesserer vi os som regel kun for ét hierarki, nemlig det, der ligner vort eget samfunds politiske og økonomiske hierarki. Med andre ord: Hvem træffer de beslutninger, der berører samfundet som et hele, og hvem besidder den største rigdom (i sidste ende ofte to sider af samme sag), men i andre kulturer går flere hierarkier på tværs af hinanden. F.eks. kunne en slave i Assyrien og Rom gøre karriere, være overordentlig velhavende og endog selv eje slaver - hvilket om ikke andet demonstrerer, at alt for fasttømrede sociale og sociologiske kategorier ikke altid er direkte sammenlignelige forskellige kulturer og samfund imellem.

I jæger- og samlersamfund, hvor alle medlemmer måske tilhører samme storfamilie eller slægt, er det imidlertid en kende overdrevet, for ikke at sige misvisende, at tale om hierarkisering i nogen sædvanlig forstand, selv om der oftest er en slags ældsteråd og et overhoved, en høvding. Om noget typisk »klassesamfund« kan man i hvert fald ikke tale - nok er der forskel på, hvem der bestemmer hvad, men den eneste entydige opdeling i graden af »politisk« autoritet går fortrinsvis mellem ældre og yngre.

De fleste såkaldt primitive samfund har naturligvis også en meget skarp arbejdsdeling mand og kvinde imellem med udspring i en biologisk såvel som en religiøs skelnen mellem de to køn. Men at manden her f.eks. går på jagt, mens kvinden passer børn, er naturligvis kun udtryk for samme biologiske indretning, som har forbeholdt moderen amningens privilegium, og er derfor ikke i sig selv udtryk for nogen egentlig patriarkalsk samfundsopbygning. Der har selvfølgelig eksisteret - og eksisterer for så vidt den dag i dag - naturfolk, der ud fra et moderne, vestligt synspunkt generelt synes at reducere kvindens rolle til slavindens, men mon ikke denne konstatering trods alt fortrinsvis er fremmanet af den type vestlige fordomme, der undlader at vurdere andre samfund som et hele på samfundenes egne præmisser?

For en moderne kvinde, der har opnået en høj stilling på arbejdsmarkedet, bl.a. i kraft af et daginstitutionssystem, som har givet hende betydelig større handlefrihed under sine børns opvækst, kan det vanskeligt undgå at tage sig sørgeligt undertrykkende ud, når hun betragter en »primitiv« kvinde, håbløst hæmmet af et barn ved hvert bryst. Spørgsmålet er bare, om ikke den selv samme »primitive« ville finde det sørgeligt undertrykkende at leve i et system, hvor det forventes, ja, måske kræves, at mødre og fædre dagligt afleverer deres egne småbørn i vildt fremmedes varetægt. Begge ville naturligvis tage fejl i den forstand, at hverken den moderne eller den »primitive« kvinde nødvendigvis ville føle sig - og derfor for så vidt heller ikke være - undertrykt. Og eftersom deres respektive kulturbaggrunde ville afvige på stort set samtlige områder og derfor kræve langt flere facetter for en blot nogenlunde nuanceret indsigt i begges tilværelse, bliver en sådan sammenligning af løsrevne enkeltheder i hvert fald meningsløs og absurd i en hvilken som helst moralsk henseende.

Ligesom det er problematisk, for ikke at sige umuligt, at fælde nogen moralsk eller ideologisk dom over f.eks. kønsroller på tværs af samfund og kulturer, er det selvfølgelig tilsvarende vanskeligt at drage sammenligninger mellem nogen som helst til lejligheden oprettede transkulturelle kategorier, det være sig f.eks. økonomi eller regeringssystem såvel som krigsførelse eller slaveri - i hvert fald må vi hele tiden være yderst forbeholdne, om en sådan sammenligning skulle munde ud i noget, der ligner en form for transkulturel dom.

Holdende dette for øje skal vi i det følgende skitsere enkelte særlige historiske hovedtræk under udviklingen af det ikke altid lige hensigtsmæssige begreb »slaveri«, som det traditionelt appliceres indbyrdes varierende kulturelle kontekster og »retspolitiske« opfattelser gennem vor egen kultursfæres seneste 5.000 år.

Social retfærdighed i Oldtidens nærorient

Quod licet Iovi non licet bovi (hvad der er tilladt for Jupiter, er ikke tilladt for oksen), lyder et gammelt ord - ikke alle er lige for loven. En kendsgerning er det da også, at der næppe har eksisteret den kultur, hvor ethvert menneske uanset stand og indkomst i alle henseender er blevet bedømt lige - også vor egen tid indfrier langtfra dette ideal.

Ikke desto mindre er »retssystemets« historiske oprindelse en hel del mere orienteret mod den dømmende magts uforudindtagethed såvel som den lovgivende magts sociale retfærdighed, end man måske umiddelbart skulle tro, om man af fejlagtig sædvane reducerer de tidligste udemokratiske kulturer til tyrannier efter visse mere moderne forbilleder.

Stort set alle tidligere kulturer var teokratier, ofte organiseret om en mere eller mindre guddommelig kongeinstitution, men det betyder ikke, at kongen pr. definition var en hensynsløs diktator, eller at befolkningen var retsløs: »… the Mesopotamian kings were anything but Oriental despots,« skriver A. Leo Oppenheim i standardværket om Mesopotamien, Ancient Mesopotamia (s. 103).

Selv om styreformen i de nærorientalske kulturer naturligvis ikke mindst af religiøse grunde ligger vor egen temmelig fjern, genkender vi dog centrale paralleller.

For henved 5.000 år siden var kongen i den sumeriske by Uruk således ikke uafhængig af et parlament, om end han i det mindste i krigsspørgsmål havde vetoret - et forhold, der minder lidt om den amerikanske præsidents i dag. I hvert fald beskriver den berømte sumerolog, Samuel Noah Kramer her et af kulturhistoriens tidligste parlamenter: »The early rulers of Sumer, no matter how great their success as conquerors, were not unbridled tyrants and absolute monarchs. On all the more important questions of state, particularly those involving war and peace, they consulted their more important fellow citizens gathered in solemn assembly (…) The first political ’congress’ in man’s recorded history met in solemn session about 3000 B.C. It consisted, not unlike our own congress, of two ’houses’: a ’senate’, or an assembly of elders; and a ’lower house’, or an assembly of arms-bearing male-citizens. It was a ’war congress’, called together to take a stand on the momentous question of war and peace; it had to choose between what we would describe as ’peace at any price’ or war and independence.« (History Begins at Sumer, s. 65f).

Om alene alder og krigerstand kvalificerede den enkelte som medlem af henholdsvis »senat« og »underhus«, ved vi lige så lidt, som vi ved, om der har været involveret »valg« af nogen art. Kongen var ansvarlig for hele befolkningens velfærd og velbefindende, og mange konger legitimerer sig selv og deres eventuelle magtovertagelse ikke bare som gudernes udvalgte, men som garant for eller genopretter af social retfærdighed. F.eks. gjorde den sumeriske konge, Urukagina (ca. 2350 f.v.t.) op med bureaukratiet, satte en stopper for udnyttelse af de fattige, beskyttede enker og forældreløse børn og fjernede en række skatter og afgifter (jf. Die Religionen des Altens Orients, s. 103).

Fra kong Ur-Nammu, der grundlagde det tredje sumeriske dynasti i byen Ur omkring 2100 f.v.t., har vi brudstykker af det, der måske er verdens ældste skriftlige lovsamling, og ifølge denne var også han de svages beskytter: »He saw to it that ’the orphan did not fall a prey to the wealthy’; ’the widow did not fall a prey to the powerful’; ’man of one shekel did not fall a prey to the man of one mina (sixty shekels)’.« (History begins at Sumer, s. 94).

De rivaliserende søsterriger, Babylonien og Assyrien afløste på skift Sumer som Mesopotamiens dominerende magtfaktorer i omtrent halvandet årtusind fra 2000 f.v.t.; i begyndelsen var først og fremmest templet den afgørende instans i sociale, økonomiske og juridiske spørgsmål, men efterhånden bliver også den sociale balance kongens anliggende. Babyloniens berømte konge, Hammurabi, der i det 18. århundrede f.v.t. regerede over hele Mesopotamien, understreger således også om sin regerings formål, at »the strong might not oppress the weak« (ANET, s. 178).

I Theologische Real-Enzyclopädie skriver Wolfram von Soden generelt om de babyloniske og assyriske konger: »Auf Eroberungspolitik war dieser grundsätzlich nicht gerichtet, auch wenn zeitweise Erobererkönige ihn so ausdeuteten. Selbst die assyrische Reichspolitik war ideologisch lange Zeit defensiv konzipiert. Mit Vorrang forderten die Götter soziales Verhälten, d.h. den Schutz der Schwachen, von Waisen und Witwen.« (Bd. 5, s. 86).

Det er vanskeligt at underkende, at retslig upartiskhed såvel som social retfærdighed har været en afgørende faktor for de nærorientalske kulturers selvforståelse af en efterstræbelsesværdig regering. Vi kan heller ikke affeje noget sådant som »propaganda«, for dels var det de færreste, der kunne læse, og dels var kongen uafhængig af valgresultater, så der selvfølgelig ikke som i dag ville være nogen demagogisk gevinst at hente ved at tale de svages sag alene for at vinde deres stemmer, hvorfor intentionerne utvivlsomt er blevet ført ud i livet ganske oprigtigt.

Et vigtigt element i den babyloniske nytårsfest, akitu-festen, var kongens rituelle ydmygelse, der skulle minde ham om, at al hans magt og autoritet alene er til for gudernes og kulturens, og ikke for hans egen skyld. Kongens insignier fjernes, og han tillades ekstraordinært at træde ind foran statuen af kulturens vigtigste guddom, Marduk, hvor ypperstepræsten slet og ret stikker ham en lussing. Herefter må kongen knælende erklære, at han ikke har syndet - hvilket bl.a. konkret vil sige, at han »ikke har slået sine undersåtter på kinden« og i det hele taget ikke har forsømt byen, helligdommen og guden. Ypperstepræsten svarer ved at velsigne kongen på gudens vegne og tilbagelevere hans insignier. Til sidst slår han ham dog atter på kinden, og hvis kongen fælder tårer, tegner det kommende år lyst (jf. Die Religionen des Alten Orients, s. 145f).

Retssikkerhed og straf i Oldtidens nærorient

Generelt indskærpes rettens uforudindtagethed og upartiskhed gennem stort set alle de tidligste kulturtraditioner, og selv om f.eks. tidligere tiders dødsstraf for falske anklager og løse rygter nok støder manges moderne retsbevidsthed, er den dog under alle omstændigheder et konkret udtryk for en idé om en retssikkerhedsgaranti for den anklagede, der minimaliserer sandsynligheden for falske vidnesbyrd.

Den allerførste paragraf i Hammurabis lov lyder: »If a seignior accused another seignior and brought a charge of murder against him, but has not proved it, his accuser shall be put to death.« Og paragraf 3: »If a seignior came forward with false testimony in a case, and has not proved the word which he spoke, if that case was a case involving life, that seignior shall be put to death.« (ANET, s. 166).

Der er ikke fundet egentlige lovsamlinger fra Oldtidens Ægypten, men en autobiografisk tekst af Rekh-mi-Re, der var vizir under farao Thut-mose III (ca. 1490-1436 f.v.t.), dvs. en slags statsminister eller forvaltningschef, beretter om administrationens tilstræbte upartiskhed: »When I judged the petitioner, I was not partial. I did not turn my brow for the sake of reward. I was not angry at him who came as a petitioner, nor did I rebuff him, but I tolerated him in his moment of outburst. I rescued the timid from the violent …« (ANET, s. 213).

Vi kender en lignende tankegang knap 3.000 år senere fra fortalen til vor egen Jydske Lov fra 1240 e.v.t., hvor det hedder: »Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet.« (Jydske Lov 750 år, s. 243).

Også i Toraen i det Gamle Testamente advares der mod at tage parti og lade den anklagede blive dømt på usikker grund, f.eks. som følge af en tilfældig folkestemning: »Du må ikke følge mængden i, hvad der er ondt, eller i dit vidnesbyrd for retten tage hensyn til mængden, så du bøjer retten.« (2. Mos. 23, 2). Og videre i en parallel til Hammurabis lov: »… dommerne skal undersøge sagen grundigt, og hvis det viser sig, at vidnet er et falsk vidne, der har aflagt falsk vidnesbyrd mod sin broder, så skal I gøre med ham, som han havde til hensigt at gøre med sin broder …« (5. Mos. 19, 15ff).

Denne for os temmelig kontante måde at sikre den anklagedes stilling på hænger naturligvis sammen med, at man på denne tid ikke havde nogen kriminologi. Bevisførelse af teknisk art, som vi kender det i dag, fandtes ikke, så vidneudsagn var afgørende for domsfældelsen, og ansvaret, der påhvilede vidnet, dermed så meget desto større.

Lige så kontant som den anklagedes retssikkerhed søges sikret, lige så kontant stipulerer det Gamle Testamente imidlertid f.eks. også forpligtelsen til gæstfrihed og venlighed over for fremmede. Om Jahwe hedder det således både, at han er en gud, der »ikke viser personsanseelse eller lader sig købe, som skaffer den faderløse og enken ret«, samt at han »elsker den fremmede og giver ham brød og klæder« (5. Mos. 10, 17ff). Andetsteds understreger denne antikke eller førantikke »asylpolitik«: »… som en af eders egne skal I regne den fremmede, der bor hos eder, og du skal elske ham som dig selv.« (3. Mos. 19, 34). En humanistisk tanke, der næppe ville have mange politiske chancer i det kolde Nordeuropa i dag, to-tre årtusinder senere.

Vender vi os fra beskyttelsen af den anklagede og den fremmede og kigger på det generelle forhold til forbrydelse og straf, gør to forskellige tendenser sig gældende i de nærorientalske kulturer. Den ene er den fra det Gamle Testamente velkendte: »Når nogen slår et menneske ihjel, skal han lide døden (…) Når nogen tilføjer sin næste legemsskade, skal der handles med ham, som han har handlet, brud for brud, øje for øje, tand for tand; samme skade, han tilføjer en anden, skal tilføjes ham selv.« (3. Mos. 24, 17ff).

Tankegangen har jøderne muligvis hentet fra Babylon, i hvert fald hedder det i Hammurabis lov, §§ 196-197: »If a seignior has destroyed the eye of a member of the aristocracy, they shall destroy his eye. If he has broken another seignior’s bone, they shall break his bone.« (ANET, s. 175).

Denne retspraksis, der med vore dages øjne virker ualmindelig barbarisk, har i det mindste ingen årelange, frihedsberøvende fængselsstraffe nødig, som utvivlsomt ville have forekommet de fleste af Nærorientens mennesker endnu mere barbariske og umenneskelige.

Mildere straffe finder vi dog både før og efter Hammurabis ca. 3.700 år gamle lov. Ur-Nammus sumeriske lovsamling, der som tidligere nævnt sandsynligvis er over 300 år ældre, stadfæster f.eks. i stedet bødestraf for legemsbeskadigelser. Hvis en mand slår en tand ud på en anden mand, er straffen således ikke »tand for tand«, og heller ikke fængsel, men udbetalingen af en erstatning. I §§ 15-16 hedder det f.eks.: »If a man, in the course of a scuffle, smashed the limb of another man with a club, he shall pay one mina of silver. If someone severed the nose of another man with a copper knife, he must pay two-thirds of a mina of silver.« (ANET, s. 524).

Også hittitternes retspraksis lignede på dette punkt sumerernes. Hittitterne var et folkeslag fra Anatolien, dvs. den asiatiske del af vore dages Tyrkiet; de kendes fra omkring 2000 til ca. 700 f.v.t., og under deres glansperiode, ca. 1640-1200, opnåede de stormagtsstatus på linje med konkurrenterne i Ægypten. I en hittittisk lovsamling hedder det f.eks. om bødestraf i §§ 10-11: »If anyone injures a free man’s head, he shall take care of him. He shall give a man in his stead who can look after his house until he recovers. When he recovers, he shall give him 10 shekels of silver, and he shall also pay the physician’s fee (…) If anyone breaks a free man’s hand or foot, he shall give him 20 shekels of silver and pledge his estate as security.« (ANET, s. 189).

Der går altså ikke nogen enkel, lige linje fra f.eks. »primitiv« blodhævn til moderne »human« fængselspraksis, selv om vi som her konfererer de allerførste højkulturer for 3-5.000 år siden, tværtimod er enhver lovgivning tilpasset en kulturel kontekst, der på forskellige områder for så vidt både kan være »hårdere« og »mildere« end vor egen. I realiteten er det naturligvis umuligt at agere »dommer« fem tusind års domstole imellem, der hver for sig må ses i lyset af talrige indbyrdes varierende religiøse såvel som politiske - ja, nu og da måske sågar klimatiske og geografiske - forhold.

En jødisk nomade, der i sin selvforståelse bl.a. har fundet sin historiske identitet gennem et religiøst tilhørsforhold til spændingsfeltet en krigerisk slægtsgud og omgivende agerbrugsguder imellem, og en sumerisk skriver, hvis selvforståelse er bestemt af i hundredvis af specialiserede guder, betragtelige kulturinstitutioner og en til tider særdeles ekspansiv militærpolitik, vil på en række områder indlysende nok have forskellige konventioner og normsæt - men på hvilket grundlag skulle nogen som helst kunne dømme den ene »sandere« eller mere »udviklet« end den anden?

At vi gennem kulturhistoriens farverige mangfoldighed af og til kan identificere principper og sagsforhold, der måske er overraskende genkendelige for flere epoker, er så noget andet, som f.eks. de tidligste retssystemers bestræbelser på at sikre enhver en fair og upartisk retssag - og dermed implikationen, at den anklagede er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

Slaveriets oprindelse

I Oldtidens nærorient opstod imidlertid en ny, lille og særlig lav stand, der om sjældent var ligefrem retsløs, så dog altid i en eller anden forstand havde en sekundær retsstilling, og som tilmed blev betragtet som andre menneskers ejendom - slaverne.

Blandt samlere og jægere har slaveriet sandsynligvis været et ukendt fænomen, i hvert fald er heller ikke »moderne primitive« i særlig grad karakteriseret ved brugen af slaver. Men med agerbrugets fremmarch og de store kulturdannelser i Nærorienten bliver en større systematisering af arbejdsindsatsen såvel som store krigstogter på hver sin måde de afgørende faktorer i konverteringen af krigsfanger til ny, praktisk arbejdskraft, der efterhånden institutionaliserer slaven som kategori og stand. Slaven betragtes som ejendom, og slaveejeren kan mange steder behandle ham stort set, som han lyster - »det er jo hans egne penge

I Ægypten tilhørte slaverne først faraoen og blev f.eks. udskrevet til arbejde i templerne eller til offentlige byggerier. Generelt havnede flere og flere slaver dog som regel på private hænder, hvorfor en del husholdninger efterhånden havde en enkelt eller et begrænset antal slaver i familien; men de enorme kontingenter af slaver som f.eks. hos rige jordejere i Grækenland og Romerriget eller blandt USAs sydstaters plantageejere fandtes stort set ikke i Oldtiden.

Af Oldtidens mennesker betragtedes transformationen fra krigsfange til slave givetvis som en alt andet end inhuman handling, idet den for så vidt forbedrede de overvundne fjenders status og på længere sigt gav dem principiel mulighed for at blive helt frie borgere. Til gengæld var der en tilbagevendende uvilje mod den praksis blandt indfødte medborgere at få frigivet gæld mod selv at blive slave eller ligefrem sælge sine børn for en kortere eller længere periode, hvorfor f.eks. mange babyloniske konger frigav sådanne slaver og udstedte dekreter, der ophævede al privat og offentlig gæld.

Ifølge kong Lipit-Ishtars lovsamling, der er omkring 100 år ældre end Hammurabis og således små 4.000 år gammel, kan en slave købe sig fri, om han har »compensated his slaveship to his master (…) twofold« (ANET, s. 160). Generelt behøvede slaveriet i Nærorienten altså ikke være en livslang skæbne, til tider var der en automatisk frigivelse efter et vist antal år; f.eks. skal jøden frigive sin jødiske træl efter syv år: »Når du køber dig en hebraisk træl, skal han trælle i seks år, men i det syvende skal han frigives uden vederlag.« (2. Mos. 21, 2).

Ifølge Hammurabis lov kan en kvindelig slave, der er moder til sin ejers børn, få lige del i arveretten for sig selv og sine børns vedkommende. Fra Ægypten kendes også eksempler på frigivne slaver, der gifter sig ind i den familie, de har tjent under, og hittitterne havde love, der tillod slaver såvel som slavinder at gifte sig med henholdsvis frie kvinder og mænd, men medmindre slaverne kunne købe sig selv fri, beholdt de deres stand også under ægteskabet.

Slaveriet blandt de tidligste kulturer betød således nok en lavere social status, men trods alt langtfra pr. definition den totale tilintetgørelse af al menneskelighed så lidt som fratagelsen af ethvert håb om på lovlig vis atter at blive et frit menneske, som det sine steder er tilfældet i den senere vesteuropæiske civilisation langt op i det forrige århundrede.

Retsligt var slavens liv og helbred imidlertid også i Nærorienten i betydelig grad mindre værd end det frie menneskes, og mange lovsamlinger skelner eksplicit mellem slaver og frie. Som nævnt gælder i Hammurabis lov »øje for øje«, hvis derimod den forurettede er en slave, er der »kun« bødestraf: »If he has destroyed the eye of a seignior’s slave or broken the bone of a seignior’s slave, he shall pay onehalf his value.« (ANET, s. 175).

Uforeneligt som dette er med idealet om retslig lighed, må man dog ikke glemme, at slavens retsstilling i det mindste oprindeligt var en forbedring af krigsfangens udsigter - hvor det var muligt, blev det at skåne sine fjenders liv trods alt til gavn for sejrherren såvel som for den besejrede. Den moderne tids eksempler på regulære folkedrab og nærmest grænseløs masseudryddelse er ikke alene uforenelige med Oldtidens militære formåen, men, selv hvor noget sådant forekommer i mindre målestok, en sjældenhed.

Bortset fra krigsfanger og gældstyngede bønder kunne også andre blive slaver som følge af særlige lovovertrædelser, f.eks. hvis man misligeholdt sine diger, så naboerne uforskyldt fik beskadiget deres marker under oversvømmelser. Selv om slaver i talrige tilfælde blev frigivet eller løskøbte sig selv, blev der, takket være en mindst lige så stor tilgang, efterhånden tale om en permanent laveste stand.

Man skal dog også passe på med alt for entydigt at tage »laveste stand« som et udtryk for fattige og fortvivlede kår. For det første har vi allerede nævnt, at både slaver og slavinder giftede sig med frie kvinder og mænd, og for det andet tyder meget på, at slaver generelt blev behandlet godt og f.eks. ikke sjældent både havde ejendom og drev bankvirksomhed eller anden forretning.

Oppenheim tilføjer: »The custom of adopting slaves who were to be manumitted at the death of their elderly adoptive parents after they had taken care of them in their old age and buried them properly, suggests that the relationship between master and slave was one of trust with mutual obligations.« (Ancient Mesopotamia, s. 75). Slaveoprør har næppe heller fundet sted i de mesopotamiske riger, som vi kender det fra senere tider.

I Ægypten finder vi imidlertid et interessant eksempel, ikke på et slaveoprør, men dog på en arbejdsnedlæggelse, eller med et moderne ord - en strejke.

Fra Ramses IIIs regeringstid (ca. 1193-1162 f.v.t.) findes en dagbog, der meget passende kaldes Strejkepapyrussen. Den ægyptiske kultur var inde i en krise og stod umiddelbart foran en kollaps, men endnu persisterede kulturinstitutionerne. Arbejderne var generelt ret højt lønnet og havde ifølge nogle optegnelser helt op til 50% fest- og fridage (jf. Mellem Nilen og Tigris, s. 48), men de fandt sig ikke af den grund i alt. Under en forsinket lønudbetaling nedlagde et sjak i Deir el-Medina arbejdet og gik i noget, der nærmest ligner en demonstration til Thut-mose IIIs dødetempel, hvor de satte sig i protest. Efter tre dages arbejdsnedlæggelse fik de udleveret de fleste af de rationer, de havde til gode, men fortsatte alligevel strejken, ikke af sult eller anden nød, men blot i generel utilfredshed med forholdene.

Arbejdsnedlæggelsen fortsatte i flere uger, men ingen blev gennet på arbejde af hverken politibetjente eller hunde - en politimester viste tværtimod sympati for strejken.

Episoden fortæller selvfølgelig ikke så meget om slavernes konkrete forhold, men noget om den i denne sammenhæng relativt vide tolerancetærskel myndighed og undersåt imellem, som erindrer os om at være varsomme med at drage alt for firkantede paralleller mellem arbejdsmarkedet i Oldtidens samfund og f.eks. den moderne kapitalisme.

Trods alt var slaveriet begrænset i såvel Mesopotamien som Ægypten, og ingen af disse kulturer kan på nogen måde kaldes slavesamfund i den forstand, at slaverne repræsenterer den vigtigste arbejdskraft i produktionen. Sådanne opstod faktisk først mere end to et halvt årtusind efter dannelsen af de tidligste ægyptiske og sumeriske højkulturer - i det, som nogle stadig væk kalder demokratiets og civilisationens vugge: Grækenland og Rom.

Slaveriet i Grækenland og Rom

Allerede i de homeriske digte Iliaden og Odysseen, som blev udfærdiget omkring det 8.-7. århundrede f.v.t., men sandsynligvis trækker på begivenheder og fortællinger, der er århundreder ældre, finder vi vidnesbyrd om slaveri i Grækenland. Krigsfanger bliver hjembragt som slaver eller solgt, hvis de da ikke som i tilfældet med Andromaches moder bliver udleveret mod udbetaling af en løsesum, som Andromache beretter det til sin mand, Hektor, om Achilleus’ handel: »Derpå min moder, en dronning tilforn ved det skovrige Plakos, / førte som fange han hid med alt det øvrige bytte; / fri han gav hende dog, en umådelig løsesum fik han …« (Iliaden, VI, 425ff).

Slavens arbejdsforhold har næppe været hårde; kvinden tjente i huset, og manden arbejdede f.eks. som Eumaios som hyrde. Eumaios fortæller om skik og brug i forholdet slaven og herren imellem: »… og til Eie mig givet / Alt hvad en ædelig Herre vel pleier sin Svend at forære, / Eiendomshuus med Jorde dertil og en elskelig Husfrue, / Naar han har tjent ham troe …« (Odysseen, XIV, 62ff).

Ægteskabet slaver imellem var heller ikke ejerens slet skjulte spekulation i »gratis« at gøre slaver ud af eventuelle børn, eftersom det i det lange løb var billigere at købe voksne slaver. Bortset fra hjembringelsen af krigsfanger og piraters specialiserede kidnapning var kilderne til tilgangen af slaver dog alligevel fødsel og gæld.

Slaveriet var af så fundamental betydning for Athens og flere andre græske staters økonomi, at deres storhed måske i høj grad byggede herpå. Lektor i historie ved Aarhus Universitet, Aksel Damsgaard-Madsen konkluderer, at slavearbejdet har »spillet en karakteristisk og afgørende rolle i det antikke Grækenland (ligesom i senrepublikkens og den tidlige kejsertids Rom), hvilken formel betegnelse man end vil hæfte på disse samfund. De er til gengæld de eneste af oldtidens samfund, der kan kaldes ’slaveejersamfund’.« (Grækenlands historie, s. 96).

Slaveoprør kender man ikke fra klassisk tid, de dukker først op i hellenistisk og romersk tid, hvilket måske fortæller lidt om udviklingen af forholdene for disse mennesker.

Slaveriet var institutionaliseret og systematiseret på linje med al mulig anden handel i Middelhavsområdet, og Athen var et ikke ubetydeligt marked for slavehandel. Slaverne i Athen arbejdede i stort set alle dele af samfundet, i huset, landbruget og minerne såvel som i templerne og inden for politiet og til tider sågar i hæren og flåden.

Slavernes vilkår spændte sine steder fra opslidende arbejde i usikre mineskakter og landbrugsarbejde i lænker over familiære forhold i privat, huslig tjeneste til decideret privilegerede tilværelser som f.eks. værkstedsledere, bankdirektører og kaptajner. Slaver, der flygtede fra grusom behandling, kunne finde beskyttelse i templerne og ikke sjældent kræve at blive solgt til en anden herre, men forholdsreglerne for at sikre sig mod flugt var samtidig barske.

Platon anbefalede mildhed over for slaverne, men så i lighed med Aristoteles og sikkert den almindelige (frie) græker ingen grund til at ophæve slaveriet som sådan.

Noget andet var imidlertid holdningen til det særlige gældsslaveri. At underkaste sit eget folk slaveri på grund af gæld forsøgtes generelt undgået, og gældsslaver blev derfor ofte frigivet, ikke bare i Nærorienten, men selv i Athen og Rom, hvor det blev helt forbudt i henholdsvis 596 og 326 f.v.t.

Slaveriet var måske i endnu højere grad, end det var tilfældet i Grækenlands velmagtsdage, en overordentlig vigtig faktor for Romerrigets militære overlegenhed og ekspansion, fordi det frigav så mange romere til krigstjeneste, uden at produktionen af den grund gik ned.

Romerrigets ekspansion betød tilførslen af enorme rigdomme til ikke mindst det romerske aristokrati, som investerede i jord og oprettede større og større landbrug. Den voksende koncentration af slaver udgjorde dog også en vis trussel; store slaveoprør fandt sted på Sicilien i 135-132 f.v.t. under Eunus og i 104-101 f.v.t. under Trypho og Athenio. Størst berømmelse fik dog oprøret, der brød ud i 73 f.v.t. på en gladiatorskole i Capua i Italien, og under Spartacus voksede til en talstærk hær, der efterhånden samlede i titusindvis af slaver og bød de romerske legioner voldsom modstand, indtil det endelig lykkedes Gajus Crassus at nedkæmpe den i 71 f.v.t.

Alligevel var slaveriet i Italien trods alt ikke lutter oprør og elendighed. Erik Christiansen skriver på baggrund af det billede, der gengives af de tre »landbrugsforfattere«, Cato, Varro og Columella fra de tre sidste århundreder f.v.t.: »Aristokratiets jordbesiddelser er blevet beskrevet som store sammenhængende godser (latifundia) med hundredvis af sammenlænkede slaver. Men det ’typisk’ romerske overklassebrug, villa rustica, synes snarere at have været på en 100 jugera (cirka 25 hektar), hvor arbejdskraften udgjordes af 10-20 slaver ledet af en vilicus, som selv var slave (…) Der er imidlertid grund til at understrege at vel blev slaver pisket og vel blev slaver holdt i lænker - navnlig når de arbejdede med farlige redskaber såsom knive; men i hovedsagen lærte romerne hurtigt at de fik mere arbejde ud af slaverne ved at belønne og rose dem i al ’deres endeløse møje’ (Columella, de re rustica 1, 8, 15) end ved at straffe dem i tide og utide.« (Romersk historie, s. 100).

Løsladelser af slaver var ikke sjældne, hverken inden for det private eller det offentlige. En del underordnede statsfunktionærer var f.eks. slaver, der i løbet af deres karriere blev frigivet, og under nogle af kejserne regerede i praksis velhavende frigivne slaver. Slaverne kunne erhverve peculium, en slags privatformue, som formelt ejedes af herren, men alligevel kunne de ad denne vej reelt spare op og med tiden løskøbe sig selv - i løbet af 6-7 år ifølge Cicero (106-43 f.v.t.).

Varro (116-27 f.v.t.) udtrykker nu nok en ikke helt ualmindelig holdning, når han karakteriserer slaven som et af tre slags redskaber til at dyrke jorden, nemlig et talende redskab.

Slaverne i byen kunne imidlertid være højtuddannede arkitekter, bankierer og sekretærer, og Columella advarer i 1. årh. e.v.t. ligefrem mod at overlade jobbet som forvalter af et landbrug til en slave fra byen, fordi denne er forvænt med særdeles frie forhold - det er en »sløv og søvnig type slaver, vænnet til fritid, sport, circus, teatre, terningespil, kro og bordeller« (Det romerske slaveri, s. 41).

Den berømte stoiske filosof, Seneca, der blev tvunget til at begå selvmord i 64 e.v.t., forsvarede direkte slaverne som ligeværdige mennesker; i et brev til Lucilius skriver han bl.a.: »Af folk, som kommer fra dig, har jeg med glæde erfaret, at du lever venskabeligt med dine slaver. Det sømmer sig for din visdom og dannelse. ’De er slaver,’ siger en. Nej, de er mennesker, svarer jeg (…) Quintessensen af mit princip er følgende: Lev således med din undergivne, som du ønsker, din overordnede skal leve med dig.« (Det romerske slaveri, s. 67f).

Det var dog ikke den slags tanker, som kendetegnede lovgivningen. I en lovkommentar fra det 3. århundrede e.v.t. hedder det f.eks. ligeud, at den, »der skjuler en bortløben slave, er en tyv.« (Det romerske slaveri, s. 51).

Indimellem tilbød friheden sig uventet, som da Alarik nåede Roms mure i 408 og belejrede verdensstaden, og utallige slaver forlod deres herrer for at slutte sig til kongen af vestgoterne. Da Rom i 410 - for første gang i 800 år - blev indtaget og udplyndret af en fjende, var det meget betegnende også en slave, der åbnede portene for Alariks hær.

Med tiden ophørte slaverne dog helt med at være den afgørende arbejdskraft, og i løbet af det 4-5. århundrede e.v.t. kan man ikke længere karakterisere samfundet som et slavesamfund, selv om slaveriet dog langtfra var forsvundet.

Kristent og muslimsk slaveri

Kristningen af Romerriget havde ikke nogen påfaldende andel i, at omfanget af slaveriet indskrænkedes. Det Nye Testamente bebuder da heller ikke sociale forandringer af nogen art, men handler om, hvorledes man skal gebærde sig før Kristi genkomst og eskatologiske verdensdom, som de første kristne regnede med var umiddelbart forestående.

Kristus omtaler ifølge evangelierne ikke slaveriet med ét ord, og i Paulus’ breve understreges det tilmed, at slaverne bør forblive slaver i deres jordiske tilværelse: »Blev du kaldet i trællestand, så bryd dig ikke om det; men selv om du kan blive fri, så bliv hellere i den.« (1. Kor. 7, 21). Blot bemærker Paulus, at herrerne skal yde deres trælle, »hvad ret og billigt er« (Kol. 4, 1), men slaverne indskærpes også »at agte deres herrer værdige til al ære« (1. Tim. 6, 1) - sine steder i mere utvetydige vendinger end andre: »Forman trællene til at lyde deres herrer i alt, være dem til behag, ikke svare igen, ikke stikke noget til side, men vise al god troskab, så de i ét og alt kan være en pryd for Guds, vor frelsers, lære.« (Tit. 2, 9).

Intet slaveoprør her. Peter understreger tilmed: »I tjenestefolk skal i al frygt underordne jer under jeres herrer, ikke blot de gode og milde, men også de urimelige.« (1. Pet. 2, 18).

Kejser Antoninus Pius (138-161) bestemte, at en herres drab på sin slave juridisk set skulle gælde som mord, men Romerrigets første kristne kejser, Konstantin den Store (306-337) frikendte herren, hvis slavens død var et resultat af piskning; generelt indskærpede kirken imidlertid en human behandling af slaverne uden dog at kræve slaveriets afskaffelse.

Islams profet, Muhammad (ca. 570-632) fordømte heller ikke slaveriet, men som »true piety« opregner Koranen bl.a. »to ransom the slave« (2, 173), og det indskærpes at bestige »the steep«, som læres ved at vise barmhjertighed, f.eks. ved »the freeing of a slave« (90, 13).

Islam ekspanderede voldsomt i løbet af få generationer, og erobringskrige i Asien, Nordafrika, Øst- og Sydeuropa førte til store kontingenter af krigsfanger, der ofte solgtes som slaver. Slaveriet i de muslimske lande var imidlertid usammenligneligt med masse-slaveholdene i Romerriget såvel som i det senere europæiserede Syd- og Nordamerika. Sammenlænkede slaver med hårdt arbejde i landbruget og minerne eksisterede således stort set ikke, derimod arbejdede slaver som regel som tjenere i huset hos velhavende familier eller som eunukker eller konkubiner i haremet, og frigivne slaver betragtedes på lige fod med andre borgere. Slaver og frigivne nåede også ofte samfundets højeste poster, sågar kongeværdighed, f.eks. regerede Mamluk-slavedynastiet (mamluk betyder »den, der ejes af nogen«) i Ægypten fra 1250 til 1517.

Slaveoprør var imidlertid ikke ukendte. Arabernes »Spartacus« hed Ali og skabte en slagkraftig slavehær, der besejrede de professionelle hære, der skulle nedkæmpe dem. Ali grundlagde egne byer og erobrede hele den sydlige del af det senere Irak og Iran, før hans tropper efter 14 års oprør blev nedkæmpet af en regeringshær i 883.

Slaveriet var også udbredt i middelalderens Europa, skønt livegenskabet i en vis udstrækning gradvis erstattede det, men også kirken ejede selv et betragteligt antal slaver. Korstogene bragte kristne slaver til den muslimske verden og muslimske slaver til den kristne, men også kristne slavede for kristne, til trods for at kirken med svigtende held søgte at forhindre det. Den store katolske filosof, skolastikeren Thomas Aquinas (1225-74) anså slaveriet som forårsaget af Adams syndefald, efter hvilket det måtte betragtes som nyttigt, selv om det kun var slavens krop, ikke hans sjæl, der tilhørte herren.

Da de kristne i det 15. århundrede generobrede Spanien og Portugal fra muslimsk dominans, blev muslimerne atter nyt »naturligt« råstof til slavemarkedet her. Større frigivelser fandt dog også indimellem sted, og slaveriet i den kristne såvel som muslimske verden nåede foreløbig ikke samme omfang som i Romerriget.

Den 8. august 1444 hjembragte et portugisisk skib imidlertid den første last med det, der over de næste fire århundreder skulle udvikle sig til en helt ny og indbringende international handelsvare: Afrikanske slaver.

235 slaver landede i nærheden af Lagos. En samtidig historiker, Gomes Eannes de Zurara skrev: »What heart could be so hard as not to be pierced by piteous feeling to see that company? For some kept their heads low, and their faces bathed in tears, looking one upon another (…) others struck their faces with the palms of their hands, throwing themselves at full length upon the ground …« (The Slave Trade, s. 21).

Og hermed lød startskuddet til verdenshistoriens største tvungne folkevandring.

Handelen med afrikanske slaver

Opdagelsesrejserne fra 1420 til 1560 firedoblede næsten Jordens kendte overflade for europæerne. Iblandet et stænk af pionérånd og nysgerrighed løb europæiseringen verden over ende som en missionerende imperialistisk flodbølge, der forandrede det politiske og religiøse såvel som det videnskabelige og filosofiske verdensbillede for altid. Kulturer blev jævnet med jorden, og en lang række folkeslag blev enten udslettet af europæiske våben og sygdomme eller måtte underkaste sig tvangskristning og slaveri.

I 1448 var omtrent 1.000 afrikanere fragtet til Portugal som slaver. Stadig flere handelsstationer i Vestafrika tjente i den følgende epoke som centrum for bl.a. guld- og slavehandelen europæiske opkøbere og afrikanske sælgere imellem, men først i løbet af et par århundreder efter opdagelsen og kolonialiseringen af Syd- og Nordamerika antog handelen efterhånden det svimlende omfang, der atter etablerede regulære slavesamfund i den nye verden. F.eks. fragtede engelske slavehandlere indtil 1776 to-tre millioner afrikanske slaver til Amerika, mens der i England »kun« var ca. 14.000 i 1771 (jf. Verdens kulturhistorie, bd. 18).

På trods af de relativt store omkostninger ved at udruste slaveskibe, der skulle fragte handelsvarer fra Europa i den såkaldte trekantshandel for at opkøbe slaver af lokale vestafrikanske konger og høvdinge og derfra krydse Atlanten med denne levende last til salg i f.eks. Vestindien, før man atter returnerede med handelsvarer, f.eks. sukkerrør til Europa, var prisen på slaver i begyndelsen så lav, at det var en bedre forretning at importere voksne slaver fra Afrika end at bekoste slavebørns opvækst blandt allerede erhvervede slaver. Fra 1680 til 1840 blev prisen imidlertid femdoblet, og det blev mere profitabelt at vedligeholde eller forøge slavebefolkningen ved naturlig tilvækst, hvilket næppe har været en ubetydelig medvirkende faktor i den udvikling, der gradvis gjorde modstanden mod ophævelsen af slavehandelen mindre udtalt, hvor selvforsyningen af slaver syntes mere sikker - men heraf fulgte altså ikke nødvendigvis en mindre udtalt modvilje mod ophævelsen af slaveriet.

I Amerika blev i begyndelsen indianere tvunget til slaveri af de spanske conquistadorer, men dels bukkede de ofte under for kolonisternes sygdomme, dels kritiserede missionærer den hårdhændede behandling af de indfødte, hvilket så blot afstedkom en stigende import af afrikanske slaver. Om dette paradoks hedder det f.eks. sågar stadig væk i Salmonsens Konversationsleksikon, at biskop Las Casas opfordrede til hellere at bruge afrikanske slaver end de indfødte indianere »af menneskekærlige Grunde« …

Omkring 11 millioner slaver blev alene fragtet til Nord- og Sydamerika fra 1492 til 1820; heraf ca. 3,6 millioner til Brasilien og 3,8 millioner til de Caraibiske Øer og »kun« ca. 400.000 til sydstaterne i USA (jf. Politikens Afrika historie, s. 114).

I de nordamerikanske engelske besiddelser bredte handelen med afrikanske slaver sig relativt sent i forhold til i Syd- og Centralamerika, således at der i Virginia så sent som i 1681 endnu kun var ca. 2.000 slaver. Med dyrkningen af tobak og ris voksede antallet dog til 263.000 på under hundrede år, og bl.a. i kraft af de store bomuldsplantager eksploderede slavehandelen i slutningen af 1700-tallet. Med den naturlige tilvækst i slavebefolkningen nåede antallet af slaver omkring 1860 således op på 4-5 millioner i USA.

Den største slavehandlernation var Portugal, der tegnede sig for transporten af ca. 4,6 millioner slaver, Storbritannien stod for ca. 2,6 millioner og Spanien ca. 1,6 millioner - den syvendestørste slavehandlernation var Danmark. De dansk-norske skibe transporterede omkring 85.000 slaver over Atlanten, og danske forter på Guldkysten (det nuværende Ghana) solgte yderligere 15.000 slaver til transport på skibe af anden nationalitet (jf. Slaveskibet Fredensborg, s. 8).

Forholdene på slaveskibene var brutale; stuvet sammen og lænket på absolut minimal plads døde omkring 15-20 procent af slaverne under transporten. Skønt ikke helt retsløse var slaverne ofte overladt til herrens suveræne magtudøvelse; imidlertid var en egentlig racisme kun i sydstaterne i USA forbundet med slaveriet, og f.eks. ikke i de spanske og portugisiske kolonier.

Plantageslaverne havde utvivlsomt de værste arbejdsforhold, mens husslaverne nød en højere status og et tættere forhold til den hvide familie, men begge kategorier repræsenterede i modsætning til f.eks. europæiske industriarbejdere trods alt en egentlig værdi for arbejdsgiverne - en fyret eller afdød industriarbejder kunne erstattes af en arbejdsløs, men en uarbejdsdygtig slave betød slet og ret ekstra udgifter til at købe en ny - og om ikke altid af ren medmenneskelighed så dog i hvert fald af økonomiske årsager kunne et motiv til en mild behandling af slaverne i plantagedriften slå igennem.

Slaveoprør var naturligvis altid en latent trussel, skønt de var yderst sjældne i USAs sydstater; men f.eks. på Sankt Dominique (det nuværende Haiti) resulterede et blodigt oprør i 1790erne opildnet af ånden fra den franske revolution ligefrem i slaveriets ophævelse og uafhængighed fra Frankrig den 1. januar 1804. Den første selvstændige vestindiske stat under tidligere slavers regering blev resultatet.

Efterhånden havde sympatien for og medlidenheden med slaverne også uden for slavernes egne rækker langt om længe fået en vis medvind. Kvækerne var nogle af de første til at afvise slaveriet, mens regulære antislaveri-bevægelser dukkede op i løbet af det 18. århundrede. Nogen større praktisk politisk effekt fik de ikke før slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede. Dog ophævedes slaveriet i Portugal i 1773, men blev fortsat tilladt i de portugisiske kolonier; en opsigtsvækkende dom i England i 1772 fastslog, at enhver slave, der satte sin fod her, juridisk straks var at betragte som fri; Danmark var imidlertid den første nation, som afskaffede al indførsel af afrikanske slaver, det skete i 1792 med virkning fra 1803. I 1807 vedtog også det engelske parlament en lov, som forbød skibe at fragte slaver til nogen engelsk koloni, med virkning fra 1. marts 1808, hvorefter den britiske flåde ligefrem afpatruljerede havene og lagde et pres på den øvrige slavetrafik.

Omkring 1830 var handelen med slaver forbudt på det europæiske kontinent, knap 400 år efter at de første afrikanske slaver var indført og solgt netop her.

The Alamo, Uncle Tom og the Republican Party

I USA ophævede alle stater nord for Maryland slaveriet fra 1777 til 1804, og selv om de enkelte stater var fritstillet i spørgsmålet, blev der dermed trukket en streg i sandet, som skulle få afgørende betydning for den amerikanske borgerkrig - om ikke som andet, så som nordstaternes idealistiske staffage i en konflikt, der reelt havde langt mere med økonomisk og politisk dominans end spørgsmålet om slaveriet at gøre.

Sydstaternes økonomi var i vid udstrækning afhængig af den vigtige eksportvare, bomuld, og de store rigdomme blev selvfølgelig i sidste ende skabt af hårdtarbejdende plantageslaver. Mange har påpeget, at proletariatet i nordstaternes industri reelt levede under forhold, der var betydelig værre end Sydens slaver, men slaven var trods alt både formelt og reelt ufrivilligt et andet menneskes ejendom. I nordstaterne voksede efterhånden kravet om slaveriets ophævelse i hele USA - for hvordan skulle slaveriet også kunne forenes med Declaration of Independence, ifølge hvilken »all men are created equal« og udstyret med »certain unalienable rights« som f.eks. »liberty«? I sydstaterne anså man imidlertid slaveriet som et rent internt anliggende, og på bomuldsplantagerne fortsatte business as usual.

I mellemtiden drog flere og flere nybyggere fra USA til Texas, medbringende slaver og slavehandel, så antallet af nordamerikanere i 1830 langt oversteg antallet af mexicanere. Den mexicanske diktator, Antonio Lopez de Santa Anna, der havde styret Mexico efter et militærkup, søgte at vende udviklingen og bevare den politiske kontrol over Texas ved bl.a. at forbyde slaveriet og derved gøre staten mindre attraktiv for amerikanske nybyggere.

Rebeller bekæmpede mere eller mindre sporadisk diktaturet og overtrædelsen af den mexicanske forfatning fra 1824, og i 1835 udbrød endelig krig mellem den mexicanske regering og de amerikanske nybyggere. For texanerne forblev det imidlertid ikke bare en revolution mod en diktator, men udviklede sig efterhånden til et spørgsmål om løsrivelse og politisk uafhængighed. I februar 1836 førte Santa Anna en hær bestående af ca. 5.000 soldater over Rio Grande for at nedkæmpe oprøret i Texas, men mødte uventet hård modstand fra blot 187 texanere, der havde forskanset sig i missionen i San Antonio - the Alamo.

I hele 13 dage udsattes texanerne under William B. Travis, James Bowie og Davy Crockett for Santa Annas stormløb og heftige kanonild, før the Alamo faldt, og alle oprørerne blev dræbt af den mexicanske hær. Den uventet sejlivede modstand havde imidlertid sikret Sam Houston dyrebar tid til at organisere en texansk hær, som seks uger senere under feltråbet »Remember the Alamo!« besejrede Santa Anna ved San Jacinto og derved sikrede Texas’ uafhængighed.

Slaget er et af de berømteste og mest heroiske i amerikansk historie, for den texanske republik søgte snart optagelse i de Forenede Stater og blev i 1845 USAs 28. stat. Men mindre påagtet er det, at the Alamo dermed i realiteten også blev en vigtig brik i sikringen af slaveriets fortsættelse …

I 1851-52 udkom Harriet Beecher Stowes berømte Uncle Tom’s Cabin om den fromme slave, Onkel Tom, der bliver groft mishandlet og dræbt af sin ondskabsfulde slaveejer i Syden. Bogen overdrev trods alt slavernes generelle lidelser betragteligt, men blev straks en kæmpe succes, ikke mindst i USA og England, og den føjede nye skarer til slaveriets modstandere i Europa og Amerika.

Ikke desto mindre var slaveriets ophævelse langtfra noget massivt folkekrav, og politisk spillede det endnu ikke nogen fremtrædende rolle i USA. Den afgørende strid Norden og Syden imellem stod ganske enkelt om magt, og i de overordnede politiske linjer indtog slavespørgsmålet kun stillingen som et moralsk våben fra nordstaternes side, der i mindre grad bekymrede sig om den reelle lighed og frihed for alle amerikanske borgere.

Om ikke andet blev slavespørgsmålet efterhånden katalysator i den politiske magtkamp, eftersom nordstaterne ønskede, at slaveriet skulle forbydes i de nye vestlige stater, der blev optaget i unionen, for derved at begrænse sydstaternes politiske indflydelsessfære. Beskyttelsestolden på tekstilvarer var f.eks. mod sydstaternes interesser, idet de mente, at den skadede bomuldseksporten, mens den gavnede industrien i nordstaterne; omvendt kæmpede sydstaterne for en udbredelse af slaveriet i de nye stater simpelt hen for at øge bomuldsproducenternes indflydelse på unionens fælles politik.

En række kompromiser var blevet indgået, men de var ikke lige holdbare; i 1820-21 var Nord og Syd med the Missouri Compromise nået til enighed om at forbyde slaveriet nord for og tillade det syd for en linje omkring den 36. breddegrad. Alligevel lykkedes det nordstaterne at få Californien, der lå syd for »slavegrænsen«, optaget i unionen som ikke-slavestat ifølge the Compromise of 1850, til gengæld kunne New Mexico og Utah selv afgøre spørgsmålet. En del af aftalen var en ikke alle steder lige populær Fugitive Slave Act, ifølge hvilken slaver, der flygtede til »frie stater«, skulle fanges og udleveres af myndighederne til den slavestat, de var flygtet fra.

Nye vanskeligheder opstod imidlertid allerede i forbindelse med Kansas og Nebraska, hvor et nyt kompromis, the Kansas-Nebraska Act tillod de to stater selv at afgøre slavespørgsmålet i 1854, og det til trods for at de lå nord for slavegrænsen.

Det var i direkte protest herimod, at the Republican Party blev dannet.

Oprøret på slaveskibet Amistad

Selv havde slaverne ikke mange muligheder for at påvirke deres situation; et heldigt flugtforsøg til en slavefri stat betød som nævnt ofte blot tilbagelevering til hård straf. Oprør på slaveskibe forekom, men med de næsten uundgåelige drab på besætningsmedlemmer risikerede slaverne selvfølgelig et skibsforlis.

En spektakulær undtagelse markerer oprøret på slaveskibet Amistad.

I juni 1839 blev 53 slaver, bragt fra Sierra Leone til Cuba, nærmere betegnet Havana, verdens største slavehavn i det 19. århundrede, og derfra solgt og overført til skonnerten Amistad med henblik på videresalg. Undervejs mellem Havana og Principe lykkedes det slaven Cinqué at bryde lænkerne, organisere et oprør og dræbe kaptajnen og hovedparten af besætningsmedlemmerne. Cinqué sparede livet for de ombordværende cubanske slaveejere, Pedro Montes og José Ruiz, mod at de indvilligede i at sejle skibet til Afrika.

Montes og Ruiz lod til at spille med, men navigerede i virkeligheden i retning af den amerikanske kyst, og efter to måneders sejlads blev de bragt op af et amerikansk skib ved Long Island; skonnerten blev inddraget, og slaverne smidt i fængsel af de amerikanske myndigheder. Spanien krævede, at skib såvel som slaver blev overdraget til den spanske ambassadør i Washington, som påbudt i en aftale mellem Spanien og USA fra 1795.

Abolitionister, forkæmpere for slaveriets ophævelse, protesterede imidlertid kraftigt, og den tidligere præsident for USA (1825-29), John Quincy Adams, nu medlem af Repræsentanternes Hus for Massachusetts, indvilligede i at forsvare Cinqué og de øvrige slaver, da det efterfølgende retsopgør endte for Højesteret.

Otte ud af ni dommere vurderede, at eftersom slaverne ikke var født på slaveplantager, men fanget i den britiske koloni Sierra Leone, hvor slaveriet var forbudt, var der tale om illegal slavehandel, og derfor kunne oprøret ikke straffes juridisk, hvorfor samtlige slaver blev pure frifundet - endog på trods af drabene på besætningsmedlemmerne. Dermed bekræftede sågar også juraen for en gangs skyld, hvad historien så ofte bevidner, at det kan være nødvendigt at slå ihjel for at vinde sin frihed.

Netop denne konklusion synes også at blive draget af Steven Spielberg i hans seneste film, Amistad, der er baseret på disse historiske begivenheder. Amistad begynder lige på og hårdt med en usentimental skildring af det blodige oprør, hvorunder besætningsmedlemmerne nedslagtes, og filmens to konfronterede parter illustreres rammende af konkurrerende aviser, der netop beskriver samme episode som henholdsvis »en massakre« og en »frihedskamp«. Ved slutningen leverer John Quincy Adams imidlertid en forsvarstale, der stipulerer retten til at generobre friheden med alle midler, og Declaration of Independence rives itu som en symbolsk antydning af dens værdiløshed, hvis ikke den er udtryk for samme konkrete frihedsånd, som den amerikanske revolution såvel som slaveoprøret ombord på Amistad repræsenterer.

Alligevel, ja, næsten selvfølgelig, kolporteres i en ganske overflødig scene den historisk ukorrekte myte, som vi allerede har været inde på, at det Nye Testamente skulle repræsentere et opgør med slaveriet som institution. Ikke desto mindre er skildringen af slaveoprørerne som regel malet med så overbevisende kulturrelativistisk pensel, at filmen giver et anbefalelsesværdigt indblik i den afrikanske slavehandel og nogle af de mennesker, den gik ud over.

Og så må vi leve med, at en anden af amerikanernes favoritter blandt den populærhistoriske selviscenesættelse, nemlig at den amerikanske borgerkrig primært var en krig om slaveriets ophævelse, tilsyneladende også er en uundgåelig detalje i en film af denne art.

Hvorfor denne opfattelse imidlertid ikke er korrekt, skal vi se i det følgende.

Den amerikanske borgerkrig

Revolten på Amistad lykkedes med idealistiske juristers hjælp, men politisk havde det ingen afgørende betydning.

Abraham Lincoln, der blev republikanernes første præsident i 1861, mente, at en bevarelse af unionen var altafgørende, og for at splittelsen mellem Nord og Syd kunne ophøre, måtte enten slaveriet tillades i alle stater eller dets udbredelse ophøre - »a house divided against itself cannot stand«. Lincoln havde vundet en kneben valgsejr, men det var dråben, der fik bægeret til at flyde over for tilhængere af slaveriets udbredelse; i 1860-61 meldte sydstaterne South Carolina, Mississippi, Florida, Alabama, Georgia, Louisiana og Texas sig ud af unionen, dannede the Confederate States of America og valgte Jefferson Davis som provisorisk præsident.

Skønt Lincoln i realiteten var villig til at opretholde slaveriet, hvor det allerede eksisterede, og sågar ønskede at styrke the Fugitive Slave Act, tegnede fronterne sig stedse skarpere og mere kompromisløse - Lincolns eneste virkelige bekymring var at forhindre unionens splittelse, alt andet var sekundært. Præsidenten besluttede imod manges rådgivning at sende proviant til unionstropperne i Fort Sumter i South Carolina, som ellers måtte have forladt fortet; et demonstrativt træk i lige netop den stat, der havde ført an i løsrivelsesprocessen fra unionen. Den 12. april 1861 åbnede Konføderationens kanoner ild mod unionstropperne i Fort Sumter, og den amerikanske borgerkrig var en realitet.

Lincoln mobiliserede en unionshær, men fire sydstater, Virginia, North Carolina, Tennessee og Arkansas nægtede at deltage og sluttede sig i stedet til Konføderationen, der nu bestod af 11 stater mod nordstaternes 23.

Stort set hele industrien lå i nord, og Syden havde hverken hær eller flåde og måtte løbende mobilisere, men alligevel tog det hele fire år for unionstropperne at sejre, og i begyndelsen havde konføderalisterne til alles overraskelse rent faktisk klart overtaget. Først da krigslykken så småt vendte, og nordstatshæren med general Ulysses S. Grant kunne hamle op med de militært overlegne konføderationstropper, valgte Lincoln en mere utvetydig holdning til slavespørgsmålet med ikke mindst international appel. Den 22. september 1862 bekendtgjorde han sin Preliminary Emancipation Proclamation om slavernes frigørelse. Med virkning fra den 1. januar 1863 hed det bl.a.: »… all persons held as slaves within any State, or designated part of a State, the people whereof shall then be in rebellion against the United States, shall be then, thenceforward, and forever free …«.

I praksis betød det intet som helst, eftersom de slavestater, som ikke havde brudt med unionen - lige så lidt som de dele af oprørsstaterne, unionen havde vundet kontrol over - ikke behøvede at frigive slaverne, og eftersom sydstaterne, der betragtede sig som fuldstændig uafhængige, naturligvis ikke anerkendte unionens juridiske overhøjhed, men Lincoln havde sendt et vigtigt politisk signal, der samtidig havde stor taktisk værdi.

Hidtil havde Syden kunnet håbe på en vis støtte fra omverdenen, eftersom hele den internationale bomuldshandel brød sammen uden eksporten fra sydstaterne. England, der forholdt sig neutralt, var alt andet end venligt stemt over for nordstaterne, og en betragtelig del af den engelske befolkning var direkte eller indirekte økonomisk afhængig af bomuldshandelen og derfor hårdt ramt af den amerikanske borgerkrig. Men England havde ophævet slaveriet i 1833, og da endelig Lincoln havde rettet et mere direkte slag mod slaveriet i USA, umuliggjordes reelt Englands støtte til sydstaterne, og neutralitetspolitikken kunne i stedet opretholdes.

Udadtil var borgerkrigen ikke længere et spørgsmål om politisk og økonomisk indflydelse Syden og Norden imellem; det var lykkedes Lincoln at gøre det til en frihedskrig. Men i verdens øjne havde den bare ikke længere så meget med Sydens kamp for uafhængighed at gøre, frihedskæmperne var i stedet unionstropperne, og det måtte selv bomuldsmanglen vige for.

Den 9. april 1865 kapitulerede sydstaternes general Lee over for nordstaternes general Grant. Næsten en million mennesker var faldet i krigen. Præsidenten overlevede kun som sejrherre i fem dage, før han blev skudt af skuespilleren John Wilkes Booth i Ford’s Theater i Washington, og uden Lincoln blev det efterfølgende opgør med oprørsstaterne i syd ualmindelig brutalt.

Den 18. december 1865 tilføjedes the Thirteenth Amendment til den amerikanske forfatning, det første betingelsesløse forfatningsmæssige middel til en fuldstændig ophævelse af slaveriet i hele USA: »Neither slavery nor involuntary servitude, except as a punishment for crime whereof the party shall have been duly convicted, shall exist within the United States, or any place subject to their jurisdiction.«

Syden var definitivt knækket, politisk og økonomisk. Og slaverne var blevet fri - i hvert fald formelt. En tidligere slave bemærkede, at den, der havde slavet under private herrer, nu blot var blevet en slave af samfundet: »Han har hverken penge eller venner. Han er blevet løst fra plantagen og har i stedet fået den støvede landevej. Han er fri for sit gamle logi, men i stedet er han nu slave under sommerens sol og vinterens kulde. Man har sluppet ham løs under åben himmel, nøgen, sulten, blottet for alt.« (Verdenshistorien, bd. 15, s. 145).

I sidste ende viste republikanerne som repræsentanter for »frihedskæmperne« sig efterhånden mere interesserede i at få de tidligere slavers stemmer end i deres reelle levevilkår. I modsætning til slaverne af bomulden vandt slaverne af fattigdommen - desorienterede og uvante med de nye strømninger - slet ikke samme medfølelse. Og den latente politiske magtfaktor, der dog lå gemt som en spændt fjeder under slaveriet, udgjorde et almindeligt, økonomisk uformående mindretal trods alt ikke, nu hvor ingen fandt nogen presserende grund til at tilslutte sig deres sag - de var jo netop blevet befriet, ikke sandt?

Danmarks afrikanske slavehandel

I 1625 indledte kong Christian IV den danske slavehandel, idet Johann de Willum fik kongens tilladelse til at operere i Vestindien, Brasilien, Virginia og Guinea, mod at slaveskibene skulle afsejle fra København og returnere til København. 1649 begyndte den danske slavetransport, der strakte sig over halvandet århundrede, og som bl.a. forsynede de danske kolonier på de Vestindiske Øer, Sankt Croix, Sankt Thomas og Sankt Jan, med afrikanske slaver fra Guldkysten. Her på den vestafrikanske kyst fungerede fem danske forter som centraler for en række mindre handelsstationer over en kyststrækning på ca. 150 km.

Det var tidligt blevet opgivet at oprette plantager med slaver i Vestafrika, selv om den vanskelige transport over Atlanten dermed kunne være sparet, dels fordi det var svært at forhindre flugt i slavernes egne hjemlande, og dels fordi de lokale og magtfulde afrikanske konger som regel ganske enkelt forbød det.

Fra de danske forter solgtes også slaver til andre nationer. Den danske slavehandler, Ludevig Ferdinand Rømer fortæller her om fremgangsmåden hos slaveopkøbere fra f.eks. Portugal, England og Frankrig: »Heel fortredlig kan man blive, naar en portugis skal kiøbe slaver; vi lader slaverne rage overalt, og lader dem smøre seg med palm-olie naar de skal fallbydes, at de skal se godt ut førend skips capitainerne seer dem; en portugis kand tilbringe 4 timer med at see paa en slave, han lugter dem i halsen, han føler dem overalt; slaverne maa giøre krum-spring for ham, lee, og synge for ham; tilsidst slikker han dem med tungen omkring hagen for at finde om de har skiæg, eller om en slave har mindste ar paa kroppen saa forskyder han dem. En engelskmand er ogsaa kræsen, men ikke saa urimelig som en purtugis. En franskmand tager gierne alt, hva som er sort.« (Slaveskibet Fredensborg, s. 93).

Slavetransporten var overordentlig risikabel, både for mandskab og slaver. I gennemsnit døde omkring 15-20 procent af slaverne på sejladsen fra Vestafrika til de Vestindiske Øer, til gengæld måtte over 30 procent af mandskabet som regel lade livet som følge af infektioner og tropesygdomme.

På det danske slaveskib Fredensborg, der sejlede fra København til Guldkysten, videre herfra til Dansk Vestindien og så forliste på hjemturen ud for Sydnorge i 1768, døde f.eks. 11% af lasten på 265 slaver, mens hele 38% af den oprindelige besætning omkom - ingen af dem under forliset. Sådanne tabstal var almindelige. Uhørt var det imidlertid, da det danske slaveskib Cron Prindzen brød i brand i 1705, muligvis som følge af et slaveoprør; da ilden fik tag i krudtlageret, eksploderede skibet med intet mindre end 826 slaver ombord. Fem slap med livet i behold.

De slaver, der overlevede sejladsen, overlevede generelt på en sparsom kost, der på den ene side lige præcis skulle være tilstrækkelig til at minimere antallet af dødsfald, men på den anden side heller ikke måtte optage for megen lagerplads. Foruden føden fik de en pibe tobak om ugen og lidt brændevin hver anden dag. Pladsen var selvfølgelig overordentlig begrænset - den enkelte slave var lænket på mindre plads, end der ville have været ham tilstået i en almindelig ligkiste.

Men vel ankomne til de Vestindiske Øer kunne slaverne hvile ordentligt ud nogle dage; de blev smurt ind i palmeolie, fik federe og mere nærende mad og mere tobak og rom, så de kunne nå at blive frisket lidt op til den efterfølgende auktion, hvis de da ikke blev interneret midlertidigt i lejre som mellemstation før et videresalg til andre øer.

Stammefrænder blev vilkårligt adskilt, familier splittet under salget, og alle blev brændemærket, så man kunne se, hvem deres nye ejer var, og som oftest fik de også nye, kristne navne, hvis de da ikke bare blev opkaldt efter ugedage eller måneder. Foran dem lå en fast arbejdsdag på ti-tolv timer i tropisk hede - under høsten gerne 3-4 timer ekstra. Ved at dyrke lidt »privat« jord kunne slaver dog til tider få sig en beskeden indtjening og meget undtagelsesvist endog købe sig fri.

Mange hvide var imidlertid overbeviste om, at det slet og ret lå til afrikanernes natur at være slaver, f.eks. mente rektor ved Københavns Universitet, teologen Erik Pontoppidan oven i købet, at afrikanerne fik det bedre i Vestindien end i det vilde Afrika, og skrev, at »hedenskabet dog er langt elendigere end den allerringeste grad af kristendom«, idet slaverne blev »Kristi frigjorte, skønt menneskenes tjenere« (Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, bd. 9, s. 293). Den danske embedsmand, Reimert Haagensen skriver tilsvarende i 1758 om afrikanerne: »… de er alle onde af natur (…) deres sorte hud vidner om deres ondskab, og de er destinerede til trældom, således de ingen frihed bør have, og, at i det land, hvor disse sorte har deres frihed, kan ingen kristen begå sig eller være lidt.« (Kolonierne i Vestindien, s. 170).

Under eksplicit henvisning til det Nye Testamente missionerede Brødremenigheden fra 1732 ligeledes underkastelsens evangelium for slaverne på de Vestindiske Øer og indskærpede dem at indberette hinanden, hvis mistanke om flugt eller oprør var på tale. Menigheden fik snart selv plantager og slaver og anså det helt for at være i Guds hånd at ændre det, om det overhovedet skulle være forkert - eller som missionær Oldendorp udtrykte det: »På afstand tager det sig frygteligt ud. Men når man har været der i nogen tid, tænker man: Ja, disse folks tilstand er jammerlig, men hvem kan forandre den uden den kære Gud?« (Fjernt fra Danmark, s. 111).

Danki bås

Det kan ikke overraske, at også Danmark havde sine slaveoprør, og ikke bare på skibene.

På Sankt Jan havde slaverne f.eks. erfaret, at hvor høsten slog fejl, var det de i forvejen ikke just overernærede slaver, der måtte lide under efterfølgende hungersnød, og da tørke og orkaner ramte øen i 1733, voksede uroen. At der samtidig offentliggjordes et nyt slavereglement med ualmindelig hårde straffe for små som store forseelser, øgede kun uroen. Efter omhyggelig planlægning indtog en håndfuld slaver fortet Frederiksværn om morgenen den 23. november ved at foregive, at de blot skulle aflevere brænde. Kun en enkelt soldat nåede at skjule sig og siden flygte, resten blev slået ihjel.

Kanonskud gav signal til andre oprørsgrupper på øen, der nedbrændte plantager og dræbte så mange hvide, de overhovedet kunne komme af sted med. Oprøret, der havde til hensigt at omdanne øen til en selvstændig republik for den tidligere slavebefolkning, sendte chokbølger til de øvrige danske øer. En lille forstærkning fra Sankt Thomas fik da også snart tilbageerobret Frederiksværn, men i hele fem måneder drev rebellerne en slags guerillakrig, som det først da man fik hjælp fra 228 franske soldater, lykkedes at nedkæmpe fuldstændig.

En række slaveoprørere blev pint og henrettet, men de fleste valgte forinden at begå selvmord - en kilde til »friheden«, som ikke var sjælden: Mij dodte, mij loppe in myn lande (når jeg dør, går jeg til mit eget land), var slavernes faste overbevisning, som de udtrykte på deres nye modersmål, kreolsk.

Forværringen af slavernes forhold i Dansk Vestindien fortsatte.

Den lille private jordlod, som slaverne havde kunnet dyrke til eget brug, blev f.eks. inddraget, da produktionen på sukkerplantagerne øgedes i 1750erne, og arbejdet blev generelt hårdere. Flugtforsøg straffedes i bedste fald med piskning, hvorefter sårene blev overhældt med saltlage og spansk peber. Danki bås, »tak herre«, måtte slaven ydmygt replicere.

I det hele taget var Danmark som verdens syvendestørste slavehandlernation lige så brutal i sin politik over for slaverne som de øvrige slavehandlernationer. Slaverne var privat ejendom, og ethvert forsøg på at indskrænke slaveejernes suveræne magt over for slaverne, var ilde set. Pisk og stokkeslag var almindeligheder. Ved oprørsforsøg eller mistanke om oprørsforsøg brugtes bl.a. gloende tænger og radbrækning.

Da kronen i 1754-55 overtog forterne på Guldkysten og de tre vestindiske øer fra det Vestindisk-guineiske Kompagni, og øerne fik deres første generalguvernør, baron C.L. von Pröck, medbragtes imidlertid et nyt slavereglement, der bl.a. forbød vilkårlige drab og lemlæstelser. Hurtigt indså den nyudnævnte generalguvernør dog, at der her ville være tale om en yderst upopulær begrænsning af den private ejendomsret, og reglementet blev aldrig nogen sinde offentliggjort, hvorfor heller ikke statsovertagelsen betød nogen umiddelbar forbedring af slavernes forhold.

Rundt omkring i Europa rejste sig dog i slutningen af 1700-tallet stadig flere røster mod slaveriet; »frihed« var selvfølgelig et nøgleord, ikke mindst takket være såvel den amerikanske som den franske revolution, og det blev da også stedse vanskeligere at sidde protesterne mod de afrikanske slavers forhold overhørig.

Fra Danmark fulgte man nøje med i debatten i England, hvor der 1789-91 med voksende tilslutning forelagdes forslag om slavehandelens ophævelse i underhuset, og man vurderede, at det kun var et spørgsmål om kort tid, før et forbud blev vedtaget - et forbud, som ville lægge et stort pres på Danmark.

Danmark ophæver slaveindførslen

Den hovedrige handels- og finansminister, Ernst Schimmelmann var den største plantageejer i Dansk Vestindien med over 1.000 slaver i sin besiddelse. Hans udstrakte imperium skyldtes ikke mindst hans fader, Heinrich Carl Schimmelmann, der ligeledes som finansminister behændigt havde solgt det Vestindiske Kompagnis plantager billigt til sig selv, da kompagniet overgik til staten i 1754.

Schimmelmann følte sig imidlertid ramt af tidens voksende misbilligelse mod slavehandelen, selv om han jo også havde ikke så ubetydelige forretningshensyn at tage - sukkerplantagerne i Dansk Vestindien kunne ikke i længden klare sig uden jævnlig tilførsel af nye slaver, dertil oversteg dødsfaldene som følge af det hårde arbejde fødselstallet blandt slaverne med alt for stor margin. Og reformer, der kunne lette arbejdet, betragtedes stadig væk som en utidig indgriben i den hellige private ejendomsret, som hverken behagede slaveejerne eller regeringen.

I 1792 lykkedes det imidlertid Schimmelmann at manøvrere sig igennem med sit ønske om en mere human slavepolitik uden at sætte sin økonomi over styr. Kongen forbød således slaveindførslen på de Vestindiske Øer - men først med virkning fra 1803. Og hvor stor ære Schimmelmann end har fået herfor, kostede det ham ret beset ikke en øre.

Dels var der ti år til at intensivere slavehandelen i, og i det ene tiår voksede slavebestanden i Dansk Vestindien med hele 30% til et antal på 35.000, dels blev skatten på indførslen af kvindelige slaver ophævet (og fordoblet på mandlige) med det slet skjulte formål at optimere sandsynligheden for, at plantagerne lettere kunne blive selvforsynende efter slavehandelens ophør, og dels var det netop kun indførslen af slaver, der blev forbudt, mens den interne handel på øerne kunne fortsætte fuldt legalt.

Endvidere gav staten særlige lån til plantageejere, som ikke havde råd til den fornødne stigning i udgifterne til det intensiverede slavekøb, f.eks. »Laan til Indkiøb af Negere for Propagationens og Cultivationens Fremme«, som Peter L. Oxholm, generalguvernør i Dansk Vestindien, 1814-15, erindrer (Europæisk kolonialisme før imperialismen, 1750-1850, s. 27).

Vinden var dog så småt ved at vende, og i København - fjernt, fjernt fra dagligdagen på de danske kolonier - havde mange utvivlsomt en reel medfølelse med slavernes kår. I 1793 tillagdes en afrikaner i Thomas Thaarups syngespil Peters Bryllup ordene:

Hvad har stakkels Neger gjort,
at den blanke Mand ham hader?
Er han ond, for han er sort?
Er Gud ikke Alles Fader?
O! beklag den sorte Mand.
Han er Træl i fremmet Land.

Senere berømmes den danske konge sågar for sin ædelhed ved forordningen af 1792:

Og naar vi samler os til Fryd i høsten,
Skal jeg gjentage glad for mine
Landsmænd,
At Danmarks Konge var den første Konge,
Som hævede den lede Slavehandel;
Velsign ham og hans Æt, Naturens Fader!

Danskerne var stolte. Og det til trods for at intet som helst reelt var gjort for at forbedre slavernes kår. Verdens første nation, der ophævede slaveindførslen (ikke handelen, og ikke slaveriet) - ved at yde statsstøtte til en tiårig intensivering af slavehandelen.

Den britiske historiker, Hugh Thomas nævner tre lidet flatterende grunde til, at Danmark forbød slavehandelen i 1803 - ingen af dem for slavernes skyld: 1) Slavetransporten var for dyr, 2) man regnede med, at et engelsk forbud mod slavehandel, der kunne presse de mindre slavehandlernationer, var lige op over, og 3) det var uacceptabelt med det store antal døde blandt besætningsmedlemmerne under slavetransporten. »Der var slavemodstandere i Danmark, men det var ikke årsagen til forbudet i 1803,« understreger Hugh Thomas i et interview i Berlingske Tidende, 28.12.97.

You are hereby emancipated

I Danmark blev der endog slået en medalje med en tronende Nemesis, der træder et åg under fode; på medaljens »bagside« ses en afrikaner i profil med teksten: Me miserum (jeg elendige). Men som det allerede turde være fremgået, er der ikke megen nationalromantisk glæde at hente over »humanistisk« fremsynethed her - slaveriet fortsatte et halvt århundrede endnu på de Vestindiske Øer, og efter at andre nationer for længst havde forbudt denne særlige arbejdsform.

I mellemtiden blev forholdene gradvis lidt forbedret, ikke mindst fordi den manglende tilførsel af nye slaver fra 1803 tvang slaveejerne til en mildere fremfærd, hvis ikke slavebefolkningen skulle falde drastisk som følge af alt for kort levetid. Omkring 1830 var indbyggertallet i Dansk Vestindien på ca. 40.000. 70 procent var slaver, 20 procent frigivne »kulørte« og kun 10 procent hvide.

I 1827 blev Sankt Thomas’ guvernør, Peter von Scholten, udnævnt til fungerende generalguvernør over de danske besiddelser og ligestillede de »kulørte« med de hvide, ansatte flere som embedsmænd og indførte dem tilmed skandaløst i de hvides selskabsliv. Scholten blev generelt betragtet som en egenrådig, næsten enevældig hersker, som ikke gav de hvide megen indflydelse, men slaverne så i ham en støtte.

I 1840 offentliggjorde han et reskript, der bl.a. indskrænkede slaveejernes »ejendomsret« derved, at der kom loft over de straffe, slaverne kunne tildeles, samt satte flere lempelser i udsigt for slavernes forhold.

I 1834 var England gået skridtet videre og havde frigivet alle slaverne i de britiske besiddelser, som også omfattede vestindiske øer, men først den 28. juli 1847 bestemte kong Christian VIII, at slaveriet også i de danske besiddelser skulle ophøre - børn født af slaver efter denne dato skulle regnes som frie, mens alle andre måtte vente med den endelige frigivelse til 1859.

Peter von Scholten havde imidlertid forudset og advaret mod denne fremgangsmåde, skriver en tidligere søofficer, der gjorde tjeneste i Dansk Vestindien: »… i Rapporter og Betænkninger havde [Scholten] udtalt som sin fulde Overbeviisning, nemlig, at man maatte frygte for, at Børnenes Frigivelse, medens Forældrene vedbleve at være Slaver, vilde fremkalde en Misfornøielse blandt disse, der kunde medføre de beklageligste Følger.« (Europæisk kolonialisme før imperialismen, 1750-1850, s. 90).

Allerede i 1848 fik generalguvernøren ret. 1848 var forandringernes år, revolutioner ramte Europa, Christian VIII døde, enevælden blev afskaffet i Danmark - og natten mellem den 3. og 4. juli 1848 udbrød oprør blandt slaverne på Sankt Croix, som ikke ville acceptere én dag længere i slaveri.

I Frederiksted havde 8.000 slaver stormet politikammeret og besat byen, bevæbnet med knipler og knive. En af slaverne, »General Buddo«, der egentlig hed Adam Gottlieb, dirigerede og kontrollerede tilsyneladende oprøret med sabel i hånd fra ryggen af en hvid hest og forhindrede vilkårlig udplyndring.

Peter von Scholten var i begyndelsen i vildrede med, hvad han egentlig skulle gøre, men da han om eftermiddagen nåede frem til pladsen foran fortet i Frederiksted, undgik han givetvis en væbnet konfrontation og dermed formentlig et blodbad ved endelig at proklamere slavernes frihed: »Now you are free. You are hereby emancipated.«

Alligevel blev der senere, stik imod Peter von Scholtens ordrer, to gange skudt mod oprørerne, og lejlighedsvise sammenstød fandt sted de følgende dage. To dage efter frigivelsen blev han omringet af rasende hvide, der krævede væbnet kamp mod slaverne - midt i virvaret blev Scholten ramt af en hjerneblødning og faldt omkuld.

Generalguvernørens momentane storhed faldt således sammen med hans endegyldige fald. Få dage senere forlod han hemmeligt Sankt Croix med kurs mod København for aldrig at vende tilbage.

En ny generalguvernør blev konstitueret, og kaptajnløjtnant Irminger overtog kommandoen i Frederiksted og indførte standretstilstand, hvor talrige oprørere blev arresteret. 17 blev dømt til døden og straks henrettet. General Buddo blev lovet friheden mod at overgive sig samt straffrihed for flere oprørere, men løfterne blev brudt, og »generalen« kom i strengt forhør og måtte se sig deporteret til Trinidad.

Generalguvernørens initiativ blev hilst alt andet end velkommen i København, men ingen ville dog trække emancipationen tilbage. Et kongeligt brev stadfæstede frigivelsen den 16. december 1848.

I 1851 blev Peter von Scholten af en militærdomstol imidlertid dømt for at have »udvist en høj grad af lunkenhed og slaphed« ved sin slavefrigivelse og frataget sit embede. Højesterets dommere omstødte imidlertid enstemmigt dommen året efter, eftersom generalguvernøren ansås for at have handlet, som det var rigtigst for det almene vel.

Slavernes frigivelse stod ved magt, og den tidligere generalguvernør nåede således selv at opleve en slags æresoprejsning.

At slaveriet blev erstattet af et kontraktlignende livegenskab på sulteløn, er så en anden historie.

Exit slaveri?

Fem tusind års forskellige former for slaveri er det lige så umuligt at sammenfatte og dømme entydigt under ét som fem tusind års indbyrdes varierende samfundsforhold generelt.

Slaveriet i Sumer, Rom og South Carolina var ingenlunde identiske, lige så lidt som de kontekster, det fungerede i, var det. Måske var det, vi gennem de seneste fem årtusinder kalder slaveri, ikke engang altid slaveri i den betydning, vi sædvanligvis tillægger begrebet. Og måske diverse ophævelser af slaveriet heller ikke altid var de frigivelser, vi som regel er tilbøjelige til at tage dem for, når emancipationen er udråbt med tilpas pathos.

Danmark har formelt afskaffet slaveriet for 150 år siden, men reelt bliver der til stadighed videre og videre rammer for den ejendomsret, med hvilken myndighederne kan påtvinge arbejdsløse »beskæftigelse« under stadig mere fornedrende forhold.

Det ligner selvfølgelig ikke slavearbejdet hverken i Babylon, Athen eller på Sankt Croix, men selv om lænkerne »kun« er juridiske og økonomiske, er det selvfølgelig vanskeligt at kalde det andet end begyndelsen til en ny form for slaveri. Hvis ikke den aktiverede siger danki bås til det »tilbud«, han tvinges til at tage, er straffen ikke piskeslag, men et økonomisk fundament på nul kroner - og dermed reel retsløshed.

Slaveriet er ikke ophævet, vi er tilsyneladende ikke gået tilstrækkelig grundigt til værks. Skal emancipationen være reel og permanent, synes historiens lære at være den, at der åbenbart skal mere end både Peter von Scholten, statslig stadfæstelse af emancipationserklæringer og højtidelige menneskerettighedserklæringer til. Det er muligvis et slag i ansigtet, der nok kan få en og anden til at resignere, men samtidig lærer historien os dog også, at intet er så umuligt, ingen forandring så stor og usandsynlig, at den ikke på et eller andet tidspunkt har ladet sig muliggøre.

Alt kan ske, historien er ikke afsluttet. Den bevæger sig imidlertid hverken fremad eller tilbage, opad eller nedad - den bevæger sig bare. Det er derfor, vi af og til både bør og kan bevæge historien.

Rune Engelbreth Larsen
Faklen 8, maj 1998


LÆS OGSÅ: Rune Engelbreth Larsen gør selvkritisk status over egne humanistiske tilløb i 1990'erne: Humanistisk retrospekt, 1990-2000