Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Oprør fra periferien

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Den 7. februar, på 25-årsdagen for udgivelsen af Niels I. Meyers, K. Helveg Petersens og Villy Sørensens klassiker, Oprør fra midten efterlyser chefredaktør David Trads i Informations leder et nyt oprør, »en fjerde vej«: »Tiden er inde til, at der igen tænkes i helt nye veje. At der igen gøres op med alle de eksisterende ismer – og at der igen forsøges etableret et opgør fra midten.« Rasmus Bech Hansens kronik i samme avis er på linje med denne opfordring: »Måske nogen skulle prøve at åbne historien med et nyt Oprør fra Midten. Er der nogen derude, der kan? Er der nogen derude, der tør?« 

Svaret på det sidste spørgsmål er ja. Svaret på det første må tiden vise. Minoritetspartiet er et bud på et sådant oprør. 

At den sidste af de tre midteroprørsgeneraler, Niels I. Meyer også har øje herfor, noterer jeg naturligvis med glæde, idet han i samme avis udtaler: »Jeg vil også følge det nye Minoritetspartis udvikling med interesse.« Ikke mindre forudsigeligt er jeg ikke helt enig i Hans Hauges forestilling om, at oprørets tid er forbi, om end han har en pointe i, at »midten« i en vis forstand er forsvundet, så »midteroprørets mærkesag om borgerløn nu videreføres af periferien – Minoritetspartiet.« 

Ikke desto mindre er vi nogle, der håber og tror, at det er anstrengelserne værd at forsøge at udvikle en bevægelse, der med held og imod alle odds kunne gå hen og få en vis gennemslagskraft. Så jo, Minoritetspartiet er et bud. 

Minoritetspartiet er et humanistisk parti, der stiller op til det kommende folketingsvalg. Vi har sagt klart farvel til de to dominerende politiske ideologier, socialismen og liberalismen. Socialismens tid er forbi i vore øjne. Selv om socialister har en pointe i, at diverse totalitære regimer i bl.a. Sovjet og Kina snarere har været socialister af navn end af gavn, er det spørgsmålet, om man alligevel kan frikende selve ideologien ad denne vej? Når praktisk talt hver eneste stat, som har erklæret sig socialistisk, har efterladt et rædselskatalog af betragtelige dimensioner, må socialister på et eller andet tidspunkt spørge sig selv, om det ideologiske afsæt virkelig ikke har den fjerneste andel heri – og om socialismen fortsat er så hensigtsmæssig en ideologi? 

Er ikke arbejderromantikken og »klassekampen« i stigende grad forældet for en relevant samfundsanalyse herhjemme? Og er ikke også den røde fane og dens hammer og segl for alt for mange blevet et ikon for en totalitarisme af værste skuffe, som det af samme grund er blevet stadig vanskeligere at opbygge et fundament for aktiv og perspektivrig modmagt omkring? 

På den anden side står liberalisterne og jubler. De har jo sejret. Liberalismen har imidlertid en indbygget knude, der både af navn og gavn forlener den med en destruktiv dynamik, som den skæve fordeling af verdens ressourcer, vækstspiralens miljøbelastning og kynismen i markedskræfterne er et uomtvisteligt udtryk for: Ansporingen til grådig egoisme. 

Liberalismen tager afsæt i det enkelte individs frihed og har således historisk set et vigtigt blik for den store fare i en alt for centralistisk og formynderisk statsmagt, hvorfor udgangspunktet er klart individualistisk og afgørende for menneskerettighedernes grundidé. Imidlertid ansporer liberalismen til uhindret selviskhed i økonomiske affærer ud fra det metafysiske dogme, at desto mere egoistisk, vi hver især handler, så meget desto mere vil summen af de egoistiske kræfter ende med at gå op i en højere enhed til alles gavn. 

Historien har med al tydelighed vist, at dette langtfra er et naturnødvendigt princip – ansporingen til egoistisk grådighed fører til kapital- og magtkoncentrationer, der primært gavner sig selv. 

Liberalismen har derved helliggjort kapitalmagten, fremmet egoismen og med urette solgt sin sag under bannere om »frihed« og »selvstændighed« – på bekostning af medmenneskelighed og medansvarlighed. Socialismen har til gengæld helliggjort statsmagten, fremmet ensretningen og solgt sin sag under bannere om »fællesskab« og »solidaritet« – på bekostning af individuel frihed. 

Alternativet kunne være en ny humanisme, der tværtimod søger at kombinere individualisme og medmenneskelighed på bekostning af egoisme og formynderi. 

Humanismen er ikke udformet i en kanonisk tekst, og skal den reaktualiseres i konkret, politisk forstand som andet og mere end »pladderhumanisme«, må vi indledningsvist selv skabe eller i det mindste udbygge det fundament, som tager afsæt i kernen i den humanistiske samfundsforståelse per se: Mennesket i centrum. Hermed har man naturligvis ikke sagt ret meget. Men udbygger vi denne simple humanistiske kerne med det forhold, at hvis mennesket skal i centrum af samfundsudviklingen, så må dette forstås i betydningen det enkelte, individuelle menneske, hvilket så til gengæld får en række konkrete, politiske konsekvenser. 

Med individet som samfundets naturlige centrum må omdrejningspunktet nemlig være det, der netop gør det enkelte menneske til individ, dvs. dets egenart, som adskiller det fra alle andres egenart. Hvis mennesket skal i centrum, skal menneskelig forskellighed med andre ord i centrum. Medmenneskelighed, fællesskab og solidaritet er således ikke i modstrid med udgangspunktet om at sætte frihed til forskellighed i centrum, eftersom humanismen må tilstræbe at udvide samfundets rammer, så flere kan være det unikke menneske, de er, til forskel for alle andre – men i modsætning til dagens liberalisme ikke af den grund på bekostning af andre. 

Så længe fællesnævneren er menneskelig forskel, er heller intet menneske nemlig mere »menneske« eller har større »værdi« end noget andet menneske, og ingen kan af samme grund misbruge sin frihed til forskellighed til at legitimere krænkelsen af andres. For dér går naturligvis grænsen. Enhver er tværtimod en ligeværdig del af samfundets fællesskab og skal naturligvis behandles som sådan, hvorfor en videre grad af frihed til forskellighed også forudsætter en reel realisering af lighed for loven – men det betyder unægtelig også både en udvidelse af den enkeltes råderum og rettigheder. 

Humanismen er således i sig selv areligiøs og amoralsk, da den pr. natur netop skal tilstræbe at sikre mulighedsbetingelserne for vidt forskellige, religiøse og ikke-religiøse livsanskuelser. Derved bliver humanismen nærmest en slags »metaideologi«, eller måske snarere udmøntningen af nogle tværgående spilleregler og rammer, inden for hvilke menneskelig mangfoldighed kan fungere i et samfund, hvor livsanskuelser af forskellig observans skal sameksistere. 

Hvad er f.eks. en humanistisk integrationspolitik? Gensidig integration. At muliggøre accepten og normaliseringen af nye kulturelle træks tilstedeværelse i en multikulturel virkelighed. Her skal man jo ikke glemme, at de multikulturelle kendsgerninger hverken står eller falder med islam, som om »etniske danskere« udgør en homogen, kulturel masse. 

Der er jo dybest set ikke megen kulturel homogenitet imellem de værdier og ritualer som f.eks. udspiller sig blandt børsmæglere, rockere, sexarbejdere, biodynamiske landmænd, rollespilsudøvere og medlemmer af en tipsklub – selv om der naturligvis kan være overlapninger. 

At hævde, vi abonnerer på en særlig udtalt, fælles kulturel identitet, er i bedste fald en overdrivelse. Flere unge mennesker finder i dag utvivlsomt større inspiration i Ringenes Herre end i Bibelen, computerspil har tag i langt flere end salmesang og kirkegang, tusindvis ritualiserer deres liv inden for den brede horisont, vi kalder New Age, og atter andre tusinder er frimurer og opfører sig regelmæssigt mindst lige så »bizart« som talrige eksotiske kulturer, vi kender fra religionshistoriens beskrivelser. Dansk »kultur« er ganske enkelt en mosaik af subkulturer. 

Blot fordi vi bor i samme land, behøver vi jo heller ikke være ensartede, kulturelle kloner, når bare vi naturligvis insisterer på, at vi er fælles om loven og dermed de politiske spilleregler. Og det fællesskab er kun reelt, hvis der i modsætning til i dag er reel lighed for loven. Enhver skal selvsagt garanteres lige rettigheder i forhold til grundlæggende sociale ydelser, samme retssikkerhed, samme straf for samme foreteelse, samme løn for samme arbejde, samme frihed til at gifte sig efter eget ønske osv. 

Det fortæller en del om samfundets tilstand, at man i dag skal forsvare denne helt igennem, moderate, humanistiske grundopfattelse, som var man fortaler for noget vanvittigt samfundsundergravende. Vi er og bliver mennesker først, og som mennesker må vi have samme spilleregler. Hvor vi så i øvrigt finder kilder til vores livsindhold, er vores eget anliggende. Dette behøver ikke medføre kulturløshed, men kan være virkeliggørelsen af et levedygtigt multikulturelt fællesskab, hvis kulturelle særegenhed bygger på en udvidelse af rammerne for den enkeltes integritet. 

Derfor er integrationsspørgsmålet heller ikke så vanskeligt, som det er lykkedes Dansk Folkeparti at gøre det til. Vi skal hverken gå ind for pisk eller gulerod – vi skal slet og ret insistere på samme rettigheder over hele linjen. Der skal ikke være forskel på trossamfundenes status, der skal ikke være tvangsbidrag til nogen religion, der skal ikke være arbejdsgivere, som bestemmer, om du må bære slør eller ej. Nye medborgere skal tildeles samme vilkår som os selv, når de har fast bopæl i landet, punktum. 

Her har Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre svigtet fælt og banet vejen for den diskrimination, der nu intensiveres yderligere af den nye regering. 

Skal tvangsægteskaber tillades? Selvfølgelig ikke – frihed til forskellighed betyder frihed fra tvang. Men vi skal afdramatisere overdrevent hysteri. Reelt er problemerne langt mindre, end pressen ofte gør dem til. Eksempelvis måtte Ritzau den 6.2.2002 erkende, at Udlændingestyrelsen kun afviste ét enkelt ægteskab på mistanke om tvangsægteskab i 2000; den 15.5.2002 refererede Jyllands-Posten til en undersøgelse om indvandrerkriminalitet, der viste, at der kun er meget ringe forskel på indvandreres og danskeres kriminalitet, når man korrelerer for indvandreres generelt lave sociale status; og den 31.1.2003 noterede Ritzau så, at der i de senere år end ikke var noteret ét tilfælde af omskæring af somaliske piger. 

Nuvel, naturligvis må der gemme sig en række tilfælde af pigeomskæringer og tvangsægteskaber derudover, og selvfølgelig er ét tilfælde altid ét tilfælde for meget. Pointen er blot, at der unægtelig et grotesk misforhold mellem den hysteriske forargelse og de reelle problemers størrelsesorden. 

Frihed til forskellighed retter sig naturligvis ikke kun mod etniske minoriteter. Det udmønter sig også i udviklingen af humanistiske tiltag som f.eks. borgerløn, økologiske frizoner, en afkriminalisering af stofbrugere mm. Minoritetspartiet er ikke et enkeltsagsparti. Men indtil videre har Hans Hauge dog desværre ret i at placere os i den politiske periferi. 

Minoritetspartiet er et oprør fra periferien. Men det er en periferi, der finder det anstrengelserne værd at etablere en ny midte, velvidende at odds er imod os. En ny midte, som kunne udvikles til at blive en humanistisk front, ikke »blot« for trængte mennesker og minoriteter – men i høj grad også for nogle af dem, der ikke selv er udstødte, men som har mod og kræfter til at hjælpe andre. En midte, der ikke bare er humanistisk af navn – men af gavn.

Rune Engelbreth Larsen
Minoritetspartiets medlemsblad, Solen 4, marts 2003


APROPOS
> Rune Engelbreth Larsens retrospektive status: Minoritetspartiet, medierne og Mars