Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Retspoliti eller rockerpoliti?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Den, der overtræder loven, skal retsforfølges, dømmes og straffes efter lovens bogstav. Skønt enhver lovgivning kan og bør diskuteres i detalje, er dette forhold naturligvis indlysende, så længe der er en lov. Det er også indlysende, at enhver lov i princippet udgør en trussel, ikke bare imod den eventuelle forbryder, men imod enhver, i og med at den også indebærer en risiko for, at en uskyldig bliver retsforfulgt, dømt og straffet.

Derfor er et retssamfund naturligvis kendetegnet ved den maksimale retssikkerhed, der i videst muligt omfang skal sikre, at uskyldige ikke bliver dømt. Det er imidlertid uundgåeligt, at når retssikkerheden beskytter den uskyldige mest muligt, vanskeliggøres samtidig den proces det er at dømme og straffe den skyldige. Med andre ord: Jo højere retssikkerhed, desto vanskeligere arbejdsbetingelser for politi og dommere.

Det er prisen for et retssamfund.

Retssamfundet insisterer på en fair retssag, hvor alene klippefaste beviser og ikke retssystemets fordomme, rygter eller gisninger er fældende for den sigtede, og hvor enhver sigtet - hvad enten det er en asylansøger, en politibetjent, en rocker, en liberalist, en kommunist eller en børsspekulant - er fuldkommen lige for loven. Derfor har Justitia bind for øjnene, og måske burde dommere også have det, så ingen risikerer at blive dømt på forhånd, fordi man »ligner« en forbryder, eller fordi man har en »mistænkelig« politisk eller religiøs overbevisning.

I dag er dette ikke mindre væsentligt for at undgå påvirkning fra pressen, der ofte har afsagt sin egen dom og udstillet den sigtede på forsiden, længe før retssagen er ført til ende - formiddagsbladenes spisesedler er således vor tids pøbeldomstol, som får tidligere tiders gabestokke til at ligne harmløst legetøj.

Det har ikke meget med et retssamfund at skaffe, og et retssamfund er meget sårbart over for pressegribbe, der altid kan finde en kriminel, som måske er sluppet for straf, eller har "snydt" systemet. Alt for få understreger desværre i så tilfælde, at skal vi bevare retsgarantier, så uskyldige ikke bliver dømt og straffet, må vi leve med, at der er en risiko for, at skyldige af og til også går fri. Vi når aldrig nogen »utopi«, hvor alle skyldige dømmes, og alle uskyldige går fri, men netop derfor baseres et retssamfund også på den opfattelse, at det er langt værre at dømme en uskyldig end lade en skyldig gå fri.

Retssamfundet betaler dermed trods alt en billig pris for en væsentlig garant mod totalitær uret.

Det siger sig selv, at retssamfundets lovgivende, udøvende og dømmende magt sidder inde med et kolossalt magtmonopol, som ikke må kunne misbruges. En lovgivende magt, der lovgiver til egen fordel, en dømmende magt, der dømmer ud fra egne interesser, og en udøvende magt, der udøver magten ud fra egne hensyn, er selvfølgelig vrangbilledet på et retssamfund og definitionen på et totalitært tyranni.

Imellem det samvittighedsfulde retssamfund, der værner om retsgarantierne, og som uanfægtet og omhyggeligt begrænser og kontrollerer magtmonopolet til det mindst mulige, og så det totalitære tyranni, der undertrykker, fængsler og dømmer i flæng, er der selvsagt et vidstrakt spektrum, som retssamfundet for alt i verden skal undgå at glide ind i.

Det er naturligvis i lighed med de øvrige, ovenstående betragtninger, såre banalt, eller burde være det - i et retssamfund.

Derfor er intet så foruroligende, som når det atter er nødvendigt at erindre om de grundlæggende retsprincipper, fordi fundamentet herfor skrider, og fordi dem, der i særlig grad skulle værne herom, slækker på principperne.

Men noget sådant har vi været vidne til med de senere års særlove og ikke mindst de talrige eksempler på forskelsbehandling mellem etniske danskere og borgere af udenlandsk herkomst. Lighed for loven er således for alvor blevet svækket af den foregående og den nuværende regering.

Ikke mindre alarmerende er den såkaldte Dan Lynge-sag. Meget tyder allerede på, at ikke blot højtstående politichefer, men også Justitsministeriet har været vidende om lovbrud, og at ordensmagten kunne have forhindret raketangreb og anden farlig kriminalitet, men undlod det.

Enhver med respekt for retssamfundet bør kunne se, at selv kriminelle rockere med nok så ubegribelige kriminalitetsmønstre trods alt udgør et langt mindre, principielt problem for retssamfundet end ledende repræsentanter for ordensmagten, der undlader at forhindre dødbringende kriminalitet.

Man kan endnu kun gisne om motiverne, men hændelsesforløbet i det seneste tiårs politiindsats imod tusindvis af borgere, der alt for let og vilkårligt stemples som "rockerrelaterede", samt den dokumentation, der er fremlagt af de journalister, som stadig væk mener at afdækning af statens magtmisbrug bør være pressens vigtigste opgave, peger muligvis i retning af en politisk strategi fra topfolk i politiet, der har kostet menneskeliv.

I så fald har vi sine steder et ensporet rockerpoliti i stedet for et retspoliti.

Ingen kan forsvare brug af raketangreb i krigslignende opgør, men hvis politiet og PET har set igennem fingrene hermed eller ligefrem medvirket til at fremprovokere sådanne tilstande, taler vi om et angreb på selve retssamfundet af langt, langt farligere karakter.

Håndteringen og udfaldet af Undersøgelseskommissionens arbejde i Dan Lynge-sagen er derfor mere afgørende for retssamfundet end nogen anden sag i efterkrigstidens Danmark, og politikernes og pressens rolle burde afspejle dette forhold i langt højere grad, end tilfældet er. Derfor er der al grund til at kræve justitsminister Lene Espersens afgang omgående, for uanset sagens udfald, står det allerede klart, at hun har vildledt Folketinget ved i bedste fald at tale uden om PETs kontakt til Dan Lynge.

Et retssamfund kan aldrig være tjent med en så anløben politiker i spidsen.

Rune Engelbreth Larsen
Minoritetspartiets medlemsblad, Solen 9, 2004


APROPOS
> Rune Engelbreth Larsens retrospektive status: Minoritetspartiet, medierne og Mars