Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Krigens sikre sejrherre

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Et brækket ben kan være kilde til megen smerte. Det kan også tage forholdsvist lang tid om at hele, og det besværliggør unægtelig livet i den tid, man må humpe rundt på krykker og med benet i gips. 

En alternativ kur kunne være at amputere benet – så ville man også være sikker på, at man ikke kunne brække det igen og aldrig mere risikerede at skulle have det i gips. Ikke desto mindre vælger vi ikke at amputere benet. Hvorfor? Fordi kuren naturligvis ville være værre end sygdommen. 

Problemstillingen er selvfølgelig indlysende banal. 

Langt mere problematisk bliver det, når vi snakker om komplicerede størrelser som undertrykkelse, vold og krig, der involverer hele befolkninger, og hvor der selvsagt er andre og mere alvorlige risici på spil end et brækket ben. Her er problemstillingen sjældent indlysende og banal. Men selv om sygdoms-analogien ikke uden videre kan strækkes til at dække mellemmenneskelige – for slet ikke at nævne mellemstatslige – kriser og konflikter, kan der dog være god grund til at afvise reaktionsmønstre og løsningsmodeller, hvor der netop er overhængende fare for, at »kuren« er værre end »sygdommen«. 

I Iraks tilfælde – eller mere præcist, i tilfældet Saddam Hussein – er USAs løsningsmodel at afsætte diktatoren med en krig. Er det en hensigtsmæssig »kur«? 

På den ene side vil næppe nogen seriøst kunne betvivle, at Saddam Hussein er en uforbederlig diktator, der i årtier har været den centrale brik i et terrorregimes brutale undertrykkelse. Dels knuses al intern opposition af en magtsyg hersker, der svælger i uindskrænket luksus, og dels har Saddam Hussein gennemført systematisk folkedrab mod det kurdiske mindretal i Nordirak, jævnet tusindvis af kurdiske landsbyer med jorden og dræbt ca.180.000 kurdere under »Operation Anfal« i slutningen af 1980erne. 

På den anden side kan næppe nogen heller seriøst betvivle, at USAs motiver for at føre krig mod Irak langtfra primært har at gøre med befolkningens aktuelle lidelser. Dels er der mange andre diktaturstater, som USA holder hånden over, dels bærer USA hovedansvaret for FN-sanktionernes effekt på den irakiske civilbefolkning, hvor 16 millioner (ud af en befolkning på 24 millioner) nu er nødsaget til at få al deres mad gennem FNs »Oil for Food Programme«. Siden sanktionerne blev indført er børnedødeligheden eksploderet i Irak, så hvert ottende barn i dag dør inden femårsalderen. 

Den daværende amerikanske udenrigsminister, Madeleine Albright blev i 1996 konfronteret med den kendsgerning, at ½ million irakiske børn allerede var døde som følge af sanktionerne, og udtalte: »We think the price is worth it.« 

Er en halv million irakiske børns død en rimelig »pris« – og for hvad? Saddam Hussein er ikke blevet svækket internt af sanktionerne, tværtimod. Er kynisme en effektiv kur i kampen mod kynisme? 

Bush & Powell har afløst Clinton & Albright, og de har nu ordineret en ekstra kur mod Saddam Hussein: Krig. 

Lad os her overspringe al den amerikanske propaganda om en krig for »frihed« og »retfærdighed«, der allerede så mange gange er blevet fejet overbevisende af bordet under afsløringer af den udtalte dobbeltmoral og de banale magtinteresser, der primært motiverer USA, samt den »diplomatiske« gidseltagning af FNs Sikkerhedsråd, der kan vælge mellem at parere ordrer eller blive dømt ligegyldigt af den amerikanske præsident. Tilbage står så ét væsentligt argument for krigen, der hyppigt dukker op: »Hitler-argumentet«. 

Saddam Hussein og Adolf Hitler har givetvis mange karaktertræk til fælles, og begge har ufattelig undertrykkelse på samvittigheden. Men en anden parallel forties imidlertid af krigsfortalerne, fordi denne netop udstiller gentagelsen af stormagternes hykleriske dobbeltspil over for både Nazityskland og Irak. I Tysklands situation i 1930erne såvel som Iraks i 1980erne satte de vestlige stormagter således bekvemt kikkerten for det blinde øje for de respektive herskeres diktaturer – Hitler nød international anseelse langt op i 1930erne, og USA løftede ikke en finger mod Saddam Husseins brutale undertrykkelse, da han var en behændig brik i spillet mod Khomeinis Iran langt op i 1980erne. 

Men selv om vi ser bort fra dobbeltspillet og vender os mod en sammenligning af det internationale trusselsbillede dengang og i dag, er det dog stadig indlysende, at de globale magtforhold nu er fuldstændig anderledes, end de var i slutningen af 1930erne. Nazityskland var globalt set en voksende militærkæmpe, der overbevisende kunne true en koalition af andre militære kæmper, og som ultimativt kun kunne bekæmpes militært. 

Saddam Hussein er snarere en ørkenrotte sammenlignet med militærgiganten USA. Hans krig mod Iran havde USAs velsignelse, hans invasion af Kuwait var til gengæld en banal brøler af en overgearet diktator, der efter en udmattende og uafgjort Iran-krig havde desperat brug for flere oliepenge og en militærtriumf, og som fejlagtigt troede, at USA igen ville sætte kikkerten for det blinde øje. Internationalt udgør Saddam Hussein ganske enkelt ingen nævneværdig trussel. 

Det ændrer selvfølgelig ikke ved, at han unægtelig udgør en trussel mod sin egen befolkning. En fuldstændig ophævelse af sanktionerne er dog en forudsætning for dels at tilbagerulle amerikansk kynisme (hvilket vil fjerne et af Saddam Husseins og hans diktatorkollegers trumfkort), og dels at gøre den irakiske befolkning i stand til overhovedet at spekulere på andet end uddelingen af det næste måltid mad. Om ikke andet må vi i det mindste begynde dér. 

For selv om en krig isoleret set kan eliminere Saddam Husseins kynisme, vil den på den nuværende baggrund ikke blot kunne medføre et uoverskueligt antal civile ofre og danne grobund for yderligere mobilisering i terrornetværk, men den vil først og fremmest risikere at legitimere den amerikanske kynisme, som den kommer til udtryk i strømmen af mediepropaganda og arrogant magtfuldkommenhed i FN. 

Der er derfor kun én, som bombesikkert går sejrrigt ud af denne krig, og det er netop – kynismen.

Rune Engelbreth Larsen
Leder i Minoritetspartiets medlemsblad, Solen 4, marts 2003


APROPOS
> Rune Engelbreth Larsens retrospektive status: Minoritetspartiet, medierne og Mars