Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Politik

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

J.P. Jacobsen skrev for mere end et århundrede siden:

     Lys over Landet,
     Det er det, vi vil.


Hvad demonstrerer vel mere, at solen og lyset åndeligt talt endnu er fraværende i dette kulturelle tusmørke, end den standende politiske ensretning?

Af alle embeder er det politiske vel i dag det laveste og latent mest dehumaniserende.

Uanset politisk observans ligger i selve embedets fokus en immanent antitese til betydningen af det enkelte menneske som et særegent og selvstændigt individ, fordi politik alene handler om, appellerer til og virker i kraft af massen.

Partibetegnelser som Konservativt Folkeparti, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti for slet ikke at nævne de mange folkebevægelser er symptomatiske for en tid, hvor appellen til flokinstinktet har altafgørende værdi.

Individet i sin specifikke og originale forskel fra enhver anden er i realiteten politisk ikke-eksisterende (eller i bedste fald uinteressant), for det er kun størrelsen af den potentielle masseeffekt, der er bestemmende for den seriøsitet, med hvilken et politisk ærinde bliver mødt.

Politisk vægt opnår den enkelte højst i negativ forstand, hvor hans eller hendes ord og gerninger er tilpas »ekstreme« til at kunne misbruges af massemedier, der søger at profitere af eksemplificering, generalisering og skandalisering af i forvejen marginaliserede grupper, og af de politikere, der velvilligt overtager stafetten, som »nødvendiggør« yderligere tvang og kontrol af den gruppe, som den pågældende hævdes at »repræsentere«.

Lige så karakteristisk det er, at vore dages politiske magthavere således skrupelløst kan misbruge én enkeltpersons tilsyneladende fortrædeligheder til at agitere for omfattende, politiske konsekvenser, der legitimerer frihedsindskrænkelse for en hel gruppe af belejlige syndebukke, lige så karakteristisk er det, at de samme politiske magthavere opretholder principiel tavshed og kategorisk afviser politiske konsekvenser af »enkeltsager«, hvor disse omvendt eksemplificerer magtens egne fortrædeligheder.

Den politiske magt har udvidet sit domæne voldsomt på den økonomiske magts præmisser og den individuelle magts bekostning. I stedet for at den politiske indflydelsessfære er et nøje afgrænset og tilpasset parcel, som alene har til formål at sikre den enkeltes basale behov og frihed og gavne den, der rammes af livets vanskæbne eller vanskeligheder, er det derimod det enkelte menneske, der selv er blevet et nøje afgrænset, tilpasset og stadig mindre parcel i den politiske virkelighed. Følgen heraf – hvis ikke ligefrem hensigten hermed – er et overskud af udstødte, på bekostning af hvem majoritetens masseidentitet og flokmentalitet bekvemt styrkes og styres.

»Alt er politik,« siger dagens politikere gerne, når de skal overbevise den samme, politisk inaktive masse om betydningen af deres eget »kald« og vigtigheden af flokkens politiske medløberi – og meget mere selvafslørende for den fortættede arrogance, der hersker inden for politikkens verden, kan det vel næppe udtrykkes.

Men må vi ikke i dag samtidig erkende, at det ikke desto mindre kun er alt for sandt? Skønt politik strengt taget blot er ét felt blandt tilværelsens øvrige, vidtstrakte spektrum, bliver alt efterhånden politiseret – og den vigtigste politiske doktrin er så oven i købet, at al politik er økonomi, altså atter en kvantificerende massekategori. I den firkantede politiske massevirkelighed, er kvantitativ magt simpelt hen direkte blevet synonym med kvalitativ ret.

Ethvert menneskes unikke karakter bliver da også pr. definition betydningsløs i den verden af statistikker, prognoser og valgresultater, i hvilken kun målbare massebevægelser er relevante og udslagsgivende i forhold til mandater, penge og magt.

Gennem ekspanderende lovsamlinger med stadig mere snærende bånd om den enkeltes selvstændighed på den ene side, og stadig mere tøjlesløse friheder til finansernes herredømme på den anden, har politikere gjort politik til kapitalens universalnøgle og ejendom. Samtidig har politik i større eller mindre udstrækning inddæmmet alt fra forskning og familieliv til kunst og kulturliv, som var mennesket blot et tal i massen, og tilværelsen en negligerbar detalje i en politisk bisætning.

Den politiske dynd ligger som fremskudte diger i alle egne af livets landskab – men skal vi igennem eller ligefrem fjerne dyndet, undgår vi heller ikke at bevæge os ud i det.

Vi kommer lige så lidt udenom at handle og tænke politisk for at forandre tingenes tilstand i dag, som man kom uden om at handle og tænke religiøst for at forandre tingenes tilstand for et årtusind siden. Hvis medmennesket som det enkelte menneske i sin egen ret skal indtage tilværelsens centrum, sker det ikke uden at kæmpe sig igennem den politiske masse, der har overtaget og i stigende grad breder sig grænseløst ud over samme centrum i dag.

Og hvor skulle opgøret dog også nogen sinde kunne tage sin begyndelse, hvis ikke i politik, lige dér, i massens egen mørke hjertekule? Skal mennesket atter have en chance for at blive omdrejningspunktet, må udviklingen vendes, og humanismens trojanske hest trilles ind i dét forum, selve den politiske arena. Blot er den trojanske hest netop kun trojansk, hvor den i modsætning til de øvrige politiske dyr ikke er hul, men derimod fyldt op med mennesker.

Mennesker, hvis hensigt det må være at afvikle udviklingen, splitte den forskelsløse masse med en masse af forskellighed og afspore det politiske overdrev gennem afpolitiserende politik.

Mindre paradoksalt kan det vel i sagens natur næppe blive.

Lys over landet, det er det, vi vil.

Humanismens trojanske hest er ved at blive bygget. Mindre kan ikke gøre det.

Måske bærer håbet. Måske ikke. Tiden vil vise, om vi bliver mange nok til at trille den ud under himlen og ind på arenaen. Faklen er din invitation.

Lad solen skinne igen.

Rune Engelbreth Larsen
Leder i Faklen 19, april 2001


NOTE: Denne leder fra Faklen nr. 19 beskrev noget af den håbefulde motivation, der i 2000-2001 også blev søgt kanaliseret over i Minoritetspartiet, som siden blev opstillingsberettiget til folketingsvalget i februar 2005. Partiet blev som bekendt ikke valgt ind, og undertegnede reflekterer over partiets ideer, historie og erfaringer her: Minoritetspartiet, medierne og Mars. REL.